Poul Lynggaard Damgaard: To digte

En anden dag
 
Der hænger plastikstykker fra loftet
ned foran den der ånder.
Der er en revne mellem to stykker,
hvor en lille vind får øjet til at bevæge sig
hen mod tape der dækker en rift i afskærmningen.

Du er klædt tyndt på trods vejret,
og du mærker øjet uanset
hvor i verden det befinder sig.
Udfald ved samling af krop.

Årstiderne glider ud og ind mellem hinanden,
og man kan åbne sig for en bestemt sæson.
Jeg søger ind i mig selv.

En person tisser på gaden for at vælte
ind i sig selv. En digter siger at virkeligheden
skal skrives ned. En bil sætter farten ned
midt i det hele, og må bakke da en skal over gaden.
Stilladsvogn bøjer et skilt i forbifarten,
og stilladset bliver stående.

Gaden er i sig selv en vind.
En klage fra landskabet ved den mindste bevægelse.
Ungt menneske kravler fra et stillads op på taget af en kirke.
 
 
Rummets glød
 
Alle troede de levede
i afstand til hinanden,
hvor hegnet midt i landskabet
var den eneste begrænsning.
Det var godt at se,
at du kunne bevæge dig
ind i mellem det hele.
De bygger i nabolaget.
Lige foran grunden,
så jeg pludselig
en proces
uden fuldførelse.
En religiøs handling.
Ingen ende på det.
Noget må være logik,
og det må tilhøre
den nedtonede flamme.
Når jeg besøger
den lovgivende magt,
taler denne
om sin egen bolig
som en labyrint.
Når vi fører alt frem,
er der liv at følge.
 
 
 

Inger Ravn: Prøver at ramme

Prøver at ramme
sytten sommerfuglestrejf
en gang, hver dag: Dig!
 
 
Tågen tager af,
verden klæder sig nøgen.
Her har du min krop.
 
 
Her eksisterer
jeg ikke, jeg er en løgn,
skoven i tåge.
 
 
Lystig står solen
og kigger på mit hoved.

 
 
 

Asger Nyborg Jensen: Til bryllup

det var en god tale, præsten holdt, det er der bred enighed om

nu former alle deres hænder
til skåle og henter luft ind

hælder det ned i deres skjorter, op under kjolerne, dér
ved slidsen
 
 
bruden er kuldskær selv nu
hvor hun næsten er ætset væk af sine fantasiers indfriels

duvende med et brunligt strømpebånd om låret
skutter hun sig, hvor er han
som har ødelagt hende
 
 
*
 
 
der bliver hvisket i krogene, ved bordene og midt på gulvet:

de vil snart trække sig tilbage
de skal snart i seng
 
 
nogle tømmer baren, nogen overtager musikken

nogle lægger hovedet mod bordet og mærker det skælve, hvis det skælver
vil de mærke det skælve
 
 
alle er trætte, det er udmattende
at engagere sig i andres lykke
 
 
*
 
 
brudgommen står i køkkenet
sørger for popcorn med trøffeldrys

skål efter skål fyldes op
 
 
hvad er det dog for et liv
spørger bruden, hun træder ind og spørger
hvad er det dog for et liv
 
 
kameraet skifter vinkel, zoomer, hendes ansigt er helt tæt på:

sølvfarvet glimmer i øjenkrogene, overalt

den frygt, som har drevet hende
vil ikke afsluttes, ikke
sætte noget uden for hende i svingninger, ikke holde andre vågne
 
 
hvad er det for et liv, spørger hun
gommen bliver hektisk og river sig i fingeren
vil udnytte hele trøflen, råber og forsvinder med skålene

at han ikke spilder noget, det er sådan et liv

at han tager noget og bruger det, bruger det op
 
 

Alma Winneche: SOL (TEATER (DRØMHÅRDT))

hvad vil du, spørger hun

jeg går og ser på jer som om i er
heldige begyndelser. sammen venter vi på sneen. men huden er endnu stram, og fejlene kravler som fine sølvkræ mellem fingrene. håber skoven trækker jer ud af sig som

spættede voksne

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, hvor månederne er passeret på forhånd, som at gennemleve et rum af ingenting, jeg har sat mig i alle positioner

(barnet måler sig)
(vi må vågne)
(pligten er ikke til diskussion)

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen, og hun fortæller om at gøre rent for penge

jeg græder i bilen, jeg

nej, nu stiger solen virkelig på legepladsen

længe gjorde jeg rent og passede børn for penge, siger hun. og nu sætter jeg mennesker i systemer, regler og mennesker
spørger: elsker du det, hun siger
gu gør jeg da ej

nej, nu stiger solen virkelig på en bustur fra south carolina til new york, ikke direkte naturligvis, men mindet er
ikke sammenhængende

fine sten, lille kæde af glimt,
børnene må ikke have smykker på udenfor. prøver alligevel at beholde dem om halsen og håndleddet, siger: mor gav mig dem
i morges
så opdeler vi døgnet i frihed og struktur, jeg lod A. beholde sin halskæde med månevedhæng

nej, nu
lad mig blive i det svævende felt
vi stopper med at føle arme og ben, så fingerspidser, så

nej, nu stiger den virkelig

muskler i anklen
glatter ud og bliver til
stop med at drømme, børn! nu skal i vågne, det er tid til at
 
 
 

Ina Lykke Schmidt: fem tekster

 
der løber tiden og min livmoder har den trukket ned over hovedet som en hat, tiden bærer min livmoder som en hat, den hænger ned i øjnene, og tiden græder blod, og er fanget i modernismen, og jeg tror ikke på kunstig befrugtning og ægte kærlighed
 
jeg er bange for mænd med økser, når en mand ikke er gift kan han ikke administrere en økse, det er jeg overbevist om, jeg elsker din mand, men vi tager en pause, han ringer ikke, der er ingen mails, jeg hader din mand og dig, så er der børnene og ferien
 
og jeg sidder og ved, at jeg aldrig finder nogen som din mand, og ville ønske jeg ikke havde fundet ham, men mænd der ikke er gift bruger en livmoder som en hue, ugifte mænd er utilregne-lige, når natten falder på, så ved de ikke, hvad de skal gøre af al den patos

 
 
 

 
Der var den nat hvor jeg græd på gulvet i dine arme, og du trak din finger ud af mig og tørrede mine tårer bort, en anden gang stak du fingeren i munden på mig, så jeg kunne smage mig selv, det var den nat, hvor jeg sparkede til en overhead, så den faldt ned og gik i stykker
 
og vi lå i mørket på gulvet og troede at ingen kunne se os, men vi glemte at gadelyset skinnede ind på gulvet og oplyste mine barberede skamlæber, og din tunge der jog ind og ud af mit blussende helvede, og andre gange har vi gået i parken og fodret ænder