Slagtryk

Hvis det overhovedet giver mening at foretage bevidste demarkationer af hvad som helst og derfor også af poesi, så vil gerne gøre det klart, at jeg tror du og jeg kunne have en interessant og måske endda dyb samtale om alverdens; der er også gode vers i digtet dit, men overordnet set erfarer jeg mere dette indlæg på slagtryk.dk som et poetisk kompenserende udtryk for, at du inderst inde ikke ‘bare’ ville skrive et essay, hvor en (måske din egen) tankestrøm stilledes frem til skue. Vers som “jeg har mistet mine nøgler forlagt mit hjem” og “viljens årsag er ønsket om manglen på afstand og” får digtet til at lægge sig op ad (måske i forlængelse af) den tradition, som tungt symbolistisk blev slået an af Heretica-folk som Thorkild Bjørnvig og 80erdigtere som Michael Strunge, og som får en divers omend ganske rød tråd til at sno sig på tværs af det tyvende århundredes danske poesi. Det drejer sig for denne tradition om at iværksætte en prægnant filosofisk metaforik, som ikke så meget skal sanseligt tydes som rationelt fortolkes. Jeg mener, at en kultur, hvor denne tendens er reglen frem for undtagelsen, med rette kan siges at være i krise – i åndelig krise vel at mærke. Har menneskene først mistet evnen til at bjerge den mening, de som folk faktisk besidder, i deres digteres skrift, så er den for alvor gal – derfor må den ligefremme meddelelses tendens ses som et tegn på åndelig krise, da dens råden er et tegn på, at digterne har besluttet sig for ikke længere at dømme det realistisk med en rent symbolsk fremstillingsform. Måske der en dag vil komme en kulturfilosof, som vil hævde, at der eksisterer en proportionalitet mellem et folks digteres grad af ligefrem meddelelse og selvsamme folks åndelige degeneration? Som amerikanske Robert Frost har formuleret det i digtet “Revelation” fra 1913: “‘Tis pity if the case require / (Or so we say) that in the end / We speak the literal to inspire / The understanding of a friend.” Men som sagt: jeg tror vi to kunne få os en i bredeste forstand god samtale…