Julie Tingkær Christiansen: nordhavn

om eftermiddagen kommer solen, sådan er foråret, en melankolsk forsinkethed. alle går mod nordhavn, havnebadet er smukt i den lavthængende sol over industrikraner og byens tage bag stationen. jeg kigger på dit ansigt, imens du ser ud over vandet, det grønne oplyses og lever som smykkesten i dine øjne, det grønne med den mørkere blå kant og det svagt lysebrune, der er strøget omkring din pupil. tosomheden, den elsker jeg med dig. vi sidder her på trædækket, du giver altid kaffe fra andersen & maillard, du elsker at give.
lige her blandt andre mennesker, de fremmede, som man kommer til at elske lidt; lige her har vi siddet i mange timer efterhånden. jeg er heldig, for snart er byen vores, alle de steder vi har erobret og indlemmet, samlinger af det vigtigste.

om aftenen går vi under banelegemet, togene giver sådan en brusende lyd fra sig, når de kører mod svanemøllen eller den anden vej, som en understrøm, der griber fat i én nedefra, og man mærker det i underlivet. himlen er stadigvæk lys og mild, april måned. vi går ad østerbros ensformige gader, smukke facader vender mod os i kvarterets mange karreer, jeg ser det hele.
jeg er så træt i de her dage, en overgangsladhed. vi beslutter os for at gå i irmaen lige ved os, købe ind uden at ane, hvad vi skal lave til aftensmad, sådan er vi begge, sanselige dovne væsner der lader os forføre, lystdrevne, og derfor mangler vi ofte penge. vi vil gerne have børn, men det koster penge, vi vil gerne have et sommerhus siger vi grinende i munden på hinanden, det skal nok ske. hvor er vi stærke og bange sammen.
vi køber ind til din pastaret med tomater og frisk basilikum, jeg får min vilje. knækkede stænger rå pasta på gulvet under mine hvide tennissokker. du hakker løg og andet til den varme pande, det hvæser og madskyer stiger op i vores smalle køkken, vi indhylles i damp, og ruden sløres ud mod herninggade. vandet i den største gryde, vi ejer, koger nu, jeg elsker gaskomfuret, her er så mange lyde, noget klikker og når flammen tændes ved man at det er okay, vi står bare her og laver mad.
vi har ingen sofa i lejligheden, den står til opbevaring, så vi sætter os ind i sengen for at spise. her kunne jeg være alle dage med dig, kigge ud på spirerne og tagene der er vores udsigt. vi lader altid vinduet stå lidt åbent, livet er derude og herinde. den nedgående sol laver glødende overgange på den blyfarvede himmel, en hvid kondensstribe fra et fly skærer på tværs, den svage måne træder mere frem nu. pastaen er varm, og parmasanbjerget smelter ned i resten som en minigletsjer i den dybe tallerken. vi spiser begge i stilhed og med stor appetit, nydelsen finder vi altid i sengen, herfra udgår vores verden, så tæt op ad hinanden som kun elskende kroppe kan være.

om morgenen vågner vi, senere end planlagt. dine mørke hår få steder på det hvide lagen imellem vores puder, som små tab af nattens sorte.
 
 
 

Samuel Hofmeister Hughes: Tre tekster

SOMMERHUSET

Stranden. Bred og provokerende. Du kom forpustet ind i. ”Hvor kommer du.” Sveddryppende og. De talte stadig derude. Som om at det, de var i gang med aldrig. Vand ramte vores fødder. Hver eneste gang der kom. Mænd der badede nøgne om. Satte sig i saunaen, smed vand på.
Sommerhuset blev malet gult sidste. Man drikker kaffe. Sidder ned.
På dette tidspunkt af. Træværket duftede, fordi det havde regnede i. Det er flere år siden, at vi sidst. Om natten.
                         Vi begynder at drikke tidligt, for at. Tømmer glas, spidder. Fortæller                          den samme løgnehistorie igen og.
                         Vi kender dette sted, men hver vej vi tager, er en vej vi ikke.
 
