Der er de her to unge fisk, der kommer svømmende og tilfældigvis møder en ældre fisk på vej i den modsatte retning, og den nikker og siger: “Godmorgen, venner. Hvordan er vandet?”
Og de to unge fisk svømmer lidt videre, og den ene vender sig og ser på den anden og siger: “Hvad pokker er vand?”
– David Foster Wallace: “Dette er vand”
Foran kassen i Netto indser forfatteren, at han ikke ved, hvordan man køber cigaretter
Det er sådan her: Vi zombier ind.
Hun har kødfulde hænder, der får mig til at tænke på ordet kværke. Hun har kværkerhænder. Hun har bersærkerhænder, der tager fat om Øgo-æggene uden at smadre dem. Hun har death grip handjob-hænder, og jeg bliver utilpas ved tanken om hendes akromegale kærtegn. Hun har homunculushænder, siger homunculus fra et glashus i en hjernevinding midt i en fantasi om nøgenheden som psykologisk kampform.
De time-lapse-ekspederer, de accelerer, de skaber en malstrøm efter det friske brød og delesygdommene, vi centrifugerer, og homunculus surrer sig fast i drivtømmer fra sidste session. Talkombinationen, bogstaverne, der er ikke noget menukort, mentalisering er at se sig selv udefra og andre indefra, backflasher jeg, og jeg mentaliserer, og jeg nærmer mig, og jeg mentaliserer, og brace yourself for impact.
—
Det bliver heller ikke i dag. Abort mission. For niogtredive kroner skam og antidepressiva fra spotvare-øen, farmakonomen, som står der i sin mellemfornøjede og mellemuddannede diskretion og spørger til tanker om selvskade og holder den op foran mig:
pillen / oblaten /
Jesu Kristi Legeme
jeg knæler ved kassebåndet og rækker tungen ud, og det er forkert, og what’s in your head, zombie? og homunculus er in my head, zombie, og han kan næsten ikke være i sig selv af bare symbolik. Hun holder den tilbage, og jeg ved jo ikke, hvordan man gør, kan jeg bare tage den her, skal den indtages i forbindelse med et måltid, må man tygge den, er den sugar-coated, nydes den bedst i godt selskab
on the rocks
eller som side dish
eller måske som revenge?
We may die from medication, but it sure killed all the pain, siger forfatteren foran spejlet, og der er et insekt i maskinen, og den autocorrecter og vil slå mig ihjel med meditation, og er det dig, Gud? men hvis side er du egentlig på og junk det nu bare direkte ind i synapserne på mig.
Hun rækker mig manualen. Jeg tager den uden at røre hendes hænder, en oplyst forbruger af min egen udslettelse, det bliver niogtredive kroner, hun er all about the money, og homunculus er all about the dum dum duh dee dum dum, vil du have bonen med, jeg ved snart ikke.
Der er kø, og de er utålmodige this is America
this is water
og man bemærker det næsten ikke.