Bidrag

Agnete Petersen – 2 tekster

MARTSFORNEMMELSER

der ligger forude en martsdag
hvor solen skal smyge sig forbi vores halvåbne persienner
og lægge sig i striber
henover bordet
og vi skal vågne af os selv
og vores åndedrag skal udbrede sig i hinanden
ophæve den larm, der er angsten for ordknapheden

udenfor skal en fremmed komme forbi
han skal slubre og søge ned
mod den sne, der fik lov at blive
og vende den med sine hænder
smøre den opad sine arme
og om sin hals
banke på ruden og sige

der ligger forude et land af viskøs mælk
rørt og opvarmet i dybe kar
trådt ned og tøet bort
af påmindende stråler
sødet og set an
og pakket ind i foldet marcipan
eller måske fordelt som fuge mellem to mørdejsbunde

han er gal
siger vi til hinanden
og vi ser ham sprede nogle rosiner
han fandt dem frem fra sin jakkelomme
det hvisler og drypper
kvidrer og rumsterer
han bander
nu hænger det våde græs vist ved
gummistøvlernes maveskind

*

Der er stille. Og buketten af den vejkantskørvel, han plukkede forleden, har i hans fravær drysset sine frø ned på skrivebordet. Ingen vind har blæst og spredt dem, for han har ikke været hjemme den sidste uge. Vinduerne har været lukkede. Gardinerne er trukket for, så der nu også lugter lidt anderledes. Alligevel har buketten nyst, og hvilken nytte ville det også gøre at bebrejde den det. Han lader den være i sit glas og stiller sin taske på gulvet. Han vil ikke pakke ud endnu, så han går ud for at tisse og vente lidt. Han tisser og tørrer sig – det gør han ellers ikke altid. Nogle gange drypper han bare af. Han slukker lyset på badeværelset og forestiller sig, at han sidder i en kalkgrube. At han er faret vild i gangsystemer og har mistet sin fornemmelse for kalenderdage og morgentø. Dernede findes kun mørket og de tunge plump fra drypstenene. Han lytter. Lytter efter tegn på, at beredskabsstyrken er nået frem. Der er ikke andet for. Skridt mod den våde klippegrund eller lidt genklingende bippen og blippen fra deres soniske apparater. Om lidt trænger de sig ind på ham. Men det kan være farligt at lytte. Dissonansen og mandskabet kan være mange hulegange og tvedelinger væk. Og de er undskyldte, som der er så meget ikke-lyd at blive væk i. Han ved det selv. Det stumstøjer også rundt om ham. Af et knudret væv derindefra og overmorgenens tuden. Af åndsfraværets mange omtågede stemmer. De siger det samme og siger hver sit eget. De siger slet ingenting. Og det er svært at sige, når der kun findes mørket hernede. Og lugten af pis, der har stået for længe. Han trækker ud. Overvejer, om han skal vaske hænder, og vasker hænder. Nu har han gjort nok, synes han, og går ind i soveværelset for at lægge sig ned. Her lå han også inden. Og var han nogensinde ude og afsted? Med toget for at besøge hende. Havde hun et glasfad på sit hjørnebord med spillekort og konfekt? Med synåle og ugeblade til genlæsning. Og havde hun ikke også en tørresnor, der slog mod husmuren og vækkede hunden? Han tror det egentlig ikke. Det er for meget at genkalde sig nu, men et sted drejede vejen af. Det er han sikker på. Nogen kom ham i forkøbet. Det var den sene duft af sennep. Ventende ved et gærde at hvile sig op ad. Og måske en sandwich med skinke og ost. Mast mellem rent og beskidt i bunden af en rejsetaske. For et sted drejer vejene vel altid af. Kunne det have været anderledes. Hun havde redt op til en anden. En, der altid tørrer sig. Trækker ud. Køber luftfrisker: jasmin og melon og duften af en udluftning. En, der ser de fjerne støvfang, og lader kørvelen vide, at den skal vente lidt endnu. Gemme frøene under kappen. Kaste dem, hvis en dag, vinduet alligevel står på klem. Hvordan skal han kunne nære andet end had.

