Michalina Julia Czarnecka-Meyer: Tekst i seks dele

En dag, jeg ved ikke hvor gammel jeg er, får jeg en veninde. Vi leger sammen ved bøgehækken, vi plukker et blad hver og kravler ind gennem grenene, ind i hulrummet. Hun ruller sit til en cigaret og tager et teatralsk sug af det, jeg spiser mit. Bøgeblade minder mig på alle måder om bølgechips. Hun tager en bid af sin grønne legesmøg, efter den dag begynder vi at samle bladene i en skål som vi tager med os ind i hulen til deling. Hun kalder dem bøgechips, jeg synes det er så godt fundet på. Hun har den samme evne som jeg til at finde de bedste blade, de friske, spæde, med den rette syre. Herinde i muren af det lysegrønne flor, et lille mørkt rum. Timerne bevæger sig anderledes end derude på legepladsen, de forsvinder i større dryp. Der er kun lidt lys, kølighed lægger sig på huden som en fugtig trøje, små gråbrune fugle hopper rundt herinde. Wróbelki, siger jeg og peger. Hun nynner en sang jeg ikke kender endnu, noget med: lul, lul
 
 
 

*
 
 
 

Jeg har tænkt på det sådan her: sproget er en muret vold, sproget er også et lille skjold jeg kan holde op foran ansigtet, struben, hjertet. Jeg kan ikke trænge ud, andre kan ikke trænge ind, trænge igennem. Det er en barriere, en væg af tykt glas, lydene rammer og skydes tilbage i retningen hvor de kom fra. Andre gange er sproget den stilhed jeg peger mod verden. Når man siger noget leder det næsten altid til misforståelser, misforståelserne er de værste, de skurrer forfærdeligt i luften, krystalliserer i voldelige gitre mellem de to der taler sammen. Når først gitteret er der, går det ikke væk igen og man er nødt til at tale til hinanden gennem det, på trods af det. Ordene forsøger at bevæge sig udenom dette stødhegn, denne flossede ståltråd. De uheldigste hænger fast, de rives itu, sprættes op midt i deres flyveflugt. De ord der vrister sig fri af krattet ankommer flossede og ubrugelige, udmattede lægger de sig i den andens øregang for at pille jernsplinter ud af sine bogstaver, hviler sig for længe, når aldrig rigtigt ind. I livet, da det åbner sig lidt, tænker jeg om mig selv: jeg må blive bedre til samtaler.
 
 
 

*
 
 
 

En dag har min veninde og jeg lommerne fulde af stjålne karameller, de smager bedst, sådan siger hun. Men hvad nu hvis nogen spurgte os hvordan vi har fået råd til så mange karameller, og vi ikke kunne svare, hvis dine tænder nu var klistret sammen og min tunge var blevet til bolsjemasse i min mund, hvad så, hvad så, hvad gjorde vi så? Hun ryster på hovedet, himler med øjnene, sikke du kan. Så lader hun sig trække afsted. Jeg holder hende i hånden og viser vejen til et hemmeligt sted, et sted jeg aldrig har vist nogen før. Den stille sø der ligger i en krans rundt om bunken af sten, denne ruin der ligger så langt ude i vandet, at jeg aldrig skænker den en tanke. Her er ensomt, men ikke den samme ensomhed som der bor i hækken. Nej, her er åbent og langstrakt, så man tydeligt ser hvor alene man er. Vi går rundt blandt murresterne, de er som dryssede langs voldgraven. Hun peger: tænk, en vaskeægte middelalderborg der har været derude! Gid det var en hoppeborg nu. Det slår mig at stenbunken kunne have været et palads, vi står og ser ud på ruinen og rekonstruerer, genopbygger, farvelægger den i hvert vores stille sind. Hun sætter sig på hug og piller en sten ud af et gærde, jeg kan se at den er blød og smidig i hendes hænder, som vaniljefudge eller modellervoks. Hun former den stenede klump, laver bondegårdsdyr og fabeldyr og hybrider mellem de to, stiller dem op på række og siger: sådan. Hun tager to karameller op af lommen, rækker mig den ene. Karamellerne er hårde og kolde i hånden, i munden bliver de varme, formbare. Smør, salt, sukker i vores munde, det snurrer i tænderne og mundvandet løber, vi ser bekræftende på hinanden.
 
