Hun besidder en særlig
fornemmelse for vinter. Vandpytterne drejede sig
i virkeligheden om
hendes evne til at absorbere himlen.
Skyklapperne sidder om ører og øjne, et vådt blik mellem
klappende luffer, det er så koldt
derude, mine fingre
gør oprør mod kakkelovnen
i stuen, og med sit
hvide palads i hænderne løber hun
ud mod sol og godnathistorier, sarkofagen
synker i det fjerne og slægtskabet
til vores mødre
regner ned over os som sne.
Ingrid Nymo: Tulle
Publiceret den 23. december 2011
Kommentér
Jeg synes vældig godt om linjeskiftene, specielt de tre sidste, så både slægtskabet og mødrene regner. Kh Olga
Jeg er også især vild med både de tre sidste linjer og de tre sidste linjeskift. Det er en afslutning der får digtet til at blive siddende i bevidstheden.
Tak 🙂