Anne Katrine Bagai: INDMAD

vi starter under velour
resterne falder
ned på kakler
vi venter
under kalveknæ
vi vil ikke levne
aldrig

vi vil gribe ud med
hurtige fingre
det kan være alt
sulten skorpen
et korn

vi rager op i højhælede
kamppositioner
vi fylder nettet med fad
vi holder servietterne
på skødet vi elsker de tykke

synk gennem rør
gå med lyskæderne et hav
gå med moses gå med kurv
sammen sammen

vi synger en sang det er en salme
vi vil gå i Rema 1000
uden at dø

vi er dit hjerte
vi står i kø
in the meantime someone got
pregnant and started a war

tågen har lagt sig
vi rækker ud i det mælkehvide
vi vil opfylde
alle dine kriterier

vi har ikke store
læber vi har
smalle læber

vi gennemgår
alle de læber vi nogensinde
har set
vi ved ikke
hvorfor vi gør det

vi kører ud til havnen
vi taler
vi holder dørene åbne
vi forklarer hvordan vi har det
sådan og sådan
hvor længe har de bygget herude
spørger vi

vi afleverer ved skranken
vi betaler med pis
betaler med sedlen med tal med boblerne i
etuiet
vi er her

vi ser klip
med roger federer
hans slag hans tangeren
mellem det hurtige og
det elegante
anklen
bukker let gruset
hans behandling
af spillet som en læge
brune brede hænder
på håndklædet han tørrer sit ansigt i
den hvide polo bliver aldrig klam

vi glor ned i vandet
vi holder regnskab
vi mærker dig som et lille dyr
er du et venligt dyr eller er du bare
et dyr?

vi vil gerne hjælpe
vi vil gerne holde dørene åbne
maskinerne blinker

vi kommer forbi en have
hvor alt er arrangeret
systematisk i kasser

vi river bladene af et japansk grantræ
vi undrer os over
hvor sådan et træ gror
under normale forhold

på bjergene
ved havet springer det op
af asfalten som en mare?

vi så en film om at falde
vi gentog det fald i flok
greb og undveg
vi tog det til os som
refleks

vi rakte ud som idioter
efter noget der var glemt

 
 
 

kan du godt rumme alle
med krop plukket fra ærtebælg
jeg spiste grådigt din dessert den nat
hånden omkring skeen
søde krampe
er du figur i et lystspil
bevæger vi os videre nej
alt opløses i vand
tabletter og menneskekød
jeg forsøger at rigge
til spænde op komme
nogen vegne på hav
den angst
at vinden river en midt over

 
 
 

vi holder ved siden af et lager det
er uværdigt med den beliggenhed blandt
kroge og ribber og brusekabiner håndtag
lige så useless som Bilka
dit ansigt mellem mine hænder
fosser det ud som vandet
bliver det lettere end et fuglekranie
de fyrer op med døde blade
de venter på at jeg bringer dig frem
ud af det hvide ind i det røde
men jeg kan ikke

 
 
 

Christian de Groot-Poulsen: Sommeren åbner sig: 5 digte

Sommeren står uden for

Hen over væggen leger fluerne tagfat,
mit smil er kort som en sonet,
og jeg kan mærke det simre
flere timer efter, sommeren står uden for
med bar overkrop, det er tid
til øl og nye venner, eventyr
i naturen med en babe i hånden,
hvis man er normal, jeg laver sneengle
i sengen, tæller stavelserne
i mit haikuåndedræt og planlægger søvnen
som en rejse til et andet land.
 
 
 
 
 

Angst bliver august

Når pigerne tumler
studenterglade rundt i græsset,
tænker jeg på alle de bøger,
jeg aldrig har læst, min stemme
er en guitar, der står ubrugt hen,
nu danser støvregn på halvtaget,
og jeg holder mit håb nede
som en luftballon i brystet,
hvad så om jeg scorer eller ej,
når solen accepterer min trutmund,
og løsrevne græsstrå tager på udflugt
i vinden, det handler ikke om at lykkes,
men at gøre forsøget, når solskin
prikker til min pande, og jeg griner,
kan resten af sommeren åbne sig.
 
 
 
 
 

På den trættende dag

Jeg makulerede tankerne om hende,
nye dukker frem, en militærmarch af nedern,
gennem min hjerne
får standerlampen til tage form
af hendes krop, selvom jeg vifter med hvide flag
omkring mine pupiller, fortsætter hun
med at slå mig ned med sin latter.
 