 
 

*
 
 
 

Vi kommer ofte tilbage til stedet, en dag siger hun: skal vi ikke bade, lige køle af? Vi bader, hun taler ustandseligt, udpeger alt omkring os, fx se skyerne, de ligner popcorn eller fy for den lede, for en slimet fornemmelse under fødderne. Du snakker som et vandfald, siger jeg, hun griner, snakker videre, tager flere svømmetag, for hende er det bare videre, videre. Himlen er spændt ud over os, spejler sig i voldens vand. Disse to overflader mødes, tager hinandens farve, flyder sammen i noget stort og blåt: her ligger jeg på ryggen, jeg fornemmer at se tiden passere et sted ude i øjenkrogen. Hun svømmer forbi mig, kom, kom! Jeg vender om på maven og svømmer efter hende, hun har kurs mod det oppustede gummipalads på øen. Hun hjælper mig op og vi springer i flere gange fra bredden, hånd i hånd. Hele dage strømmer forbi mens vi bader i voldgraven, vi har en æske til karamelpapirerne, skatten i kisten vokser sig stor med årene. Vi bliver ældre, vi sætter ord på det hele. Så griner vi først af det hele og så af ordene. Vi ligger og soltørrer på bredderne, en af os kan finde på at sige du ligner en rød tomat – en skøn tomat! og åh, hvilken tomat, og åh, hvor let, så let, så let det er at le.
 
 
 

*
 
 
 

På vores ensomme bred kan jeg fortælle hende alt. Den ene dag kan vi tale om min færd, hvordan jeg har hundesvømmet hele vejen fra Polen til Danmark, fra Danmark til England, fra England til Frankrig og fra Frankrig tilbage til Polen. Mens jeg snakker nikker hun vuggende, hun luller sig selv ind i fortællingen, jeg kan se hende derinde på havet, gyngende på en tømmerflade, hele tiden lige bag mig. En anden dag gennemgår vi rækken af bekymrede voksne som skulle forestille at kunne hjælpe mig. De lænede sig alle ind mod mig på samme måde, hun siger: måske troede de, at hvis de kom helt tæt på, ville de kunne høre din lille pibende stemme, kaldende efter hjælp. Jeg nikker og svarer hende: der var kun én jeg kunne lide, en talepædagog. Han kunne finde på at have en stor pose morgenbrød med på fredage, han rakte posen frem og tilbød mig en bolle, jeg måtte også godt tage en tebirkes hvis jeg ville. Vi skulle ikke rigtig nå noget når vi mødtes, sådan føltes det. Jeg havde tænkt mig at sige noget, men jeg kom aldrig frem til det. Hun har lukkede øjne, mine ord skvulper mellem os, jeg behøver bare at tænke hvad jeg vil sige og så strømmer fortællingen, klar og kølig, ind i hendes hoved. Jeg ser på hendes ører, de små åbne konkylier, hun er fin og andre siger altid om hende at hun er velformuleret. Jeg får lyst til at sige: jeg hader grammatik, jeg hader ord, jeg hader bogstaver, men du, du er så god til det hele, du fletter det let og elegant sammen, du peger på noget og så siger du bare hvad du synes det er, som om det er det letteste i verden, som om sproget er en leg. Jeg ser over på hende, hun ligger med fødderne nede i vandet og laver små spark, resten af kroppen er helt rolig. Og når så du er færdig med at vælge og vrage i dit enorme ordbibliotek, så kommer jeg som en eller anden grib, nærmer mig dine kasserede ord, spiser af dit sprogkadaver, så ender jeg med at sige ting som: jeg forbander nuancen, jeg forkaster den skjulte hensigt og ad pommern til med kongruens og syntaks, for ej at forglemme den vederstyggeligste af dem alle, ironien! Hun har rejst sig op på albuen og glor på mig. Vores øjne mødes og vi bryder ud i vild latter.
 
