Bidrag

Elisabeth Engell Jessen – 8 digte

*

Hver morgen starter det gule forfra
hver morgen
kalder lysfrekvenserne
dagens farver frem.


*


Stirrer vredt på de gule bøger
               jeg ikke læser
tænker på den gule sol
               jeg ikke så
og den Ikeagule farve
              som ikke er sig selv
              uden dens blå

men gul er ingen mangel
den ånder, stilfærdigt
boblende

               ser i vandoverfladen
en ny verden stige op.


*


Har den gule mere at sige mig

går i skoven
ingen sne på skrænten mod øst

den første sne

har den gule mere at sige
siger jeg løfter blikket ser

marken, der i går var mørkebrun
grønlig
nu løfter den sig i tynd, hvid sne
og over sneen vajer
det tørre græs

og sådan ser det ud
første mark, anden mark
hele vejen op mod huse
hvidt, svajende gult
i tørre striber
over det hvide

senere går jeg hjem
går mod nord og ser solen
fange sneens små toppe

tænker, det bare er mig

men indenfor falder jeg over
                et af hendes malerier
og det viser så tydeligt
                sneens småbitte bjergtinder
                solens gyldne glasur
jeg tænker
selvfølgelig kommer det derfra

du skal tilbage.


*


Samler det hele sammen
går hen i skoven

gennem tågedis over sneen
som om det hvide damper
til spor af hare, rådyr, ræv

naboen jeg møder
havde mødt en anden
der havde mødt en ræv

musvåge, gæs, hører spætte

og så bades jeg i sollys
den stiger op
først lyserød, så varmt gul
og indhyller mig
jeg er væk
kan ikke se andet end
rimtåge og lys
forsvinder
her, mere

hestene er inde.


*


Skærer ingefær
hælder rapsolie
ser en kikært på gulvet
halvt inde under bogreolen,
hyldemeter af bøger ved at
kollapse over dens
                skal, dens bløde indre
dens halvt udtørrede væren

spiser ingefær
pudser næse
beskues af kattens øjne
som kun nogle dage
er grønne

han siger
den gule lænestol
skal vi stille den til opbevaring
jeg ryster på hovedet
ser væk.


*


Skyerne løber over himmelen
blæser fra øst
mærkeligt, sne og det
åbne og åbne
alt skinner
nabohuset, marken
mørke fyrretræer derovre
skinner

og vi sang om det hvide
i morges
en fars blonde hår ved
              siden af mig
han brummede pludseligt med
min søn drejer sig og
              ser op på ham
stemme som blæsten

min søn smiler
opmuntrende
kom nu

mod kyndelmisse.


*


Alt gult er væk
jeg leder og leder
kendte steder
ukendte
intet

mumler
erantis smørblomst påske
lilje pinselilje tulipan for
sytia forsytia forsytia

påkalder farven
som halvstore børn
kom nu hjem.


*


Famler mig frem gennem tågen
over isslag, gråbrun tøsne
følger de gule streger på fortovet
efterladt af fjernvarmefolket
på parkeringspladsen lækker arbejdsbilerne olie
tripper igennem skinnende pøle af
asfalt klædt i skinnende satin
i butikken er limoncello på udsalg
venter og venter
stirrer på flaskerne
ham foran har taget røget filet
i stedet for skinke
”et fejlkøb,” siger han
til drengen ved kassen,
den lille med øreringen,
”jeg skulle jo have skinke”
de taster og taster
jeg venter
jeg skrider hjem
gule dage, på en måde,
gulsote.

Yajun Huang 黃雅君 – Tre digte

Tidevandsbegær

Og jeg kan bilde mig
selv hvad som helst ind
At du elsker mig
At du venter på mig
Du venter kun på mig

Alle mine virkeligheder
symboliserer dig
Livet som en metafor
For dig
Alle veje fører til din hoveddør
En hemmelig vej som
gemmer sig
Gemmer dig for mig
I længslen jeg tillod
Er det regnvejr eller er
det min krops overflod 

Du er mit ståsted 
Min stripperstang
Er begær det eneste du har for mig 
Tager mig, op mod min bagvæg
Jeg mærker alt andet end din kropsvægt
Du kan ikke fordrive mørke med mørke 
Men du er lys der formørker hele mit hjørne

Du har smidt alle dine ting på gulvet
Jeg har lige ryddet op for orden
Du bevæges af dit mellemgulv
Jeg lader dig gennembore mit hjerteshul


Lad ikke min påvirkelighed abstraherer
Din kropsduft jeg absorberer
Jeg er blevet til et kompas og alle mine pile holder stik 
Jeg er blevet til google maps, starter vejvisning til din pik


Jeg længtes
For fanden, hvorfor er det kun dig min krop vil genkendes


Han ser ældre ud
Svag
Jeg får lyst til at trøste ham
Jeg erstatter hans voksen

Lyset dæmpes
Det er sent på dagen
Mændene sætter sig i en
rundkreds
Og begynder at måle pikke

