Jonas Majcherek Klingenberg: Fire tekster

Mors sofa

Mors sofa lugter af mongoltis. Egentlig lugter den vel bare af tis. Men det er trods alt en mongol, som har tisset i den.
Mor har fået sofaen gratis fra sit arbejde. Og gratis er ikke mange penge. Så det betaler man gerne, selvom en mongol har tisset i den. Mor arbejder i Bo og Naboskab i Holeby. Det var en af beboerne, som ikke kunne holde på vandet.
Det er en stor hjørnesofa i sort læder. Der er plads til mange mennesker i den. Vi er kun mor, min søster og jeg. Vi har ikke brug for så stor en sofa. Men den er gratis.
Mor strøer kartoffelmel ud over det berørte område. Jeg synes ikke rigtig, det hjælper.
Mor klipper læderbetrækket op og syr et nyt på. Det burde være til at få sort læder til at matche med sort læder. Men det er meget tydeligt, hvor mors lappeløsning starter og slutter. Måske er det ikke rigtig læder, hun har syet på. Læder er dyrt, det ved jeg. Desuden er tisset vist trukket ned i polstringen. Mors sofa lugter stadig af mongoltis. Vores stue lugter af mongoltis.
Mine klassekammerater synes, det er mærkeligt.
”Hvorfor lugter jeres sofa af tis?”
Jeg siger, det er fordi, der er en mongol, som har tisset i den. At vi har fået den gratis, og at gratis ikke er mange penge, så det betaler man gerne for en sofa, selvom den lugter af tis. Jeg håber, at mor snart kan få lugten af mongoltis til at forsvinde.

 
 
 

Når man flytter hjemmefra, behøver man ikke spise kålpizza
Vi står i køkkenet, min storesøster og jeg. Vi snakker om det at flytte hjemmefra. Min søster er otte år ældre end jeg, så det er ikke så langt ude i fremtiden for hende. Jeg forstår ikke, hvorfor hun har lyst til det. Alt det ansvar, som følger med. Pligterne. Huslejen. Og så skal man også selv handle og lave mad.
      Min søster sætter sig på hug foran mig, lægger den ene arm om mine skuldre og ser mig ind i øjnene.
      ”Men når man flytter hjemmefra,” siger hun, ”så betyder det også, at man selv får lov til at bestemme alting. Så bestemmer man for eksempel helt selv, hvad man skal have at spise til aftensmad. Så behøver man kun at spise de ting, man selv kan lide.”
      Jeg står helt stille, siger ikke en lyd. Jeg tænker over det, hun lige har sagt. Jeg ser pandekager, pasta med kødsovs og brunede kartofler for mig. Det her er spritny information.
      Men jeg tænker også på mors skidne æg, på mors porretærte, på mors kålpizza. Mest af alt tænker jeg på kålpizza. Kål-pizza.
      Hjemme hos mor er reglen, at man skal smage på maden først. Og selv hvis man ikke kan lide den, er der sjældent et alternativ. Jeg synes, det er uretfærdigt. Jeg ved godt, at jeg ikke kan lide kålpizza. Det har jeg aldrig kunnet, og det ændrer sig ikke ved, at jeg smager på det igen. Men når det er sidst på måneden, står menuen på kålpizza.
      Kålpizza er præcist, hvad navnet indikerer: Kål på pizza. Et hvidkålshoved snittet i tern, lagt som et bjerg ovenpå en mel- og vanddej og bagt ved 180 ℃ i 10-15 minutter: Kålpizza. Her er ingen ”dryssen med nænsom hånd”, ingen eksotiske krydderier, olier eller urter. Bare ren og skær kål på dej. Kålpizza.
      Ansigtet forvrænger sig i en grimasse, allerede inden der er taget en bid. En tør fornemmelse i svælget. Halvstive, lunkne kåltern klæber sig til ganen og gemmer sig i alle afkroge af munden. Den skarpe, bitre smag overvælder smagsløgene. Krkkgr. Krkkgr. Den knasende lyd af kål mellem kindtænderne runger for det indre øre i takt med kæbernes kværnende arbejde. Krkkgr. Krkkgr. Der er alt for meget bid i kålternene (og alt for højt et lag af dem), til at de kan synkes uden først at blive forarbejdet. Krkkgr. Krkkgr. Kæbemusklerne bliver ømme af det monotone arbejde. Krkkgr. Krkkgr. Tungen forsøger at fremskaffe væske nok til at bløde kålen og dejen op, så den nemmere kan glide ned. Til sidst er munden fyldt med en bitter mos af mikroskopiske kålrester og gennemvædet dej. Gulp.
      Jeg forstår pludselig min søster. Men der er noget i hendes argumentation, jeg ikke kan få til at hænge sammen. Jeg tøver lidt, prøver at formulere det, som nager mig. Jeg ser op på min søster.
      ”Men betyder det så, at mor selv godt kan lide al den mad, hun laver?”