 
 

*
 
 
 

Det sker ofte at vi griner til vi får latteren galt i halsen, for eksempel kan jeg aldrig kende forskel på humor, humør og hummer. Hun griner med hele hjertet når jeg siger at hendes hummer er god, hun ved hvad jeg mener, hun forstår, hun forstår det så godt. Hendes latter er smittende, hikkende og hostende som den er. Det lyder ofte som om hun hiver efter vejret. Vi sprutter med lyde, konsonanter som k’er og r’er og z’er, krz, krz, krz, stakkerede, bratte lyde, luft der kradser i ganen, tørrer halsen ud, jeg må have lidt vand. Latteren bruser af, hun ser på mig og siger: ven, du er helt flydende. På en solstøvet dag går jeg for mig selv ned til biblioteket. Jeg har en rødbrun kjole på som hun har lånt mig og føler mig helt særlig i den, dér på gaden. Jeg tænker på at være flydende, ja, jeg føler mig flydende, jeg flyder, jeg er en stream of consciousness, en rant, en lang opremsning med forkert kommatering, jeg er en indkøbsliste med stavefejl eller et glitrende digt, min veninde er en lysende lap, et knitrende papir, vi har en fælles pakke glimmertuscher, hun siger at hun mest er den turkise og at jeg mest er den orange, mint og appelsin, måske vi er dessertchokolader, jeg er fransk symbolisme med dens tykke symbolslør og granatæblesafter, min veninde er danskvand, vi er en parfumeret sodavand, perler på tungen, hun er en salig sangstemme, jeg er den polske vuggevise om bløde katte, jeg er bøgerne jeg havde som barn, jeg kan ikke huske hvilket sprog de var på men jeg kan huske illustrationer af legende børn ved røde huse, børnene er os, og jeg er bøgerne, alle bøgerne jeg har læst, stederne og personerne i bøgerne, jeg er litteraturens blomstrende træer og tegnsætningen mellem dem, abrikostræ komma blommetræ komma cedertræ, min veninde er de skrevne bier der summer i bogen, bzzz bzzz, vi summer i kor, jeg er honningsynkende før jeg synger, det er en kliché, jeg er en kliché, kliché, ché, je suis, tu es, il/elle/ on est og så kan jeg heller ikke huske mere, jeg er en svær og vild grammatik i et fremmed sprog og et navn i skråskrift som ingen her kan læse, et navn som ingen kan udtale, jeg er et navn, et hjerte, et ordforråd, min veninde er et navn, et hjerte, et ordforråd, hun er et bøgetræ og en højskolesangbog, jeg er en wróbelek, lille og stum bag en kvist, nogle gange flyvende, nogle gange flydende, lige dér hvor det blå og det blå flyder sammen, sådan går jeg tænker jeg om mig selv.

 
 
 

Martin Fredberg: Tre digte

Vinden
bag ribbenene
i morgenmørket
i det halvhejste flag
på mågevej
mellem sten
stadig frost i græsset
knækker under skridt
som gik vi på stubmarker
i september
den sommer vi sov så tæt
i hybenlyset
i det lille brune telt
det modsatte af en kiste

 
 
 
 

En flue sort
mod det hvide loft
bekræfter at stilheden
kun næsten findes

fra hånd og hår
en duft af opkast
ganske naturligt
lige nu

har hængt en stjerne op i stuen
ved siden af
hænger skjorterne
tørrer langsomt i vintersolen

elske højt
tænk at kunne det

det hvide lys
et tyndt slør af enkelhed
ligger sig som støv
over ærmer
negle og sekunder
som var de møbler
i et hus
i en film

fluen igen
måske et punktum
en slutning uden ord
sprogets afgrund

inden længe forsvinder du
iført praktisk tøj
bag et ansigt der ikke er dit

 
 
 
 

Nu kaster efteråret sig ud fra tagene
og på cykel
gennem byens blå himmellys
er ansigtet
et blad i vinden

tænk at glemme det

blikke
mellem graner og glas
dråber der falder vandret
dem der tør se
får hinanden i øjnene
tårer der løber indad

vende sig væk
og i et kort øjeblik
mærke angsten
for igen
kun at være sig selv

nedenunder venter vinteren
lander som perler af is
på rævens ryg

 
 