Clara Skaarup – halv plante, halv slyngel

inde bag gyvelvægge er en lysning
blomsterne dingler som kulørte lamper
blandt brune nedfaldsblade i mols bjerge
jeg fletter håret ind i en vissen bregne
det knitrer i øret
bregnen knækker et par steder
hvem er døden nærmest?
en tusindfryd nærer sig af fortidens kadavere
der har ligget netop her
vi overlader til jorden
at sørge over vores mistede venner
jeg smyger mig som en slyngplante
det tager tid
at forstå hvor jeg starter og slutter
jeg leder efter mine rødder i min mor
halv plante, halv slyngel

CHRISTIAN HEDE MADSEN – 3 DIGTE

MORGENJAGT

i

jægeren får sjældent gaver

så jeg bevæger mig som en fredløs igennem ritualerne 


ii

natten forinden ødelagde jeg min vejrtrækning med åbent vindue

og en pigestemme klokken 22.32

jeg forstod ikke hvad hun sagde

jeg er bange for børn i byen i natten

børn skal være i lyset


iii

du er ikke glemt står der i den besked jeg sendte
med min gode venstre hånd

på telefonen

til stilkene på min families tulipan der taber bladene 

i et tempo

jeg genkender fra skiskydning

en sport jeg ikke ved noget om

og som jeg ikke interesserer mig for


giv mig i stedet navnene på alle buske i Frederiksberg have


iv

jeg frygter at miste de sidste mennesker i min elektroniske kontaktbog

de digitale sarkofager


v

havregrynene lader jeg ligge på bordet og morgenen har fundet sted




FRA GADEN


i

jeg går forbi en kvinde på gaden med en skæv tand i undermunden

den minder mig om et blebarn der siger nej med kroppen

jeg kan ikke huske andre detaljer om hende så snart jeg runder hjørnet


ii

du læner dig op ad din datter i Tivoli

hun er ikke mere end tolv år og må støtte dig med alt hun har

hendes tårer blander sig med klistret eyeliner og maler streger ned ad kinderne

en lillebror går for sig selv 

i skal ud 

jeg skal ind


jeg fanger scenen på min venstre side 

og overhører en forvrøvlet undskyldning fra dig


bagerst går en ældre kvinde 

hvis kinder hænger løst

hun har grå hud i efterårsferien

jeg døber hende farmor


karavanen følger dit tempo

de er din familie og dit temperament

iii

Pjerrot tager billeder med børn der har en anden slags fædre

jeg tænker ikke på andet end dig med munden fuld af churros

og med kroppen sitrende af mit eget temperament




OVERTRÆK


i

mine børn vokser fra mig

når jeg er væk i længere tid ad gangen for at arbejde


ii

yngstebarnet piller mig i ansigtet

en halvbøjet tommeltot og en strittende pegefinger strækker sig som larver efter et lysere bøgeblad ikke ret højt oppe


pegefingeren ender i en skævt klippet negl

der efterlader små sår i huden

jeg forestiller mig blodet pible frem i papirstynder kanaler

men det sker ikke

ligesom mit ansigt heller ikke ændrer form efter de tryk og niv fingrene arbejder med

selvom det kunne


hun trykker min næse dybt ind i kraniet på mig med al den kærlighed jeg selv lægger i det

Poul Aksel Poulsen – 7 Digte

Når du er kremeret
er det nat
med din skygge

/


Engang var jeg fej
men så blev jeg affejet
og nu tør jeg dø

/


Når han holder vejret
kan man være sikker på
han snydeånder
for der er aldrig noget
eller nogen
der overrumpler ham

/


Det man forestillede sig i går
var noget med at komme myldrende
alle tider og steder fra
og nu sidder man her

/

Min erindring gnasker mine oplevelser i smadder
den er en betændelse i knæene som mere og mere
hindrer mig i at gå

/

Høre livet i lyden af dets oplysning

Se livet i lyset af dets ophør

/

For ham udgjordes
livets indhold
af bevægelser

som han vidste var
overflødige

Mette Engsted – Dagsorden

Jens sidder på sin faste plads
der står et krus kaffe foran ham, hænderne under bordet
han ser ned i kaffen
det hvide plastikkrus holder ham tilbage
hvis han vil have kaffen, er han nødt til at gribe fat om kruset
det kan han ikke, for han kan ikke lide hvidt
hvidt betyder fred
når man får fred, er man død
lig er hvide
hvis han rører ved kruset, dør han
han ser op og hilser på mig, men hans blik farer hurtigt videre og
ender på et billede på væggen
alle fire vægge er hvide
billedet er det eneste, han kan hvile øjnene på

