Clara Bro Ludvigsen: Mirabellerne skummer

Man reddes i glimt
under et blomstrende træ
Man redder i glimt hinanden

Hinanden er mit yndlingsord, hvisker jeg
det er det eneste. Den aften det eneste

Mirabellerne skummer
Mirabellerne skummer

som de skal. Skal vi være stille
under en kirkes hvide hvælvinger. Skal vi gå

Jeg husker bedst haverne
om foråret: Haver, der bruser
over deres kanter. Store grønne flodbølger
står på det højeste og dirrer. Det generte mørke
skal slukke alle farver, men nænner ikke. Blomsternes hvide

Skal vi gå, siger du. Det er det eneste, du siger, vi går

Alterløst går vi. Under mælkehvide hvælvinger

Hvem af os husker bedst gaderne
vi går ad, hvem af os husker dem
om vinteren, hvem husker dem
om natten. Tilbage er kun
våde umulige gader med øjne, gader med rækker af måner, gader
som bliver. Tunneller skal føre os under jorden og op i lyset igen. Mørket
er ikke længere et beskedent mørke. Mørket vi er
er et loft. Mørket vi er
gør gaderne smalle
men dybe som
tunnellerne. Vi er
noget andet end mørke må holde

Skal vi gå, sig det, skal vi gå, sig det som før

Vi står i køkkenet
Vi står og venter på det i ovnen
Du står ved køleskabslågen
Jeg står ved vasken
Mørket vi er
er udenfor
nu kun
udenfor

og udenfor er
en knoglet mirabelle

og livet er
langt, siger de
der har levet længe

livet er langt, livet er langt, vi ligger længe i sengen
og stille tomt venter vi på
at komme tilbage

du til din krop
jeg til min

Sengen en sø. Suger os nedad
som om vi har tabt os selv
i vandet synker vi nedad mod bunden
af sengen. Om morgenen, jeg husker bedst morgenen: Lys
på vej ned gennem en stime af støvkorn. En morgen, der dykker i skrå linjer
mod dit gulv, mod det tøj, du har spredt som konfetti

Som solen fosser
Som solen fosser

som den skal. Skal du lægge
armene om mig i søvne i sengen i sol. Skal du lægge
din tunge våde mund mod min nakke lys. I et basin af sol

Morgenen knæler. Næsten i søvne næsten som os knæler morgenen
Den tager opgaven på sig. Morgenens opgave
Den knæler for solen. Den gør, som den skal

også denne morgen. Den dvaske flue
rammer glasset og ikke. Dets store blå
Den pool, der ikke er dyb nok. Den dør
i din vindueskarm og vi vil måske en dag samle den op i den ene vinge
og åbne vinduet
og kaste den ud af vinduet
ud hvor den ville hen

Det gør ondt, siger du. Da du vågner
Jeg spørger dig ikke hvorfor

Mørket vi er
er trævlet
er mindre tæt

Mørket vi er
er ikke

Det store blå. Det læner sig ind
over os. Men stille
igen: Flodbølgen er tavs
og solens vandfald: Tavst

Skal vi gå, siger du ikke, skal vi gå, siger du ikke, skal vi gå, og vi går ikke

Vi venter, livet er
en vinter, der vender tilbage, en
lang, sej, marts kommer altid tilbage, og så foråret

Engang kunne jeg kigge på dig
under et af træerne og livet var som livet
skal være. Men det skete kun i glimt. Mirabellen blomstrer
for tidligt i år. Jeg ved at det gør ondt på dig

som du strør dit gulv med konfetti
som om det var frø, der kunne vokse op. Som nye kroppe kan
holde om hinanden. Som ny kroppe kan
hviske hinanden. Sig et eneste

ord som før: Skal vi gå, vi går
ned ad gader. De er
som de skal være
i fremtiden: Alterløse og mælkehvide

