Bjarne Skov: Portræt i to dele

I

Morfar brød sig ikke om klitterne og havet, fortæller du. Skagen var et fængsel for ham med vand på begge sider og sand på den tredje. Frugtbar muld havde han brug for. At plante og pode. At gå blandt sine æbletræer i den plirrende septembersol.
Eftermiddagene var de værste, når vi skulle slappe af i skyggen. Hvordan han travede frem og tilbage på træterrassen i lange bukser og sko. Eller gik rundt på grusvejene, mens drømmen om ferie forsvandt mellem hans hænder. Nåletræshækkene. Det blændende støv.

 
 
 

II

Du folder plasticposen og kommer den i jakkelommen. Efterlader en håndfuld Gråsten fra haven og en historie. Syvogtyve år, så hurtigt det er gået – et opkald, en karriere – siden han lå som en klippe, mens jeg holdt mormors hånd.

Vi vinker farvel og senere, da vi har pakket min taske ud og sovet til middag, tager han mig med om i køkkenhaven, forårssolen. Han graver et lille hul. Kommer ned på hug i sin grove kittel og mærker med en finger jordens temperatur. Jeg skal også mærke, den er varm nok.
Vi henter læggekartofler i udhuset. Det er Bintje, de har forspiret i æggebakker. Vi spænder snoren ud, den er bundet om en træpind i begge ender. Vi sætter den stramt.
Hullerne skal stikkes, ikke graves, viser han, ellers kommer de for langt ned. Jeg lægger én i per hul eller to, hvis spiren er tvivlsom. Spiren skal vende opad mod lyset, det er vigtigt. Jeg spørger, hvor mange han tror, han siger fire-fem per blok, hvis vi er heldige, eller seks eller syv, siger jeg. Eller ti!
Der skal være 30-40 centimeters afstand mellem rækkerne. Jeg vil hente tommestokken, men vi gør det på slump, siger han, det er cirka et halvt skridt. Jeg får lov at stikke de næste rækker, mens morfar lægger i og dækker til. De første huller bliver for dybe, men efterhånden får jeg greb om teknikken, jorden skal bare lige vippes op.
Så er der saftevand til to trætte arbejdsmænd, kalder mormor fra terrassen. Morfar stiller riven op ad muren og finder piben frem fra kitlen. Jeg fortsætter med at stikke huller. Rækken skal være færdig, jeg er slet ikke træt, vi er jo lige begyndt. Kom, siger han. Det er godt nok nu.

 
 

Morten Walther Rasmussen: Notater om fugle, rådyr og tørkager

 

 

Menneskets forestillingsevne udspringer af fænomenet persistence hunting, som blev dyrket af blandt andre aboriginerne. Den proteinholdige føde jagten gav os tilgang til, tillod vores hjerner at vokse. De udviklede primært en øget forestillingsevne, for hvor løber dyret hen, hvor er der mere kød? Behovet for at forudsige eskalerede afgørende processer i hjernen. Vi forvaltede forestillingsevnen forsvarligt i årtusinder, indtil nogen opfandt tv, atombomber, fly, selfiestænger, reggae og status-opdateringer. Ingen af delene er dags dato slået an i dyreriget.

 

*

 

Jeg er ikke begejstret for den måde vi er til på. Jeg ligger på sofaen og lytter til mine hjerteklapper, men det kan også være et dyr der hakker i noget. Eller uret i køkkenet. Uanset hvad er vi fucked. Misforstå mig ikke. Selv om jeg ikke kender alternativet, holder jeg af at være levende. Men når det kommer til formen, er menneske bare ikke blandt mine førstevalg. Jeg ville fortrække tårnfalk. Eller måske en standard-winged nightjar. Bare cirkle rundt og rundt i etiopisk tusmørke, sige alt uden at sige det.

 

*

 

En misundelsesværdig tilværelse musvågen udenfor Søvind fører: At vente, mens man gemmer hovedet for frosten på en sprød gren en tidlig morgen. Ikke vente på noget specifikt. Bare vente. Ind til man ikke gider vente mere. Bare registrere frosten. Ind til man ikke gider registrere frosten. Ikke hele tiden at skulle skrige sig levende. Jeg ville gerne være som musvågen udenfor Søvind. Især Søvind, fordi Brugsen i Søvind altid har diverse tørkager til fem kroner.