 

Morten Hjerl-Hansen: Hans Lassens problem 1

Der er noget hårdt ved Dyveke Lassen og lignende fænomener som jeg ikke bør bryde mig om. Noget hårdt. Jeg kan bedre lide et såkaldt fæ der slet ikke kan lide Dyveke Lassen. Man skal som forfatter dele sol og vind lige. 0,1 procent Dyveke Lassen er for lidt i enhver sammenhæng, i enhver tekst, vil jeg mene, 0,9 procent er helt ude i skoven, mens 1,0 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. 10,0 procent Dyveke Lassen er for meget. 100 procent Dyveke Lassen er lige tilpas. Hvordan realisere 1,0 procent Dyveke Lassen i en tekst?

0,1 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden.” Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at Albert er en fiktiv person. Ulæseligt bavl!

0,9 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden, solen varmede, men på en ubehagelig måde.” Helt ude i skoven. Det eneste Dyveke Lassen-agtige element er at der anvendes uklart, vattet og bizart sprog.

1,0 procent Dyveke Lassen: Findes ikke.

10 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. Solen skreg.” For meget for de fleste, fordi der anvendes slidt og i sin grund frastødende sprog. For feinschmeckere.

100 procent Dyveke Lassen: ”Albert gik hen ad gaden. En lille skarp stank af klor ramte ham henne ved Fasanhjørnet.” Lige tilpas. Vi er prisgivet alle almindelighederne henne ved Fasanhjørnet. En forfatter, i dette tilfælde undertegnede, opnår med succes at slippe virkeligheden og indføre humor. Vi ved med det samme at det er Dyveke Lassen-agtigt. Ligesom Dalis støttepæle.
 
 

Freja Rothmann-Pallesen: 7 digte

digt om mest af alt at være dreng i stockholm

jeg er på arbejde i stockholm
men også lidt på ferie
fordi morgenmadsbuffet og minigym
fordi jeg læser bøger i en seng der er redt
og ser planet earth og cartoon network på svensk
mest af alt er jeg dreng i stockholm
selvom jeg bærer et pigenavn
så ved de på hotellet jeg er dreng
for jeg bestiller havregrød og bacon
iført hoodie og boxershorts
ville man aldrig gøre som pige
fordi kød er noget skamfuldt ligesom sex
men nu er jeg boy
får taget billeder med bar overkrop på set
skjorte og kæder om halsen
mit bryst er fladt som en drengs
tror min far har større bryster end mig
selvom hans bryst er som den bule man får på skinnebenet
når man falder fuld på cykel
de spørger om det er cool
jeg svarer nærmest fornærmet
selvfølgelig
fordi jeg er boy
drenge elsker at vise deres overkrop ved du
det er ik fordi jeg er tørstig jeg henter vand
men for at gå gennem makeup til køkkenet
fordi jeg er boy
og det kan boys godt lide
alternativ titel:
boy’s don’t cry (especially not in sweden)

 
 
 
 

bilerne kigger på mig og siger du er smuk som du er

bilerne kigger på mig og siger du er smuk som du er
ser mig selv udefra som et stationært kamera på en togperron
du ligner en dreng
siger m
da jeg står ved havnekanten iført badeshorts
og bar torso
min overkrop er så benet og flad
at det kunne passe
jeg tænker jeg kunne hedde charlie
får lyst til at score en pige med navlepiercing og lipgloss
der sidder længere henne ad kanten
det ville jeg gøre hvis jeg hed charlie

 
 