På gode dage kan vi snakke om træet i forhaven
Vi kan snakke om fortiden. Snakke som vi skal
Vi kan snakke om din far, vi kan nærme os noget. Men

kun i glimt. Skal vi gå, vi går
ned ad gader, der er
som de skal være

Mirabellerne skummer
som de skal

skal vi

skal vi

gribe
det eneste vi
vi er

hvis overhovedet noget. Andet
end et sekund under det blomstrende træ

Det store blå: Tavst
Solens vandfald: Tavst

Skal vi gribe hinanden, tænker vi nok
og år efter år
gør vi det ikke

Elaine Jensen: Aquincum

hey Sara
vi skal med bus 200e fra kobánya-kispest
træerne nede bagved
det er popler
tror du ikke
store hvide fnug drysser fra dem
halvmånen duebryst
læg hånden her
fnugfanger

stærk forsommer
lyset er spinkelt endnu
kirkegårdens søjleplads
en mand på en bænk
hans trøje har samme farve som himlen
længes efter en hånd at holde i

Sara kan du holde ud at
vi er de eneste med vilje
vi skal blive optaget og slugt uden
at en sult ophører
At vi skal gå blandt de ulasteligt klædte træer
blomster påsat med kyndig hånd
andægtigt venter de på os arm i arm
at vi skal indgyde dem håb
er det bevægende, træerne er bevægede
indtil vi ikke kan tillægge dem mere
 
 
*
 
 
jeg leder efter noget som kan kaldes mit
vil erobre som rødder
søger langsomt et stof hånden kan lukkes om
at være en slank, ru stamme med jordforbindelse
er det for meget forlangt.
søger noget jeg kan holde i mig,
døden, et barn, en pille under tungen,
et punktum, en nullitet, en glaskugle, en fregne,
en svalerede i kronen, en finke, en hemmelighed,
jeg ku ta lyset
jeg ku lukke det inde
omsætte og filtrere
 
 
 

Louis André Haugaard Jørgensen: Uddrag af Seneste forsøg på at elske

tungen sidder fast et stykke nede i halsen
tingene
beroliger mig

jeg berører mit hjem på vej rundt i verden
                                                                verden starter ikke der
                                                                                                            hvor hjemmet slutter
                                                                verden starter
vi sover i bilen og ser på de sten vi passerer
du har kørekort og        min fart
 
andre mennesker som associerede medlemmer
bjerget består ikke af én stor begivenhed
men af mange små sten
 
 
 
 
 
tilbage i dit eget liv er du på arbejde
du får fri og er nu passager i en bil
sammen med andre
du falder ud af bilen i lav fart
og dør
 
 
 
stadig varme forlader bogstaverne dit navn
for at indgå i nye sammenhænge
 
jeg finder dem alle steder

 
 
 
 
 
 
 
 
jeg sover om natten og vågner om dagen
 
 
 
 
 
solen er en hvid bevægelse over græsset
jeg hænger som en slatten pil gennem min personlighed
 
her er for lyst
 
 
 
på den ene side holder jeg meget af at sove
så går tiden af sig selv
omvendt er det stressende at være sådan et hul
som både opholder sig i tiden og spilder den

                                          gennem sig
 
 
 
 
 
 
 
 
vi  sover i bilen
vi  færdes i 52 timer eller mere
vi                               vandet
vi                           ved kysten
vi  har så mange mennesker til fælles
vi  køber og spiser vores mad
vi  deles om en øjenfarve om mine allerførste dage
dette vi og andre:  dem du har kysset og
dem du har talt med

solens fryd ved ingenting at betyde
den sørgende solbader
og siger alt dette meget senere
at ligge        at gå
fast form og flydende
under det tiltagende det aftagende lys

feberens solretning

du kalder mig ikke noget længere
uden at spørge om du ville være med
i dette vi
er det en helt vanvittig
eller ensom tanke

dit navn er en besværgelse
 
 
 
 
 
 
 
 
vi er organiske
vejrtrækning er et nedarvet arbejde
at finde næring i luften i græsset
organisér dig
du har fordelt dig delt dig:   mine brødre

farverne er berøringer ved de ting de beskriver
de beskriver hinanden
og byder hinanden indenfor

det er en stor trøst
en blød fornøjelse
skal vi mødes
det er umuligt
det spiser jeg
 
 
 
 
 
 
 
