Michalina Julia Czarnecka-Meyer: Tekst i seks dele

En dag, jeg ved ikke hvor gammel jeg er, får jeg en veninde. Vi leger sammen ved bøgehækken, vi plukker et blad hver og kravler ind gennem grenene, ind i hulrummet. Hun ruller sit til en cigaret og tager et teatralsk sug af det, jeg spiser mit. Bøgeblade minder mig på alle måder om bølgechips. Hun tager en bid af sin grønne legesmøg, efter den dag begynder vi at samle bladene i en skål som vi tager med os ind i hulen til deling. Hun kalder dem bøgechips, jeg synes det er så godt fundet på. Hun har den samme evne som jeg til at finde de bedste blade, de friske, spæde, med den rette syre. Herinde i muren af det lysegrønne flor, et lille mørkt rum. Timerne bevæger sig anderledes end derude på legepladsen, de forsvinder i større dryp. Der er kun lidt lys, kølighed lægger sig på huden som en fugtig trøje, små gråbrune fugle hopper rundt herinde. Wróbelki, siger jeg og peger. Hun nynner en sang jeg ikke kender endnu, noget med: lul, lul
 
 
 

*
 
 
 

Jeg har tænkt på det sådan her: sproget er en muret vold, sproget er også et lille skjold jeg kan holde op foran ansigtet, struben, hjertet. Jeg kan ikke trænge ud, andre kan ikke trænge ind, trænge igennem. Det er en barriere, en væg af tykt glas, lydene rammer og skydes tilbage i retningen hvor de kom fra. Andre gange er sproget den stilhed jeg peger mod verden. Når man siger noget leder det næsten altid til misforståelser, misforståelserne er de værste, de skurrer forfærdeligt i luften, krystalliserer i voldelige gitre mellem de to der taler sammen. Når først gitteret er der, går det ikke væk igen og man er nødt til at tale til hinanden gennem det, på trods af det. Ordene forsøger at bevæge sig udenom dette stødhegn, denne flossede ståltråd. De uheldigste hænger fast, de rives itu, sprættes op midt i deres flyveflugt. De ord der vrister sig fri af krattet ankommer flossede og ubrugelige, udmattede lægger de sig i den andens øregang for at pille jernsplinter ud af sine bogstaver, hviler sig for længe, når aldrig rigtigt ind. I livet, da det åbner sig lidt, tænker jeg om mig selv: jeg må blive bedre til samtaler.
 
 
 

*
 
 
 

En dag har min veninde og jeg lommerne fulde af stjålne karameller, de smager bedst, sådan siger hun. Men hvad nu hvis nogen spurgte os hvordan vi har fået råd til så mange karameller, og vi ikke kunne svare, hvis dine tænder nu var klistret sammen og min tunge var blevet til bolsjemasse i min mund, hvad så, hvad så, hvad gjorde vi så? Hun ryster på hovedet, himler med øjnene, sikke du kan. Så lader hun sig trække afsted. Jeg holder hende i hånden og viser vejen til et hemmeligt sted, et sted jeg aldrig har vist nogen før. Den stille sø der ligger i en krans rundt om bunken af sten, denne ruin der ligger så langt ude i vandet, at jeg aldrig skænker den en tanke. Her er ensomt, men ikke den samme ensomhed som der bor i hækken. Nej, her er åbent og langstrakt, så man tydeligt ser hvor alene man er. Vi går rundt blandt murresterne, de er som dryssede langs voldgraven. Hun peger: tænk, en vaskeægte middelalderborg der har været derude! Gid det var en hoppeborg nu. Det slår mig at stenbunken kunne have været et palads, vi står og ser ud på ruinen og rekonstruerer, genopbygger, farvelægger den i hvert vores stille sind. Hun sætter sig på hug og piller en sten ud af et gærde, jeg kan se at den er blød og smidig i hendes hænder, som vaniljefudge eller modellervoks. Hun former den stenede klump, laver bondegårdsdyr og fabeldyr og hybrider mellem de to, stiller dem op på række og siger: sådan. Hun tager to karameller op af lommen, rækker mig den ene. Karamellerne er hårde og kolde i hånden, i munden bliver de varme, formbare. Smør, salt, sukker i vores munde, det snurrer i tænderne og mundvandet løber, vi ser bekræftende på hinanden.
 
 
 

*
 
 
 

Vi kommer ofte tilbage til stedet, en dag siger hun: skal vi ikke bade, lige køle af? Vi bader, hun taler ustandseligt, udpeger alt omkring os, fx se skyerne, de ligner popcorn eller fy for den lede, for en slimet fornemmelse under fødderne. Du snakker som et vandfald, siger jeg, hun griner, snakker videre, tager flere svømmetag, for hende er det bare videre, videre. Himlen er spændt ud over os, spejler sig i voldens vand. Disse to overflader mødes, tager hinandens farve, flyder sammen i noget stort og blåt: her ligger jeg på ryggen, jeg fornemmer at se tiden passere et sted ude i øjenkrogen. Hun svømmer forbi mig, kom, kom! Jeg vender om på maven og svømmer efter hende, hun har kurs mod det oppustede gummipalads på øen. Hun hjælper mig op og vi springer i flere gange fra bredden, hånd i hånd. Hele dage strømmer forbi mens vi bader i voldgraven, vi har en æske til karamelpapirerne, skatten i kisten vokser sig stor med årene. Vi bliver ældre, vi sætter ord på det hele. Så griner vi først af det hele og så af ordene. Vi ligger og soltørrer på bredderne, en af os kan finde på at sige du ligner en rød tomat – en skøn tomat! og åh, hvilken tomat, og åh, hvor let, så let, så let det er at le.
 
