Muswell Hill, august.
Læser i sommervarmen
et dikt om ditt liv.
*
Nyíregyháza.
Du serverer kaffe og
anbefalinger.
*
Montparnasse, april.
Rekapitulation av
vor begyndelse.
*
Haugenstua, mars.
Mitt enkle liv har handlet
så meget om dig.
Muswell Hill, august.
Læser i sommervarmen
et dikt om ditt liv.
*
Nyíregyháza.
Du serverer kaffe og
anbefalinger.
*
Montparnasse, april.
Rekapitulation av
vor begyndelse.
*
Haugenstua, mars.
Mitt enkle liv har handlet
så meget om dig.
Neonkapellets lys
2, 3, 5 tequilashots
med en fælles veninde
som vejrtrækningen mellem opkast
et lig mellem stories
står en gud blandt mænd;
med krøller og tårer
braids opsat i nakken
som kærestesorger
blandt scenelysets hyacinter
fanger vi hinandens blik
igen, og igen, og igen
fordi vi kunne sangen
fordi jeg kender din natur
fordi jeg ligner Louvres narkissos
i en karrusel af vennegrupper
danser vi ryg mod ryg
min Newtons tredje lov
en skrøbelig ækvivalens,
lyser som solen, en optisk pincet;
der griber om mig
arbejde;
til energi, og så;
til kraft
den trækker i ubalancen
fra mine fødder til min lever
begge dømt til skærsilden
eller pythonens gab
under bjerget, bag betonkirken
dér ved dit tempel
det perfektes talerør
beskyttet af middelalderske dræberkaniner
i en forbandet velsignelse
der drypper fra min næse
efter pulveret fra min ringfinger
negl, hvis diamanter stadig kilder
på en forbrændt slimhinde
under en ophævet nethinde
blå osiris, ved en hornhinde
i en hvirvelvind af rus og kroppe;
en sansningssky;
jeg er for blind til at få overblik over
linjen mellem jer er blevet uklar
kun jeg står nøgen
i en drøm jeg ikke kan skildre
det var det som Héloïse lærte
om poetens valg
at huske, at danse, at synge;
på metroperronen, helt liminalt
en overgangsfase fra elektricitet til bevægelse,
arbejde, energi til kraft;
en tyngdekraft; fra hans laurbærkrans
der let brænder min hovedbund
Apoteose: det var det, det var.
Digt 1: ”H.”
I har krydset bjerge for længst,
dengang bjergene smagte af cyanid,
I har været fanget i huse i skove,
en dag i august har jeres legemer rystet,
en skræk over at indrømme det eneste sande.
I supermarkederne får i boner på jeres varer,
hjemme i jeres huse får I lykønskninger fra tusinde ukendte.
Livet er en gave fra himlen,
en gave kun til jeres glæde,
den uimodståelige glæde der binder jer til dette.
I smører madder til børnene,
bagefter ser I TV,
mens børnene løber frem og tilbage,
men jeres kroppe har intet fattet af situationen.
I har krydset bjerge fortæller jeres datter jer,
en sagte hvisken fra det ene hjørne af huset,
en glemsomheds flamme,
og minderne er som små lapper papir,
der for længst har ramt bunden.
Digt 2: ”Tyngde”
Tyngden af armene omkring din krop,
en tyngde der langsomt smelter ind i og bliver et med din krop,
der langsomt slæber sig gennem verden, eksistensen, at være med en tyngde.
Du plejede at fortælle, at du kunne gå langt på de små stræder, bevæge dig gennem masser, horder af mennesker, kropslugte, sved, mærke andres ånde i din nakke.
Tyngden er nyfunden, jeg ved ikke om det er dig, om det er en forandring, et skifte, om tyngden kan forsvinde, om tyngden er en konsekvens af, en del af at være, en del af din nuværende eksistens,
om du kan mærke tyngden i søvne, mærke at flyde ned af tyngde, ikke at kunne trække vejret, at luftvejene er blokeret, at den eneste luft der kommer ud er i korte suk, skrig og råb, langsomme skiftende bevægelser, at kunne mærke kroppens kampe.
Om du selv kan mærke tyngden, mærke kroppen, mærke hjertebankene, blodet der cirkulerer, tilværelsen i livet, med livet, at mærke sig selv som levende død.
Digt 3: ”Sameksistens”
Vi er uden identitet i et kryds af andre mennesker, deres kropslugte, tæt, mærke deres kropsvæsker.
De væsker, vi svømmer i væskerne, fører os ind på land, for at finde en afklaring, men det er ikke til at finde ud.
Vi holder hinanden i skak.
Vi holder hinanden i tvang.
Vi holder hinanden i magt.
Jeg giver dig lidt af mig, for at holde dig tilbage, du tager mig tilbage til noget ukendt, jeg glemmer hvem jeg er.
