Peter Breum: november november november

nu er det for sent,
og du ved det, for
vinden river viden gennem dine kolde knogler, og
ensomhedens hus på kalenderens vej, er en
måned der altid overses, afvises, som den
bør, for hvem kan leve under
en tvang, der minder om skæbne, der minder om
retur, til menneskets mønstersvangre natur, men

nu er det for sent,
og svage sole pibler rødt over rimfrosten, hiver
vinterens kåbe af kulde gennem glasset, med
erkendelsens slidte ord i sit slæb, før
mørket, det endelige, sænker dit års grå skib, som
blyet i vinen tung, som den endelige vægt, den endelige vægt af
et forlis, der får dig til at vise kaklerne og spejlet tænder, skære tænder af
ravnen på skulderen, der letter, men ikke letter dig, for

nu er det for sent,
og den letter, letter fra din hvide skulder, men
ved sin flugt, letter den ikke dig, for kløernes dybe mærker
er dine, som fuglen er din, er
måneden en landingsplads for det, du ikke fik gjort, en bog der skrives med
blodets tabte alfabet, sikker som
en cyklus, sikker, som den glemsel
ravnen ikke evner, med dig, ormen, i sit næb
 
 
 
 
 

Bjørn Alexander Gøtzsche Lange: Horisont

Skibene skutter sig
sundet stunder til
sære skær bliver klipper i himlen
bliver klippet i halve
Tinder får kløfter
får rifter, forvitrer, formørkes
Forude;
fra fremmede fjelde:
Hvide vinger vender hjem over nathav
mod læ for horisonten
Fugleflugtsflygtighed
i mønnede flyverskjul
 
 
 

Mai Emka: November

Andre steder er der sommer
som går hånd i hånd med ildevarslende hvidvin
hvor Humbert Humbert la’r Lolita
smække op ad trappen i fryd
Lo-li-ta
La’r november sig knapt imponere
til melodi
no-vem-ber
Om det hele stammer fra
og bare er en sorgfuld midalder
der har slået sig til tåls
eller om det er varm skygge fra en ungdom i syden
kan vi kun gisne om

november er bryggerhesten
nok dum, men ej naiv
brækkes benet, skyder vi

Ellers sætter vi pris på den varme den giver
først når vi kommer helt tæt på
på iskolde dage
når den letter på den stride hale
og lader fermenteret hø falde
til tåger og damp, i halvtørre dump
i helt skarpt lys
og i buldrende mørke

For vi er langt fra byen i dag og
i morgen aften
for en gang skyld
– og det er sjældent –
får vi lov at se natten uden forurening.
 
 
 
 

Anders Vægter Nielsen: Jeg bærer en skildpaddeunge

 
Jeg bærer en skildpaddeunge                       
          til vandet                                                der vil den hen
       over stranden 
        som et trofæ                                         som skulle jeg døbes
                                                                             selv ved den handling
Gribbene 
       har fællesmåltid                                             
             her i Ostional                                            giv mig i dag 
                                                                           mit blødkogte æg
                                                                       mens bladene hænger
                                                                           som rød-gule skæg
                                                                             træernes ansigter
 Stedsegrønne verden                                           sover i parken
    intet nyt under sol                                        
    her i Ostional                                                   oh, strengeste tid  
Jeg bærer denne skildpaddeunge                          sikke en flid
     til drabet i vandet                                           0,01% chance for at leve
     her i Ostional                                                      gælder det arten
Jeg spiller violin, kønt
  er det ikke efter gribbene                                             
s måltid                                                                    det gælder arten
   kun traktorspor 
                           og skaller                                      
Hejrer af en slags
  ser efter krabber af ditto                                       den rolige død
det er aften og skumring                                             sød som mælk
  nix, mørket       som en sæk trukket    ned              på nej over
skrækindjagende                                                                       disse kanter
helvede, kan man
   brøleabe, næppe                                                   stadig bruge det ord
alligator måske, jeg kender
   ikke lyden, men skrækken 
jeg så en alligator ved midnat                        denne måned abstrakt
              altså dens øjne
at spille violin          efter gribbene               det gælder arten
       er traktorspor tilbage                             det kan regne
    
og i dag                         
                så jeg en leguan                             denne måned konkret   
     på størrelse med en hund                       bare regn
                                                                       og datoer og 
                                                                       aber i zoo
                                                                    jeg er på toppen
og en slange                                              jeg drikker kaffe
           en snor af lakrids
                                           triadernes nat
                                                                       badernes 
det er morgen
   denne skildpaddeunge                              jeg sænker i vandet
 jeg tænker  Y         og                                   appelsinerne ligger
                                                                            i en skål
                                                                           på et bord
                                                                           i klimaet X
                                                                      som kunne være her
   i måneden XI eller
                                                                          I
Jeg bærer en skildpaddeunge                       
       over stranden   
         til vandet
       som et trofæ.
 
