Mathilda Guldberg Printzlau: Fire digte fra samling

lyset
om morgenen

når du går med barnevognen
samler du
kastanjer
de botaniske kæmper
der aldrig før har taget din opmærksomhed

det er dit held
at barnet fødes i september
at temperaturen falder sammen med bladene
og en anelse langsommere end du lærer
en dag du kommer hjem er barnets fingernegle blå
en svag cyanotisk bræmme omkring dets læber
det kunne være sket for jer begge men
det skete for dig

kastanjerne
som du lægger i en krukke i køkkenets vindueskarm
kastanjestablens transformation
først en bjergkædesilhouet i nætternes gadelampelys
dernæst små tørre skaller
under solen
der slæber sig langs tagryggene

du stiller nye krukker frem

meget havde du troet ville blive
uoverskueligt
men ikke antallet af lag at påføre barnet
elefanthue eller den slags man binder under hagen
barnets far
der lægger sin finger mellem folderne i nakken
dig ventende på bedømmelsen
den sidste knap i midten
som I altid er uenige om

barnets kølige udendørssøvn
ind i vinteren ud i foråret
rosetterne af brunlige blomster
det eneste der i sommeren ser ud til allerede at være visnet
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnet ved ikke
at han eksisterer i verden separat fra dig
og derfor kan han ikke interagere med dig

du føler ikke længere
at du er dig selv
men heller ikke rigtigt at du er noget
nyt
det almindelige liv kan ikke hænge sammen
med det
der indeholder barnet

den største uretfærdighed er
at du ikke kan indtræde i moderskabet uden at
tilsidesætte dig selv
i moderskabet kan du ikke medbringe den du
var
aftenen få timer før du fødte
hvor du spiste takeaway som du hentede fordi du havde
lyst
i sofaen fordi du havde lyst
nu for evigt tilpasse dine behov til barnets
spise når barnet spiser
sove når barnet sover
tvinge en symbiose frem gennem vidt forskellige behov
skynde dig at tisse mens barnet græder i tremmesengen
og ham, der siger
jeg er træt
jeg går i seng
er det ok

det var meningen
at barnet skulle udfylde ensomheden
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnets duft om natten dets kropsvarme
dets iver efter at spise
de tunge bleer
barnet ved ikke hvad der findes i verden
udover det I giver

du ved endnu ikke om du elsker barnet
men du føler en dyb trang til at beskytte det
 
 
 
 
*
 
 
 
 
barnet
der nu virkelig er et barn
der nu rejser sig langs væggene
hver dag med et nyt blåt mærke
ansigtet flækket midt over
i et manisk grin
over disse nyerhvervede evner
du kan ikke længere løbe fra at han er
et menneske
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>