Vi skal eksponere
Julie, Christina og Tim skal ud på toilettet
røre ved toiletbrættet og vente 5 minutter før de må vaske hænder
Casper skal køre med elevatoren
Jens skal drikke kaffe
som lektie har jeg skrevet nogle ord, jeg ikke bryder mig om (jeg bruger udtrykket ”bryder
mig om” i stedet for ”kan lide”, fordi jeg ikke bryder mig om ordet ”lide”)
det er meningen, at jeg skal læse ordene
lade ubehaget, tankerne og billederne skylle over mig
udspille sig i mit hoved
det er meningen, at jeg skal tro på, at det kun er tanker og ikke noget, jeg får til at ske lige nu
at jeg skal lade være med at lave mine ritualer
ikke banke ikke klikke ikke klemme
jeg skal læse ordene højt i dag
jeg skal sige ordene, lukke dem ud i verden, lade dem findes
bare som ord
jeg prøver:
død
min hals snører sig sammen, forsøger at trække vejret dybt
sorg
jeg kan ikke få vejret ned i lungerne, der er ikke plads til luften i min hals
kidnappe
jeg sætter farten op, synker
smerte
sygdom
spænder i nakken og i kæben
blodprop, blod, begravelse, brand
jeg kan se min Pelle, i flammer, han brænder, jeg kan ikke ikke-se ham, han vrider sig, skriger og græder. Mor!
tortur, lidelse, lig, fare
jeg sveder, spænder i skuldrene
jeg ved, at det slutter på et tidspunkt
for hvert ord, jeg læser, kommer jeg tættere på
ondskab drab mord tab ulykke uheld udrykning drukne kiste kors afsked farvel

Da jeg har læst det sidste ord, finder jeg straks et neutralt ord på tavlen
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg puster ud, stirrer på ordet,
dagsorden, dagsorden, dagsorden
det er kedeligt, neutralt, der er ro i det
dagsorden, dagsorden, dagsorden
jeg mærker det, det lufter ud
skuldrene falder ned, jeg trækker vejret helt ned i lungerne, åbner munden let, løsner kæberne
dagsorden