 

nede på gaden vender nogen sig pludselig om
men det er ikke deres navn
snarere et host
eller en frugt der sukker idet den slipper grenen
min nabo er et andet menneske
som jeg har vænnet mig til at være tæt på
uden at kunne se

jeg tænder en lampe over potteplanten
tørrer støv af de voksbløde grønne
imens bliver det august før maj

uden for er sol op og sol ned
                                 og på en af disse dage har jeg inviteret gæster til middag

maden opløses i munden og bevæger sig i vores kroppe

gråd er øjets juice jeg er sorgens rosin
 
 
 

Hans Karup: Grænsedragninger

Mine hænder
er grænsedragninger
og underjordiske strømme

mine hænder
er grænsen mellem
væske og støvet

mine hænder
kommer af jord
og bliver

mine hænder
bliver støv og
bøgens blade

mine hænder
er en stemme
der er hvid

mine hænder
er magten til
at forme

mine hænder
er flydende
overgange

mine hænder
er flettede
ind i hinanden

mine hænder
er grå
grådige

de griber fat
i alt hvad
de kan

mine hænder
er hvide
som sultne børn

der står
nedbøjet i
tilforladeligheden

mine hænder
er varme
som mirabelletræet

der tror at det er forår
selvom det er
november

mine hænder
er varme
og de mangler

mine hænder
er kolde
af bekymring

mine hænder
er lukkede
som grænsen

mine hænder
er åbne
sår

mine fingre
er spredte
syriske familier

mine fingre
er samlede
skrifter

mine hænder
banker jeg mod hovedet
i ren og skær afmagt

det hænder
jeg hører
”der findes ingen fattige i DK”

det hænder
jeg trækker
en grænse

det hænder
jeg siger hvornår er
grænsen nået

det hænder
jeg siger hvor er
grænsen bom bom

jeg sidder
bare på
mine hænder

mine hænder
er upfront
tvivl

mine hænder
begriber det
ikke

mine hænder
er flodsenge
indtørrede tolkninger

mine hænder
læsninger i hånden
som er ufrugtbare

mine hænder
er grænsedragninger
og svinehegn

mine hænder
er baglæns
evolution

mine hænders
linjer er ligeså
uigennemtrængelige

som menneskemængden
midt i demonstrationen
foran Christiansborg

mine hænder
er grænsedragninger
og underjordiske drømme

mine hænder
bliver støv og
bogens blade

mine hænder
er besøg hos en familie fra Syrien
i ghettoen i Sønderborg

mine hænder
er en gæstfrihed jeg aldrig
tidligere har mødt

mine hænder
er den smukke syriske natur
med sletter og bjerge

mine hænder
er en tragt
der råber

mine hænder
peger på billedet
af Christian X

hvis hesten havde været sort
var han ikke kommet
over grænsen i dag

mine hænder
er grænse-
brydende

mine hænder
har ingen
begrænsning

 
 
 

Ida Niegaard: Stilstand/at gå i et (Uddrag)

Garnrester danser
livlige døde tråde på indersiden af øjenlåget
kniber
trevler op i en balje
glitrer af sæbevand
 
 
Betræder frotté lejet med gennemsigtige tæer
huden er tyndere end den plejer
let spredte ben
vand løber ud af et bjerg
på mors nye badeværelse
vasker mig med kold vand og sæbe
suger
det brune i øjnene
ind i klædet og ind i alle unge kvinder
fra det enkle kan vi tale
indtil moderen ankommer
 
 
Hænger i luften
hver enkelt knogle folder sig ud
husker ikke
gør mig elastik
forvandler huden til stof
og falder
alting er midlertidigt og mine sanser er døsige vidner
vågne i vakuum
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Jeg trækker ud i tiden som et stykke stof
blød og gennemsigtig men ikke umulig at få fat
stryg kinderne
vær din egen moder
 
og jeg vil pleje blomster
jeg har sået
sortere visne fra
vande sparsomt for at forkorte tiden
til de igen har brug for mig
jeg vil ikke være den eneste patient
livgivende og tålmodig som dig
tallerkensmækker
jeg skænker et glas vand til os begge
 
Vi er knoldede pæoner
små symboler fra naturen
broderet i huden
med tynd tråd
pastel i blodet
 
