Den 16. juni, ukendt årstal
– Mor, jeg hader den her dag, siger jeg.
– Jeg fucking hader den, siger jeg.
– Jeg fucking hader den så meget, at jeg ikke kan beskrive det.
– Så, siger mor.
– Jeg bryder mig heller ikke om den, siger hun.
* * *
Én og mange dage i mit liv
Jeg vågner af kvælningsfornemmelse med tænderne om mit hjerte. Teksturen er kødfuld og formen udsplattet – noget, der senere viser sig at være min tunge. Jeg mærker den i hele dens tyngde med den pegefinger, jeg kører rundt i munden.
– Her, siger en stemme og rækker mig et stykke papir fra mit natbord.
Det er min egen stemme – en dissonans af noget fremmed genkendeligt – og min egen arm, der holder papiret. Nu kommer ticksene. To hurtige blink. Et halvt sekunds pause. Og så et blink mere.
Min hud er bleg, selvom solen har stået over mig sommeren igennem. Helt ind i de sene efterårsmåneder, hvor træerne når at dø for mine fødder.
Min ranke position er helt manisk i sin fremtoning under solskiven.
En skygge falder på spidsen af min næse.
– Sig til, hvis du vil tale om det, siger mor.
– Jeg vil ikke presse på, hvis du ikke vil tale om det, siger mor.
Solen glider om bag en bygning og senere bag en forbipasserende bil. Jeg springer til siden for at samle den tabte varme op. Måske vil jeg gløde ud under solen? Måske handler det om, at min familie kaldte dig for Sun?
Jeg dupper grundigt min blodige tunge med papiret. Jeg tænker på at hviske tak, men gør det ikke. Måske vil jeg begrænse ordene til konkret bevægelse?
Taktfast dupper jeg videre på tungen, mens dagen puster sig op i mine lunger.
En slank stank af jern glider ned langs min strube, og flere timer senere smager jeg øl. Væsken risler mellem mine tænder. Musikken er en hinde mellem drøm og virkelighed, et sitrende spændingsfelt over min trommehinde, klar til at briste.
– De er bedst på fad, siger M.
Vi er to usynlige eksistenser til en fredagsbar.
– Du kan måske bedre lide dem på flaske? spørger M og slynger håret rundt i en cirkel.
Hendes ansigt taler til den kønne del af verden.
– Nej, jeg kan også bedst lide dem på fad, siger jeg, selvom jeg ikke har en holdning til det.
Har jeg overhovedet en holdning til noget?
Jeg retter på den top, der skarver mod mine kraveben. Det er få dage siden, at jeg så ham i undervisningslokalet. Store runde briller og et smil, der strækker sig langt ind i fremtiden.
– Vi skal være fulde, siger M og bunder sin øl.
– Og hvorfor smiler du? spørger hun.
– Jeg smiler ikke, siger jeg til M.
– Og vi skal være så fulde, siger jeg og strækker mit ansigt.
I dag er mine læber optegnende. En rosa farve glinser på mine fingernegle, og øjnene er markeret i sort.
M’s hånd bevæger sig fra lommen, gennem hendes hår og videre ind mellem mine fingre. Pludselig bliver jeg nedtrykt. Musikken har ændret retning. Jeg ser et gammelt udsnit af verden i et sekund, hvor vejrtrækningen opløses.
En glasblå åre pulserer på min håndryg.
Med en slange suger jeg spyttet ud af din mund.
For tretten minutter siden hejste vi dig op i liften.
Vægt dags dato: 55 kilo.
M’s hånd på min skulder.
– Er du okay? spørger hun.
Jeg nikker og bunder min øl. Resten af aftenen ser jeg ned på mine fødder. Jeg skal se på mine fødder, tænker jeg og dyrker opfattelsen frem til en sandhed ude på dansegulvet.
De runde brillers arm strejfer mine hofter, men jeg ænser det ikke.
Jeg står i en tynd, lige streg, hvor selv små skridt er uligevægtige.
