Louise Cain


                    og de skrev sig ind i stenene


Jeg kan ikke kalde denne tekst skede, fisse, kusse, eller jeg kan og så begrave mig i jord og for altid være i dvale, eller jeg kan og så begrave mig og genopstå og iklæde mig en hvid t-shirt, og mit køn er et vindue.


Det var ordet kvinde, jeg ikke kendte. Det var ordet krop, jeg ikke kendte. Det var ham, der ikke var så høj, med den hvide t-shirt, og han havde ikke underbukser på. Det var det, der stak ud, stod ud i luften, eller vred sig løs fra hans vertikale klæde og pegede mod mig. Det var kød. Det var en andens sener og deres liderlighed. Det var min liderlighed, der blev konverteret til ord med k. Kvalme, klam. Det var ordet klam, der var klamt, og han var klam, og jeg er klam.


Der var ingen vej tilbage, men jeg forsøgte, bakkede, den voksede. Et udadvendt lem, et fremmedlegeme, jeg kom til at røre ved. Det var min hånd, og det var ikke min hånd.


Det var alle de ord, vi kunne have formuleret, forstået. Vi kunne have opfundet lange sætninger og været i verden og haft en krop fyldt ud med visdom. Vi kunne være gået over i historien om de kloge. Vi kunne have læst tykke bøger med lange sætninger uden jeger skrevet af mænd med kvindelige bifigurer, og jeg ville aldrig have skrevet mænd med kvindelige bifigurer, for så var jeg kvinde. Jeg kendte ikke ordet kvinde, og jeg ville ikke kendes ved ordet kvinde. Det var for kvindet. Og hun og jeg var ikke kloge, udvekslede ikke ord i deres egen ret, vores egen ret. Vi kunne have været kloge; have haft et talent for liv og historie. Vi kunne være blevet klogere og blevet kloge professorer og holdt hovedtalen på en konference ved et universitet i Norditalien om noget klogt og vigtigt, noget om eksistens og etik og måske endda Gud. Enkelte sætninger var på latin, og de skrev sig ind i stenene og hjernerne, bøgerne, fortællingerne. Vi ville have iklædt os et brunligt jakkesæt i tykt stof, gået i arv fra en der hed Kierkegaard eller Platon eller Hume, og alt, vi var, var ordene. På vores studerekamre havde feberen raset af genialitet; vores tanker var viden og sandhed, vi fik en pris. Vi fik en Nobel i noget. Vi havde ikke blikket stift rettet mod et lem.


Jeg bakker. Alt, hvad der er lemmet og dets lærred, er klamt, og jeg er klam.


Jeg blev forelsket i en tyk, voksen mand, da jeg var elleve. Vi sad for tæt. Det var en ganske kort berøring. Jeg var vild med ældre mænd. Ældre mænd må ikke forelske sig i elleveårige. Jeg vidste det godt, og jeg vidste det ikke. Det var blot et kort øjeblik. Jeg benævner det ikke et overgreb. Det er et svært ord. Jeg var forelsket i den voksne mand. Jeg kunne være blevet klogere og filosof, men der fandtes kun den voksne mand, og mandens blik var mig. Jeg var en pigekrop. Jeg ved, det er farligt. Jeg ved det godt nu. De er ikke til at slippe blikket fra. De unge pigekroppe. Min pigekrop ville ikke løsrive sig fra et blik. Jeg var en andens blik. Min krop var mig, og jeg fandtes ikke. Jeg har ligget i en seng og været ikke-til. Jeg har ligget i så mange senge og været ikke-til, at jeg holdt op med at tælle, for det var for mange senge. Jeg vidste det godt. Jeg underdrev, lavede minusstykker, når jeg skulle fortælle om antal senge, jeg havde ligget i med lem og min ikke-krop, som jeg ikke benævnte ikke-krop, for jeg kendte ikke ordet. Og min krop er ikke vigtig.


I det mindste skrev jeg engang: Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg sendte ikke sætningen til nogen. Jeg var ingen med en pik i min mund. Jeg skriver det ikke på listen. Det er ikke- sket. Jeg er ikke ingen med en pik i munden. Jeg vil ikke være ingen med en pik i munden. Jeg kan ikke sutte din pik og være ingen. Jeg er ingen med en pik i munden, og den bliver siddende. Min mund kan jeg ikke bare sådan skære af og sende til et krematorium og så sprede asken ud over et smukt hav, som er alle have. Min mund spiser pik. Min mund er et hylster med plads til en pik. Jeg kunne være blevet Jesus eller Gud, men jeg var et hylster med huller til pikke. Jeg kunne ikke sige: hylster, hul. Jeg kan ikke skrive skede, fisse, kusse. Eller jeg kan.