Med dig er jeg ubeslutsom, tøvende, jeg tror ikke, at jeg kender mig selv,
med dig er jeg et flig af hvem jeg er, jeg glemmer, hengemmer mig,
og du fortærer muligheden, for i den opstår en lighed, en sameksistens.
Vi bliver hinanden, i modpolerne skabes en afhængighed,
og jeg ser mig selv falde i, for det er kendt, jeg skal ikke lede eller søge.
Vi holder hinanden i kendskab.
Vi holder hinanden i tvang.
Digt 4: ”Bunker”
Bunker, bunker,
kan minde dig om
Kroppe
Stablet
FOLDET
LAGT SAMMEN
Som i dagligvareforretningerne
Med arme,
Hænder, fingre,
Du husker
SKRIGER
Natteræd,
Dine børn længes efter legepladser,
I mørket,
Ser du dem,
Arme,
Fødder,
Ben,
Du husker,
Du husker,
At løbe.
1.
Hæsblæsende livligt skriver du “GUD” på
min hoveddør.
Hvad end der før er forekommet,
er uden for din – eller vores
bevidsthed.
Der bliver slået vejrmøller på gårsdagens avispapir og kastet med skældsord som
“konstant” og
“kærlighed”.
Uden selvbevidstheden, er cognac og livsglæde blot et forældet syn på den altid levende og evigt tænkende lykke.
2.
Tilstedeværelsen er istandsat, til
en dogmefilm på støttehjul
og hvad der før var evigt
er nu forgæves og tilgivet.
Illusioner af gamle lysglimt
i afkroge ved gadesving.
Svindleri og efterladt lommeuld.
En tilbagevendende kampfgeist
imploderer efter længslens skyggearm.
3.
Hendes endeløse smil burde beskattes.
Løbende ned af opgangen og ud
i helvede med mig lige i røven.
Hun tager alt med sig, på nær skuffelsen.
7.9.
Der løber en mærkelig væske fra min ene håndflade. Siver gennem huden i flere farver. Gul, hvid, brun. Lægger sig over klinkegulvet som tynd hinde. Frøer hopper på hinden som på trampolin. Ikke rigtigt min væske, kommer bare fra mig. Råber til frøerne, at de skal skride langt væk, at det er en privatsag.
*
13.9.
Sidder i en form for domhus. Højt til loftet, øjet ser uendeligt. Alt er brunt. Et sted i venstre side sidder lille pige med brunt hår. Langt borte. Kan næsten ikke se hende. Så rykker hun frem og frem og frem som skyggeflimmer, til hun sidder med knoglehvide albuer hvilende på anklagebordet. Hun gør mig ubehageligt til mode. Mand med høj hat prikker mig på skulderen og siger: ’Er det mon dig, der spreder rosengalde heromkring?’ Jeg svarer: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Jeg vender ansigtet op mod dommeren. Hans ansigt er væk. Jeg siger igen: ’Jeg tror, at pigen må dø.’ Dommeren uden ansigt ser forbavset ud. Peger uden fingre på uendeligt stor mand uden trøje på. Musklerne rokker under huden som dansende okser. Måske er ansigtet væk, måske er det gemt i loftet. Solen spejler sig i ham, hiver ham større og større. Der er ingen sol. Kun sol på manden. Jeg hiver blikket væk. Ser mig selv stå på bordet, hvor pigens albuer lå. Jeg er lillebitte. Som et insekt. Manden kommer gående imod mig, løfter hånden helt derop, hvor ansigtet måske er, lader den falde, klask. Vi er borte. Vi er i en skov. Manden presser mig ind imod køligvådt buskads. Arme og hænder alle vegne. Varm hud. Røget ånde mod øre og kind. Ikke røg fra smøg men fra skorsten. Lugter også lidt af surt bolsje. Som dem jeg fik, da jeg var barn. ’Du bitte,’ hvisker han, ’du er så lillebitte.’
*
17.9.
Der er nogen på værelset. Kan ikke bevæge mine øjenlåg.
*
19.9.
’Hvad vil du?’ spørger han. Kun sofalampen er tændt, han har sutsko på, ser tv. ’Hvad vil du?’ spørger han. Jeg tisser på gulvtæppet, bliver flov.
*
21.9.
Skygger på indersiden af øjenlågene, blækklattest, vil ikke.
*
24.9.
Forsøger febrilsk at fjerne en edderkop fra ryggen, men kan ikke nå den. Lille parasit, tænker jeg. Banker ryggen mod væggen til den dør.
*
27.9.
Nede på molen, summende sommerstemning. Børn leger, blå himmel, spande med krabber. Foran isbil står lille slikhårsmand med hvalpefedtede kinder og topmave, måber dumt. Bløder fra dybt snitsår i halsen. Jeg smiler. Blod løber ned over polokraven, drypper på asfalten. Han ser på mig med blanke øjne og siger med boblet fiskestemme: ’Blæ bl bælling’. Jeg siger: ’Nej mand, jeg hedder Kælling!’