Anne Katrine Bagai: Tre tekster

Tak for besøget

al maden suger de indre organer helt sammen som en svamp
de blå mærker fra i går i dag jeg cykler 200 km i timen
så er det kaffe og kiks
dit læderansigt i guldindpakning baby baby
min gamle mand min nye mand
min fladpandede omvandring
steen steensen blicher gik på heden, jeg går rundt på mennesker med ondt i røven
stikker stokken ned i det bløde fundament og råber
you shall not pass
kan man virkeligt have nok i hinanden på den måde
fem flasker vin en stolthed på prøve
mine sener skriger mine arme løftes min mund gaber op for jordbærkage og valgflæsk
når rygge danser discoskollaps
når små piger med fuglemunde skræpper i kor og provinsens hjertekatar pumper. damdamdamdam, bygget af rundkørsler og barnevogne
bag ved fjernsynet æder vi bastognekiks og snakker om krigen
vi lader krummerne blive i tænderne man kan lugte
ligene under murbrokkerne siger reporteren
vi kigger på hinanden
tak for besøget siger du
min stemme på papir i væltede møbler i brudte aftaler
i min krop, i min skyld min skyld
træk persiennerne for og græd hvis det er det du vil
tag min skyld bagfra
send mig et fucking postkort
tak for besøget siger du igen
 
 
 
Ild

dit benede ansigt i sollyset
røde øjne bag alienbriller dit kram rummer
en styrke der ikke er plads til i din krop
kaffen og solskinnet skolder mig du spørger
om det ikke er tid til at jeg vokser fra alt den kradsen i ansigtet
du er vågen du hælder det sidste mælk i koppen og misser med øjnene
du drejer en bog mellem hænderne
er vi med i en film
hvorfor ryster du på hænderne messer du
hvorfor har du nu den der attitude på igen.
du løfter pegefingeren du siger
hvordan vi definerer hinanden gennem blikket gennem noget relativt kortvarigt
gennem en hånd der blev for længe på skulderen gennem et
halvkvalt undskyld gennem en gestus og et nej tak
hvordan retter op og trækker
knoglerne ud fra rygsøjle hvordan frygten kollapser
vores lunger og sætter sig fast som galdesten i maven
jeg ved ikke siger jeg er vi et billede på usikkerhed
du siger: hør her
pianisten er ikke et billede
børn der smuldrer er ikke et billede
jeg er ikke et billede
kjolen man kan tage af og på er ikke et billede
det er genbrug det lugter af mølkugler
du må ikke lyve og du kan ikke holde døren for alle
solnedgangen er gennemkneppet som billede
og os vi er ikke et billede
og FUCK om jeg vil male et!
tak for besøget
siger jeg
FUCK om jeg vil siger du
tak for besøget siger jeg igen

 
 
 
Den

den kvinde er
i døren i vinduet på biblioteket
den kvinde sukker sover aldrig tager aldrig sin telefon
den kvinde er nøgen er påklædt siger aldrig ja
den kvinde er i vinduet i døren
hun taler med sine kraveben og ånder for hurtigt
 
 
 

 
 
 

Steffen Baunbæk: To digte

It’s all in your mind,

synger nogen på radioen, Luxembourg
kalder, det samme gør Radio Mercur
fra sin ankerplads ude i Øresund, Edison
slår på metal, så det høres i London,
Montgomery meddeler, at der er forår
igen, over gravene skratter en sol.
 
 
 
 
Der er et træ,

der er givetvis flere i nærheden,
visse ting kommer i flok ligesom krager
og stjerner og tid, og til sommer
bliver grenene grønne, og tæpperne
folder sig ud under kronerne,
cider bliver drukket, og skrogene
fyldes med kød, før de kravler til himmels,
højt syngende, duggen vil falde
langt ind i oktober, og skovbunden dufte
af rådnende hamme, men se:
Der står faktisk et træ.
 
