Anne Katrine Bagai: dit sted

mærke gulvet hæve sig i fugten. huset vender sig i sig, som noget der har gæret for længe. hviske i det jordslåede brødbetyngede jordslåede at alt skal blive her, hvor det er, hvor det er.
du bladrer i et magasin, du siger: skal vi ikke tage ud? dig og mig. du bliver søsyg af kålbladet i suppen. det blafrer som glinsende englevinge. du sover i sofaen med hænderne foldet. jeg trækker munden ned til dit øre. jeg hvisker: ved du jeg vil køre dig vildt, de små korn i din hud. din klistrede masse. dit sukrede kød. klikke fødderne fast. trænge igennem alle vægge, alt rimeligt. være : en lille mare. være : et reddet landskab. være : den knuste salme. være : blå læbe gane spalte. være vinterens krop. blå fangarme, et stisystem du ikke kan greje.
 
 
vi hvisker i æbletræerne. vi hvisker mellem knoer. vi hvisker nogen skal dø. vi hvisker du er den. ved kedlen. ved komfuret. gulvtæpperne brankede af skidt som dine lår da du satte dig på grillristen ved en fejl. jeg kan lide din vrede, den er sulten. trillebøren der kastes med bugen opad. vi slikker ribs af fingrene.vi tvinger saften ind mellem fortænderne. hviske fedtet af skure, hviske i drivhusene. drille dig til du falder i dammen. betragte dig rasende i åkander og smat. vi fletter fingrene til hegn. planterne suger fugten i luften. rejser sig i natten. der hvor vi er kryber månen og trækker spor. der hvor vi er sover børnene i samme senge som vi.
 
 

Brit Caroline Pallesen: Notits

flodheste er notorisk nærsynede dyr
den tre måneder gamle flodhesteunge
havde ikke et navn som sådan
til gengæld gik den under navnet
9
0
0
7
7
7
flodheste er notorisk nærsynede dyr
de kan let reagere meget voldsomt
hvis noget kommer bag på dem
 
 
 
 

Joan Kirk Jensen: en tekst

En anden dag kører vi med ham. Han sidder ved kaffebordet. Vi skal her have ham fra stolen og over i en kørestol. Han er helt stiv. Men tynd og benet og afmagret i sit gammelmandstøj, som han sidder der. Og han får en jakke på og så sin kasket. Vi kæmper med ham. Han ser bange ud. Vi snakker til ham, vi snakker til hinanden. Vi siger, at vi skal køre en tur. Han siger ingenting. Vi får kørestolen vist. De sidder ved deres kaffe, nogle af dem kigger. Med flødeskumsrester på tallerkenerne og brugte servietter. Med deres spinlonkjoler, deres brune bukser, skjorter med store flipper og kulørte trøjer. Tøjsko eller fodformede sko. Vi prøver at lade som ingenting og snakker så lavt, at de ikke skal kunne høre, hvad vi snakker om, vi er eksponerede som i et fjernsyn, og vi bliver febrilske i vores bevægelser med at få lynet jakken og spændt selen. For vi spænder en sele om livet på ham, så han er spændt fast og ikke kan ryge forover. Så kører vi. Hans kasket er i tweed. Han sidder stiv i hele kroppen og også i ansigtet. Vi kører ud af gangen og hen imod døren og hiver i snoren, så døren går op. Vi tager elevatoren ned. Han ser bange ud. Vi snakker. Højere nu. Vi siger: “er det ikke dejligt, vi skal ned i anlægget. Vi skal ud at køre en tur”. Han sidder stiv og ser bange ud. Vi kører ham. Vi tager fortovet på de små veje. Vi skubber, den er tung, der er ikke for meget luft i. Nede i anlægget kører vi over græsset for at komme til bordet med bænke midt på. Græsset er vådt, men grønt. Vi sidder, så vi kan se bambusserne, som omgiver plænerne, vi sidder, så vi får solen i ansigterne. Vi sidder, så vi kan mærke, det er blevet forår. Men han er stadigvæk stiv og ser bange ud. Og han sidder lænet forover, så bæltet snærer, og jakken sidder ikke for godt. Så snakker vi og laver sjov med ham, og så kører vi tilbage igen.

 
 

Kathrine Marie Schnell: Tre tekster

Du er i buskene en hvisken
en modgående fodgænger
en lygtepæls afstand væk
du går igen på fliserne

og jeg genkender mønsteret
og jeg begynder at gå sådan
på den måde bliver vi
to parallelle linjer

i fortovssten indtil kulden
vi sprækker indtil foråret
vi brydes og skurrer
knuser med fingrene bladene

når de begynder at gulne
finder vi året efter hinanden
i fortovskanters tomme
hvisken buske

 
***
 

Bogen på hjørnet af skrivebordet illuderer en messiasscene. En jomfru har sat sig i det jordslåede smudsomslag. Hun brækker forover i bedende stilling, underdanigt hver gang ryggen knækker. Det er derfor, jeg læser den. Jeg er egentlig ikke så meget til den slags litteratur.