De voksne sov. Vi pakkede os ind i. Tæpper og uldne. Du tog langsomt dit tøj. ”Jeg kan se, at du er.” Du hjalp mig med at. Trak det over hovedet. Kraften i dine. Dit skind var. Jeg havde ikke set disse.
Lag.
Skrøbelige og salte.
Om morgenen græd du. Du troede du var. Men væggene var tynde.
 

SKOVEN

Vi kendte godt hunden. Skoven var kølig, efterårsdagen var. Han blev ved med at. Lang og slidt. ”Du sagde, at du.” Du har fortalt mig om flere af dine.
Området havde vi for os. Vejen der omkransede bakken, de fleste af træerne og åen der. Hvor vi. Stierne. Vi byggede vores egne. Tøjet tog vi af i byger. De to søstre var ikke, søstre af blod. De sagde.
 
På et tidspunkt turde jeg ikke kravle højere. Da vi fandt myretuen, var det sket. Jeg forstod aldrig hvordan de andre kunne. Rødt på rødt, på sort. Igen og igen. ”Stop det.”
Det som en ven aldrig ville.
Nede i butikken var der montrer med fisk og kød. Kasser med grøntsager, brød, stenfigurer. Dyr i bure og forskellige smykker og lænker af. Hylder med glas i forskellige. Vi måtte vælge to hver.
Jeg husker ham med ryggen til. Nede ved.
 
”Du skal løbe og så hoppe.” De stak pinde ind i. Rodede rundt. Kørte stærkt. Deres små kroppe. Det er først et år senere, at håret kommer. Over solen lå en.
Pøl med tis. Skyerne og de grønne. Det var deroppe vi. Hunden var jo ligeglad. ”Hvis du holder din hånd stille.” Nogen havde sagt at vi. Igen og igen.
Det passede ikke.
 

HULEN

Lejligheden var en. I går var allerede. Vi lå i klynger. En sydvendt hule ud mod. Op ad dagen. Varm ånde og harpiks fedtede. Ovenpå hinanden, ved siden af. Under jorden, ude i.
Natten var forskellige tunneller, der havde formeret sig som fingre i en. Tog os ud gennem. Byen havde omringet os. Vi vidste ikke.
Vi serverede stegte rødspættefileter, kogte, skrællede, hvide kartofler, øl i pæne.
                         Du går rundt ude i køkkenet. Vi er lige stået op, eller, du er. Vågnede                          tidligt. Du sætter dig op, din ryg. De andre følger med. ”Man skal                          passe på her,” siger du og peger.
                         Over dit hoved hænger. Et lag af døde.
                         Kaffens duft findes ikke, og så pludselig findes den. Folder tøj,                          pakker ting ned, ind i skabe, ryster.
 
Det var ingen fest vi holdt, mere en slags. Op ad dagen kom folk til sig selv. Så prøvende hinanden i. Rævehaler og harefod.
Du havde ikke kigget på mig hele. Den slags opførsel var. Allan, Lars, Thomas og Bjørn. På et tidspunkt havde hun fået. ”Du kan sgu da ikke bare.”
Da du kom tilbage. Din pels var rød og stiv. ”Hvor har du.”
Udenfor tog vinden. Vi hørte efteråret. Vi lå. Din krop var. Du spiste.
 
 
 

Emma Sandborg Karmark: To tekster

JORD

Tre dage efter han var død, vågnede jeg om morgenen og tænkte: Han er død. Og jeg fik en forfærdelig fornemmelse af, at jeg var den sidste, det var gået op for.

Der var sådan en tomhed i huset, og den blev allermest presserende, når jeg kiggede ned i min kop med kaffe og havremælk. Jeg åbnede mit vindue og kiggede ud, alting var presset sammen til en flade, og jeg sad fast i mit rum.

Jeg er tom som et spøgelse
Jeg kan leve af hindbærsaft, æbler og honning
ekstrem sødhed

Hans lejlighed skal tømmes, og
her findes et helt liv,
men mennesket det drejede sig om er væk, og avisen bliver leveret, og strømmen er tændt, og der er bananer i køleskabe. Jeg er blød. Vi skrubber gulvet. Vi tømmer skraldet.
 