Det bedste er at vi lever i de samme rum
sover i den samme seng
Og du lærer mig om kunsten at være stille
sammen
elskende
 
 
Bladrer gennem klistrede dage med fingerspidserne
fugle sætter sig på mig
jeg er i færd med at forvandle mig
til stilstand
 
 
Jeg bærer mit hoved som et æg
jeg bærer mit hoved som en nyfødt
blade fra den store blodbøg rasler ud mellem fingrene
når jeg holder om mit hoved
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Smager på en salt lille dråbe inden den
synker ned i dit hår i dit hoved
og bliver dig i en skinnende hovedbund
jeg bliver et barn i dine arme
og vi er omfavnelsen som jeg hviler ind i
fordi jeg mærker at også du bliver hængende denne gang
dit hoved er tungt, er en beskyttende pude om hjertet hvor vi finder hinanden
og mit hoved er udenfor, men det gør ingenting
endelig hvisker du en erklæring jeg ikke kan høre
men det er heller ikke det
der betyder noget
 
sanserne ligger åbne som skyerne der
det summer i hovedet
og hvis ikke det største bor i det mindste så ved jeg snart ikke hvad meningen er
og jeg vil æde græsset og dets farver
alle de græsarter, hvorfor kender vi dem ikke, børn af byen
vi spiser dem bare
og jeg kan ikke skrive på denne skærm, kun læse den
så hører jeg at de taler til mig fra træerne
og bassen pumper derude bagved huset
den vidunderlige måde skørterne suser om benene når jeg går på line over brædderne
til rytmen
de knirker som det knirker indeni knoglerne

 
 
 
 
 
 
 

Robert Henningsson: Fem digte

Profetisk vanvid på repeat

At høre alting før det kommer
tyde hvert skridt du gik
vokse sig ind i de ubekendte
rygende pistolers mundinger
at have fire maver at tilbyde hvert øje
som nælder marcherer ind i med syn
imens følelser hepper som var der et mål
mellem kløfter der kysser det lys hver dal har skærmet
for de ukendte fingre mulden knipser
fuld af robotters
sprog
et simpelt forslag – en anden retning
der giver lyden et ansigt at blafre med.
 
 
 

Et skår i en katedral af kvadratiske stjerner

Din stemme er en nåde af frydefuld nåde
når dugdråber i spind og jeg
er dækket til af vores til randen fyldte kop
og rystet af hymnisk
fællesskabsfølelse læberne tipper over
af mirabelleblomstring
i kumulus akkumulering
et skår ude af kontrol
under din bagagebærers brostenshumpende jubel
dit røgsværtede chesterfieldhjerte
kan jeg ikke gradbøje puppes hår med
dine øjne giver mig vagtsomme ornamenters tekster
de der kan åbne
den sitrende spaltning
mellem hoved og have
jeg har ingen rækker af fremmanede tinsoldater til at nedskyde dine kys
jeg siger ja til fuldmånen og fuldmånen
oplyser din græske tragedie
så du hjemvendt
må krølle alle ord sammen
i elsker.
 
 
 
 

Jeg går aldrig jeg kommer bare

Jeg har tusinde maver at svømme i
bevæger mig bare en lille smule
ud af en hulens masse nætter
hver morgen at bringe alting i orden
og finde tilbage i samme rille
hver nat at folde billederne ud i deres rette perspektiv
som om knæerne ryger en glæde i sig selv ved at kravle
ind i den elastiske jubel stjernerne gendanner billeder med
oceanernes koralrev trykker et komma på indersiden af mine øjenlåg
jeg går aldrig jeg kommer bare.
 
 
 
 

En gave af mos på din grav

Jeg møder op til et valg, jeg har truffet før
ikke bare for den kuffert du var
men for alle hysteriske hyacinter og tilfældigt
henkastede tulipaner
der er gud hjælpe mig små hvedekerner i den tyndskid
for tiden slikker sine sår som en køter
jeg tænker på dig, som et skellet lyset siver ud af
og som et lys løfter du dig ned i min krop
som et kors af opdrift
går mit koma helt op i kip.

 
 
 
 

Rum fyldt af tyve

21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21
21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21 21