Birgitte Krogh: Hverdagsting

Post-it
Skiftedagene foregår altid i døråbningen hos Laura. Kalle må ikke komme ind i lejligheden, når han afleverer Henry. Den aftale har de lavet i Familieretshuset sammen med en børnesagkyndig. Alligevel tager han jakken af og spørger om en kop kaffe. Bevæger hovedet frem og tilbage for at scanne køkkenet. Laura bakker forsigtigt ind i lejligheden med Henry foran sig og ryster på hovedet.
Kalles hånd bliver en tommestok, der folder sig ud lidt efter lidt og rækker ind i køkkenskabet efter den keramikkop, som Lauras mormor engang har drejet på et aftenskolekursus. Han skruer låget af den røde termokande og drikker den lunkne kaffe i lange slurke. Laura synes, det ligner noget fra en stumfilm, bare i farver. Hun begynder at tage elefanthue og handsker af Henry, selvom han godt kan gøre det selv. Lufferne er sat fast med klemmer og hænger slapt ned langs flyverdragtens sider, ligesom Laura bliver slap i nærheden af Kalle.
”Far tager lige en af de her lækre boller, Henry, så smutter han hjem igen”, siger Kalle, mens han letter på et Irma-viskestykke på køkkenbordet. Kalle spiser bollen uden tallerken og uden noget på. Laura følger krummerne fra hans mund til det nyvaskede trægulv, hvor hun har sat sig med Henry på skødet. Når bollen er spist færdig, vil Laura bede ham om at gå, har hun bestemt sig for.
Dengang Henry var baby, boede de alle tre sammen. Kalle hang gule post-it sedler rundt omkring i lejligheden, inden han tog afsted på arbejde om morgenen. Sætninger som ”Husk at skriv til mig”, ”Jeg håber ikke, du tænker på andre mænd” og ”Du kan ikke klare dig uden mig” dalede ned fra køleskab, spejle og døre, når han var gået. En dag havde han overgået sig selv og efterladt 30 sedler i den 63 m2 store lejlighed. Den dag pakkede hun en taske, puttede Henry i barnevognen og flyttede ind hos sin bror.
”Mor, hvorfor trækker du vejret så sjovt?”, siger Henry og kigger op på Laura med nakken tilbage.

 
 
 

Citronsorbet
Jeg ser hans glade mund spise den citronsorbet, som jeg har lavet. Hans højre ben gynger under bordet, som et barn, der vejer sine nye sko.
Jeg prøver at lade være med at tænke på: en skål i tre stykker på gulvet. Citronsorbet op af skabslågerne. En hånd, der svinger mod min kind.

 
 
 

Ladcyklen
Johannes kommer cyklende ned ad en stille villavej, hvor varmen har lagt sig til rette mellem de pudsede murstensvægge. Der løber svedperler langs hans rygrad, selvom han kører langsomt, og der er el på ladcyklen. Børnene griner til hinanden fra hver deres sæde. Pigen skyder med en grøn vandpistol ind i drengens mund. Vandet, han sprutter ud, løber fra hagen ned på hans Barcelona-fodboldtrøje. Johannes smiler og kniber øjnene sammen for at undgå at blive ramt af en ny stråle fra vandpistolen rettet mod ham. ”Det skal du få betalt”, griner han. Han parkerer cyklen på fortovet og kilder pigen, som hviner, at han skal stoppe. Han løfter hende op, og hun fortsætter i gadedrengeløb foran ladcyklen. Perlekæden om hendes hals svinger fra side til side.
Lyden af et bilhorn får Johannes til at fare sammen. En kvinde med solbriller og blomstret kjole kommer ud af en grå Suzuki.
”Hvad vil du,” vrisser Johannes. ”Du skal først have børnene i næste uge.”
”Det er også mine børn,” snerrer kvinden og trækker så hårdt i pigen, at hun vælter. ”Undskyld, skat det var ikke meningen.” En tåre rammer jorden, da pigen bøjer sig ned efter sin vandpistol. Hun drejer sit hoved om efter Johannes, mens hun bliver ført væk. Morens skridt er små og larmende i et par højhælede sandaler med similisten.
Drengen løber hen og stiller sig tæt op af opgangen med ansigtet mod døren. Johannes sparker hårdt til en sten på jorden, da Suzukien kører væk.

 
 
 

Saksen
Første gang hun kastede med noget i en diskussion, var det en skruetrækker. Den fløj igennem rummet, som havde hun ramt plet med rundboldbattet, og lavede et mærke på endevæggen. Hun var ude af døren, før han nåede at vende sig om. Efter en times tid kom hun tilbage og kyssede ham i nakken, som om hun bare havde været et smut i Netto. Kom hjem og satte den gule pose på gulvet.
Anden gang var det en saks, sådan en orange en fra køkkenskuffen, og den havde retning mod manden, der gik og lagde tøj sammen. Han så den på vej i spejlet og nåede derfor at bukke sig. Hun sagde ikke engang undskyld, heller ikke til deres datter, som fik lidt glas i foden på vej i seng.
Til psykologen fortalte han om de billeder, han var begyndt at se for sig: en kiste i genbrugsmateriale med hørpude, sønnen med Ninjago-skoletasken på ryggen og hånden for munden, en tyk stråle af blod ud i rummet.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (1)
Kommentér

1 Kommentarer.

  1. Godt beskrevet Birgitte og ja vold kan både mænd og kvinder udsættes for, selvom det oftest er kvinder der er voldsudsatte.

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>