 
 
 

Poul Høllund Jensen: Det har ingen betydning

Det har ingen betydning
at solen er bleg og diset
Lad os gå den lange tur ved søerne
Betragte den besynderlige knude
i træet ved mosen
hvor månen var løs
og vi mødte
den cyklende mand med raslebøssen
som han besværgende
rakte frem mod os
mens han endnu var i bevægelse

Som om rådyr og skader
var i hælene på ham
og beboerne i det nærmeste hus mod vest
havde afvist ham med hårde ord
mens han stod på gårdspladsen
under en bleg og diset sol
 
 
 
 
 

Leif Achton-Lynegaard: SORTE NOVEMBER

 
er en sort sol lava darkness ørken boris jeltzin på date med mussolini
blæsende mislyde under et sorten mulds blæsende kolera martyrium
erik mørk på extasy læsende de små synger med george bush på knæet
nøgne blufærdige træer i skygge med rejsningsproblemer i vådområdet
degenereret egnsafvikling årets jordiske rester med frostsprængninger
vandskader gummitøj paraplyer under koldblodig nedbør med koldfront
vild med dans parret ben johnson og idi amin kind mod kind til muzakken
fra i am sailing under ledelse af ivan den grusomme og hans sortskjorter
mørkeleg dis tåge mosekonebryg hjemmebryg mjød fuck nederen gå hjem
neden om og hjem plej din inkontinens med kolde afvaskninger pisk dig
det er godt mod vinterdepression mislyde misforståelser i efterår på syre
ved stand by fotosyntese mellem oktober og december not to remember
 
 
 
 
 

Mikkel B. Andersen: SKRIVEMASKINE

I
jeg taster og det sprænges. som et forår i mine fingre. udsigten fra mit vindue er regnen der kommer. som med trommende fingre på en teltdug; et tastatur. hvirvlende støv danser som dråber i aftrykket fra hendes hånd. fra ruden der burde være vasket. det er lyset fra resterne af dagen. sommerkjolerne der er pakket væk. og alle drømme handler om, at det regner.
 
 
 
II
blodårerne er nu en farve i et landskab. en gren i sneen. vandet trænger igennem. ind til huden. lyset afbarker billeder og papiret ligger med sit ansigt mod karmen. der findes læbestift. et aftryk fra en måned der kommer. November er mod lyset. er gadelysets København. November er ordene der strækker sig. gentager sig i regnen. i regnen der går igennem dit stof. ligger i kim under din kolde hud.

 
 

Marie Louise Tüxen: Tre tekster

ok over mod enden det kan det blive

det må jeg give dig
at du giver mig
ret tit
den stille, rensede accept
som er ok
ikke et følsomt og gribende svøb der
favner om mig præcis som en åkande wudakudasjuda
med sin ret påtagede og
ret skal være ret
vedtagede
maleriskhed
Monet ville have vendt sig i gravismen
tænker dem fra fra den smådannede kennel
husende nogle opdrættede flatcoatede retrievers
som ikke er rigtig dyre racer, men heller ikke bare golden
de her er sorte, lidt mere slanke, adrætte, ranke
det er en vammel tanke
det med Moneten
og nu er det, at helt andre støbninger tænker på ‘ham med sms-pikbilledet’
de kan ikke se, der mangler et z
i det navn
det kan vi

tilbage til åkandens skød
vi nu ser for os
for den
ligger der, ligger der
og breder sine saftige blade omkring enhver, der kan være der
er faktisk en liderbuk med sin åben-luk fornam og evne til at flyde væk
villig, kødklar også
så jeg svøber min medgørlige krop i dens orgastikalastiske folder
side om side med en frø
der skulle have kvækket, højt, for nu er vi i mosen
den puster den sig i stedet op
tag den
jeg vrikker med røven
ret koket gjort, nuser selvindføjethed
tager mod til mig og lader som om jeg skal skide
det skal jeg ikke
det virker
nu det ok
det var i november

 
 
 
 
 

over mod enden

Jeg spørger, om de stadig kan noget, sædcellerne, som svømmer i hans 47-årige krop, det er mere end halvvejs mod enden, og jeg er selv voksen, men ikke så voksen, det lægger jeg vægt på, og hånden på hjertet, knock knock, jeg overvejer ikke at bruge infoen til noget særligt, slet ikke, den kom sig af en halvgenuin interesse, men, også værd at nævne, blev den sat fri mellem os som simpel samtalemotor; interessen blev modtaget sådan brysk, som i “Hvorfor taler du sådan?” og jeg synes ikke, der var et sådan, som sådan, overhovedet, men jeg tror, jeg skulle have spurgt mere lægeligt, brugt ordet forplantningsdygtig, brugt det ordentligt og på rigsdansk, det lader jeg alligevel dronningen om, sørger for at meddele dette slip lakonisk og sender i tanken en hilsen til den sproglige flåde og Grønland, godt med håb, for Godthåbsvej agrees, den og jeg er tomme, og vi, rigsdanskeren og jeg, kører den flad her klokken halv ti og giver asfalten noget at tænke på. Over.