 
 
 

Hashkongen af Frejlev
Han er kendt som Hashkongen af Frejlev. I mindre kriminelle kredse som Hippie-Jørgen. I hippiekredse som Sports-Jørgen eller Sofa-Jørgen. For mig er han bare far.
      Den friske duft af nyplukket hamp fra loftsbjælkerne fylder førstesalen, når høsten er bragt i hus. Hampbladene lukker sig om sig selv og bliver til små indtørrede, grønne kugler. Åbner man det blå skab i det bagerste værelse, kan man se dem ligge og hvile sig i bunkevis på hylderne ved siden af Risla-papir, jointrør, tobaksdåser og kobbertrådsnet.
      Da han blev taget, havde han fire kilo på sig. Han siger, de ikke engang fandt det hele. Når han var på udgang fra Horserød, smuglede han plader ind gemt i gamle VHS-bånd. Min far har altid været en opfindsom mand. Andre indsatte gemte smågram i plastikæggene fra Kinderæg, tapede dem til og proppede dem godt op i røvhullet. Det skulle min far ikke nyde noget af. På sin måde kunne han let smugle 100 gram ind og slap samtidig for Kinderæg i endetarmen.
      Alting kan han finde ud med sin krøllede hjerne. Han bygger blokfløjter i forskellige tonearter af bambusrør fra fakkelholdere eller metalrør fra telte. Engang byggede han en armbrøst til mig af et stoleben. En armbrøst. Den bruger jeg til at spille dart med oppe på loftet, når min far har besøg af sine venner. ZING.
      Jeg synes, de er lidt mærkelige nogle af dem. Bent kan tale med sten – til gengæld knap så meget med mennesker. Per i rullestolen betaler ofte min far med elektronikprodukter. Og Karl, min klasselærer, han er forbi min far for at få helt styr på de ting, han skal undervise os i næste dag i skolen. Den bliver klaret over en chillum. Værelset er altid fuld af røg, så det svier i øjnene og kradser i halsen, når der er gæster. Så er det altså sjovere at ramme Bullseye med en armbrøst. ZING.

 
 
 

Demens
Jeg ved ikke, hvem den sure mand i hjørnet af Bedstemors spisestue er. Ham den gamle i lænestolen henne ved skrivebordet. Jeg ved, at jeg kalder ham ”Bedstefar”. Men jeg kender ham ikke. Og han kender ikke mig.
      Jeg kan navnene på alle de nordiske guder, kender de hemmelige tricks til at springe verdener over i Super Mario Bros 3 på Nintendo og kan synge hele Pianomand med Kim Larsen. Jeg spiller fodbold i haven, ser Ninja Turtles i tv, spiller Romy med Bedstemor, spiser boller med tandsmør og drikker varm kakao med flødeskum, læser i Bedstemors eksemplar af Saxos Danmarkskrønike. Men han aner det ikke.
      Han tilbringer hver dag i lænestolen med at holde øje med Frejlev Forsamlingshus, mens han lægger sin kabale. Jeg er sikker på, han ikke kan huske reglerne, men den går belejligt nok altid op. Uret i Bedstemors spisestue fylder rummet. Tik-tik. Tik-tik.
      ”Hvor kommer du fra?” spørger han mig altid.
      Jeg tror, han laver sjov. Jeg forstår det ikke. Tik-tik. Tik-tik.
      ”Jeg har bare været ovenpå sammen med far. Bedstemor siger, vi skal spise.”
      De store øjne i det grove ansigt med de daggamle skægstubbe betragter mig undrende. Det tynde, gråhvide hår stritter ud under sixpencen. Gårdmandsgrabberne knuger om hvert sit armlæn, mens han læner sig frem i lænestolen. Han stirrer længe på mig sådan. Tik-tik. Tik-tik. Ryster så på hovedet. Grynter. Vender tilbage til sin kabale og til sin overvågning af forsamlingshuset. Tik-tik. Tik-tik.
      Bedstefar maser de kogte grøntsager til mos med gaflen, blander mosen med den brune sovs, skovler det i sig. Tik-tik. Tik-tik. Vi skal have rødgrød med fløde til dessert. Skeen forsvinder nærmest i hans knyttede kæmpehånd. Tik-tik. Tik-tik.
      Bagefter er der Lykkehjulet i tv eller Hvornår var det nu det var? Som om Bedstefar skulle kunne huske det. Bedstemor og far gætter med. Jeg sidder bare og stirrer ind i billedrørs-tv’et. Ligesom Bedstefar.
      Det er formiddag. Jeg ligger på gulvet og bladrer i Bedstemors fotoalbum. Jeg stopper på en af siderne. Tik-tik. Tik-tik. På et billede sidder en ung, velfriseret mand og smiler til mig. Man kan se hans blottede overarm. Aldrig har jeg set så stor en overarm. Jeg kigger op fra fotoalbummet og hen på den gamle mand i hjørnet ved skrivebordet. Tik-tik. Tik-tik.
      Da han dør, er det en anden mand, de begraver. Præsten siger en masse fine ord. Men de handler om en mand, der døde mange år forinden. Den mand på sort-hvid fotografiet med de gigantiske overarme i Bedstemors fotoalbum. Den mand har jeg aldrig kendt. Og han har heller aldrig kendt mig. Den mand, var ikke ham, jeg kaldte Bedstefar.

 
 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>