 
***
 

Kålormen er kolonormt stor og bugter sig ind gennem rækkehusets forgang og langs trappeløberen op til førstesalen, hvor hun sover. Den samler fedtede tråde fra tæpperne i gangen til en kokon i skænken på forældrenes arbejdsværelse, hvor hun ikke må komme. Hun håber, når den forpupper sig, at den forvandler sig til en storebror af en slags, der kan tæve de store i skolen og lære mig at spille Counter-Strike. Den bliver nok bare til en kålsommerfugl med vinger, der brækker mod skråvæggene, som flaprer ud gennem det åbne vindue. Men tæppepuppetrådene ligger der stadig som et minde om en nyligt afdød, hun kan begrave. Og hun sørger hele sommerferien.
 
 

Cecilie Lolk Hjort: FØRSTE MANDEDIGT (jeg vil forsvare min manddom som en elefant børster en fugl forsigtigt af sin ryg)

lad os betragte toxic masculinity · denne mecha forklædt som soldat · se ham sprede sin aggression i tandsmørtykt lag for at skjule sit myge mørke som piraten dækker øjet med et alt for hårdt klap · kødet er rede men løgnen er svag · der er ingen grund til at angribe det der ikke truer dig og sådan afslører alfahannen sig selv · intet åbner frygtens trenchcoat bredere end at stå og brøle ad hver håndvægt i håbet om at menneskeheden vil lade sig skræmme væk før den graver sig gennem hans brynje af hård filt og finder den sidste rest af flimrende maveslag for at knytnæve det ud af ham · eller værre elske det med sine klæge pigelus · og hvis blot machopisset var mit hjælpeløse instinkt · et skræmt barn der kunne dulmes med forståelse · men denne rustning er en slaskedukke af samfundsværdier syet sammen med sagn · en historie vi har fortalt hinanden så mange gange at den er blevet sandhed selv mens den hælder benzin ud over os og skraber tændstik mod æske · en konkurrence hvor vinderen ikke vinder noget · lad os ikke føle siger toxic masculinity det er blødmandspis og nice guys finish last · (ja i sengen fordi det er federe at vinde et løb og hvile på svulmende laurbær end at falde i søvn på halvvejen henover en målstreg man selv har tegnet) · toxic masculinity er et selvpåført handicap i heteromantikkens store golfspil · man kan altid overbevise sig selv om at kvinder vil have bad boys når man først har overbevist sig selv om at man aldrig skal lytte til kvinder · alt er koketteri for alfahannen som alt er mørke for piraten der klapper øjnene af sig selv · lad os skille det fårede fra bukken · der er intet maskulint ved giftig maskulinitet · det er som forskellen på at have et røvhul og være et · når vi kalder giften maskulinitet fodrer vi frygten for ikke at være mand nok som barnet fodrer uhyret under sengen for at skræmme det væk · vi fodrer uhyret når vi placerer mand og giftig på samme spektrum som tøj hængt til tørre på den samme fedtede snor · som om det at være mand er at puste sig selv op og det at være alfamand er at puste sig selv op noget mere · (indsæt akavet heliumstemme her) · no sir · disse to bor ikke i samme hus · den ene er en levende voksen og den anden et stillbillede af en femårig dreng der leger med sig selv som actionfigur · ikke peter pan · ikke en mand der har bevaret sin sans for eventyr og lært at leve og kæmpe i jubel · men et tantrum strukket ud fra vugge til grav · jeg vil ikke leve mit liv som om min pik falder af medmindre jeg fodrer den med en lind strøm af vredesblod · jeg vil unde mig selv et rummeligere palads end denne trætte historie om helten der står på et bjerg af dræbte skurke og tager et semi-samtykkende kys fra den kvindelige hovedrolle · kære mand hvis du skal slå andre i gulvet for at føle dig høj er alle dine muskler balloner
 
 
 

Axel Isager: Mit værste mareridt er at stå op

Mit værste mareridt er at stå op. Sådan var det imorges, at jeg ikke kunne kigge længe nok på min hånd. Som om noget var blevet afsløret om den, eller det var sidste gang, jeg skulle se den. Sådan at furerne i den havde lagt sig på skrå i forhold til syvende klasse, sådan at hver enkelt fure var lidt mere eller meget mere fure end ellers, end tidligere antaget. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har gjort noget, der ikke var som at springe ud fra en stol med faldskærm på. Så er noget ligegyldigt, hvis man alligevel ikke kan huske det, så er det bedre at tænke på noget nyt, bedre at huske noget indtil man glemmer det og glemme det. Så tænker jeg der må være et sted, hvor en kebab er gratis, og så er dét vigtigt, bare et eller andet sted, bare indtil videre. Så må der være en gammel mand til at åbne mine øjne, en guru i at følge cykelstierne op til skyerne, og så må der også være en sky, man kan ligge og læse på, så gratis kaffe. Så om en halv time, når jeg cykler langs søerne, vil jeg tænke på en time tidligere, da vi cyklede langs søerne. Så husker jeg det, at du så på mig, så var dét vigtigt. På en måde er det derfor, jeg stadig er sammen med dig, for at blive set på, det er helt fint. Så flytter vi i lejlighed, så er vores opgang en magisk portal, det er skidegodt.