 
 
 
 

Tavshed

Tapetet er rødt,
man kan male det over
med sort. Men ikke min rødmen
under huden
synger fuglene. En røg af små fluer
stiger fra hendes cigaret
eller ser jeg syner.
Tænk at åbne hendes mund
som et køleskab,
og tage, hvad jeg mangler.
Selvfølgelig kan vi også fortsætte
med ikke at sige noget,
når vores øjne taler for sig selv
om tilløb og tilløb og
og se lige ude i haven!
der går en ræv!
 
 
 
 
 

Til Emilie

Her på altanen spiser vi tomater,
vores munde er smattede,
vi smiler og lader regndråberne
bygge vandpytter på jorden,
jeg tænker på de sandslotte,
hvor jeg boede som barn,
kan nogen finde dem
på et eller andet tidspunkt
kommer solen tilbage
som en tv-serie, bare rolig,
der er afsnit nok til resten af verden,
lad os sidde lidt her og nyde musikken
i regndråbernes byggeslag
og holde hinandens hænder
som løfter om, at vi nok skal rejse os
fra enhver depression.
 
 
 

Jesper Brygger: Uddrag

det brænder – turkis slush ice mod ganen
lavtryksalarm: en lækage
en lavtliggende piloteringspram smyger ind i sundet
ved solnedgang – vent
der står et hus på prammen, en hovedbygning
til en mellemstor bondegård
lys i køkkenvinduet
nogen derinde drikker kaffe i sit køkken
på vej til Riga

& spring of 92
very peculiar, positively peculiar
for me listening to it
played on a twin headset

already moving away from it
through the forest, around a lake
in central Bohemia, trees budding, remnants
of snow in distant chill of air

that – lovely hard and tender being
no need to forget
as we continued vi fortsatte
through the plains of Macedonia

hen over Makedoniens sletter
somehow entering the garden
barok haven, så grøn og logisk as the one
raced through as child

og ravinerne åbnede sig
for os, de døde levende i lag på lag, the moaning
& commosion of our bones drilling through flesh
i vores nydelige kalkafgrænsede lag på lag &

it was there the singing was sung
as our flesh was ripped
from our bones and churned og i midten sad den
og sang – jeg har aldrig hørt en sådan sang
det var willow sing all
a green willow & if you court more
death I shall sing more life
shameful

hun satte mig af på en skiløjpe, brun klippe
stak op fra den gule sne, there in the city
on the plains
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
IDF bomber Gaza
en fej snusen omkring efter gratis solidaritet
hvor skal vi stille os?
prøv selv: staten Sverige, staten Danmark, staten Tyrkiet
de kolonialistiske statsdannelser hid og did
hangen til skyld og forræderi som et spørgsmål om sexuel orientering
Hvor skal de falde?
de transseksuelle horeunger i Gaza City trænges ind i de spidse vinkler
mellem den moralsk imprægnerede kampmaskine
og kontrolinstansen Hamas
på toilettet er lyset blåt så vi ikke kan finde venerne
døren for smal til barnevognen, ikke slippe den af syne
pisser i håndvasken med døren på klem.
I livets hus är dörrarna smala…
hvor kan vi stå?
 
 
 
 
 
et ryk i kroppen
da sugekateteret efter rejsen
ned gennem trachea
møder modstand, tapper
og finder
den venstre lungespids
vi smiler
gennem smerten
 
 
 

Sofie Teglbrænder-Bjergkvist: vi sidder på dage af blødt plastik

vi sidder på dage af blødt plastik
vi holder fire farverige balloner i snor
der er fest et sted på de her kroppe
vi fejrer, at du ikke vil røre os

nu kan vi være i dine ansigtstræk
tidevand er et symbol på tårer, der kommer forsinket
vi svømmer i noget, måske er det lammeuld
vi er dem, der vil male drømme på dine øjenæbler
du ser væk
vi har nervøse øjne
der er en afmagt her
der er en lugt af det mørke, du sluger
der er døre, der ikke kan lukke
der er sætninger, vi pakker ind i vat og væder med vand
der er vatpinde, vi slikker på og sætter i hinandens ører
der er plads her
der er plads til de bakterier, du har
der er en infektion som vi spreder
det her er døgnet rundt om byen som blev bygget af blå mærker

