Slagtryk, april 2022

April måneds 4 bidrag er samlet i en PDF.

Ella Koppel står bag forsiderne i 2022.

Download PDF-en her:
April 2022 [1,4 MB]

– – – –

 
 
Redaktionelt
– ved redaktør Anna Livia Boljén Lambert

Aliasapril

Det er april. Vejret er omskifteligt, og hvorfor ikke være som vejret, hvorfor ikke også have flere ansigter? For tiden leger jeg med tanken om, hvad jeg ville hedde, hvis jeg skulle have et alias (hvis jeg nu engang skulle blive DJ… eller digter!). Efter en ustruktureret, men grundig, research fandt jeg ud af, at der faktisk er rigtig mange forfattere, som har udgivet under pseudonym. Mange af de forfattere, som jeg læste om, havde helt almindelige dæknavne, men der var også mange, som havde fundet på noget sjovt. Et par eksempler:

• Boz (Charles Dickens)
• George Eliot (Mary Ann Evans)
• Florio (Fanny Purdy Palmer)
• Silence Dogood (Benjamin Franklin)
• Busy Body (også Benjamin Franklin)
• Lemony Snicket (Daniel Handler)

… Hvor min yndlings umiddelbart (og uden tøven) må udpeges til at være Lemony Snicket.
“What’s in a name?” spørger Juliet Capulet i Shakespeares (måske allermest) kendte stykke, Romeo and Juliet, og selv om hun giver sit svar i stykket, så vil jeg alligevel tillade mig at dvæle ved det. I må støve jeres gamle Shakespeareantologi af, hvis I hellere vil have Juliets svar.

Det må antages, at der findes flere årsager til at gemme sig bag et pseudonym. Den første og mest oplagte er, at man ikke kan udgive sine værker i sit oprindelige navn, fordi man i det tilfælde ville blive enten overset eller problematiseret (jeg tænker her på kvinder, der har taget sig et maskulint klingende alias for at undgå, at deres litteratur blev fravalgt på baggrund af deres køn).

Den anden – mindre oplagte – årsag er, at man simpelthen ønsker at tage en smule pis på omverdenen (Lemony Snicket, det er dig, jeg tænker på): det er simpelthen for kedeligt at være Hr. Eller Fr. Andersen, når man kan være Hr. Boz eller Fr. Busy Body.

Som jeg sidder her og skriver denne måneds redaktionelle tekst, falder der mig en ny årsag ind: Man kan også været havnet i en situation, hvor man har forfattet et tekststykke, hvortil ens navn simpelthen ikke passer. Jeg studerer til daglig økonomi på Københavns Universitet – et studie, hvor sproget reduceres til rå formidling af information. Alle metaforer, alle stilfigurer – alt, der spræller og gør en tekst levende – det skal luges ud, som var det ukrudt i en prydhave. Min gamle underviser plejede at tegne blomster i marginen på mine opgaver. Ikke fordi fordi opgavens sprog var fængende. Nej – det var, fordi jeg havde gjort mig skyldig i at begå en sprogblomst. Sproget var for spirende og for lidt to-the-point (hvilket for resten er lidt af en præstation, for det er ikke nemt at skrive med indlevelse om kronekrisen).

Denne redaktionelle tekst skrives ud fra, hvad der sejler rundt i mit hoved, og det gør den på en måde til min egen. Men i det øjeblik jeg underskriver mine opgaver, føler jeg ofte, at de er skrevet af en anden. Her ville et alias næsten være rart at have (Boz, ligesom Charles Dickens, måske? Det ville jeg stensikkert få en blomst i marginen for).

Når man så er afklaret med, at man ønsker sig et alias, så skal man til et finde på et. Her er det vigtigt, at man ikke jagter sit alias: det skal komme frivilligt til en, ligesom en slags mini-epifani. Præcis ligesom et digt kommer til Søren Ulrik Thomsen. Jørgen Leth lavede engang en dokumentar om Søren Ulrik Thomsen (tænk, et fedt alias: SUT). Det er på alle måder en meget stemningsfuld film, spækket med de bedste Lethske stillbilleder: ravne, der flakser op fra et træ; regn, der siler ned ad glasflader; kaffe, der snurrer rundt i en kop og endelig – SUT selv, siddende på mageligste vis i sin chesterfieldlænestol. Mens han sidder der, hører man en speak, indtalt af Søren Ulrik selv. På speaken lyder det: Når jeg skal skrive et digt, så lader jeg teksten komme til mig. Jeg jagter ikke digtet – jeg er en sø, og jeg lader digtet stige op i mig. Smukt sagt, sut! (og hvis man et kort øjeblik konkretiserer metaforen: hvad stiger op i en sø? Er der andet end de små iltbobler, som algerne danner, når de fotosyntetiserer?).

Jeg vil lade dette være en opfordring. Forestil jer, at I er søer (eller damme, vandhuller eller stille åer, hvad I nu føler jer som), og at jeres alias ligger dernede på bunden, pakket ind i grønligt dynd. Det er et spørgsmål om tid, før det river sig fri og stiger op til overfladen som en lysende boble af ilt. Så er opgaven bare at række ud … og tage det!

Noget andet, som blev rakt ud og taget, det var mikrofonen til det lanceringsevent, som løb af stablen i Kulturhuset på Islands Brygge d. 1. april. Her havde vi – os fra Slagtryk, hey! – fornøjelsen af at invitere til udgivelse af vores temanummer Mennesket, Klimaet og Litteraturen. 16 forfattere var repræsenteret i det temanummer, ti af dem kom og læste deres tekster op, og vi fire redaktører kunne ikke have ønsket os mere. Tak til jer, som kom, læste og lyttede!

Efter oplæsningerne pluggede det upbeat (og megafede) band VAKT deres guitarer in og satte toner på aftenen. Alle kender følelsen af en flad livekoncert, men tro mig, med VAKT på scenen kunne den følelse ikke ligge længere væk. VAKT skal I helt klart lytte til, hvis I ikke kom til arrangementet og hørte dem der.

Peace out!

– Anna Livia AKA Sascha Slinkova, Erik Skærild Hede, Isak Andersson eller Alma Estray

 
 

Vis / skriv kommentar (0)

Skriv en kommentar

Kommentarer godkendes af redaktionen før de publiceres.
Du kan skrive med <b>fed</b>, <i>kursiv</i> og indsætte links
<a href="http://www.linkurl.dk">linktekst</a>