Jakob Lundbøl: Maske

Hun ligner mest en maske
et tryk på en påfuglefjer   min mors hvidtippede negle og slaggerrøg og rustrosenrøde åre langs
den brillianthvide øjeæblekuppel   der knapt og begærligt slipper sine sidste tårer.

Hun ligner mest en maske   et sted på gustengult-grædefærdigt tapet. Der hænger hende   der
mest ligner en maske. Et sted inde bag vatblødskarpt savsmuldstapet   blindeskrift for seende
trætskarpe øjne.

Hun har altid mest haft en maske af elfenben og af trætrustrosenrødt brændende varmt blod   som
vandmænd i tætte skove og skumrings-troldfugl som forunderligt luftig og forsvindende og blid og
stille og stille   så stille trækker natten med sig i voldsomme og skælvende ryk.

Hendes maske har altid lignet min.
Et hjerteskærvatteret sødvammel ibenholt og krystalsand   der altid spejler og
spejler og spejler og spejler:
Et kærlighedsknopskud den første varme aprildag; en frosttæret søndags
vingeklip.


Richard Rosenvold Jensen: Kødtrappe

1.

Der sidder en knude bag knæet. Når jeg holder den imellem tommel og pegefinger så synger den. Den synger til mig om en ensom stub med rødder der strækker sig dybt under overfladen. Ude på badeværelset står jeg og ser til i spejlet. Med begge hænder griber jeg fat i mundvigene og trækker dem fra, så jeg udstiller konstruktionen. Og øjnene løber i vand imens jeg ser ind i fremtiden.

 

2.

Jeg sidder og ser på min venstre pegefinger og forsøger at komme i tanke om hvad jeg har glemt. Bag fingeren forsvinder det sidste lys udenfor vinduet. Jeg går hen til køkkenbordet, åbner skuffen, stikker venstre pegefinger ned og smækker den i uden rigtig at bruge kræfterne, men trækker alligevel fingeren til mig, så jeg læner i stedet håndleddet mod bordet med al min vægt og der lyder et højt smæld da jeg smækker skuffen i og jeg hyler. Fingeren er låst fast i sin stilling, med en klaverstrengs-skarp smerte der strækker igennem den, med et brud over inderste led, så den peger ind over langefingeren. Jeg åbner igen skuffen og får lagt fingeren på kanten, og skubber den i med al min vægt, og befinder mig så på knæ, med hånden lænende mod skuffen der er gledet ud igen. Kindmuskulaturen er fortrukket og smerten er bundet helt op til øjnene, klemt i, og jeg rejser mig op, stikker fingeren ned i skuffen og skubber den i igen, og igen og igen. Fingeren ser helt anderledes ud nu. Større.

 

3.

Jeg presser fingeren ind imellem læberne, dirker tænderne op, og bukker den om tanden, til neglen møder rummet imellem tanden og kødet. Jeg lader fingeren fortsætte sin prikken ved hver tand, først på yder og så på indersiden, og det gør ondt indtil fingeren pludselig smutter ved den bagerste tand og trækker en lang, tynd streg af smerte ned til svælget og en let gurglen undslipper mig. Ude på badeværelset ligger jeg mærke til hårets tynden og med en slap lussing går jeg tilbage igen, hiver ned i underlæben og ser i spejlet gummernes plastfolie glide nedad i løbet af årene indtil kæbebenet er synligt, bliver brunt og sort og svinder ind, og jeg vender mig om og tilbage igen, til køkkenet og slår i bordpladen og stikker fingeren op til fortanden, og jo, den sidder der endnu. Jeg leder tommelfingeren under underlæben og presser til. Jeg gør det samme i overmunden, og begynder at kradse i fortændernes tandkød. Jeg trækker fingeren til mig. Jeg begynder igen, og holder munden lukket ved at bide om fingeren, hvilket besværliggører min handling, men jeg bliver ved. Det summer i munden. Jeg vil have en luns fri og spise den, tygge den, slikke på kæben, og jeg kan smage jern men det er for tyndt og jeg vil nå ind til det tykke, mørke blod. Jeg kan kun mærke tanden, hele rummet sidder om tanden og summer og det er alt hvad der er, og jeg kan ikke skifte mening nu, hvor den retter ud efter at have bøjet indad og kødet viger for interessen. Endelig tager jeg fingeren ud. Den er helt øm. Jeg åbner munden, først forsigtigt, men til sidst løfter jeg overlæben op og blotter mine tandhalse.

 

4.

Øjnene drypper og med munden i laser sidder jeg og skal til at låse knæet op. Jeg har en saks som jeg har forsøgt at skrabe pizzasovs af, men det er svært. Jeg løfter min venstre finger. Den er helt sort. Bukserne nede om anklerne, og røgen, tyk nede ved gulvet kildrer om hårene. Den dunkende boblen og pibleriet alternerer imellem mund og finger der telegraferer til hinanden. Det er svært at komme ind. Jeg klipper båndene over, og smutter skallen ud som en rød lille sten.

 

5.

