Alexander K. Holst: En luksus bohemes rapport fra de blødende tyvere

Du sidder i en etværelses under udgangsforbuddet og håber, nogen ringer. Du strækker din udgangsattest til randen af den tilladte kilometer og kan se Basilique Saint-Sernin på den anden side af pandemiens skillelinje. Du står i Carrefour og vejer to rødvin mod hinanden. Du trækker på skulderen og tager dem begge. Du sidder i din Toulouse-lejlighed og tæller dagene. Du skriver på bøger, der handler om liv. Du går i seng klokken ni og sover dig tom. Du læner baghovedet mod karmen og ryger ud af et ungt lejlighedskompleks. Du hører kufferter rulle gennem gangen og ser taxaer vente på maskerede udvekslingsstudenter på vej til lufthavnen. Du sidder i vinduet og husker at være ung. Du render efter tingene, mens de sker og prøver at forstå. Du støder tankerne mod dine fire Toulouse-vægge. Du læser nyheder og håber, nogen ringer.
 
*
 
Du tænker: i morgen tager jeg hjem og genopfinder mig selv. Du skriver, så sveden springer på det manus, du har lovet at støbe færdigt i Toulouse. Ned med ordene, ned med dem og så væk. Du drikker J&B, håndsprit, blæk og armagnac fra Château Laubade. Du snævrer dit fokus omkring den opgave, du står foran. Du er tvunget bag dit værelses fire vægge. Du kunne jo bare gå ud, men din daglige udgangskvote er allerede opbrugt. Du tog herned for at blive fri. Nu pukler du omkring i en lejlighed med din frihed på ryggen. Den vejer ikke noget, men er langt fra let.
 
*
 
Og du sidder i et fly med dig selv i hænderne. Din frihed er lagt i blød og opløst ud i flosser. Du vil bare væk. Du har skrevet til ende og indfriet din gæld. Under vinduet vajer solen i en rød bræmme. Den er et svejseapparat gennem skyerne. Alt andet er sort, og sjældent har du set noget så smukt. Du hører danske stemmer og fortryder alt i hele verden. Du beslutter, at ingen skal vide, du kommer tilbage. Ingen skal have den sejr. Dit nederlag er dit nederlag. Men du kan bære det – du er afklaret – og bærer det i turbulensen omkring parisisk luftrum. Ikke noget med at græde eller længes. Bare en ulægelig træthed.
 
*
 
Og du er nede og inden længe oppe igen i et nyt fly, som knækker endnu skarpere under uvejret og lander symbolsk brutalt på en dansk landingsstribe til en ung kvindes gisp et par sæder borte. Du smiler til stewardesserne og slipper dine sidste franske gloser, inden du vader ud i en sort storm, og nu burde du græde eller lignende. Men du er alt for træt, og klokken er midnat, og din togbus går først om to timer, og du ved ikke hvorfra, og du er træt. Du sidder til podning i et telt bag lufthavnen. En vatpind graver rundt under tungen. Du skutter dig i småregn og blæst og vinter og venter. Din kuffert vejer 22 kilo og består af bøger, en tennisketsjer og lidt tøj. Du forstår nu, hvad du har forladt. Du forstår nu, hvad der skete, og du vil kaste dig tilbage på et fly – kaste dig tilbage i karantænen. Det er dig i dine kufferter. Og du er den ene egenskab, som er længsel. Der findes ikke andet i din krop end længsel, og længslens genstand forskydes, uanset hvorhen du rejser. Du er ham, som altid er et andet sted og hverken her eller der og altid forbandet fri.
 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>