Oprørte vande
Der findes tre slags mennesker,
formentlig flere endnu
Skibsmasten
salig hævet over oprørte vande
rank og massiv
Fyrtårnet
hvis hvide spydspids flænser
mørkets tætte kappe
og går til i upåagtet stjernedød
Bølgerne
overladt til klippers nåde
forvist til breddens stenede bræmme
hvor de pisker sig selv til døde
*
Plasticparadis
Sisyfos, min ven
en slagen mand
ved bjergets fod
Du yder så meget,
nyder så sjældent
En last som en kampesten
hviler på dine smalle skuldre
lig en rævepels
der smyger sig om en forgyldt nakke
En næve af jern er imidlertid
hvidglødende låst om
din strube
Min ven Sisyfos,
mens du slæber dig mod din højborg
med blytunge ben
står det skrevet
i de stadig dybere trækninger
ved dine mundvige
at du også tænker på,
hvem der er dømt til en præmatur død
i Plasticparadiset
Det betyder lidet,
hvis den overlevende af de to
alligevel skal spise den andens ådsel
når han slipper igennem kværnen
og bliver optimeret effektiviseret rationaliseret
Men Sisyfos, min ven
vi mødes ved bjergets fod
og lader os æde og spytte ud
arm i arm
Vi har vores forjættede land
og den blussende tosomhed
er der ingen, der nægter os