 
 

*
 
 
 

På vores ensomme bred kan jeg fortælle hende alt. Den ene dag kan vi tale om min færd, hvordan jeg har hundesvømmet hele vejen fra Polen til Danmark, fra Danmark til England, fra England til Frankrig og fra Frankrig tilbage til Polen. Mens jeg snakker nikker hun vuggende, hun luller sig selv ind i fortællingen, jeg kan se hende derinde på havet, gyngende på en tømmerflade, hele tiden lige bag mig. En anden dag gennemgår vi rækken af bekymrede voksne som skulle forestille at kunne hjælpe mig. De lænede sig alle ind mod mig på samme måde, hun siger: måske troede de, at hvis de kom helt tæt på, ville de kunne høre din lille pibende stemme, kaldende efter hjælp. Jeg nikker og svarer hende: der var kun én jeg kunne lide, en talepædagog. Han kunne finde på at have en stor pose morgenbrød med på fredage, han rakte posen frem og tilbød mig en bolle, jeg måtte også godt tage en tebirkes hvis jeg ville. Vi skulle ikke rigtig nå noget når vi mødtes, sådan føltes det. Jeg havde tænkt mig at sige noget, men jeg kom aldrig frem til det. Hun har lukkede øjne, mine ord skvulper mellem os, jeg behøver bare at tænke hvad jeg vil sige og så strømmer fortællingen, klar og kølig, ind i hendes hoved. Jeg ser på hendes ører, de små åbne konkylier, hun er fin og andre siger altid om hende at hun er velformuleret. Jeg får lyst til at sige: jeg hader grammatik, jeg hader ord, jeg hader bogstaver, men du, du er så god til det hele, du fletter det let og elegant sammen, du peger på noget og så siger du bare hvad du synes det er, som om det er det letteste i verden, som om sproget er en leg. Jeg ser over på hende, hun ligger med fødderne nede i vandet og laver små spark, resten af kroppen er helt rolig. Og når så du er færdig med at vælge og vrage i dit enorme ordbibliotek, så kommer jeg som en eller anden grib, nærmer mig dine kasserede ord, spiser af dit sprogkadaver, så ender jeg med at sige ting som: jeg forbander nuancen, jeg forkaster den skjulte hensigt og ad pommern til med kongruens og syntaks, for ej at forglemme den vederstyggeligste af dem alle, ironien! Hun har rejst sig op på albuen og glor på mig. Vores øjne mødes og vi bryder ud i vild latter.
 
 
 

*
 
 
 

Det sker ofte at vi griner til vi får latteren galt i halsen, for eksempel kan jeg aldrig kende forskel på humor, humør og hummer. Hun griner med hele hjertet når jeg siger at hendes hummer er god, hun ved hvad jeg mener, hun forstår, hun forstår det så godt. Hendes latter er smittende, hikkende og hostende som den er. Det lyder ofte som om hun hiver efter vejret. Vi sprutter med lyde, konsonanter som k’er og r’er og z’er, krz, krz, krz, stakkerede, bratte lyde, luft der kradser i ganen, tørrer halsen ud, jeg må have lidt vand. Latteren bruser af, hun ser på mig og siger: ven, du er helt flydende. På en solstøvet dag går jeg for mig selv ned til biblioteket. Jeg har en rødbrun kjole på som hun har lånt mig og føler mig helt særlig i den, dér på gaden. Jeg tænker på at være flydende, ja, jeg føler mig flydende, jeg flyder, jeg er en stream of consciousness, en rant, en lang opremsning med forkert kommatering, jeg er en indkøbsliste med stavefejl eller et glitrende digt, min veninde er en lysende lap, et knitrende papir, vi har en fælles pakke glimmertuscher, hun siger at hun mest er den turkise og at jeg mest er den orange, mint og appelsin, måske vi er dessertchokolader, jeg er fransk symbolisme med dens tykke symbolslør og granatæblesafter, min veninde er danskvand, vi er en parfumeret sodavand, perler på tungen, hun er en salig sangstemme, jeg er den polske vuggevise om bløde katte, jeg er bøgerne jeg havde som barn, jeg kan ikke huske hvilket sprog de var på men jeg kan huske illustrationer af legende børn ved røde huse, børnene er os, og jeg er bøgerne, alle bøgerne jeg har læst, stederne og personerne i bøgerne, jeg er litteraturens blomstrende træer og tegnsætningen mellem dem, abrikostræ komma blommetræ komma cedertræ, min veninde er de skrevne bier der summer i bogen, bzzz bzzz, vi summer i kor, jeg er honningsynkende før jeg synger, det er en kliché, jeg er en kliché, kliché, ché, je suis, tu es, il/elle/ on est og så kan jeg heller ikke huske mere, jeg er en svær og vild grammatik i et fremmed sprog og et navn i skråskrift som ingen her kan læse, et navn som ingen kan udtale, jeg er et navn, et hjerte, et ordforråd, min veninde er et navn, et hjerte, et ordforråd, hun er et bøgetræ og en højskolesangbog, jeg er en wróbelek, lille og stum bag en kvist, nogle gange flyvende, nogle gange flydende, lige dér hvor det blå og det blå flyder sammen, sådan går jeg tænker jeg om mig selv.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>