 

*

 

Ikke fordi jeg tror, musvågen er afgørende interesseret i tørkager, men alligevel: Den er næppe uinteresseret i tørkager. Alene ordets iboende tvetydighed, dets ærlighed, må vække en vis nysgerrighed – ikke bare hos musvågen men antagelig i hele fugleriget. Og dog: Lige nu, da bussen passerer, sidder den bare på grenen og behøver ikke gøre noget som helst, den er helt loose og betragter solen der hejser violet op over trækroner og tage. Hele dens kropssprog siger det åbenlyse: ”Hvad fanden skal jeg med tørkager, når jeg har himmel?”

 

*

 

Midt i september, da det flimrende sensommermørke har fået et overbevisende comeback, svinger jeg cyklen ind på Frankrigsbakken. Jeg rejser mig i pedalerne. Der er den her snurren i kroppen. Som om jorden og alt levende snurrer med og syes sammen. Det er en følelsesløshed i sindet, det summer behageligt, vibrerer luftigt indvendigt – som om man har sat blafrende silke eller skyer til livs. Også da jeg endelig kan skimte toppen – og de fire skikkelser deroppe. Det spidser til.

 

*

 

Det er rådyr i tusmørket. Jeg er næsten lydløs, bortset fra de hårdtpumpede Vredestein, der hvisler mod asfalten og mit åndedræt. Så de flytter sig ikke. Står ude midt på vejen som om de ejer stedet. To af dem drejer nu dovent hovedet, men de to andre gider ikke engang kigge på idioten, der kommer halsende imod dem. Det er som om de siger: ”Endelig kom du. Se hvordan vi står her! Det er dét her, vi mener. Tag jer nu for helvede sammen, fucking menneskehed.”

 

*

 

Rådyrene tygger på et eller andet. Det kan godt være gærede æbler fra gårdhaven. Eller roer. Så daffer de slingrende ud på marken igen, så jeg kan liste forbi på min cykel. Men det ligger altså tydeligt i situationen, at det havde de ikke behøvet. Det her kunne nemt være endt i konfrontation, fornemmer jeg. Vi var et øjeblik snublende nær en åben konflikt: Deres verden og min, den trætte cyklende, de påvirkede rådyr. Iltre.

 

*

 

Forskellen på deres og vores verden, er, at de slet ikke kalder den verden. Eller forskel. Der er lige så langt ind i naturen som der er til i går. Tag nu det rådyr som, pludselig oplyst men absolut nonchalant, vandrer langs Skanderborgvej: Det bærer det naturgivne med sig ind over striben på den sorte, våde vejbane som om det bare lige vil vise os, at det nok kan være 1. juledags aften, og der kan være tilløb til uro i familien, men det hele er i grunden irrelevant. Især når man er et træt rådyr i fire grader og regn. Capisce?

 

*

 

På en helt bestemt måde er det ikke døden sådan som vi behandler den, som en ildelugtende onkel med tourette, et sår vi alle bærer, men som ikke læger, selv under indflydelse af et nok så bedøvende overforbrug, pølen. Først ligner den et blankpoleret område af asfalten, siden noget der sfærisk og guddommeligt ånder mørke op til os og samtidig, ganske prosaisk, klistrer til fodsålerne, når man nærmer sig den dampende klump af hår og natur og mistro i de store trods alt rolige øjne. ”OK. I ramte mig. Hårdt. Men I kan ikke røre mig,” siger øjnene.

 

*

 

På en helt bestemt måde er det her ikke døden, selv om rådyret snart ånder ud. En blodig geografi der vokser på asfalten, dyrets verden der spildes ud over vores, et slugende sort hul tegnet op med tjæreholdig død. Vi knæler. Den lille lidt bag mig, men snart er det omvendt. Med sine syv år er hun åbenlyst mere fortrolig med døde rådyr på isnende landeveje. Hun aer dyret på halsen, hvisker noget. Taler de stadig hinandens sprog? Ser vi to forskellige ting, er vi i to forskellige verdner nu, hende og jeg?