Det bølger varmt bag min bløde, mund i maven. Den piber og damp stiger ud derfra. Maven skummer rødt og vandet skvulper og koger derinde. Gulvet er et hav.

 

6.

En spand fuld af indvolde folder sig ud over fortovet.
 
 
 

Mette Damgaard Sørensen: Ved molen

:
Jeg overvejede at leje et værelse med udsigt over den lange mole, men prisen var for høj. I stedet fandt jeg et rum, som var lillebitte og lå ud til baggården; på den måde blev skraldespandene det, jeg fokuserede på. De var falmet til en grå farve, jeg skrev det ned for at starte et sted. Jeg skrev og skrev: Grå, himmelgrå, sildegrå, dunkelgrå, musegrå, rottegrå, askegrå, fuckegrå. Bagefter gik jeg længe nede på stranden og ledte efter en isbod.
 
 
 
 
::
Mågerne slog ned mod havet, de flaksede, min frakke var for kold, jeg måtte købe en ny og varmere, måske af uld. Jeg har aldrig haft sans for den slags praktisk skønhed.
Mine fingre greb ned efter blyanten og notesbogen i lommen, men dem havde jeg glemt på værelset. Jeg pudsede næse og aflæste syv beskeder på mobilen, de to slettede jeg med det samme. Isboden var lukket, og stranden var ingen lise.
 
 
 
 
:::
Det var på tredjedagen, jeg mødte bugtaleren. Jeg genkendte ham fra en plakat, der hang nede ved torvet; han havde netop optrådt i salen ved kirken. Vi mødtes tilfældigt på den kinesiske restaurant, jeg satte mig over for ham og smilede stort. Han var pæn på en lidt udstoppet måde, han havde sin dukke med, en standard uhyggelig dreng.
Han så spørgende på mig, jeg indledte en samtale, jeg masserede ofte folk på den måde ved at være interesseret og stille spørgsmål.
Jeg spurgte til forestillingen, jeg spurgte til, hvordan det hele begyndte, til hans succeser, jeg fortalte ham, hvor meget jeg beundrede hans mod: en voksen mand med en dukke, jeg fik ham til at smile. Efter lidt tid sagde dukken det, som det var, mens han selv kiggede lidt væk.
 
Jeg er vant til afvisninger, så jeg rejste mig op, sagde tak og farvel, gik langsomt gennem restauranten, med ryggen rank og blikket værdigt, det rørte mig ikke. Han rejste sig desuden op og kaldte mig tilbage, han undskyldte, han var bare træt, jeg tilgav ham med en frisk bemærkning, vi spiste et måltid og sludrede, han blev oprømt af vinen, og tingene udviklede sig.
 
Eller:
Efter lidt tid sagde dukken det, som det var, mens han selv kiggede nysgerrigt på mig.
Jeg sank tilbage i sædet, kiggede ned i dugen, sukkede, pludselig fikseret af træthed, det tog mig lang tid at tage mig sammen, tjeneren kom med en nudelret, bugtaleren rakte ud efter pindene og soyaen, dukken lå nu på bordet ved siden af.
Jeg tog et par dybe indåndinger for at komme i gang, men jeg kunne ikke finde på noget at sige. Jeg rejste mig langsomt, og idet jeg passerede hans stol, fik jeg en idé: Jeg ville overtage hans smukke blå paraply. Den hang i en rem hen over stoleryggen, jeg ville vriste den fri, jeg trak i snoren, men måske havde han med dukken udviklet en ekstra eller overtydelig sans, for han lænede ryggen hårdt tilbage mod stolen. Jeg rev i snoren og stak samtidig venstre finger i hans øre, men han rystede bare på hovedet, jeg endte med at give ham et dunk i ryggen. Det kom til at virke for venskabeligt, så jeg gav ham et til.
Han blev siddende uden at vende sig om.
Tjeneren trådte til og gelejdede mig hen mod døren, jeg måtte forklare mig oppe ved kassen og betale for en øl, så løb jeg ud af døren, udenfor løb mine øjne i vand, men det var blæstens skyld.
 
Jeg gik igen ned til isboden. Den var lukket, jeg fortsatte helt ned til vandkanten, hvor der stod en ældre mand og lænede sig mod blæsten. Han vendte sig om og så nysgerrigt på mig. Jeg sparkede til nogle sten i sandet. Han sagde noget, jeg ikke hørte; jeg vendte mig om for at gå.
   – Du har ingen anelse, sagde jeg så og gik hjem.
 
 
 
 
::::
Hans hud var bleg, brystkassen var glatbarberet, og han havde topmave. Jeg måtte læne mig mod tapetet og trække vejret gennem næsen.
Han trykkede sig ind mod mig, gned sig op ad mig og efterhånden fik jeg varmen, han famlede rundt, klemte for hårdt, fik mig med sig ned på sengen, utålmodig, larmende, han ville kysse mig, jeg tjattede til ham, og så var han pludselig såret. Jeg væltede ham ned på ryggen i sengen, satte mig overskrævs og gav ham en ikke for hård lussing. Jeg gav ham én til, han skubbede mig af, jeg gled ned på gulvet. Jeg landede på min frakke.
 