 
 
*
 
 
 
MENNESKE

der er et spøgelse i væggen

jeg kan mærke dine hænder
når væggen bliver kold

dit ansigt er støvet
jeg vil tage mig af det

men du kommer aldrig ud

forbindelsen her er
ikke sikker

i bunden af flasken ligger der frugtkød
i toppen har der været saft

selvom du er død
er du jo stadig et menneske

*

der er damp i luften

brusehovedet drypper
jeg binder det ind i stof
brusehovedet er indhyllet
og jeg er tung i hovedet
 
 
 

Anna Marie Jensen: To digte

En tynd slange af gode hensigter i de oplagte gardiner
følelsen den dag som kulden langs gulvet
før jeg hængte dem op, og de flugtede perfekt
rystede hænderne
 
 
du ved det godt
og klager ikke over al tiden:
 
hvis jeg kunne tage ordet
tindre i min hånd
ville jeg ikke længere tøve
 
du ved det godt
 
 

nogle gange forsøger vi sammen at
se på en aflagt kjole, en kogevasket erindring
blå, nulret, tæt
 
den behøver ikke blive kortere, mindre, se
man kan også lægge noget til, sy noget på
 
 
når du siger sådan, bliver jeg urolig
 
 
 
*
 
 
I brændingen eller lidt senere i skovbrynet
eller lidt længere inde i skoven
står du og glinser i din regnjakke, siger:
kan man spise det her
destillat af efteråret, nej, du siger:
den her fede svamp, den her støvbold, hvad tror du?
 
 
her:
 
en orangeglødende trækrone og vandet rundt om stenene
i den lille bæk, rislende, den lyd
 
eller:
 
den måde Georg Trakl får purpur
til at holde verden sammen på
som en hånd, der holder hånden under sig selv
en tanke, en handling, en underlæbe
purpur, stierne, træerne, fuglene, purpur
 
 
ethvert ord, der gentager sig selv
 
 

Barbara Agertoft: Fire tekster

en ting, der holder på organer.
jeg spiller skuespil og lader som om, jeg kender den krop, jeg bruger.

jeg ligger i min seng og suger saften ud af appelsiner. jeg har skåret dem i skiver og gnaver kødet fra skrællen. saften skyder til alle sider og farver mine mundvige orange. jeg piller mig selv fra hinanden for at kropsliggøre min frustration, et forsøg på at ændre. jeg har åbnet alle vinduer. kulden får mig til at føle mig ren.
påskeliljerne er visnet, før de nåede at springe ud. nu er de helt sammenkrøllede og håbløse.

at svæve på mine hænder: et ønske om balance.
nogle gange holder jeg op med at trække vejret for at mærke blodet pulsere i brystet. det føles som en form for kronologi.
jeg kan godt lide at forstå ting uden at kunne forklare dem.

 
 
*
 
 

jeg vågner og har en trang efter koldt vand, at lade mig omslutte, gennemskylle, synke. en lyst til at trække vejret i hele kroppen samtidigt, åndehuller i porerne. at hengive sig til det større, til det uhåndgribelige. i vandet ved jeg ikke, hvor jeg er længere, jeg er bare. en slags lettelse. at løbe i modvind med åben mund.
engang åbnede jeg øjnene, når jeg var under vandet, gav mig selv lov til at se noget nyt. jeg forestillede mig, at vandet ville flyde ind gennem øjenåbningerne, trænge ind bag øjenhulerne og ind i min krop. sprede sig, gøre mig en del af saltvandet og ikke omvendt.

jeg tænker på badebroen. at jeg kigger gennem sprækkerne, en bekendt fremmedhed, en fusion af elementer, jeg genkender. det faste flydende, skabelse. jeg ved ikke, hvor grænsen går, hvor bunden rammer, men jeg forstår det. vandet hjælper mig på vej, jeg dykker under og svømmer ud. bevæger mig for at mærke mig, bevare varmen. forleden var vandet helt klart, jeg kunne se den grønlige bunds ujævnheder, mens jeg svømmede længere og længere ud. da jeg kom hjem, gyngede det i hele min krop. det blev ved resten af dagen, og jeg forstod det som en slags hjemve.