 

*

 

Jeg nøjes med at lægge min hånd på rådyrets varme ryg, der hæver og sænker sig som et levende landskab. Hun taler stadig til dyret, ordene er ligegyldige, for jeg kan se, dyret lytter. Mens den lille fortæller dyret, at vi kører det på hospitalet, at vi reparerer det med plaster, tørrer jeg blod af mine sko, og forsøger derefter at skrabe den klistrede masse af hår og blod væk fra kofangeren med en pind. Det bliver svært at forklare hende, at vi ikke kan være flere i bilen. Der er også kommet noget på nummerpladen.

 

*

 

Slipper dyret i det hele taget for sjælens uforudsigelige forskydninger? Man fornemmer i hvert fald ikke de store udsving i solsortens humør, ingen forudanelse om undergang, ingen negativ indre stemme som for eksempel: ”Jeg er bare sådan en uheldig solsort. Det vil uden tvivl gå mig ilde, jeg er træt af vores verden, det vil gå den ilde, med dens forstillelse og dens overforbrug. Med døde bier og syge svin. Jeg sover også dårligt på den her gren, jeg skal bruge en større gren, en mere behagelig gren, polstret. Måske velour? Og en iPhone.

Anders Gamst Skov: nogen ville os til livs

nogen ville os til livs og kom det næsten
vi var glade og uden
sessionslægens gnubben på de glatte flader
med håret dryppet på som lak
med idrætstasken
svingende som bryster
at interessere sig for andres børn
og deres hud der følger reglerne
det brune hul
der spytter mennesker ud
så de kan vade ud i bussens bomber
er der ro i din forståelse for planter
og vil det gøre
åbningerne lettere for kødet
at bebo et land der ligger inde i et andet
at kneppe rundt i dagligstuen til den sprækker
 
 
 
 

Jacob Juhl: Tre digte

jeg vågnede herinde under
lyset fra pæren i loftet du
var bange for søvnen:

              “det er bedre at våge
              – se mørket falde på og
              gå lydløs gennem ruden”

 
 
 
 

her er alle de ord
der styrer dine armes
              manøvrer:

okkulte elektroner
som bor i markens liljer
og ses på Bilkas p-plads

bl.a.

 
 
 
 

en solsort ligger
og forbløder på mit tæppe
og ved at der ikke
              er mere betydning
              i fugle eller blod

jeg ved det ikke endnu
              jeg skriver stadig:

en solsort ligger
og forbløder på mit bord

 
 
 
 

Manja Holmelund: To tekster

Vi skal besøge min far. Han er kommet hjem nu.
Vi går hen til et legehus, min far, min storesøster og jeg.
“Det er så her, jeg bor”, siger min far.
“Neej!”, siger min søster grinende.
“Bor du her?”, spørger jeg, usikker på hvad der foregår.
“Nej far, du bor da ikke her?”, spørger min søster stadig grinende.
“Jo det er her, jeg bor”, svarer han.
Vi står lidt. Går lidt rundt på de 7 kvm. Der er sand på gulvet. Vi forstår det ikke min søster og jeg. Lidt efter siger min far: “Kom med så skal i se, hvor man tager bad”. Vi går med ned ad en trappe, ned i en mørk kælder. Min far fortæller, at det kun er koldt vand, der kommer ud af bruserne. Vi gyser, og stirrer på de grålige vægge. Vi følger hurtigt med ham, da han begrynder at gå op af en mørk trappegang. Vi kommer ind ad en dør.
“Det er selvfølgelig her, jeg bor” siger min far, og klapper mig på kinden. Min søster griner usikkert, og siger: “Jeg vidste det godt. Du kan jo ikke bo i et lejehus, det er alt for koldt”, mens hun tager sin flyverdragt af. Men jeg ved, at også min søster nåede at blive overbevist. Jeg står stadig med min flyverdragt på.

 
 
 
 
 

Mørke

Vi har set Dykkerne.
Jeg er halvbange og nervøs i blikket. Min far bemærker det og spørger, om jeg kan hente en cola og en øl udenfor. Det er mørkt.
Jeg skynder mig hen til kassen og derefter tilbage til døren. Men den er låst. Jeg går i panik og hyperventilerer, men noget siger mig, at hvis jeg viser min far det, vil han ikke lukke mig ind. Så jeg står helt stille og kigger ind af den oplyste rude.
Min far lukker op efter noget tid. Han siger, at den bedste måde at overkomme frygten, er at se den i øjnene. Det lærte han i militæret.