Som endda Gardasøen
Som små bølger
med skumkruseduller om anklerne.
Kig til Kitesurf og Kullen
trætte børn smelter på tæpper
henkastet is og græder
sandblæste kinder tårefritørres,
der resterer en pomfrit,
som spises, med selvfølge.
Tanggrønne havfrueøjne,
plasker med halerne i det vand;
griner fordi vi elsker at grine sammen
alt det bedste vi kan.
Kører ladcyklen gennem november.
Planer bare gennem bladhavet, så
alt omkring os plasker.
Hepper på mere og I
snøfter og griner på skift.
Vejen er en knitrede stjernekaster
vi løfter benene for den
og hviner.
Vi krammer de visne blade
får muld på tøjet og fingrene og
peger en rørhat ud på plænen
imens
lægger duggen sig forsigtigt på kinderne
Nu vil den have aftenen for sig selv
klapper jeg i hænderne og påstår
at indenfor er lyset dæmpet og der dufter af pizza.
Vi sparker skoene af med besvær,
tænder en radiator og lægger
huerne forsigtigt på.
Står og kysser på en bådebro
i mørket over en slotssø fyldt
med rød- eller hvidvin;
vi står på det bredeste punkt på glasset
bådebroen gynger,
det er os, der står fast.
Det er ligesom at være teenager igen,
tænker jeg sigende og fortryder
straks referencen til
(hvad jeg ved et uheld får kaldt)
“alle mine” tidligere kvinder
Jeg har taget min nye skjorte på.
Men jeg var jo bare ung og ny
i Vejle og København
og du ved, hvordan det var.
Jeg øvede mig bare
til det her endegyldige snav
en lørdag aften
på en bådebro
i mørket
over Hillerød.
Vi bryder op af vinen og går hjemad
Laura skal ikke for sent hjem
og hvem ved,
hvornår ungerne vågner.
Ud at se på verden
Ud at føle sig fri og ubundet
Ud at jagte duer på alle verdens Peterspladser
Ud at samle forråd ind af
smil sprog kultur espresso.
Ud at se på mennesker
Ud at være en ordentlig familie
Ud at lave scener som sædvanlig
som romerne elsker vi jo
Det Store Spektakel
Snot gråd trøst vaniljeis
Bellissimo!
Dvasker bare rundt i Rom,
ser på kvarteret
Nyder at være sammen i en anden sammenhæng.
Ikke at opleve ferie, men nye hverdage
på italiensk.
Vi ser på kirker, slotte og mennesker.
Har set det før og det er stadig smukt.
Det er
gyldent at stå og kigge ud over Tiberen.
Det går op for os hvor gammelt det hele er
Roms monumenter står bare der og
praler i aftensolen.
Tænk at være barn og vokse op sådan et sted.
Jeres blikke er flakkende, men fokuserede.
Jeres kinder er fyldt med jordbæris.
vi tænker på, hvad I vil huske herfra:
legepladsen eller kontrasten
mellem vores velkendte hverdage
og den store verdens atmosfæriske skønhed.