Kamilla Löfström: Havemøblers liv


 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
     
 
 
 
 

Richard Jensen: Tre tekster

omskum/huden bølger mellem

tæller myrer mellem                                søerne
gulvbrædderne                                         mellem

                                             de anbragte skimtes
                                             mellem fingrene på gaden

gå ikke ind i dem
så de stejler, galoperer                              tæller til huden
                         draperet over stolper
                         man kan knap nok se dér imellem dem
                         /pas nu på ellers eksploderer de

                                   de anbragte løsladt dingler

                                                  den stol som en flået måge i containeren
                                                                                           skal med hjem nu

                                   Søren ser på mig som om jeg er idiot
                                   Søren har et venligt smil der siger idiot
                                   Søren har et grin jeg stikker ned hver dag til jeg er treog
                                                                                                                                  tredive

og galoppen er stilnet erstattet til stilnet jeg sidder og glemmer mig selv
                                                                 og kindtænder synker tilbage i tiden
                                                  /den skolopender
                                                  der sidder i halsen
                                                  og synger som inge
                                                  n kan høre dig selv?

                                                  stanger dig selv en to tre. se den sol se dit
                                                  øje er væk. Se så hvor din tand din måne
                                                  forsvandt.

                                                  Hør den stol skrige så sandt vi skal dø

 
 

*

 
 

                                                  og imellem de skrig og små, hurtige træk
                                                  i skridtet/jernbanelegemer fløjter/kastrat
                                                  erne i syngende stund har halsbetændelse
                                                  /det slips er syet af puds/bider dine tænd
                                                  er i stykker kommer kommer kommer

                                   regn

De lange dage da man stadigvæk talte til hinanden.
man taler stadig til hinanden. det er ikke nu endnu

                                   men snart

                                                  armene knotler, forvikler sig i sengens mu
                                                  ld/ribbenene knaser under knæets vægt/k
                                                  orte smil i ryk/hvinende stød bryder de si
                                                  dste barrierer/de knager i mig/hendes læ
                                                  ber/jeg kommer kommer kommer

                                   wifi siler fra himlen

Det sidste jeg husker er huler: knækkede engle, psykopater og kommu-
nister undslubet fra den sidste, store indslusning: en støvsuger på max i
tandlægens venteværelse: en ældre herre der poserer med en udstoppet
tiger, billedet koster 5 kr, og skrid så: dråbe

                                                                 efter dråbe
                                                                 tilbage til
                                                                 realiseringen

                                                                 det hele var virkeligt
                                                                 jeg var vågen, her
                                                                 i den første kreds.

 
 

*

 
 

Jeg skal glemme

jeg skal glemme jeg skal glemme

englende tale summende fra skyer/tagene letter

trusler der klikker fra dørtelefoner er du Allan Poulsen?

                         den lange kamp til jeg ligger og græsser på plænen
                                   stirrer op i tårer på uldtæppet der daler ned

Jeg skal glemme Lars Løkke spytter mig i munden.
                                   Martin Henriksen tager mål af mit hår
                                   Inger Støjberg rider mit knæ til
                                   vand og det skvulper derinde.

                                   Men de var der ikke alligevel.
                                                  Nå.
                                   Så skal jeg ha enchilada til
                                   ethundredeoghalvtreds kroner
                                   og en artisanøl til firs kroner

                                   Og så græder jeg alligevel.

                                   Det skal jeg også glemme.

                         Blond hår der smelter med solen,                                                   hvide tænder der
                         halvt skåret i stykker af fyrrenåle                                                  hvisker i skyggen

                                   Det skal jeg også glemme,

glemme, skal Jeg glemme jeg skal glemme.

Englene taler fra udslæt og rynker/tagene slettes

bag dørtelefonernes summen foldes hukommelsen sammen
          til dørtelefonernes summen foldes sammen

                                   og sofaer og
                                   sitren på hemsen

                                                  og fælles dyner, fælles mad,
                                                                                                    fælles senge

                                   det skal jeg også glemme.

Jakob Brønnum: Af: Laokoon

Moralen af moralen

Der er en morale som moralen forbigår
i tavshed eller måske mere i den form for stilhed
der ligger bag tavsheden
den politikerne bruger
når de bare ikke svarer på et spørgsmål
når der stilles spørgsmål
som ikke besvares
som ikke besvares af et menneske
der står der uden at blinke
og som ikke reagerer på den undren
der breder sig omkring ham
over at dette spørgsmål ikke besvares
men blot venter til den går over

og man ved at det er løgn
man ved der er urigtighed et sted
man har ikke noget at hænge det op på
fordi løgnen gemmer sig bag tavshed

der er en morale som moralen
forbigår
måske fordi det er meningen
den skal bore
et lille hul i ens hjerte
hvor man kan mærke det når det er nødvendigt
og huske det når man skal

moralen er at man ikke kan gemme
løgnen bag tavshed
den træder frem ligesom en bestemt form for ir
på en skulptur hvis den er af kobber
den danner ar omkring sig
også selvom såret ikke var synligt
den påkalder sig et kendskab til smerte
som man kan se i Laokoons ansigt på skulpturen
 
 
 
 
Løgnen

Egentlig tror man at det er løgnen der siver igennem
ligesom hvis man har spildt noget blod
på et silkepapir
men det er det ikke, løgnen er en dødssejler
det er livet der bevæger sig
løgnen får alting den berører
omkring sig til at stå stille
og livet afslører den

Løgnen er ikke en bestemt usandhed
løgnen er livet der ikke fik lov at tale ud
 
 
 
 

Steffen Zeiner: ps

på en måde
er det en trøst at dø ukendt

endelig
vægtløs.