 
 

lugter til mine fingre og får lyst til at ryge

lugter til mine fingre
og får lyst til at ryge
plus savner dig
fordi dine fingre altid lugter af tobak
også dit tøj
egentlig ikke særlig tiltalende
eller lækkert
men savner dig alligevel

min navle bløder
fordi jeg piller for meget
det sker tit
jeg har små rifter som svier
tænker om jeg dater nogen for at finde mig selv
eller for at finde en anden
tænker om jeg dater mig selv
når du siger ting som
at jeg skal udforske min seksualitet

jeg hoster følelser op som snot
stikker en finger i halsen
tænk at kaste sine følelser op
ligesom tømmermænd
hvilken farve ville de være i toilettet
tænker på engang
jeg kastede en pink masse op
fordi jeg havde drukket noget syntetisk
breezer af en art

drømte i nat at jeg stod på en mark i tyskland et sted tæt på grænsen
det var bælgmørkt og jeg frøs
havde meldt mig til et eller andet løb
hvor man skulle løbe fra københavn og så over grænsen til et sted i tyskland
(meget langt, meget urealistisk)
det var slet ikke gennemtænkt
for pludselig er det blevet nat og jeg står dér og kan ikke løbe mere
ringer til min mor
det er vel det man gør
i sådan en situation
kan ikke huske hvad der mere skete
men jeg er glad for
at jeg drømmer igen
vil til gengæld gerne stoppe med at ryge
så jeg kan stoppe med at savne dig
selvfølgelig ikke kun derfor

T sagde drømmen havde noget med mit datingliv at gøre
men det var ikke en dårlig ting
du skal bare give den gas, havde hun sagt
udforske dig selv
og så var det jeg tænkte
om jeg dater mig selv
det ville på sin vis være nemmere

jeg står og venter på bussen
manden ved siden af mig siger
at jeg er blå udenpå og lilla indeni

okay
er det eneste jeg kan svare

 
 
 
 

du siger jeg er vanilla

du siger jeg er vanilla
din mave er hvid som massen i en kindersnit
du har en lille delle
som jeg tror du er glad for
men ellers er armene tynde
tyndere end mine
hvilket jeg ik kan lide
jeg føler mig stor og bred
ik særlig sexet
du sidder bag på min cykel
du cykler kun når du er på speed siger du
jeg kan have din talje mellem mine fingre
nærmest skrøbelig
får lyst til at bære din krop
ned til metroen ned og handle osv

drømmer jeg har dybe rifter
kløfter på min ryg og bryst
jeg kan se ind til knoglerne
men det bløder ik

 
 
 
 

tekst om din krop

din krop går i stykker siger du
hænderne ryster
fødder falder over sig selv
du ringer om natten
miv vrikkede om
to gange
jeg svarer du skulle have taget med mig hjem
selvom du nok ville have faldet alligevel
ringer om morgnen
du har drømt noget med spaghetti og en masse rum
(spaghetti tyk som måske kvælerslange snor sig gennem lejlighed)
har stadig din instant kartoffelmos
liggende i min vindueskarm
kan lide at den er der
selvom det ik er særlig lækkert
det samme som lugten af røg i dit tøj

 
 
 
 

messenger

messengerbesked modtaget 23.15
hvad skal du lave imorgen
udover ik at være ked af det?
messengerbesked sendt 12.22
forbereder mig på at ringe
ved ikke om jeg enten skal synge omkvædet af toxic
eller sige jeg har fået følelser for en anden og den anden er mig selv
messengerbesked sendt 12.33
grædeemoji grædeemoji grædeemoji
grædeemoji grædeemoji grædeemoji grædeemoji
grædeemoji grædeemoji grædeemoji grædeemoji grædeemoji
grædeemoji grædeemoji grædeemoji grædeemoji grædeemoji
grædeemoji grædeemoji
grædeemoji grædeemoji grædeemoji

 
 
 
 