Jeg iklæder mig en hvid t-shirt.

Magnus Rahbek Jensen: Drømmenes koraller

 

DRØMMENES KORALLER

 

gaderne er støvede lys

der langsomt forsvinder ind i sig selv

og ud mod solen

 
 

nætterne er klare bevidste landskaber

betragtet af planeters hemmelige planer

om forsvundne stjerners genopstandelse

 
 

jorden er det åbne og kølige køn

set fra en høj og varm bevidsthed

 
 

solen er den glødende velkomst

udmålt fra et ukendt himmelsystem

 
 

vi mødes sikkert et sted imellem alt: drømmenes koraller

 
 
 
 
 
 
 
 

OVERRÆKKELSE

 

i selve overrækkelsen sker en forandring i lyset

det er her vi ser skriftens dobbelthed

 
 

det er her vi trækker jorden som en storhed

det er her du som en lampe deler natten

 
 

det er også her du opstår

et menneske forklædt i sprog og intet

 
 

hvad vi ikke vidste

ved vi nu

 
 
 
 
 
 
 
 

JORDKAMMER: 3 DYBDER

bag de mørke billeder / revner et ekko /

ruder af rød regn / regnbuer uden farve /

jorden eksisterer / gør den ikke?

 
*
 

månen river sig på dit krat /

du er tørstig som feber /

din krop er en kran over byen

 
*
 

dette rum / synes altid / at ville forandre sig

men verden / synes aldrig / at være fortalt

 
 
 
 
 
 

på himlen begynder en stille verden

at bevæge sig

jeg aner dens skrift

men dens sprog er mig vanvittigt

 
 

afstand af forandring:

 
 

at fornemme en fjern og metallisk støj

stråler af blød energiudrensning

 
 

at sanse mørket med al kraft

krystallets søvn og værdi

 
 

som susende munde bag en væltende mur

 
 
 
 
 
 

kroppen vajer på et blad

svajer ryggen mod en hinde

 
 

himlen hviler ved et øje

smider regn fra en afstand

 
*
 

der vokser fugle i min mave

også i min brystkasse drømmer en frø

 
 

skovbunden fylder mit hjerteøje

 
 
 

Mia Louise Dinitzen: Bønner og Digte

Bøn 1

Min bøn breder sig

Når jeg bader
i søen
betragtes jeg af Dig.
Når jeg sænkes
i kulden
betragtes jeg af Dig.
Fødderne
omsluttet
af slambunden
betragtes af Dig.
Når skidtet klæber
til mine lår
til mine lægge
betragtes jeg af Dig.
Selv når jeg intet er
betragter Du mig.
Selv når jeg ingen er
betragter Du mig.

Du så barndommens lus.
Du så mit hævede eksemkøn.
Du så at jeg pissede på gulvet som en hund i vrede.

Jeg forsøger med vold at skille mig af med mine talenter.

Digt 1

I haven hviler jeg mig
som en blomst i blomst.
Jeg kan ikke gemme mig i solen
ej heller under træerne.
Jeg prøver at læse digte
men jeg forstår dem ikke.
Jeg prøver at læse versene
men jeg forstår dem ikke.
Jeg drømmer om byen
men husker Gud.

Digt 2

Om aftenen
synger jeg
dit navn.
Om aftenen
lader jeg minderne
glide igennem mig
som en velsignelse.

Bøn 2

Så snart Du tager det hele fra mig
giver Du mig det også.
Så snart Du tager det hele fra mig
giver Du mig det også.
Så snart Du tager det hele fra mig
giver du mig Det også.
 
 
 

Maiken Holm Christensen: Fire tekster

1988

Jeg skal hjælpe med at få de runde skamler sat på plads omkring bordet. Svanestuen holder samling. Skamlerne er tunge, og jeg kan ikke skille dem ad uden Hans Henrik.

Der er hyldebærsuppe i dag. Den blodrøde væske om hagen på Ditte og Asger.

I går fik vi grøn kartoffelmos. Der er klumper i, men jeg kan godt lide det.

Inger tager mig med i køkkenet, hvor jeg må stå på en af de høje trætaburetter for at kunne nå.

Mine ben svinger frem og tilbage. Når jeg slikker på gyngen, smager den af salt.

Den hvide Playmobil-figur i min lomme. Der findes kun den ene.
 
 
 
1990

Min mormor har bagt vafler.

Jeg har selv fundet æggene i hønsegården.