* * *
Jeg sidder hos min psykolog.
Mine læber former sig om de samme sætninger som sidste gang. Imens tænker jeg på de runde briller.
– Det er helt naturligt at fortælle de samme ting igen og igen, siger R.
R sidder med foldede hænder og et oplagt ansigt, der er så åbent, at jeg lige akkurat kan spejle mig i det. Jeg aner ingenting om R, men hun er i alle mine celler. Et overgreb, jeg selv har tilladt, mens jeg fører dette vandglas op til mine læber.
– Det er mit hjerte, siger jeg og lægger hånden på brystet.
– Det banker og banker, siger jeg.
En halv time senere ringer jeg til en veninde for at tale om de runde briller.
– Han er nok ikke lige mig, siger jeg.
– Nej, det må også være svært for dig, siger min veninde.
Jeg er stille i et sekund, hvor spidsen af min fodsål penetrerer den skygge, der bliver ved med at være foran mig. En konstant uopnåelig meter.
– Altså, tilføjer min veninde hurtigt.
– Det må bare være svært for dig ikke sådan at sammenligne.
– Det er bare det, jeg mener, siger hun.
Vi lægger på, og jeg føler mig sløj. R hostede voldsomt i dag – måske er det bare det.
Jeg kryber ind under dynen i én lang bevægelse. Min døsige krop lægger sig i bunden af det liv, der strækker sig ind i morgendagen.
Jeg kan ikke sove og drikker vin for at falde i søvn. Varmen breder sig i mine fingerspidser, og kort efter rører jeg ved din gravsten. Din mor står ved siden af mig. Hendes skikkelse i hvidt og gråt. Hun knuger min hånd, mens det indre flyder over i hendes øjne. Solen gør stenen rødglinsende i den firkant, som mit blik har rettet sig imod.
Den lige streg i luften forfølger mig. I blikket, på dansegulvet, ved din gravsten og i min seng. Langt ud på natten ligger jeg udstrakt med hænderne ned langs siden. Lugten af kapel i starten af søvnen. Til sidst er jeg en del af natten, og du bliver til virkelighed. Tiden står stille, indtil drømmen forkaster mig.
Jeg vågner og skriger.
– Jeg elsker dig, hvisker jeg til din mor, der stadig er helt farveløs i solen.
Hendes hånd stryger over din gravsten. Min egen mor står et par meter bagude. Ved siden af hende står min far. De ved, at de skal stå der, ligesom jeg ved, at jeg skal stå her. Alle ved det, og nu siger jeg igen, igen Jeg elsker dig til din mor. Hendes greb om min hånd bliver strammere, og jeg rammes af en uafrystelig frygt, der har form som en fremtid. Deform, tænker jeg.
– Han ville være så stolt af dig, siger din mor, mens kvalmen stiger op i mig.
– Jeg fatter ikke, at du altid skal kaste op, siger M og holder mit hår på toilettet.
Igen er vi til fredagsbar.
Jeg kan ikke præcisere det tidspunkt, vi er kommet.
Men med en vis sikkerhed kan jeg sige: En cirkel af tid bag mine skridt. To centimeter fra toiletkummen og mine tåspidser.
– Skal vi ryge? spørger M.
Baren, graven, sengen. Baren igen, og nu med fødderne på et klistret toiletgulv.
– To sekunder, siger jeg og brækker resten af mine indvolde op.
– Jeg ryger altså ikke, siger jeg og glemmer, at M slet ikke kender mig så godt.
* * *
– Det er helt okay, at det er de samme ting, du har brug for at tale om, siger R.
– Det er meget naturligt, siger R.
– Det er bare mit hjerte, siger jeg.
R nikker og tager en dyb indånding, som jeg følger med halvlukkede øjne.
– Sådan, siger R og folder hænderne i skødet.
Hendes blik gribes af den lille blok, der hviler på hendes lår. Et skelet, hvorpå mine tanker siver ind i en tyngde af ensformighed.