koreansk porno sugarmama

i din lejlighed; en tordenvejrsagtig stemning
hvor ubehaget lægger sig som sved på kroppen
kroppen føles malplaceret her
noget man ligesom skal forholde sig til på en negativ måde
fx som metrobøder eller vejarbejde
du ligger i sofaen og ryger dine sidste cigaretter
du har ik råd til flere og det er ikke fordi priserne er steget
der er tre muligheder siger du
koreansk porno
sugarmama
sælge stoffer
og det bliver nok den sidste
jeg forstiller mig selv som pusherfrau i din lejlighed
sidde og drikke kaffe i din læder lænestol
med en dyr taske i skødet
ikke fordi jeg kan lide dyre tasker
men fordi jeg kunne forstille mig du ville kunne lide at give dem
hvis ik du var broke
koreansk porno spørger jeg
mange penge svarer du
plus en kontrakt
om at det kun bliver vist i korea
win win situation
forstiller mig dine hænder på en andens krop
på en computerskærm i et 3 kvm kælderværelse i korea
madindpakning på gulvet fra syntetisk slik
(farverig indpakning, står noget på koreansk, e-nummeragtigt design)
rummet kun oplyst af skærmen
du vender øjne
når jeg siger ting som
at du kunne søge et normalt job
får lyst til at folde mig selv sammen
så jeg til sidst er så lille
at jeg kan glide ned i lænestolens revne blandt krummer og tobak
jeg forstår det ik
måske fordi jeg ik har fx tragic backstory
du har ikke rørt mig endnu
og det er også ok
der er kun en løsning siger du
da vi ligger i ske og ser 8. afsnit af en serie jeg ikke kan følge med i

 
 
 

Rebekka Boyding: To digte

Jeg drømmer om at finde et barn, der er blevet væk

Det var da jeg bandt mine sko i går, at jeg fandt ud af det
Hvad jeg drømmer om
Det var da jeg sad på hug for at binde mine sko
Sådan som jeg har lært, at man sidder på hug, når man binder sine sko
Sådan som alle dem, der har bundet mine sko har siddet på hug overfor mig
Det var der
I går
At det blev helt tydeligt

Der skal være mange mennesker
Alle ansigter er ét ansigt
De ér forskellige, men man kan bare ikke skille dem fra hinanden
Selv ikke et kendt ansigt
Så mange er der
Og på et sted, der på en eller anden måde er midten
Skal der stå et barn, der er blevet væk
Barnet skal græde
Der er ingen, der ser det
Det er kun mig, der ser barnet
Jeg stopper
Sætter mig på hug foran barnet
Barnet stopper
Med at græde
Ikke, fordi jeg nu er der
Eller jo
Men ikke, fordi, der ikke er mere at græde over
Men fordi barnet nu er for bange til at græde

Men jeg siger hej mit barn
Er du væk mit barn
Siger jeg
Vi kigger på hinanden
Ikke ansigter, men bare fødder omkring os
Jeg siger
Jeg skal nok blive her
Til du ikke er væk mere
Det er det, jeg kan
Den voksne
Du er allerede lidt mindre væk, end du var lige før
For nu er jeg her
Skal jeg sige
Nu er jeg her

Og jeg ved ikke, om mine fregner skal forsvinde
Men i hvert fald dukker de op på barnets lille hvide næse
På de røde kinder

Jeg tør ikke røre barnet
Men jeg skal sige
Skal jeg holde din hånd
Og barnet skal ikke svare
Men barnet skal tage et skridt mod mig
Barnet skal knuge kroppen ind mod mit bryst

Og som da jeg var barn, sørger jeg for, vi trækker vejret i takt
Og når vi alligevel deler åndedrattet, skal det også føles rigtigt at røre ved barnet
Tage fat om det
Min venstre hånd om det let svedige baghoved
Den anden forsigtigt på ryggen
Og alting skal føles så småt
Vejrtrækningen
Skuldrebladene
Rygsøjlen
Og det at det føles så småt, skal få mig til at knuge
Barnet skal tættere på
Vi deler alt
Vores fregner
Vores luft
Vores hud

Og så skal jeg få øje på det
Den som barnet er væk fra
At den som barnet er væk fra, bare står der
Ligeglad

Men det skal ikke være en fremmed, der står der
Det skal være mig selv
En anden
Ældre
Men mig selv

Og jeg står der bare
Ligeglad
Og jeg vil ikke aflevere barnet til en, der er ligeglad
Jeg kan ikke aflevere mine fregner, til en, der er ligeglad

Og så skal det være mig, der græder
Mig der sidder i midten af verden og græder
Med et barn, der er blevet væk

Det er det, der skal ske
Det er helt tydeligt nu
Det er det, jeg drømmer om

 
 
 
 

6 små tegn på, han er ved at blive forelsket i dig

Googler: hvordan ved man, om man er forelsket i en mand på 48, der har tre børn og stadig er sammen med deres mor?