Min søster henter flormelis.Det er i den lille træskuffe under de øverste køkkenlåger. Ved siden af kartoffelmel og sukker. Små sorte dyr bor i flormelissen. Min mormor kan ikke se dem.

Efter vaflerne skal min mormor sove til middag. Vi må se gøngehøvdingen på video imens. Vi ser altid første afsnit. Ib er lidt uhyggelig.

Jeg spejler mig i sølvskeerne på væggen.
 
 
 
I bryggerset er en trækommode under høvlebænken.

Vi må vælge hver en ting fra min mormors finde-ting-skattekiste. Her er knapper, skruer, perler, dukkehusmøbler, stofrester, ståltråd, lædersåler og knappenåle af glas.
 
 
 
1995

På skrænten ved min højre side vokser den slags buske, der er overalt i kommunen. Grøn med gule blomster.

Derinde kan der være hugorme siger min mor. Ligesom i Lyng.

Jeg har kuglepennen med og bruger den til at besvare de spørgsmål, der står på mit ark. Kuglepennen er sort og bredere end dem, vi har på skolen. Der står Bjarne på med guldskrift.

Jeg tværer blækket ud, når jeg skriver. ”Knæk dit håndled”. Det er alt for anstrengende.

Jeg smider pennen i busken og løber tilbage til skolen.
 
 
 
Bjarne kalder os sammen i gymnastiksalen. Vi skal aflevere vores ark.

Marlene fniser, indtil Jakob kalder hende ”Tiger Lily”, og hun går amok.

Inden vi får fri siger Bjarne, at han har mistet den kuglepen, som han fik til sit sølvbryllup.

Der er en stor cola på højkant til den, som finder den.
 
 
 
Jeg klapper min cykel.

Sætter mig i sadlen og okser afsted.

Fremme foran mig er skrænten.

Tunnelen og villakvarteret.

Jeg ved cirka, hvor den ligger, men jeg tør ikke stikke hånden derind.
 
 
 
1996

Mine forældre har en vandseng.

Der er et stort rosa tæppe over sengen. Det samme hver dag. Man skal huske at glatte tæppet ud, hvis man har ligget i sengen.

På tæppet ligger en hvid kat med lang pels og blå øjne.

På min egen seng er det en ræv med lang pjusket hale, på min søsters en gorilla man kan gnide sig op ad.

Når man ligger i vandsengen, kan man se ud ad vinduet med små rudefelter.

Der står en plante lige foran stolpen i midten.

Sommetider flytter den sig, så den ikke står symmetrisk i midten.

Min far siger, jeg ikke skal sidde i vindueskarmen.
 
 
 
I stuen hænger et billede af en ko. Det er i sort/hvid.

Under billedet står en pladespiller.

Min far sætter en lille plade på. Den er meget mindre end de andre i reolen. På pladen er der en sang, hvortil der hører en dans.

Vi går i ring og laver vinger som en kylling og twister, til det gør ondt i knæene.
 
 
 
På torvet bor Jeanette.

Hun har en kanin ligesom mig. Hendes er brun, og min er hvid med røde øjne. Min søster har også en kanin, men jeg leger, at de begge er mine.

Jeanette er på besøg.

Jeg vælter en potteplante. Jord og de underlige lette nødder, der er i potten, ryger ud på gulvtæppet. Min far sparker ud efter mig. ”Imbecile idiot”.

Jeanette gemmer sig på toilettet.

For det meste er vi hos hende.

Jeanettes mor spiser grapefrugter om morgenen.

Om aftenen lytter vi til de voksne i stuen. De taler og taler til vi falder i søvn.
 
 
 

Mathilde Victoria Prietzel Nielsen: 4 Digte

06.53
Fordi der er noget fristende
ved at placere koppen på avisen
før
man hælder kaffen i
rammer du
er rammerne sikret
rammer du ikke
flyder ord
 
 
 
*
 
 
 
JANUARBRAND
Sneende himmel. Hvidløgsfrakke. Svanebryst.
 
 
 
*
 
 
 
OVERGANGE
Den amerikanske kongres stormes og insekterne dør. Hvorfor er de unge så nervøse?
 
 
 
*
 
 
 
DYBBBLÅ
Hele dagen har jeg villet falde i søvn. Vi kørte på cykel i et Chagalmaleri og skød dartpile gennem nåleøjne. Jeg ramte en due, du ramte en faldskærm. Nu daler duen, og faldskærmen falder sammen, og begge de falder endnu.
 
