emulgering 7
inden da, var jeg drejet til højre ikke til venstre, ned ad den korteste sti, hvor man tydeligt kan mærke at det hele engang har været en losseplads. om sommeren er der fyldt af blågnistrende guldsmede. den smukkeste blå, mellem menneskeplantede birketræer og den firkantede ubevægelige å. i går var det eneste blå koncerthuset. et ekko af guldsmedenes tilstedeværelse og en form for fremkaldelse af det jeg følte, sidst jeg kiggede på dem. og det var som at gå rundt i et friedrich maleri: hestenes gumlen i skumringen og de kontrastløse mennesker som 3d skygger, og der var et menneske der gik langs stien med en rullekurv fra et supermarked. og personen var bare et sort bevægeligt relief med en larmende rullekurv. og de stoppede op, da jeg nærmede mig, og de kiggede på mig. og de begyndte at rulle igen, da jeg var gået forbi.
emulgering 8
tæt forhutling af bær
stjernemetaforer, de er kun en nuance rødere,
en nuance mørkere
end mørkebrune grene
og birketræet er kun en nuance mørkere end himlen i tusmørket
ligesom hver aften er en nuance mærkeligere
ligesom bladenes overgang fra grøn til gul
bare er en nuance tættere på
fra græs til hø
fra blomst til afblomst
dunede klynger af dis i træerne
for jo længere jeg går og jo senere det bliver, jo mere ligner det hele bare
uglede pixels mod et ubestemmeligt skydække
emulgering 9
er bange for at blive ædt uden at jeg ved at det er sket
at blive de tørre brune blade på stien
dem der ligner små gedeskind
hvis eneste udsigt er karrygult mos
og sorte blade
aldrig vil de samme sorte blade springe ud de samme sorte steder
andre blade vil springe ud de samme steder,
eller lige ved siden af
forfærdelig stilhed mens alt i virkeligheden forældes
metroen og slangerne er gået i hi under jorden
hvor de venter på at forskrække mig næste sommer
så en gang en stor tyk snog
forspist
og helt stille hen over stien
som en tærskel i solskinnet
de sorte fiskeskæl skinnede
spredte lyset hen over den udspilede bug
jeg gispede
vendte rundt og strøg forbi en forbløffet pige,
med en joint mellem fingrene
har ofte drømt om slanger, der bider mig i underbenene,
og mine underben var lige ved siden af!
jeg stoppede med at gå ture dér
kunne ikke lade være med at se mig over skulderen,
eller overhovedet
som om de ville falde ud af grenene
og hviske mig i ørene, om det der sted, mellem træerne,
hvor et gult skilt
havde den samme farve som planten
ved siden af
emulgering 10
tang, tang, tang
det lugter af tang selv om der ikke er noget hav
og alt er vådt alligevel
jeg har holdt mig væk i to dage og nu er alle bladene væk
fuglereder, bylarmen, uroen
afdækket
bladene isolerede lyden og varmede rederne og dæmpede signalerne
på hvert enkelt af de blade der stadig er her,
på hver af mine anspændte hornhinder
lander en regndråbe
og duver nedad
som skarver efter fisk
tang, tang, tang
på det grå og det grønne, og det krøllede græs
og på æ’erne i træerne
skævvredne og æblekindede vokaler
kimæriske og forræderiske
ligesom røde bær på gråbrune grene
bliver lilla i distancen,
på grund af sidestillingen
er cykellygterne det rødeste nu
emulgering 11
det har sneet i nat og bladene og grenene og bærrene og
isen er kun glat fordi vi træder på den,
bevægelsen forskubber det øverste islags krystalstruktur
og glatheden
og et træ har en enkelt gren ude med en knop på enden og den rager mig i håret
og ligner en havtaskes lure
og går ned gennem midterskilningen
og solen er så lav fra nogle vinkler, at jeg ikke kan se noget
og det er så slørende lyst at alt gryner og sneen og isen og bærerne og bladene og
mellemrummene mellem grenene
og jeg tager solbrillerne af for at se ordentligt
og der er hvide skyer der ligner omridset af bjerge
og let dryppende smeltevand
og det lyder som knitrende brænde og lyder som bål
og stadig
en fugl flyver fra ét træ til et andet
og sneen i bunker på buskene
ligner snebær
og lyder som snebær,
når jeg træder på den
og det krøllede træ med pudderparyk
og de frosne regndråber er isede pailletter
og hvide blodpletter
og isnet vand ligner fedt på fadet,
når det er kølet ned
og sneen ligner nonneslør
og når jeg går tilbage og har medsol
er hele bagsiden af skoven er fuld af lys, og alt er orange og rustent
og genskæret på to højhuse der stikker op over sivene, får det til at ligne at danmark har to sole
og senere når jeg tager metroen til Fields er den rigtige sol et manisk overvågende sauronøje
ligesom da jeg så en mand bag en rude på facaden af Nordea
han sad i en boks i vinduet på fjerde sal
i ét af hundrede vinduer
bag to lag glas og oplyst bagfra,
og han lignede en reje fordi han sad på en høj stol,
bøjet ind over et bord
og lignede et foster ved en ultralydsscanning
og var både adskilt og inkorporeret
og det er også derfor jeg har meldt mig som bloddonor igen
fordi jeg vil bryde alt det hvide? vil se indersiden af mig selv?
vil gerne give noget som jeg kan skabe igen
eller vil gerne tilbyde en del af mig selv til systemet
og åer af blod gennem befolkningen