Hvilket selvfølgelig er både alt for præcist og desperat for søgningens algoritmer.
Jeg har bare fået så svært ved at finde ud af, hvad der er min hud, der sitrer, og hvad der er hans sæd, der stadig løber langs mit inderlår, mens hans kæreste synger fødselsdagssang for ham derhjemme.

Googler i stedet: hvordan ved man, om en mand på 48, der har tre børn og stadig er sammen med deres mor, er forelsket i en?

6 små tegn på, han er ved at blive forelsket i dig:
Han skriver hele tiden
Han lader dig ikke vente ved telefonen
Han presser på for at ses
Han viser dig frem for sine venner
Han laver mad til dig
Han lægger planer for fremtiden med dig

Googler nu: Men hvordan ved man om en mand på 48, der har tre børn, stadig er sammen med deres mor og derfor bliver nødt til at holde jeres forhold hemmeligt og fri for fremtidsplaner er forelsket i en?

6 små tegn på, han er ved at blive forelsket i dig:
Han skriver hele tiden
Han lader dig ikke vente ved telefonen
Han presser på for at ses
Han viser dig frem for sine venner
Han laver mad til dig
Han lægger planer for fremtiden med dig

I stedet burde jeg nok bare gå tilbage
til at overveje
hvem jeg kan kneppe for at få ham væk
Eller hvem jeg kan kneppe, når han er væk
Men det er svært
at overbevise en om at komme med hjem, når man stadig går rundt med en andens hånd om nakken
og på et tidspunkt ved jeg, det bliver halsen
Når han siger: VI. SES. ESTHER. på den der måde, der fortæller mig, at han er i stand til at forlade
alle følelser totalt, eller måske bare i det hele taget ikke er i stand til at føle noget, kan jeg jo godt høre, hvordan det på et eller andet tidspunkt uden varsel bliver til:
FARVEL. ESTHER.
eller
DET. HAR. VÆRET. HYGGELIGT. ESTHER
HAV. ET. GODT. LIV. ESTHER

Og det er jo det, der får mig til at scrolle ned over mine mandlige kontakter
Igen og igen
Frygten for, det ikke kan blive et godt liv
At hans læber bare sidder der i mit øre og det eneste, jeg er i stand til at sige, mens jeg tvungent stønner over en andens ligegyldige pik er:
THOMAS

 
 
 

Hanne Dion Famoye: Fire digte

Kærlighed

Der er ligesom
ikke rigtig nogen
der kan konkurrere med
den første kærlighed.
Hun sov i sin seng
mens jeg lå og kiggede
på lyset fra bilerne
der blev kastet
rundt i værelset.
Jeg er enormt træt,
ordvekslingen går
langsomt.
Jeg har ikke sovet så godt
i nat.
Det er altid lidt
underligt for mig,
at vågne op i
et fremmed menneskes lejlighed.
Den første jeg scorer
efter jeg er flyttet
til København,
hedder Anna
og er to år yngre
end mig.
 
 
 
 
Techno-imperialism

Vi importerede keitai culture
fra Japan omkring 2000
Jeg var 10 da jeg fik min
første iphone.
I Japan blev
de bærbare telefonenheder
koblet til internettet
cirka fire år før
i resten af verden.
Jackie Chans datter
Etta Ng sprang ud på instagram.
Jeg er på en date
med en fra Tinder.
Jeg har aldrig været i Japan.
Men jeg kan godt lide
manga-porno,
fortæller jeg hende,
det får hende til at grine.
Hun er fra Tokyo.
Vi hænger ud i PoHo
og kigger på Etta Ng og Andi Autumns
bryllupsbilleder
og taler om
teknologi og SoMe.
Hun er nok lidt mere
vennemateriale.
Jeg har ikke snakket
med Jessica
i fire måneder.
Hun havde en hat med
hortensia bundet
på kvasten.
Vi havde stjålet blomster
i en park,
inden vi tog
til dimensionsceremonien.

