Kasper Bjerre: Fastelavnsboller

Der var en måned til fastelavn, men Lotte var allerede bagud: ClaraLicious og SpiseLouise havde for længst uploadet de første fastelavnsbollebilleder. Selv HverdagsVera og HyggeHejsaHelle havde nået det før hende. Især Claras foto havde gjort indtryk. Hun havde taget det foran en regnbue, så det så ud som om, den endte midt i fastelavnsbollen. Det gule og røde i buen matchede mascarponecremen og syltetøjets farver perfekt. Lotte havde modvilligt trykket like.
 
Der var heldigvis ingen, der havde lagt fastelavnsboller fra Chiffon op endnu. Det var den tidligere konditor fra Omnia, Marcel Strauss, der stod bag det legendariske bageri. Han havde efter sigende brugt elleve år på at perfektionere opskriften på Chiffons fastelavnsboller, eller specialavnsboller, som de selv kaldte dem. På trods af det kunne de kun købes en enkelt dag om året: I dag.
 
Det var begyndt at sne igen. Kulden borede sig ind i Lottes kinder. Istapper tegnede zigzagmønstre under tagrenderne. Køen til Chiffon virkede også som om, den var frosset fast. Hun kunne kun lige akkurat skimte bageriets messingskilt for enden af den menneskeflod, der bugtede sig hen mod indgangen.

Hendes mobil vibrerede. Hun var nødt til at tage den ene handske af for at låse den op. Frosten bed med det samme i fingerspidserne. Et sug gik gennem hende. Nu havde YogaHanne havde også delt en fastelavnsbolle. Fra Chiffon. Hendes puls hamrede. Hun vidste det. Hun skulle være kommet tidligere. Bare de ikke nåede at blive udsolgt.

Hun puttede hænderne i lommerne og stak sig på noget med den handskeløse hånd. Hun trak den forskrækket til sig. En rød prik tonede frem i hendes håndflade og begyndte at løbe i en tynd stribe. Hun førte hånden ned i lommen igen, denne gang mere forsigtigt, og tog det op, hun havde stukket sig på: Selfiestangen. Den havde hun helt glemt. Den var knækket midt over, da hun havde forsøgt at filme i snestormen forleden. Hun måtte snart se at få købt en ny.

Køen rykkede sig en smule.

Pigen foran hende havde taget billeder af sig selv i lige så lang tid, som Lotte havde stået bag hende. Det havde hun i snart en time. Hun havde langt lyst hår, som hun blev ved med at røre ved, mens hun poserede. Hendes telefon var iført et mobilcover med strittende kaninører i lyserødt plys. Hendes selfiestang var ikke knækket.

Lotte syntes, hun havde set hende før. Var det ikke Stina? Jo. StinaStyle95. Hun var ret sikker på, at de fulgte hinanden på Instagram.

Varmen vendte tilbage til hendes ansigt med en prikkende fornemmelse. Langt om længe var hun i den ende af køen, der var indenfor. Snefnuggene smeltede i hendes hår og løb koldt i alle retninger og dryppede ned på gulvet, der var belagt med glaserede, turkise fliser. En mindre eng af tørrede blomster dækkede loftet. Lotte tog et billede af det. Nogle piger bag hende gjorde det samme.

Chiffons ansatte havde travlt ved kasseapparaterne. Bagværket flygtede nærmest over disken.

Foran hende blev det Stinas tur. ”Fem specialavnere” sagde hun uden at se op fra kanintelefonen.
”Der var du heldig. Vi har faktisk kun seks tilbage.” Ekspedienten smilte et ekspedientsmil.
”Ej okay, hvor luksus.” Stina skubbede en hårlok om bag øret. ”Bare stik mig den sidste også så.”

Flisegulvet åbnede sig under Lotte. Hun faldt ud af sin krop og styrtede igennem et kagecremestykt mørke. Pigen bag kassen bevægede læberne, men Lotte kunne ikke høre, hvad hun sagde. Alt blev næsten sort, før hun ramte en bund og blev slynget tilbage i sin krop. Nu stod den forrest i køen.
”Hvad skulle det være?” gentog ekspedienten og så afventende på hende. Lotte stirrede på den tomme kagemontre i nogle sekunder. Så vendte hun sig om og gik ud af butikken.