 
 
 
 
 

det kan det blive

jeg mødte en anden som sagde, at han var på syre og lavede film og at jeg var lækker på en sådan power og lider-måde
trak jeg syren og alt muligt fra, for eksempel ubehaget ved hans greb
var jeg sært nok stadig glad for begæret
bare der var nogen, jeg ku sige det til, eller som så det tilfældigvis
de mange umagelige flatteringer, for der var fler’
de skulle ses af sig selv, jeg er jo for fin til at hungre efter den fims af selvhævd
men jeg yngler på den i smug
nu blæser vinden en dum vise
og regnen giver mig ikke lyst til at digte, vitterlig ikke
mine mundvige vender nedad, det gør mig uskøn
jeg leder efter et billede i mit hovede, et der kan forbinde ubehaget ved at barbere glat med sæsonens nedfaldsfarver
jeg er ikke desperat, men det kan jeg blive
det er ikke november, men det kan det blive
jeg lægger min dreng ned i fodenden af min sofaseng, for han har lus, og jeg tror ikke, de tager turen fra hans til min pude i løbet af natten
strækningen må alligevel være for lang
 
 
 
 
 

Mirian Due: Tre digte

I
 
 
varer er placeret i standere af trådkurve ned ad gangen         shampoo     
vaskepulver     tandpasta   på den ene side       legetøj     køkkenredskaber     
kontorartikler på den anden      lyset fra kølehylderne giver min hud et klart 
skær     blodårer er blå nylonreb der borer sig ned i sne      jeg tager ting ned 
fra rækkerne af kartoner   pakninger    dunke    og stabler dem i min kurv         
lyset falder også på de andre      på de andres hænder der tager ting ned       på 
de andres ansigter        der er kravlet ind i sig selv så de næsten ikke er i kroppen      
i hænderne         næsten ikke i bevægelserne når de gøres       den automatik    
kroppen er overladt til            den automatik jeg har overladt min krop til       
mit blik der stille går uden om de andre     de andres blik der går uden om mit     
og kroppene der går uden om hinanden                    de bippende lyde fra varer 
der scannes mens jeg venter i køen og kigger ud på gaden        hvor det regner
og biler kører gennem regnen uden lys og ligner parkerede biler     mine skridt 
ned ad gaden      posens plasthåndtag der slider røde mærker i mine hænder       
tråde af cyklister der passerer mig      ansigter der forsvinder under paraplyer          
vand der mætter asfalt           en dråbe falder fra en baldakin og falder ned i vand 
                 hænder løfter varer op af en kasse 
 
 
 
 
II
 
 
om natten drømmer jeg at mit værelse er fyldt med vand       små stimer 
af fisk svømmer rundt i det og ændrer retning i synkrone ryk        jeg 
bevæger mig gennem massen          tagene med armene er træge 
når jeg forsøger at skubbe mig frem          foden vil ikke stå tungt nok 
ned på gulvet men svæver     svajer     drejer om       
da jeg vågner har jeg en fornemmelse af at du var med i den drøm
                jeg leder længe efter kontakten ved siden af sengen
 
 
 
 
 
III
 
 
havet ligger stille og fladt for enden af en bred strand      det kan 
næsten ikke ses for tågen          men forsvinder ind i det bløde slør    
ude på stranden går vi og venter
                             på de mulige scenarier af lyd
 
 
 

Isidora Cale: lyset er det smukkeste under dis

 
 
lyset er det smukkeste under dis
det er i dag fugle flyver de kommer ikke tilbage siger du og jeg tror på det
ude i skoven sidder vi og lytter, vi er gået dybt ind men træerne
kan ikke skjule os længere, vi sidder og lytter efter
hvornår lyset kommer
kun krager sidder på lur, de gribbe går lige i benet og vi slikker saltet for rådyrene
i skoven prøver jeg at: overdøve stilhedssuk
det er de imaginære fuglelyde [kra kra kra kra kra kra kra]
i skoven prøver jeg at: bestemme om: fuglene synger sig selv i søvne eller
begræder himlen
den er tom himlen
den prøver vi at fylde med vores drager på snor          mellem træer
at afvikle snorene fra hinanden da du rejser dig og lister væk
blandt de knækkende blade de brækkede stængler
                                            i morgen er lyset smukt: sådan tænker jeg det
under dis          mellem træer
da jeg slap af med ulykkesfuglen
kun kragerne er tilbage disse dage
 