Lyserød, blå, hudfarve og
hvid
Ny cirkel
Blomme agtigt, gele bragt
ind
Jeg er i midten, med små
tegn af lyserød
Deres farve overføres til
mig
Mørkt kælderrum, fyldt
med kød,
hele grisehoveder deler
kroppen op i himmelsk og
jordisk
Jeg presser blommesaft
med mine bare næver
Intet nævneværdigt
blomstrer her

Det bliver endnu senere på
dagen

Jeg venter på farvernes fuldkommen erobring
Og bliver blød som gele,
Bliver formbar og flyder ud i alle hjørner af rummet
Mørke lilla, mørkeblå, mørk hud, grå
Bevidstheden om at blive iagttaget, gør ny form
Gør kroppen elastik
Gør kroppen til deres
Gør mennesket til objekt
Gør rummet fugtigt

Kælderen, våd, vådt af hvad
Koldsved eller savl eller tårer
All of the above blander sig med blommesaften og
gør alle farver til en farve
Brun
Det ser sort ud, her, i den langsomme forsvinden af dagen,
hvor mørket har overtaget
og andre væsker presser sig gennem det nærmeste hul

Han ser mig
Jeg ved at han ser mig
Han fanger mig i øjne, der sætter rammer op for hvem jeg er,
I hvem han er, svagt
Han smager på blommesaften og smager blod
Jeg opgav alt for en lille smagsprøve
Der alligevel ikke kunne sikre min overlevelse
Min befrielse
Min overtagelse

Jeg opgiver mit eget og
bliver kvindehader
Jeg hader kvinder, for at
hade sig selv
Jeg er ikke mit eget
Jeg er alle der ligner mig
Jeg kan ikke trøste ham
Jeg er alle der blev bestemt
til at være i kælderen
Farveløs, opløst, slår dig
ihjel og forgriber mig

Anne Sofie Marelli – GIRL, interrupted

Jeg ligger i en bred, blød seng
tegner stjerner på mine lår
jeg er en GIRL, interrupted
i et velment computerspil
en figur med Lisas ansigt og Daisys krop

jeg bor på et hotelværelse
spiser rotisseriekylling med fingrene
gemmer skroget under sengen
så stuepigen kan finde det og
smide det i en grøn container

jeg kan springe mellem skybanker
fire mig selv ned ad store klippevægge
klatre op langs indersiden
af en vulkan og strække mig
for at nå den skinnende guldmønt
der svæver et sted over mit hoved
i baggrunden Skeeter Davis:
Don’t they know / it’s the end of the world / it ended when you said goodbye
jeg krydser Berlin
på pixelerede ben
sætter mig i en myretue
i en offentlig park
dyrene strømmer frem
fra jorden og begynder at
bide mig i anklerne
jeg kradser dem til blods
udretter ikke mere end det

en kvinde på gaden vil
sælge mig en nøglering
to testikler beklædt med similisten
jeg er en figur
ude af stand til at forstå at
andre kan agere ud fra motiver
som ikke ligner mine egne

jeg tager metroen
hviler min hage på et gelænder
en flue ligger ved min kind
blå på den ene vinge grøn
på den anden
som om døden kun eller mest
er indtruffet på den ene side
game over vil jeg hviske
til den velvidende at
rollerne lige så vel
kunne være ombyttet
under alle omstændigheder
kunne jeg godt tænke mig
at slikke gelænderet
rent for fedtpletter
se om det ville indgyde mening

jeg går tilbage mod hotellet
over broen forbi
den store vippe i stål
med påskriften
emotional swing
batteriikonet over mit hoved
lyser faretruende rødt

jeg låser mig ind på hotelværelset
bruger ti guldmønter
på at opløse en Treo
i et glas vand
drikker den lyserøde
mushroom cloud og
føler mig sikker på at
hver slurk bringer mig
tættere på et avancement
til den næste verden.

Asger Holde – To styks om faderskabet

Store Økssø


Vi har en fast rute,

en oval, der slutter om sig selv.

Søen er smuk i rimfrostsvejr

denne dag i december.


Dine skridt er ikke så travle,

du er forsigtig med ikke at glide,

jeg tilpasser mig gladeligt,

for så er der tid til at tale.


Vi skal bo i Thy

med fygesand på tagene

og børn med vindblæste frisurer,

udmattede om aftenen af leg.


Og vi skal ud og rejse,

pakke stationcaren til loftet

køre tværs gennem Tyskland,

ligesom I gjorde, da du var barn.


Og vi skal bo i Berlin, når børnene er store

vi betvinger os ikke deres nærhed,

vi er über-cool med salt og peber-hår,

lange uldjakker og slanke halstørklæder.


Og vi har aldrig lånt en krone,

lever velvilligt fra hånden til munden,

som dyr er vi umiddelbare

og nærer os ganske ved eksistensen.


Og så dør vi en dag, men det er i orden,

Tilforladeligt, da vores børn og deres børn

står og våger ved sengegærdet,

indtil åndedrættet stopper


først hastigt, så langsomt, så stille,

og vores børn vil fortælle hinanden historier

mens vi genfødes i jorden, 

der er kold og våd.