 
 
*
 
 

jeg forestiller mig, at der er et helt solsystem inde bag mine ører, og det fortsætter og fortsætter, men jeg ved det ikke. jeg kan næsten se ellipserne, som planeterne følger, tankerne, der hænger fast i dem. en form for svimmelhed. mine øjne flimrer, selvom de er lukkede og jeg forestiller mig, at jeg bliver suget indad, men det er bare en fornemmelse.

engang hørte jeg, at ensomhed ikke nødvendigvis er en radikal følelse, og det gav mig gåsehud. hele min krop blev overvældet af mørke. jeg åndede lettet op. åbnede vinduet og skruede op for radiatoren og lagde mig tilbage i sengen. lå under dynen med et tomt blik i timevis og havde det bedre end i lang tid.

 
 
*
 
 

dine øjne er blå, og jeg tror, jeg ser, hvad du tænker på, men det passer ikke. jeg ser det samme, som når man ser på himlen. man ser håb eller frygt eller medlidenhed, men den viser ingenting. himlen er bare blå. du er bare blå.

fliserne er kolde, stråler gennem mine fødder. hvis ikke jeg vidste bedre, ville jeg tro, de forsøgte at slå mig ihjel. døren er i træ, eg, og jeg snubler over fodlisten. jeg kan høre kaffemaskinen og vandet i rørene. solen skinner ikke, det kunne jeg engang godt lide. fra køkkenet sluger jeg et glas vand, står og kigger ud i luften, venter på at tænke en ny tanke.
 
 
 

Havhus: hårdt blødt

1
10 år for at være til irritation
2 måneder for voldtægt
men det var forældrenes skyld
men enhver skal stå til ansvar for sig selv
men hvor lang tid har jeg til at lære det
det begynder i morgen du møder klokken 7 og så kan du det

har du stadig ikke lært det, så af med fingeren af med armen af med skulderen og af med hovedet
hvorfor ikke bare en abort
abort er en god ting væk med det hele
forældrene må lære det
de har 100 år 3 generationer det må være nok
men der er jo ingen børn
så 50 da

jeg kan det nu
jeg er ansvarlig
jeg er den eneste

2
vi har et problem her
vi kan ikke styre flokken
flokken vil ikke styres de gør ting uden at spørge
der må flere regler til
der må flere love til flere sanktioner hårdere sanktioner
indtil de lytter
men det er kun kuede der lytter
unge finder hele tiden på noget andet
jamen så følg efter dem der må være noget som kan forbydes
kan man ikke bare forbyde dem livet
jo abort abort er godt væk med det hele
i morgen skal de kunne det
i morgen klokken 7 skal de kunne det
der bliver et problem hen ad vejen med børnene
det løser vi vi laver en lov ét barn for hver abort
og alle skal abortere så alle skal være gravide så alle skal have sex
og så sex tit nok til at de kan blive gravide
det vil gå ud over produktionen
men de vil jo i forvejen hellere have sex end arbejde
det bliver et problem
det løser vi i morgen i dag skal de have sex for at blive gravide som de kan abortere så de kan blive gravide igen det er loven
og produktionen?
produktionen løser vi i morgen i dag skal de have sex.

3
se der står én i vejen
løft ham op det røde er liv
det røde er tid sæt ham ned
slå ham ned
lad ham ligge
tag hans tid byg et hus
byg et samfund
bygethus
byg planeten
bygethus
byg
byg et hus
tag hans tid
alt det røde intet først
intet først nyn
nyn din sang

4
en skrivemaskine på toogfirs
taster der vandrer én centimeter før de slår
din fortæller vandrer ikke
fortælleren
du og din verden hvem skal DU slå
der er ingen
ingen at tale til
fortælleren er uden tunge
fortælleren er uden ører
der ér intet hjerte indlejret i dét bord den maskine
plastiken tyndgjort til brudpunktet det dør før metal
hvem er du som lever med noget i hundrede år livet er nu
fortælleren væk samfundet slår
opgaven er at slå rette ind
du kan sagtens dø nu bare dø
der er intet når først du er født
enhver burde vide det

5
har du hørt det man må slå børn igen angiveligt er det godt for alle at blive slået en ordentlig rusketur kast mod gulv kast mod væg kast fra store højder slag med ting med maskiner

          kast

nu må man igen

          fra dag ét