SOFIE MØLLER: HOTELLER

Hoteller er ikke bare hoteller. Hoteller er myrefarme, bikuber, mikrokosmosser. En avanceret form for celledeling, der udvider sig og trækker sig sammen, når man kigger på den i et mikroskop. Newtons lov om inerti foreskriver: et legeme, der ikke er påvirket af en kraft, vil enten være i hvile eller foretage en konstant, retlinet bevægelse. I et vakuum er du enten helt stille eller konstant i bevægelse. En bold, der får et enkelt puf, vil fortsætte i samme, retlinede retning, hvis den ikke ramler sammen med andre elementer. Det tænkte Sille på, da hun fulgte det røde, fnuggede tæppe langs korridoren på 2. sal. Hvis hun var i konstant bevægelse, og fulgte sin markerede linje, og ikke kolliderede med andre elementer, ville hun fortsætte denne projektilbane, indtil hendes krop løb tør for energi og kollapsede. Sille vidste meget om hoteller.
       Der er love for, hvor man må gå hen på et hotel. Man kan ikke bare opholde sig, hvor man vil. Gangene er markeret med usynlige pile, der indikerer, hvor du må gå hen og i hvilken retning. Man kan ikke bare stoppe og stirre. Man kan heller ikke smile for meget eller holde øjenkontakt for længe. Der er doktriner. Håndbøger. Eksistens er midlertidig på et hotel, som et trin på et spillebræt man skal passere for at rykke i mål. Som en boble fanget under vand, for altid på vej mod overfladen. Man eksisterer kun i sit midlertidige ham. Både gæster og ansatte er del af et lukket system, der slutter sig om sig selv som Ouroboros sluger sin egen hale. Bundet til hinanden af usynlige nervebaner og sener.
      Sille havde for længst indset dette. Det var som om alle de tidligere stadier af hendes eksistens havde manifesteret sig og stod der på række som variable af den samme grundform – kvadratroden af Sille. Kasserede forsøg fra før man nåede den rigtige sammensætning af materie. De fulgte efter hende ned ad gangene, hånd i hånd, som i en avanceret form for kædedans. Når hun vendte sig om, så hun dem for sig som de stod der – afventende, insisterende. Passerede hun folk, kunne hun ikke bare kigge ned og sende et forceret smil og sige ”dav”, for så stoppede de andre Siller dem og sagde: ”Hvor er du? Hvem går du hen? Er du udgangen? Hvem er mit værelse?” og andre spørgsmål, som Sille ikke selv kunne svare på.
       Nogle gange øvede hun sig på at gå rundt på andre etager og finde genveje rundt i korridorerne, indtil hun fandt dén vej der gjorde at hun kunne gå i cirkler rundt på etager og passere de samme værelsesnumre igen og igen. Sådan kunne hun tilbringe flere timer med at genopleve de samme gange, og hver gang bemærkede hun nye ting: mærker på dørene, ujævnheder i tæpperne, variationerne over et tema, lyde bag numrene. Det var som om, at hotellet krængede sig åbent og viste hende sit skelet. Som om strukturen viste sine mønstre, når hun gik i cirkler som en isbjørn i zoo. Hun forstod mekanikken. Gentagelsen som stilistisk figur, dørnumrene der steg og faldt som Fibonaccital. Til sidst stoppede hun, beruset og svimmel af oplevelsen.
       Sille kunne tilbringe dage med at sidde i lobbyen og kigge på receptionen. Det kolde, glatte marmorgulv, der bredte sig foran hende som en glat, stoisk pande. Receptionen, der knejsede sig fra panden som en alvorlig rynke. Forgyldt og glat. Lyset var altid gyldent og dæmpet. Årstider og døgntider var ikke mere end fjern flimmer på bagvæggen som hvid støj for øjet. Sille kunne sidde her i flere timer i sin store, tunge lænestol og betragte receptionen og gæsterne, der flimrede frem og tilbage som fluer. Store øjne, hviskende stemmer. Det bedøvede hende. Beroligende.
       Der var ingen, der krævede noget. Hun kunne sidde der og mærke hotellets fine vibrationer, som en sovende vulkan der bobler og pruster luft ud. Som kurver på et skema. Det var nok. Nogle gange var det hendes far, der passerede forbi hende i lobbyen. Nogle gange ikke. Når det var, spurgte han hende altid om hun manglede noget. ”Mangler du noget, Sille?” Han stod der med sin mappe i hånden i en lyseblå eller hvid skjorte. Slipset var sort eller navy. Håret var det samme – sort, nistret med gråt rundt om panden som en kyse. Øjnene dybt inde i kraniet, nærmest som myrer i færd med at grave en vej til den anden side af hans kranie. Stemmen dyb, altid. ”Mangler du noget, Sille?” Variationer over et tema: Samme spørgsmål, let variation i tøjet. Altid den samme far.
       For det meste manglede hun ikke noget. Der var mad. Personalet gav hende malebøger. Hun gik på opdagelse på gangene for at finde strukturerne. Før eller siden fandt hun koden bag hotellet, proportionerne mellem etager og personale og rengøringsrum og kvadratmeter. Alle hotelle havde den samme ratio. Der var aldrig den store variation. Og alle hoteller åbnede sig for hende som en musling når hun travede gangene tynde nok. Her er mine korridorer. Her er mine strukturer. Hvis Sille og hendes far var længe nok på et bestemt hotel, begyndte hun at navngive hjørner og møbler. Bjerget med de forsvindende tinder: Sofaen på plateauet på 3. sal med de mange puder. De evige drømmes kanal: Vasketøjsskakten der løb fra 5. sal og ned til køkkenet og vaskerummet. Hun elskede at se lagner og sengetøj folde sig ud og vikle sig sammen i en evig, kompliceret ballet mens de fløj ned ad skakten.
        Sille forstod sin far i kraft af hans kropsdele og organer. Hans dybe stemme, som han kun brugte på de helt rigtige tidspunkter. Det var som om, han sparede på den, og afvejede, hvornår den tjente sit formål. Den havde en dyb brummen. Og hans hænder, overraskende bløde og med forhøjede blodårer som buler i cementen, hvor træernes rodnet maser sig op. Hun elskede at trykke ned på hans bløde blodårer og mærke huden give sig under hendes finger. En lille fingertrampolin på verdens fineste fundament. Og når hans store hænder borede sig ind under hende i lænestolen, som var hun en doven kat, og han klemte hende ind mod sit bryst og bar hende op på deres værelse, uden at sige et ord, så mærkede hun deres strukturer smelte sammen og blive til én organisme, der udvider sig og trækker sig sammen i én rytme.