det starter med minder
se: himlen er en fugtig klud
vi har gemt os bag det hvide i dine øjne
regnbuer slænger sig på himlen
det grå på væggene
det at være kold
vi laver mærker i sandet
vi synker ned i små sten
der har været regn
vi omfavnes af den tid, vi har været her
vi sætter os på træstubbe i skoven
der er sæbebobler i luften
der er sæbebobler i luften, der springer
vi har beundret billeder af frida kahlo
vi har minder om at være nogen
solen er et ur, der brænder
du tager tykke trøjer på
lag på lag: du ønsker intet af os
vi behøver ikke at huske
vi pakker det skrøbelige ind i bobleplast
nogen har efterladt noget, der græder
nu leder vi

vi vikler silkebånd ind og ud imellem dine fingre
skyer breder sig på himlen som et tæppe
vi maler hvert rum sin egen farve
vi forsøger at være ydmyge
i solskin sværmer hvepse rundt
en skov er et sted, hvor man kan søge tilflugt
vi flygter der ind i skyggerne
vi vil tegne tårer i dit ansigt
vi vil tegne blodårer frem på din krop
vi vil tegne smagen af vores stemmer og hælde dem i din navle

vi er dem, der kan bære på vreden
det sørgelige i at stille sig tilfreds
det at tiden går langsomt, når man famler
vi trænger til at glemme
sådan ser du os: flader uden afkroge
huden er den afstand, der er til en undskyldning
månen er et landskab til de efterladte
vi leder bare efter noget ømt i dit ansigt
 
 
 

Mikkel Roosevelt Hertz: I Ungarn er der et sted

i Ungarn er der et sted
under en hasselbusk
hvor nål og tråd glimter
åbenlyst i solen

vi kan hæfte
ryggene sammen.
bladene kan ikke bare
falde ned

mine hænder syr bedst
når de bladrer
i plader, tæller brosten,
fjerner plastikemballage

udenfor vinduet
er en trækrones fintråede blodkar
størknet i aftenen

en tagrende over lejligheden
giver snart op
rusten på dens bug
vokser som et organ

jeg famler mig tilbage
i mørket
gennem åbne døre
og finder den trygge tyngde
af en anden

Poul Høllund Jensen: To digte

inde i bogen

inde i bogen
slår de hinanden ihjel
på bæredygtigt papir
jeg ser op:
en solsort plasker begejstret
i havens fuglebad
før sad den på en galge
midt i historien

hvordan er den kommet
over grænsen?
 
 
 

et sengetæppe dækker

et sengetæppe dækker
ikke altid hele sengen

sjælen dækker
måske ikke vores knæ
men himlen dækker
hvert et punkt på jorden
Alaska og Grønsund har den tilfælles
som et stort beskyttende øje
himlens centrum
er over os alle
vi har vænnet os til at være her
som enebørn hos forhippede forældre
himlen er blå siger man
du som er i himlene siger man
hvem er du som er i himlene?

 
 
 
 

Eva Maria Lund Nielsen: Det var med en følelse af vild glæde

Det var med en følelse af vild glæde at jeg ku betragte det lille, rektangulære alien-face live med de udstrakte lemmer den dag, den grønne farve, som man kan se til raves eller i et græsk vulkankrater, stenene ligesom farvet af mineraler, ik bakterier, som man ku tro, intet levende boede der, det var det, han sagde, den der guide, som turisterne stimlede om på den desperate, misfarvede måde, mennesker fuldstændig blottede for fornemmelse for personal space eller intimsfære, guiden var så lille, blev ligesom løbet over ende af dagsgæsterne fra Kos ankommet i tætpakkede både fra den nye verden med deres kiks som de syriske flygtninge og der opstod panik, da alle skulle ind i tourbussen på samme tid, vi havde alle fået uddelt blå billetter, en indikator for den blå bus