Sneen var taget til.

Køen gik i opløsning i takt med, at rygtet om de udsolgte fastelavnsboller bredte sig.

Snefnuggene lagde sig tungt på hendes skuldre.

Ud ad øjenkrogen så hun noget lyserødt skinne i det hvide: Stina og kanintelefonen. I den hånd der ikke holdt plysmobilen, holdt hun sit trofæ i form af en turkisgrøn papirpose. På siden af den stod der CHIFFON med store guldbogstaver.

Lotte vidste ikke hvorfor, at hun begyndte at gå efter hende. Hun skulle egentlig i den modsatte retning. Hun så ned på sine støvler. Stinas fodspor var tydelige i sneen. De så ud til at bruge samme størrelse sko.

Hun sørgede for, at der hele tiden var en tilpas mange fodspor imellem dem. Stina stoppede for rødt og lod fingrene glide igennem sit hår. Hun holdt telefonen ud i strakt arm og lavede trutmund til skærmen.
Lotte sænkede farten. En bus kørte forbi. En dreng i flyverdragt pressede sin næse flad mod et af vinduerne og kiggede ligegyldigt ned på hende. Lotte så sin refleksion i busruden. Hvad var det, hun havde gang i?

Stina havde kurs mod den store sø. Lotte fortsatte efter hende. Sneen lå tykt på den usaltede grussti og lød som vat under støvlerne. Der var ingen andre i nærheden.

Lotte begyndte at gå hurtigere. Logoet glimtede på posen foran hende. Nu var hun kun få meter fra den. Hun opdagede, at hun knugede selfiestangen i lommen. Sneen knirkede. Stina vendte sig om. Posen svingede let i hendes hånd. Hun så op fra sin telefon og rettede overrasket på sit hår. ”Hey?”

Blodet fossede ud i sneen. Som syltetøj i flødeskum. Lotte vidste ikke hvordan, det var sket. Men selfiestangen befandt sig pludselig i siden af halsen på Stina. Kun metalhåndtaget stak ud som en mærkelig piercing. Kaninmobilen lå halvt begravet i en snedrive. Stina lå ved siden af og kunne ikke længere kigge på den. Hendes arme og ben bevægede sig i små, ubrugelige bevægelser. Det var som om, hun forsøgte at sige noget, men ordene kom kun ud som en svag gurglen. Hendes hånd knugede stadig Chiffon-posens hank. Lotte fik den dog hurtigt vristet fri.

Hun satte posen fra sig på sit køkkenbord og ignorerede de røde plamager, den havde fået i bunden. Hun tog specialavnsbollerne op. De lå i en æske af tykt, turkisfarvet pap. På låget var Chiffon-logoet præget i guld på samme måde som på posen. Hun bandt det lilla stofbånd omkring æsken op. Indersiden var beklædt med folie. Hun fik gåsehud.
Hun fandt den tallerken, hun havde udvalgt i forvejen frem, og placerede forsigtigt den flotteste af fastelavnsbollerne på den. Den grønne glasur glinsede.
Telefonkameraet ville ikke stille skarpt. Hendes hænder rystede for voldsomt af begejstring. Hun satte sit mobilkamerastativ op. Det var bedre. Hun havde svært ved at få luft. Først da hun havde fået taget det helt rigtige billede og havde trykket del, kunne hun slappe af.

Vaniljecremen klistrede til hendes fingre. Fyldet lå tungt i fastelavnsbollen og fik bunden til at bule ud. Den smagte mest af flødeskum. Flager af wienerdej dryssede ned på gulvet omkring hende. Marcipanen klæbede til hendes gane som fugemasse. Hun så på hullet, hun havde bidt i kagen. En mørkerød solbærkompot sivede langsomt ud. Hun sank med besvær og smed resten i skraldespanden.

 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Kan vi tale om den åbenlyse misogyni her? Især taget Kaspers andre udgivelser i betragtning.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>