 
 
 

Christian de Groot-Poulsen: To digte

 
Dokumentar
 
Når håndtrykket med chefen
bliver en samling kapsler
der i ét ryk falder til gulvet
når man omkring i gaderne
hører en militærsirene
i fuglenes sangstemmer
fordi der er udbrudt krig
mellem træerne fra byens
konkurrerende parker
og børn i alle legepladser
har cykelstativer i stedet for arme
skal man hurtigt tage hjem
og se dokumentarfilm
om de mest ligegyldige ting
ignorere at ens kæreste
er et omvandrende køleskab
som man kan tage dåseøl ud af
man skal bare se dokumentarfilm
indtil solen for syvende gang
starter sin bil under horisonten
og man kan høre fyresedlen
danse i postkassen.
 
 
 
Markerne
 
Jeg burde tænke noget vigtigt
tænker jeg
og ser ud over markerne
 
kornet hverken råber
synger eller taler om noget
på andre sprog end deres eget
 
jeg løfter min hånd i vejret
og siger: “jeg løfter min hånd i vejret”
hvilket nok var det dummeste
jeg overhovedet kunne sige
tænker jeg
og går tilbage ind i huset
 
mens hvert af kornene
vinker mig på gensyn.
 
 
 

Jonas Reppel stjæler en linje fra sin yndlingsdigter Morti Vizki

Solens vækkeur smelter ind af vinduet
natten sidder imellem tænderne,
dårlig ånde
køleskabets indvolde til op over ærmerne,
forvandler to stykker brød til en madpakke
(helt vildt kreativt)
kalder det for heltemod, at stå op
fra i dag skal alting være anderledes
jeg vil ikke længere gå ture i en livmoder af fortid
men fødes på nye betingelser
fra i dag af vil jeg komme op til tiden
spise sundt, gå i seng og ikke i søvne
invitere til gennemtræk i lejligheden
vande visne blomster
drikke mælk og passe godt på mine øjne
falde i søvn og ikke i gæld
 
 
 

Iben Fog Staal: Maj og selv de sødeste æg slår revner

Maj
 
Marken allerede mælkehvid
det er måden og måneden du nærmer
dig måske’et der folder sig ud som
faldskærm i lyse nætter og alt det
du har dryppet af savn samler sig
i skumringen kælver sorte køer
der er ingen der gider at råbe ad
æbleblomsterne når de taber deres
blade til vinden så sarte har ellers
ingen lov til at være
 
 
 
 

selv de sødeste æg slår revner
 
fugletrafikken følger uskrevne regler som solen i skålen og hele vejen ned i maven mens jeg leder efter udløbsdatoen på min usikkerhed, mit forbrugerråd, der er begyndt at lugte og min søn siger: se en fuglehale! når jeg stikker ham en fjer du bør holde mine sårbarheder hellige en knækket selvstændighed lagt i gips det er det du må gøre dine cellestandarder slår mine med mange længder du har bygget dig selv op fra bunden med munden helt fra stenalderen stammer din sammensætning mens der tyktflydende og dovent presser sig karamelcreme ind i mit DNA. Kom læg dig til hvile i min indkøbskurv sov lidt mit søde æg og mediter på den sætning: tankerne er som skyerne som pengene lad dem passere jeg er påskeharen og om lidt vil du vågne i et jordbærbed blive fundet af små jublende hænder og ædes langsomt op
 
 
 

Anton Holten Nielsen: Olympen og Tavshed

Olympen

den røde brænding
gyldne støvhække spejlflettet i ord

når vilde vådsten glimter,
krænger hånden, stregen kæntrer

lad mig gennemhulle af barske korn,
formens mindre dele

lysforurening og månefnug
skygger for dets vene

set bag florlette miskesøjler
ukendt, vent, suk
 
 
 
 
 
 
 
Tavshed

tavse buxus sempervirens, lange lygter
vi slingrer ud ad mørket, forstadens eneste villavej

fortæl mig noget
hvad tænker du?
tomme stuer, fjernsynet er fortidens kamin
ligger der ensomme drenge på 1. sal? knuger de tøjdyr?

dækkene hungrer, asfalten runger
hvor er de trætte sjæle,
hver en forstyrrelse?

vi er begge atomtyve,
autonome myrer der cykler efter fuglenes næbkompas