Tidligere, da jeg nåede frem, stod to grækere med fuglekikkerter og stirrede ud over mig og havet, der var unaturligt blåt, ligesom i et simsspil eller i de der film, hvor en vestlig, independent karrierekvinde (busy og important, men self en tom, tom skal, meget ensom, i’m-gonna-die-alone-typen) er rejst til syden, evt i anledning af søsterens bryllup, møder meget behåret type, en af de der rigtige mænd, der overvælder hende fuldstændig, til en begyndelse er hun ik åben overfor kærligheden, self, men ka til sidst ikke benægte inderste behov (AKA pikken, manden), det er hendes kvindelige natur. Var meget mistænksom overfor de to, måske ku jeg tale om krisen med dem. På værelset et lille boxy TV fra 90’erne indeholdende actionpacked tv-avis med montageklipning hvor forskellige eksperter shoppedes ind og ud af alles liv, nyhedsoplæser med det glatteste, platinblonde hår, blev lidt besat af hende på en måde

Tilbage i strandområdet. Meget hudkræft at observere, white people gone wrong, var bange, ville gemme mig i sandbankerne som lillebitte vanddyr. En færge trukket op på land, det chokerede mig at man tørlægger bådene, båd helt hjælpeløs, ligesom at se en hval i bjergene eller da Britney helt uventet klippede sig skaldet eller også ligesom at se professor Dumbledore nøgen, ville gerne klappe den, røre ved rælingen, tænkte på turisterne, jeg havde hængt med ved vulkankrateret, at vi fik at vide, at vi ikke måtte gå ind i dampen, vi ville brænde os

Natten falder på og jeg er pissed over at jeg missede solnedgangen, så strejfer rundt i gaderne, stikker af fra det selskab, man har fundet mig på et hostel (australske unge og deres backpacks). Andre mennesker i de små labyrintagtige stræder, knallerter, de gir så få fucks, når det gælder andres kroppe, føler mig meget som en girl her, her betyder menstruation faktisk noget, de græske mænd så obvious, når de tjekker én ud. Hår er lemonbleget, også øjne, ligner en, der bor i en lufthavn og så drømmer jeg om blomster, hvis hoveder er Nasar Kadhars ansigt

Alene i sengen senere tænker jeg på de to grækere, måske har de observeret nye fuglearter i dag, der er blevet medbragt fra Tyrkiet og løsladt pga et ønske om større biodiversitet på øerne. Jeg har også et ønske om større biodiversitet. Dagen blir for slavisk, tænker på at jeg så godt ku tænke mig at være en autentisk kultur, som andre godt ville trampe rundt i og være hvide og vestlige, helt ens med det, jeg er

Følte mig opløftet senere, da nogen lånte mig en plastik-ske, det var næste morgen i lobbyen, det helt nyvaskede gulv, lugten af sulfo så tidligt på morgenen. Tænkte på honeymoons og dem, der er på dem, om man nogensinde selv vil gøre sådan noget

I et anfald af optimisme (et sjældent, det sky dyr på isen nogen gange, men aldrig helt) lejede jeg cykel, men der er græsk grus og tør faktisk egentlig heller ik cykle i kbh, de der pæne, pæne børn på Østerbro, de 2-årige, der allerede har større mulighed for at blive ansat et sted end man selv har, børnecouching ér en ting

Jeg passerer to identiske plastictasker med matchende hundetryk, det gør mig glad og ked af det på samme tid, dyrelivet her er psyko, alle de der misformede katte, man fotograferer dagligt. Og æslerne, hvor græsk-ortodokse mænd hænger ud, jeg hænger ud på en bænk, jeg er sprængfyldt med en selfie-trang, vil spille død i vores pool

Ser nogen slå tilfældige blæksprutter ihjel på en kaj, det er helt ok, tænker jeg, man vil evt sælge mig dem senere, jeg er naiv og havets store fan. Flyde ovenpå klorvandet med ansigtet mod bunden i den pool, der er placeret ved hotellet, blive opdaget af tre turister, der ville flygte ind i den nærmeste tourbus eller ville de vise omsorg. Ville de det. Min bror lærer mig førstehjælpsteknikken hver gang, vi ses, det er når samtalen går ud som et støvet pust, det gør os begge trygge og nu er han i Grønland

Overvejer, hvem jeg mest ønsker død ved morgenmadsbuffeten, ret svært at vælge, og også virkelig svært at vælge dødsårsagen. Græsk-ortodoks-klædt mand spiser senere sodavandsis på gaden, meget offentligt, det er simpelthen så fjollet, tænker på, hvordan han ser ud med vådt hår

Jeg vil bade min alien