Vi standser, du har en tåre ned ad kinden

det er rigtigt, men lad os ikke tale mere.

Vi følger stien videre

rundt om den dybblå sø.








Flade på Mors, den 14. november


Hun skal sove, da solen går på hæld

over rimfrosne bakker, der skærmer halvt

for den klare blås bløde overgang

til nattens sorte opak.


Stjernerne og månen står tidligere op,

her lidt udenfor Flade på Mors i november.

Endnu kan jeg se det kuldskære muddergrøde

og granitstenene, hjulene ruller over.


Poppelallén hilser os med knyttede næver,

landevejens krat er tæt af grene, det dækker

for et lille åløb, som fosser mod en sø.

Vandet vil nå frem, inden det fryser.


Der stråler kulde fra hænder og fødder,

turen går retur til huset i Flade på Mors,

denne fremmede ø, der for en stund

får lov til at kokettere som arnested.


Jeg ser et pantomimespil blive opført

gennem stuens klare panoramaer,

fra brændeovnens slentrende orange

ser jeg forældre med voksne børn.


Viser glaspartierne mig en tidslomme,

regibemærkninger fra en tidligere tid?

Tøjet stråler stadig af den frosne luft

da vi træder ind i varmen igen.


Fra køkkenet ser jeg ned i stuen,

bag den brager det af mørke.

Gad vide, om man kan findes

udenfor huset udenfor Flade på Mors.

Noemi Sara

En naturlov
Autenticitet trives bedst i kaos
siger du
og jazz fra Etiopien

en naturlov
mennesket ikke kender til
siger du

hvor er villavillakullas viktualierum?
spørger jeg





Uden titel
med maden galt i halsen
og maven fuld af sår

du skrænter
når jeg mærker efter
du lindrer
ingenting

en klæbrig
klods
om din ene ankel
omringer et helt eventyr

åh udhulingen af substans

udgravningen

som når de graver mineralerne ud af
jordhjertet
graver de varmen ud af mit kød og blod

det prikker og borer sig ind
i kødet på mig
blander sig
med blodet i mig
overvælder
mig i orange perler





Uden titel
en higen
efter en indoeuropæisk grøn
ultraartsy habitus
efter en svamperevolution

en tørke
der holder på mit vejr

et lys der ikke vil forvrænges
rummer et håb
og et krater
i sit hjerte





Uden titel
hvor perlebælg har plantet sig
lever jeg endnu
af træernes ro
for skovene har skænket mig
luften jeg lever af
åndedræt og tyngdekraft
lungernes
og livets kapital





Uden titel
lad den splintre os
lad den kaste os ind
i et mørkt landskab
af kløfter og skrænter
og stærke
tætte tåger
sprungne hinder
et væv
af is

En lomme i isen

den er overvejende hvid
belagt med en smule brunt og gult
mest i rillerne hvor strandsnavs har samlet
sig
den føles som kalk med fine små
indgraverede streger
den minder mig om mig; et hylster hvori
der engang var noget levende





Fiberhår
fiberhår vokser frem
fra din nakkehvirvel nu
det er som om sæbe og Panodiler er svaret
på alle dine problemer nu
og templet er en røverhule
herredømmet, en ren gestikulation
vi ofrer os for
en illusion
et tragisk fatamorgana
et spil

jeg malker alt
der ikke truer mig med penge





Blender ål
bjergene
små biodiverse lommer
der huser endemisk liv
og vandkraftværker der blender ål

vask mig op
mine fødder
mine fingre, mine rødder
vask mit sind
i bølger
brændende korn af sand





Uden titel
foråret er pletter
mellem øjne
flager af ramsløg
foråret er håbet
om en frugtbar jord
et rodnet
fuld af bobler
foråret er varme kinder
i et lysindfald
fra dit vindue
at bryde jordens krusning
et forsvindende vinterskjold
dig
der lyser op i noget
krystalliseret
en larve
der ikke længere fryser





Hvileløse blade
forårets hjertegevir
forsvandt
mellem fingre i forfald

i perioder
holdt du mit hjerte
i kaos

vi blev til
hvileløse blade

vand og bindevæv
og kometer
så mange stråler
fra så mange sole

hvordan forstår du det hele





Pernille Mejer Richardt – Fem digte

sneen knaser under mine støvler
gør mig fri
af mine hylende ører
landskabet er tåget
lægen siger at tågen skal lette
det er dét
vi venter på
øde ensomme skovområde




jeg vil gerne pakke alle de høje lyde ind
helst i sne
mos er også okay




vi bliver ved med at gå
dine overdøvende overtræksbukser
holder i hånden i din lomme




mit skovområde af filtrede rødder og mos
og nervetråde
skru ned for de susende kanaler, mixerpulthjerne
det spinkle håb i håndled
hvis jeg nu beder den nok gange
bliver ved at gå
sne knaser
overtræksbukser




jeg skal ikke undgå at opholde mig i helt stille omgivelser
jeg skal ligge ved den brusende elv
den susende skov
gå
på knasende sne
ro i repetitionen