 
 

Kristiane Hauer: tre digte

alle er så venlige her
i kaffebaren viser de
børne-TV på store vægskærme
iceblend med chokolade flødeskum drys
glider ned i halsen og videre
lige igennem mig
 
inde i de store bassiner
driver det fra
kroppene
ganske tæt på
alt for mange
under bruserne
unge bryster på gamle kroppe
barberede morfisser
falmede tatoveringer
af dødningehoveder og rovdyrkløer
fjern fandenivoldsk ungdom
nu udvidet til flommet almindelighed
 
alt flyder
når alarmen lyder
tippes den kæmpemæssige spand med vand
ud over menneskemassen
der skrigende stimler sammen under den
som et uforståeligt ritual
opfundet engang
langt ude i fremtiden
vandet falder
tungt
som under en naturkatastrofe
mens jeg igen og igen
spyttes ud ad den røde plastiktunnel
med et tilfældigt barn mellem benene
 
alle er så venlige
rykker sammen
i fællessaunaen
en mand med en byld i navlen
får mig til at kigge
ned på alle fødderne
hård hornet hud
gennemblødte hæfteplastre
rækker af håbløst ubrugelige tæer
og alleryderst på de store vaklende kroppe
neglene nedgroede
 
mens det glider og skvulper
igennem os
rundt om os
rutsjer og gynger
mor og far
kortklippede i bølgebassinet
og senere
på bowlingbanen
svinger de store kugler
lader dem rulle
mens børnene slår kolbøtter
spændt op i kæmpemæssige elastikker
græder over spillemaskinernes
uretfærdighed
 
og så alligevel
en sjælden gang
et fremmed blik
glimtende åbent
hvad laver vi her?
mens alle andre kigger væk ned rundt
for vi har jo ikke noget tøj på – nogen af os
har du også bemærket:
udefra ligner vandrutsjebanen
en kæmpemæssig grøn slange
i tågen

*

baglæns ud over kanten
og så op ad siden
vores lille familie
gyngende i en gummibåd
 
hold fast
skriger jeg
det her er ren overlevelse
så slynges vi ud ad plastikrøret

*

himlen hen over øst og vest
er den himmel jeg bor i nu
 
jeg drømmer at jeg skærer tre katte over på langs
den ene halvdel
skal i fryseren
den anden skal bruges
til et eksperiment af en art
 
det blæser
der går mennesker rundt heroppe
på stilladserne
kronragede mænd
der stirrer mig ind i øjnene
 
jeg googler: blodmangel, jernmangel
jeg har bare ben
jeg fryser
skyerne sejler i fast motion
 
 
 

Anne Kierkegaard: Væskeindtag

Jeg havde været kvalfuldt tæt på at nyse i tre dage. Havde stoppet mine næsebor med papirlommetørklæder for at modvirke den konstante dryppen, og alle de ting, jeg skulle have klaret (arbejdet, madlavningen, børnene) begyndte at manifestere sig som en byld i min pande – øm, kløende og væskende. Væsken sivede fra samtlige ansigtsåbninger, og mit hoved begyndte at føles som om det var under nedbrydning – i samme øjeblik gik en follikel til grunde og igangsatte en strøm af blod og væv fra min livmoder. Mens tyngdekraften trak og trak, udførte vandet sin kerneopgave indefra: opløsning. Jeg sivede ned gennem madrassen, gulvbrædderne, gurglede rundt på etageejendommens betonfundament, inden jeg fandt en vej ned i jorden, og jeg blødte ned i den og efterlod kun et glitrende skum på overfladen.
 
Det kølige mørke var beroligende.
 
Så søgte noget kontakt, en elektrisk impuls fandt mig, og jeg blev suget op. Endnu en nedbrydelsesproces fandt sted: min flydende krop blev yderligere skilt ad og optaget i en anden organisme—tynd og tør som min gamle krop, men med hundredvis af lemmer og tusindvis af små duftende blade. Mine rødder søgte i jorden efter endnu en slurk, mine blade strakte og glædede sig i hvert eneste solskinsstrejf.
 
Var dette himmelen?
 
Et par af mine molekyler spredtes i luften og blæste ind i næsen på et menneske, der med omhyggelige hænder udvalgte sig nogle af mine bedste lemmer og knækkede dem af. Det lod sine fingre løbe over mine blade igen (mmm, timian, sagde det). Mennesket serverede mig til et andet af dets slags, ét der så mere vissent ud, i en kop kogende vand. Igen opløstes jeg, igen spredtes jeg i en organisme. Jeg tog en dyb indånding, endnu en slurk og – selvom det ikke var beroligende som den stille undergrund eller tilfredsstillende som sol på klorofyl – fik jeg det bedre.