Gitte står
med guitar
i parken og
synger ind i
kameraet til
bjarne han sidder
med (gamle kones navn)
ikke anne dorte
det er først senere
min mor hedder
anne dorte
hun synger
også
men nu er det gitte
der synger
det er en sang
min mor har skrevet
gitte har rødt hår
hun er det man kalder
en rappenskralde
jeg ved det
allerede
som barn
min mor synger kor
og min moster
og cæcilia som
er lidt skrap men
god med et
rasleæg
ja det er sandheden
min mor har en
gul kjole på
jeg ser det
på youtube
jeg har aldrig
søgt på min mor
før
videoen har
23.052 hits
jeg har ingen
erindring om
denne første sang
senere skriver hun
en anden
det er stadig om bjarne
nu har han vundet
hun kommer hjem
min mor
det er 1996
han har kørt
sejrsrunde i københavn
hun er opildnet
jeg husker det tydeligt
hun siger
hans sved ramte
mit ansigt
og griner
min mor
sang nr 2
om bjarne riis
bliver et stort hit
vi er oppe i sommerhuset
det lille
i kikhavn
som hun solgte
efter hun blev gift
igen
men vi var oppe i sommerhuset
de ringede
fra avisen
der hang et udklip
af bjarne
i en lille guldramme
ude i køkkenet
sorthvidt
med den fikse
cykelkasket
og munden
vendt ned ad
hans fjæs
det var så vildt
men det var gitte
hun spørger mig
senere
mange år
2012
i bilen
på vej hjem
fra odsherred
det nye sommerhus
hun gir mig et lift
om jeg har anlæg for
depression
jeg husker min mor
på en scene i provinsen
eftermiddag
byfest
hun er iklædt
en gulvlang kjole
syet af et stort dannebrog
jeg er et barn
jeg står bare og ser på hende
eller
jeg står bare og glor
i denne lille
fremmede danske by
bjarne
bjarne
jeg har aldrig søgt
på min mor før
hvorfor har jeg
ikke det?
Olga Ravn: Digt om Bjarne Riis
Publiceret den 2. december 2013
Kommentér
ok jeg har
skrevet
det her digt
måske 3 gange
på 3 minutter
som hver gang har
handlet om
at vores mødre
jo hedder det
fucking samme og
at jeg googler din mor
som er det første
der kommer frem når
jeg skriver anne dorte
i søgefeltet
og et youtubeklip
som jeg ikke kan afspille
jeg føler mig indifferent
over for det klip
som ikke har noget at gøre
med at min macbook er fuckd
og ikke kan afspille lyd
eller video
og at jeg skriver
fra et plettet
lånt tastatur
det er ok
at jeg ikke ved så meget
om dig endnu
som jeg gerne ville
måske
det er bare det
jeg mener
at det klip
er en rigtig ting
i verden som betyder
et eller andet
selvom det intet
betyder for mig
eller her
siger jeg noget
om mig selv
at jeg stadig kan vågne
og tænke på frida
jeg har også været i deadline
og jeg var lige ved at græde
det var noget med unge
der ikke måtte kysse
i det offentlige rum
jeg spildte en cola
og det var det eneste
vi havde fået
at vide vi skulle
passe på
det findes på vhs
i en kælder et sted
men jeg kunne
bedre lide dig
i deadline altså
som jeg så med johan
på sofaen
en aften
den måde du
kigger opgivende
men også kærligt
frustreret
på torben steno
jeg håber
det også
gælder andre personer
jeg er 26 år
og måske sku jeg
tage medicin
mod det eller noget
jeg bærer min alder
i munden hehe nå
men jeg lå i en stue
i flere år
med strøm gennem
de små ben
og elektroder
som jeg gerne ville
drage en cyborg
parallel til
men det gjorde mest
bare ondt
og jeg træner
for lidt det var frida
der begyndte
at kalde det
det søde ben
eller jeg kan ikke
huske det
jeg sidder på en trappe
og siger til min mormor
hun hedder lilly
kære mormor
tror du der er nogen
der vil have mig
nogensinde
selvom jeg snavede
‘min første pige’
i 2. klasse natascha
hun knapper min
hawaiskjorte op
på et toilet
der er så mange
ideer fra film
og navne på personer
som jeg heller ikke ser
og mest bare ser
som en mulighed
for at investere nogle følelser
det er min fars
skyld al den
økonomiske snak
han er bankmand
og har ejet en hydrotexaco tank
eller noget
hvilket openoffice
gerne vil ændre
til tankehandling
det var det første
jeg skrev til dig
da du skrev på facebook
at min mor
har skrevet en sang
om bjarne riis
eller min mor har skrevet to
sange om bjarne riis
min mor hedder anne-dorte
hun synger i øvrigt
altid
vilde kaniner
når hun er fuld
til familiefester
hun ryger cigaretter
som en teenager
hun har hænderne bag øret
og laver et ansigt
det er en aften
i jylland
det der altid
jeg håber at du sover nu
det vil jeg også gerne
– jeg hører Hassans stemme læse de to digte op –
Det er ment som en anerkendelse.
Godt digt Olga nærmest et stilleben digt