Natural and sexual selection: the sexual preference of peahens determines the color characteristics, size and shape of the peacock’s tail (Lesbian Bar, 2019)

Lysreklamernes genspejling
i skyskraberne.
Somme tider tænker
jeg på vinden
der bevæger sig rundt
om hjørnerne deroppe.
Bartenderen på L’Paradis
minder mig lidt om
Jane Birkin
udover hun siden sidst har fået
klippet sit hår i
The Dapper.
Jeg bestiller en G&T
og kigger på de andre gæster i spejlet.
The Pompadour,
Short Chopped Head Style,
Blonde Pixie Cut.
Nu træder der en
Androgenous Aesthetic,
Fashion Icon Status lebbe
ind på L’Paradis.
Har ikke set hende før.
Hun kommer over
og bestiller
en Dark n’ Stormy.
Det næste tidsrum
er ikke så interessant,
så jeg rejser i tid
til vi er på hendes
værelse på 28. etage,
og jeg lyner hendes sølvlynlås
op med mine tænder.
Af en eller anden grund
er det smukkeste
i situationen
nogle juveler der ligner ribs,
og en armbåndsring
med blomstermotiver,
hun har ladet ligge
på sit natbord,
efter hun tog dem
og sin silke-top af.
Det sorte/sølv trommesæt i hjørnet
gør heller ikke noget dårligt
for indretningen
eller for mit sexdrive
Hendes forældre er meget rige,
hun er ikke særlig meget
ældre end mig,
et år eller to.
Der sker altid noget med mig,
når jeg bliver penetreret.
Det er som om detaljerne
står tydeligere frem.
Jeg kan kigge på
objekter og bygningerne
ud ad vinduet, og det er som om
de er tegnet
tydeligere mod himlen
og den baggrund
de er installeret op ad.
Bækkenstativerne glimter sølv
imod den hvide bagvæg.
Der ligger to analog-kameraer
på sofabordet på værelset,
som jeg tvivler på virker.
Bladene er ikke
af plastik
– det er vidst nok efeu eller ahorn,
nok nærmere ahorn.
Deres skygger
på væggen
ser rigtig tjekkede ud.
Efter vi har bollet
lægger jeg mest mærke
til hendes øjenlåg
og -vipper,
når hun kigger ned.
Et mørkt område
under begge øjne,
og hendes hår, der
hænger ned
foran øjenbrynet,
dufter af shampoo.
Jeg læser ret meget Anno for tiden.
Close to the River.
Det handler om
stjernernes hukommelse
og meget andet.
Noget med rødder
der vokser rundt om hjertet.

Byens Koreografi

Jeg går rigtig tit
ned på en café,
fordi jeg har brug for
at være alene
og sidde med min computer.
Kigge på bilerne
og en pige
der tager billeder
på sin mobiltelefon,
en mand med måne
og en plastikpose
med frokost,
en forretningsmand
der stiger ind
i en taxa.
75 kvadratmeter
i det dyre område
koster 42K Hong Kong $,
leveomkostningerne er 11%
højere end i
U.S.A,
fodgængerfeltet er tomt.
Nu står der to rækker
af mennesker
parat til at flette sig ind i hinanden,
når signalet skifter til grønt.
Jeg ser det hele lidt
oppefra i en 45 graders vinkel,
nogle går med kaffe latte to go
på denne årstid
bærer cirka en
tredjedel af menneskene
i bybilledet masker,
for at undgå at smitte andre
med luftbårne vira.
Det er en helt naturlig del
af den kulturelle dress-code.
Grevinde Alexandra opfører sig
ret atypisk
i forhold til hun har
været i kongehuset,
det er også atypisk
for kongehuset
at have en skilsmisse.
Hun virker som en ret vild person,
hun er både
forretningskvinde
og lærte dansk helt vildt hurtigt,
hun har lavet
et pop-hit
her sidste år.
Der bliver nok skævet lidt
til den måde hun agerer
i medierne
internt i kongehuset
mener kongehuseksperter
hendes popsang hedder
‘wash me away’
Nu går der
en stilet kvinde
med krydsede arme,
beige nederdel
og matchende højhælede sko
over zebra-striberne.
Jeg skal snart flytte til København