– Behøver du virkelig at have blokken med? spørger jeg.
Selv mine øjne er ordinære – helt uden fremdrift.
Ikke et eneste farveskift i iris, når jeg tænder for lampen i min entré.
Verden glor på mig med de samme sommerlige rapsmarker og højthejsede flag ved fødselsdage.
– Ja, jeg skal have blokken med, siger R.
– Der sker noget med dig, siger R.
* * *
– Hans mor er ligesom en mor for mig, siger jeg.
Ikke til R, men til en kollega. Vi er til julefrokost på arbejdet. Efter tre glas vin er dine søskende også mine søskende.
– De er ligesom mine egne, siger jeg, mens min mundvig dirrer ud til siden.
Et halvt år senere møder jeg din fætter i den slanke passage mod McDonald’s.
– Hej, siger han.
Jeg stopper op og slipper de runde brillers hånd. Jeg tørrer hånden af i buksebenet.
– Hej, siger jeg.
– Du skal bare leve dit liv, siger din fætter og kigger kort på de runde briller.
Jeg stirrer ud i en luft, der afpiller forskellige lag af min eksistens. Efter to sekunder er min krop hudløst nøgen. Jeg er luft mellem runde murbrokker i en slank passage mod McDonald’s.
– Nå, det var godt at se dig, siger din fætter og gør et nik i den modsatte retning af mine tåspidser.
– Jeg må nok … siger han.
– I lige måde, siger jeg og bliver stående.
Hele vejen hjem går jeg med hænderne stramt langs siden. Brostenene ligger kluntet for mine fødder, og jeg begynder at tænke tilbage på tidligere skridt, jeg har taget. År passerer gennem min hjerne som grænseløse snitsår. Jeg genoplever fortid blandt caféborde og et grædende barn i en klapvogn.
Jeg står og suger spyttet ud af din mund.
Sondemaden glider ind i dine årer.
Du skriver på tavlen, at du er blevet en grøntsag.
– Nej, siger jeg og tager din hånd.
Men jeg kan ikke forklare, hvor din stemme er blevet af.
De runde briller låser døren til vores lejlighed op.
– Hvordan var det nu? spørger han.
– Skulle vi prøve at rykke sengen ind i det andet rum? siger han.
De runde briller fylder stilheden med ord, og jeg kysser ham varmt og længe, mens jeg ikke ved, hvor jeg skal placere mig. Ikke rent fysisk – her taler jeg om pladsen i mine skinagtige knogler, der skurrer mod hinanden. Skæve og urokkelige og alligevel konstant bevægelige. Enkelte tårer bliver det også til.
– Hallo, siger de runde briller.
Han krammer mig længe bagfra.
– Ja, undskyld, siger jeg.
– Du skal ikke undskylde, siger han og tager min hånd.
– Det er bare mit hjerte, siger jeg og fører hans hånd over mit bryst.
* * *
Tiden er sammenpresset spildevand mellem mine let spredte fingre. Jeg skyller stadig tilbage i fortiden, mens vandet løber.
15 millimeter på en time til formiddag.
De runde briller når lige akkurat at redde det spisebord, du forærede mig i fødselsdagsgave. Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg satte det udenfor, det kan ikke tåle fugt.
Senere taler mor horoskoper, du ville grine af. Vi spiser pomfritter ved et plankebord i byen. Glasset i de runde briller reflekterer en solstråle.
Solen har et særligt lys.
Den sidder på min tunge, da jeg siger dit navn.
Mor smiler. Rømmer sig, men siger ikke mere.
Om aftenen falder solen sammen under mine fodsåler.
Udsplattet under mine hurtige skridt.
Jeg tramper på fortovet.
Om fredagen udslettes den af regnen. Karamelfarvede stråler slukkes med min hånd på din grav. Ikke i virkeligheden. I drømmen, hvor jeg har mistet kontrollen.
– Det er helt naturligt, siger R.
– Men flot, at du nævnte ham her den anden dag, siger R.
– Det er fremskridt, siger hun.