Nikoline Kaiser: Taler

I.

    Når mine forfædre taler er det med rystende stemmer. De er bange nu, som de aldrig var i live. Når jeg sejler på åbne søer ønsker jeg at svømme i stedet – men vandet er mørkt og farligt.

Der bliver tvunget mad i min mund hver lørdag
vin om søndagen

 
 
 
II.

    Der bliver skænket te i kopper blanket af solen. Jeg bliver spurgt, igen, igen, igen, om jeg ikke ønsker et barn. Måske to. Tre, hvis du er heldig. De bedste ting kommer i tre

primærfarver

og sæt af læber mod mine

 
 
 
III.

    Han er ung og uskyldig og kun besat af kvindekroppe fordi han er blevet fortalt, fra barnsben, at det skal komme en dag, og det skal komme, en dag, det skal komme en dag.

Der bliver tvunget en tunge i min mund om lørdagen og søndag græder jeg til tårerne fylder mine lunger

der bliver drukket stødt og heftigt. Hver lørdag. Hver fredag. Hver søndag og mandag.

 
 
 
IV.

    Anden – en pige hvis ansigt jeg ikke kan huske.

Hun er ung og uskyldig. Og kun besat af kvindekroppe fordi hun er blevet fortalt, fra barnsben, at hun skal være besat af sin egen krop. Det blev på et tidspunkt til besættelse af andre kvindekroppe (pigekroppe). Er hendes hofter større end mine. Hænger hendes bryster længere nede. Det er en pigekrop, den er stadig i forandring. Den er stadig i forandring. Har hun strækmærker, allerede. De kommer naturligt. Hvor vokser håret. Hvor bløde er hendes kinder, hendes baller. Er de blødere end mine. Hvornår er det – åh, jeg ønsker at være hende.

Hvornår er det – jeg ønsker at føle hendes krop mod min. Jeg er en ung pige-kvinde og jeg kan ikke se væk. Jeg kan ikke holde op med at ønske. Jeg kan ikke lade være med at længes.

 
 
 
V.

    Anden, igen – jeg husker hendes mave, både flad og vældende som bølger. Når hun sidder er der folder, når hun strækker sine arme over hovedet er det en steppe. Jeg rører, forsigtigt, og prøver på ikke at gå længere end vi tør.

To, nummer to. Hvornår er det teenage-frygt og teenage-lyst. Er du stadig, i dag, vild med kvinder som jeg er? Eller var det kun os piger, forskrækkede og forsødede. Var jeg et eksperiment du kunne gemme væk, når du tog hjem efter skole? Var jeg den langhårede, brødfødte landbrugs-tøs du kunne trække efter dig som på en line. Eller tænker du stadig på mig, bare en gang imellem, som den der stjal dit første pige-kys, dit ikke-hvad-dine-forældre-forventede-eller-ønskede kys?

Var jeg mere for dig end bare den du holdt i hånden så folk skulle kigge en ekstra gang?

 
 
 
VI.

    Tredje – en kærlighed der varer en livstid.

Jeg har: leet, af dem der sagde kærlighed var det hele. Jeg har leet, af dem der ikke kunne gå en lige linje, efter de blev forladt. Jeg har ikke kunne forestille mig den sorg det var, da du forsvandt igen. Frit fald og pludseligt – du var der ikke mere. Ikke en død, men et afsavn. Ikke en begravelse, men en sorg.

 
 
 
VII.

    Tredje – en begravelse.

Hvordan kommer man sig efter sit livs kærlighed er – væk?

Hvordan kommer man sig, når man ikke længere kan række ud, ikke længere kan tåle at mærke noget i sin mund, ikke kan drikke, ikke kan synke.

Synker ikke mad og vand. Jeg synker kun til bunds.

 
 
 
VIII.

    Og havet byder mig velkommen.

 
 
 
IX.

    Jeg drukner i hval-svælg og længsels-bitter vin der har stået bag alteret i hundrede år. Jeg kan mærke en hånd på min hofte, tager fat – uskyldigt, er hvad jeg har fået at vide, men jeg var også uskyldig og ung og lidt for fuld, på den søde smag af at turde bruge sin krop på en ny måde.

I skoven, midt om natten, midt i en fest med larm og bål og musik højere end guds symfoni – i skoven hvor det gik stærkere end stærkt og jeg blev mærket for evigt. Uskyldig.

Jeg drukner i en forvirring der hedder – hvem har skylden? Han, eller jeg, eller tuden af den flaske vi drak af? Mine forfædres stemmer runger i mine ører og siger, kvinde gør din pligt. Og siger, disse hofter, denne krop, disse strækmærker. Hvor er barnet nu, spørger mine forfædre og jeg svarer, hvad med det barn jeg var? Bange i den mørke skov, men ikke alene.

Det er et held at der er gået så lang tid, oceaner af tid, tid nok og tid tilbage: tid til at jeg kan mærke hendes læber mod mine, bittert som de smagte, før jeg kan mærke, smage, føle, hans.

Træer holder vagt over pigerne der bliver holdt fast, mod skovbunden, mod døde blade og regnvåde grene. Der er alkohol i hans uskyldige blod – der er meget man kan undskylde, når man ser en mand som uskyldig.

Der er meget jeg kan undskylde, når det handler om de kvinder jeg elsker.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Fint at i har fjernet fb-like-knappen.

    Jeg vil bare sige, at den her tekst kan jeg rigtig godt lide!

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>