*
frihed er
når ingen griber dig
hvis du falder ud fra taget af en skyskraber. frihed er
når ingen rækker ud efter dig
om natten, når du netop er faldet i søvn
og begyndt at drømme
om mursten, der lægger sig ovenpå mursten
som af sig selv
uden din hjælp, udenfor dit
ansvarsområde
men alligevel, af uvisse grunde,
i dit navn. frihed er
når uret på din hånd
ikke angiver tiden, men blot drejer sine visere
roligt frem og tilbage
som overkroppen på en grædende mand
der sidder i en vuggende robåd
et sted lidt syd for stillehavet.
*
hvor længe kan jeg fastholde det pludselige
en snublen, et manglende hjerteslag
hvor langt kan jeg falde før det ikke længere virker sandsynligt
at jeg virkelig falder
måske er denne følelse jeg har
af konstant at glide gennem fingre der vil redde mig
passerende forbi tusind hænder fra etage til etage
ikke min snarlige død
men blot et enkelt par arme, der længselsfuldt resignerer
sig ind i min blinde, forpustede
fletten fingre
Hvad er det her for nogle kærlighedsdigte?
“frihed er
når ingen griber dig
hvis du falder ud fra taget fa en skyskraber. frihed”
og så
“hvor langt kan jeg falde før det ikke længere sandsynligt
at jeg virkelig falder
måske er denne følelse jeg har
af konstant at glide gennem fingre der vil redde mig
passerende forbi tusind hænder fra etage til etage
ikke min snarlige død”
I det første digt læser jeg frihed som at være alene, som noget negativt og fortabt, “lidt syd for stillehavet” hvor det så end (ikke) er?
I det andet digt problematiseres følelsen af at falde igen. Men ikke som et frihedens fald, selvom den faldende måske har det sådan i mulige håbløse forelskelser eller små-affærer. Der er tilsyneladende en elskende (frihedsinddrager og lykkeridder) og en elsket (fritfaldende, frihedsafhængig men også kritisk modvillig overfor frihed som i første digt) og digtene kommer i helhed (tosomhed) til at fremstå som en kritik af moderne frisindethed og muligt tab af vigtige grundværdier…
Der gik vist analyse i den, forhåbentlig gik digtet ikke i stykker!
Som digte står de ikke oprejst helt endnu, i og som sig selv. De er for uklare selvom det måske er en af pointerne? Murstensbilledet bl.a. giver mig problemer, som de resignerede arme.