 
 
 
 

Birgitte Søvsø: To tekster

Talemeddelelse

Talemeddelse modtaget i går kl: 15:33
Jeg har ikke mulighed for at slette de beskeder
rent teknisk så ryger alle de lagrede numre
også i samme forbindelse!
jeg kan ikke løse det der problem!
og jeg har ikke meget lyst til at genindtaste
alle de der numre jeg mangler,
så jeg er nødt til at få fat i en som kan fortælle mig hvad
søren jeg skal gøre
for følger jeg anvisningen så går det galt!
det er jo forøvrigt ok med de to borde
det har vi også lige sendt en sms til
men det andet problem det kan jeg knageme
ikke løse i øjeblikket!
Hej!
Lyt igen tast 1
Slet tast 2

Talemeddelelse modtaget i dag kl 07:32
Du skal bare slette dem til højre for dig
og så trykke 24 efterfulgt af firkant
det er sådan jeg har fået det fortalt!
Rent teknisk så kan man altså løse problemet!
Lad være med at slette de som står til venstre
de kan være helt udenfor nummer
og endelig endelig ikke trykke stjerne før firkant
Nå!
Så skulle det være løst
men nej når man følger anvisningen ja så går det helt galt
og desuden så tak for de to borde!
de står her nu
og forudsager en del uforudsete problemer
men det kan vi ikke løse i dette forum
det er af fysisk karakter
vi skal ha væltet dem rundt
og lagt nogle tunge sten indeni dem
Javel
hej
Lyt igen tast 1
Slet tast 2
 
 
 
 
 

November

Jeg rykker længere ind i vinteren
og trækker dine våde øjne ind under mig
kigger du forbi?
og spreder varmen op under mig
du har glemt hvordan man sletter koden
og finder alle de gamle meddelelser frem igen
jeg har sagt jeg vil ikke have med det at gøre
hvis det fortsætter digitalt som nu
min trøje kradser fordi ulden
laver bittesmå røde ridsmærker
nej hvis vi skal have kontakt
vil jeg foretrække
en gammeldags kontaktbog
som man kan bladre i og
danse med
og afsætte hånd og skriftsved i.
det var bare det
okay?
hej
 
 
 
 
 

K-R-E-A: Måneslagteren

Blodet dryppede ned i en spand. Bare sådan en ganske
almindelig plasticgulvspand. Ikke meget. Det meste var
afdryppet. Blodets løbebane skabte klistrede klumper af hår.
Stikket var i nakken. Her havde det formodentlig piblet fra det
meste af natten. Der stod skåret flæsk, tørrede pærer,
allehånde, merian og løg i en skål på bordet ved siden af den
ophængte krop. Alt parat. Han huskede det tydeligt fra sin
barndom. Når far hakkede hul i slagtesvinets nakke, og det
varme blod strålede ned i gryden med rugmel. Det var helt sort.
Sårskorpers blod. Varmt dampende ned i gryden, mens
tyngden fra dyret strakte rebet der var bundet omkring lægten.
Strintene på fars træsko lagde sig ovenpå det sorte læder,
strintene på ladens grå, støvede betongulv, sorte huller i ladens
fundament. Han ventede hvert øjeblik at laden ville styrte
sammen om dem, Guds straf eksekveret ved syndens
fuldbyrdelse. Hvem beder, hvem beder for de døde dyrs
himmerigsfart? Ær din far og din mor, sådan som Herren din
Gud har befalet dig, for at du må få et langt liv, og det må gå
dig godt på den jord, Herren din Gud vil give dig. Han foldede
sine hænder i smug nede i sine smækbuksers lommer mens
dyret dryppede af. Det er tredje år i træk, sagde Nielsen med
hul stemme. Han nikkede alvorligt og bad dem sikre sig at alle
spor var fundet inden de tog kroppen ned selvom han godt
vidste at de ikke ville finde noget. Det havde de ikke gjort de
sidste to år. Fuldmånen oplyste natten, men gemte sporene i
skyggerne. ”Måneslagteren” havde lokalsprøjten allerede sidste
år døbt ham (som om Gud ville tage imod sådan et menneske).
Nu kom de landsdækkende rendende. Han kunne se blodet
opløse jorden under ham. ”Inkompetent”. Hans eftermæle var
sprunget læk, og bedrifterne gennem årene fossede ud i en
gulvspand af plastic. Manden med leen havde høsten i hus.
Hvem beder, hvem beder for slagtemånedens ofre?