*

som det er
forandrer mit liv ikke noget

universet
du og jeg.

*

jeg er for
genert til at være blufærdig

græder
sjældent.

*

jeg lytter
allerhelst mere end jeg taler

bemærker
ændringer.

*

jeg synes det
er bedre at høre om din uge

end at
læse mestrene.

*

jeg vil væk
men vinteren venter i øjnenes

rullende
rustvogne.

*

selv nu
længe før det første snefald

krystalliseres
ordenes fylde.

*

jeg er bare
et barn af et barn af et barn

navnløst
nippende.

*

det mindste
betyder mere end det største

øreringe
øjenskygge.

*

synet af den
nyfødte pige på min vens bryst

grundens
grundessens.

*

vi er sammen
fordi vi er unge, triste og tomme

hudløst
uærlige.

*

at være to er
en måde at holde sig selv ud på

det fjerne med
det nærværende.

*

vi bryder op
og bevæger os videre i rumtiden

i går
et lysår.

*

jeg synger
kun for dem der ikke gider høre

alle de ord
jeg opfinder.

*

de andre
jeg kan ikke med sikkerhed sige

hun er sådan
sådan er han.

*

jeg kan ikke
holde mig i ro når jeg har grædt

må gå vinden
ud af mine øjne.

*

hvis jeg var
en engel ville jeg være død men

jeg ville vide
hvad du tænkte på.

*

lad os fylde
tiden ud med stilhed og nonsens

intim hardcore
popcorn-salmer.

*

det er mig
der binder alle trådene sammen

sømløst
simulerende.

*

snart smider
træerne deres ham og går i dvale

stive pensler
uden maling på.

*

dagene går
med at jage ordene ud i det åbne

de stirrer på mig
stikker i et sprint.

*

at købe tøj
er nok noget af det mest uselviske

vi gør
for os selv.

*

at rose andre
for deres smag er det mest selviske

vi gør
for andre.

*

det du sagde
om det jeg fik sagt kunne jeg ikke

have sagt
bedre selv.

*

jeg ved ikke
hvad den og den fugl symboliserer

men jeg ved
når den er fløjet.

*

jeg vil væk
men er allerede sneet inde i sproget

når det smelter
vælter du med ud.

*

selv nu
længe før den første sne har lagt sig

kan jeg lugte
saltet i din ånde.

*

hvis jeg blir
stille er det bare fordi jeg skriver om

noget som jeg
næsten forstår.

*
 
 
 

Shekufe Tadayoni Heiberg: Undfangelse

En livmoder er et dyr en livmoder er et digt en livmoder er en tyr er en fe er en trylledrik et danserum et laboratorium et hjem. Et digt er en stue med mindst mulig plads til mest mulig et og alt. En livmoder er altings urskov ursuppe ursprog altings første og største en livmoder er en nat med rum til at gro.
 
Mit et og alt mit ur-.
 
 
Et et og alt har delt sig på væggen, et et og alt er et morbær, det hænger fast i nattens pels, deler og heler, bløde pulsende hjerte og piblende blod, i et bær i en fe i et digt.
 
 
Kom mit et og ur- og alt.
 
Jeg er klar.
 
Kom.
 
 
Et æg triller ned. En celle svømmer op. Og bydes ind.
 
Et befrugtet æg er en tanke der lukker sig om sig selv.
Smilet og mødet og smeltningens glimt, og så er starten slut og:
 
 
En er delelig med to, det vidste ingen, men sådan er det. To er delelig med fire, fire med otte, otte med seksten, ja seksten. Nu er det et morbær morula og snart ikke. Så er det første slut, og snart er det næste godt i gang. Seksten er delelig med toogtredive, toogtredive med fireogtres.
At dele med vilje, nej at dele er vilje.
 