   – Jeg synes, du skal gå, sagde han så.
Jeg nikkede.
   – Jo,jo. Men… Jeg skal ingen steder, sagde jeg og lagde mig ned på maven for at studere hans bogsamling i den lave reol. Til min overraskelse fandt jeg en nyere, polsk roman, som jeg holder meget af. Jeg lod en finger glide langsomt ned ad ryggen, den virkede ulæst. Lidt efter sagde han:
   – Jeg tror ikke, du er noget særligt sødt menneske.
Jeg synes ikke, det krævede noget svar, så jeg rullede om på ryggen og stirrede op i loftet. Der hang et udførligt spindelvæv i hjørnet ved gardinstangen. Så sang jeg noget af en Robyn-sang, som han måske kendte.
Han hostede.
   – Vil du ryge?
Han trak en skuffe i natbordet ud og fandt en joint.
Dukken lå oven på bordet, med hovedet vendt ind mod radiatoren. Den så mindre ud nu.
Han tændte og tog et heftigt sug, så rakte han den ned til mig.
Jeg hev røgen ned i lungerne og lukkede øjnene, jeg har ikke røget siden mine gymnasiedage.
   – Har den helt ærligt ikke en kuffert?
Han kiggede ned på mig.
   – Dukken? Nej.
Jeg lukkede øjnene. Lidt efter så jeg en måge glide forbi, den havde en pomfrit i næbbet. Jeg kaldte på den, jeg kunne næsten røre, den var smukkere end forventet, gråspættet og elegant.
   – Måger er fugleverdenens svar på rotter, sagde jeg.
Han sagde ikke noget.
   – Du tror måske, det er duer, der er flyvende rotter, men nej, det er måger. De er dristige, de er intelligente, de arbejder sammen, de rydder op, og hvem spiser frivilligt en måge..? Måger har lige som rotter gennemskuet, hvordan man får det maksimale ud af verden.
Jeg sank en klump.
   – Ved du godt, at én skade varsler ulykke? Måger varsler ingenting, de er her bare. Duer derimod er fugleverdenens svar på…på…
Jeg anede ikke, hvordan jeg skulle fortsætte, mine ord var sluppet op.
Han fnes og lagde sig på siden men en hånd under kinden.
Så sagde han som en tyrkerdue.
En morgen.
I et fyrretræ.
Uden for et hus.
Lidt efter mærkede jeg, at jeg frøs. Jeg rejste mig op og lagde mig ind til ham. Jeg strøg ham over hele kroppen. Han var varm og i live. Det udviklede sig, men ikke mere end det.
 
Halvanden time senere stod jeg igen ved isboden og ventede på, at solen skulle stå op. En dame med en hund hilste, jeg nikkede og betragtede derefter en sky i horisonten; den var let rosa og havde form som en sky.
 
 
 
 
 
 
 
 

Shosha Raymond: Olivensten

Vi er sådan en familie, hvor man rejser sig for at bære af bordet, så snart den sidste er færdig med at spise. Børnene skal bære over, de voksne putter i opvaskemaskinen. Når børnene bliver ældre putter de også i opvaskemaskinen, når børnene bliver endnu ældre vasker de også de store gryder og pander af, og når børnene er voksne børn, siger de til de mindre børn, at de skal hjælpe med at tage af bordet, spørger dem om de tror oprydningen tager sig selv. Sådan cirkulerer det hele rundt i et kredsløb, der ender med at man råber ad Bubbe, der er farmoren, for at få hende til at sidde ned, få hende til at holde op med at gå, også nu med stativet. Så kan hun sidde tilbage ved det affolkede middagsbord og gnaske oliven, ligesom bearbejde den ene efter den anden i kinden, spytte stenene ud på en gul serviet.

 
 
 

Julie Teilmann: Tre digte

Vi er lyngen   vi er marehalmen
rygsøjler og
fingerspidser
inderlårenes struktur
der flyder sammen med havet
og spyttes ud
i vandkanten
vi er det nøgne   det fragmenterede
og det levende
saltet og køligheden   en musvåge
vi er impulserne   vi er
tangen  skærende   mellem tæerne
og hyben
vi er hyben
vi er frugtkødet og de hvide frø

 
 
 
 
 

Vi er ålegræsset     klistrende
mod huden
mavemusklerne
som revlerne i sandet
det lange krøllede hår
vi er blæsten   i det
og gåsehuden
fra håndleddene til kravebenenes hulrum
vi er havgusen
muslingeskallernes knasen
under kroppene
muskulaturen der spændes
og giver efter
vi er noget opløseligt
vi er salte væsker

 
 
 
 
 

Vi    et sted
blandt siv
øjenlågene
vi er det opsvulmede og det blanke
blåmuslingers munde
vi er en hvisken     så     så     så
og et strøg mod kroppen
med hagen    vi er ømheden
i bevægelser
og under bølgerne
er vi flade kroppe
som søstjernernes er det
vi er sugekopperne
hos dem
vi er små sole
vi er hyben
vi høstes
og vi er i saften     i geleen
på tungernes spids