At dele er
 
at hele
 
det hele
 
 
 

Johanne Petrine Reynberg: Human Shield og tre cryheart-digte

Human Shield

Hun bærer rundt på ham som en myre bærer rundt på en blomst

som i videoen When you’re an ant and you piss off your girlfriend

men hun har vel ikke pisset nogen af

hun slæber ham af sted

en sådan trækken i armen på en stor tung ubehjælpsom ting

en mand der ikke længere er en mand

hun kan snart ikke længere, men hun har for fanden brug for ham

for denne ubehjælpsomme ting

han stoppede med at trække vejret på et tidspunkt, det er snart ikke til at vide hvornår

kroppen skal med hende fra punkt A til punkt B før den ikke længere er en krop men et kadaver,

sådan et der ikke hænger sammen eller ligner hvad det er, et lig

mandens krop er meget tungere end en kvindes

kvindens krop er meget stærkere end mandens

der er mærker på hans halspulsåre

mærkerne er blå

halspulsåren er det smukkeste sted på mandens krop

når han sover og blotter den under sit kæbeparti og den banker af blod

græsset hvisler er et dødt fundament under hendes fødder

hun lægger armen fra sig, altså den tredje

denne arm skal ikke falde af hurtigere end højest nødvendigt, der er brug for den et sted

græsset er ikke grønt som et tegn på noget frodigt, græsset er nedtrampet af død

græsset er brugt og bukket under for ting som vejr, afkræftelse, tortur

græs bukker under fordi det bliver et vidne

mandens øjne kigger på hvert strå der ikke er grønt

øjnene kan ikke råbe er ikke et blik

kvinden sænker sin krop på niveau med mandens

kravler ind under ham som under et samleje

mærker noget der engang var varmt og påtager sig det som en kappe

et human shield

fortsætter sin færd, kravlende på alle fire to hoveder nær jorden

et der søger et der hænger

to arme to ben og en pik der hænger slapt imellem

i tiden må hun standse, lader vand og lyde komme ud mod markerne

hun lytter men det er svært at høre noget for blodet i ørerne

modløsheden kommer listende, der er brug for den krop, forbandet være grunden

fluer med vinger glitrende som noget rent vil komme forbi for at se hvordan det går

de vil invitere venner forbi, slikke på mandens krop og dykke ind i den

maddiker vil gemme sig i sæden der ikke løber længere

man vil ikke længere kunne se hvad det var

benene blottede og alt derinde under, et sidste succesfuldt stykke ødelagt

så hun slæber videre naturligvis

 
 
 
 
 

Tre cryheart-digte

Jeg er også en form for kvalitet
det vil sige: jeg er her nu

alting vælter lad os sige det
verden er blevet et aflukke
kun for mennesker kun for dyr
der er husrester over det hele
jeg har savlet og man kan
danse til det

*

Jeg tog måske ikke din mødom
men jeg hjalp dig af med noget

dine tatoveringer bød mig at slikke på dem

som

måden du omfavner mig på:
den dovne arm

*

En fuldskab kan være så konservativ

mødet mellem skoddet og mundvigen: det levende og det syge

hvorfor skal vi undskylde –
gør vi noget af fryd og fryd alene er det det vi kalder fryd

som at beskue
en kæmpe massiv fugledød
 
 
 

Mads Mazanti Jensen: Tre tekster

ja ja
den døende sol bløder harpiks
klistrer himlen gylden
over havets azur
eller noget

men gud er jeg ej
en myg fossileret
i størknet lys
i årmillioner
på lit de parade
på postkort nede fra tanken

jeg ligger altså hér
sommerhusspættet
i nymindes gab
det er mine lår de pynter
med marehalm og golf

jeg trækker solen
ned i fjordens kile
støber den
til neg af knive
høster kystens møller

som kornet faldt
for bondens flint
da isen slap
og lod mig ligge
nøgen rå hér

 
 
 
 
 

studiet er et mørkekammer
mørkekammeret er begyndelsen
sig noget pjerrot
hvirvler og fjer i favnen
teleprompteren i negativ:

nyhederne godaften
det siver fra pergamentet
op i fjeren
op på vingen
op gennem skyloftet
solsuger ozonen
spuler regnen opad
klatter sorte huller
på evangelisternes hænder
på min hvide tatovering
før billedet
af lysets ankomst
før lyset ankom
før dyret gylpede blæk
på linsen
før newsreelet
blev profet
før det begyndte
før før
og nu over til dig anja
du er klar med noget vejr til os

 
 
 
 
 

scenen: kalklagslasagne
strøet med evolution
skov-korn-golf
mosekonens minibryggeri
i den gamle pornobiograf

agnete: luk mig op
aladdin: puds min lampe
agnete: spræng hul i min ryg
aladdin: tegn en appelsinbombe ha-ha

parkettet: hænder famler

aladdin stikker mikrofonen ind i hendes hul

mikrofonen: mine damer og hænder
dj earth vender kontinentalpladen
skyerne dier ved etnas bryst
himlen vander club eden med sod
bassen gungrer i gomorra

agnete tømmer fustagen i sit hul
begraver støjen i skum

aladdin/mikrofonen: jeg er en anden end dén anden den anden tror jeg er en anden end den anden jeg tror den anden er jeg tror den anden ikke er jeg ved jeg ikke er skål

skumhænder klap

udenfor teatret:
elverhøj løfter op i tågesløret
blotter den 1002. nat