Niels Frederiksen: Rigtig roning

Jeg stikker fødderne igennem trikoten
og trækker røde og hvide farver op til hofterne
jeg lader den sidde sammenrullet under navlen
indtil vi sidder klar på vandet
det viser mere selvtillid at have den sådan
viser at vi bliver klar til det monotone
sit ready
attention
til når startskuddet går
og åreblade hvisler gennem søen
og jeg viser dem at vores form er farlig
trækker hvide og blå kompressionssokker op til knæene
mere for looket end effekten men det går ofte ud på et
de sidder stramt og klemmer min læg
jeg barberede ikke mine ben
hårene er slidt væk efter sommeren på en tysk kanal
slidt væk af de smalle skinner i kulfiberbåden
symmetriske slidsår
af 30 eller 40 identiske kilometer hver dag
hver dag det samme sted
10 kilometer ud 10 hjem igen
O trækker vejret for højt
det er hans første VM
han gør hvad jeg siger
vores kroppe ligner hinanden
1,87 og 1,88, 83 kilo
vi har brugt hver eftermiddag sammen siden november
på søndag i flyet hjem begynder vi langsomt at glide fra hinanden
medmindre Danmarks Rocenter igen forcerer os ind i et venskab der skal strække sig over
sæsonen 2018/2019

I omklædningen viser jeg confidence
giv kun plads i døråbningen hvis du ved du vinder
Georgien er her kun for at skabe bredere international deltagelse
de fatter ikke vores atmosfære
de står og griner og forstår kun hinanden
deres tøj er for stort deres trikoter sidder løst på deres lår
mine lår er missiler
stramme og brune af sol
England er tomme i ansigtet, skyggen trukket ned i panden
de forstår sig på stemningen
og har fået i hoved og røv af deres sponsorer
de er high-class derhjemme
modsat os andre
der har haft vores daglige restitution
i en for kort køjeseng på vandrehjemmet
og sparet vores SU sammen
for at kunne betale flybilletten hertil

Jeg prøver at få den langærmede crafttrøje over hovedet
hjertebanken og toiletkø har hævet temperaturen herinde
jeg sveder på armene og på bagsiden af skuldrene, på brystet
perlerne samler sig i fordybningen på min brystkasse
trøjen kommer skævt på mig, syningerne sidder ikke hvor de burde
min krop føles for stor
blå solbriller bliver i tasken
de ligger for tungt på næsen
jeg ryster brusen af en halv liter Redbull
æder koffeinpiller
det gør vi alle herinde
O var skeptisk fordi han er ny men lod sig overtale
et spildt sekund skulle ikke ligge på hans skuldre
det forstod han godt
jeg træder i blå Adidas spezial
binder dem kun løst
på startbroen skal jeg ikke besværes med en knude jeg
ikke kan få op

Vinden slår mig i hovedet
der er hul under glasvæggen
kulden løber gennem min tynde crafttrøje
samler sig i navlen så jeg
spænder mavemusklerne
og ser til venstre gennem glasset
mod roden af Gladsaxesenderen
tilbage ned i fliserne
på mine hår der stritter
kulden er en kontrast til hvor jeg lige var
og om lidt træder ind
gangen forbinder to verdener
af sammenbidte ansigter
og kommentatorjokes og jubelråb
en ensrettet terminal
hvor vi allerede slås om ilten
hvor mine ben går af sig selv
og man ikke vender sig

 
 
 

Nanna Westergaard: På en forårsdag lever jeg

Far ringer
det er aldrig godt, når far ringer for
far ringer aldrig

*

Vi siger ikke farvel
Vi siger ikke, hun skal dø
i bilen
maler vi fanden på væggen uden farve

*

Jeg vågner og ser
solen stadig skinner

Min telefon vibrerer

Døden er altid
forbundet med en telefon
som et kædebrev
hvor man ikke kan sende hjemsøgelsen videre

*

Præsten siger, farmor var en solstråle

Præsten siger, at når solen skinner på en forårsdag, lever hun

Hele foråret ligger jeg på ryggen i græsset
og stirrer mig blind i solen
Jeg får pletter for øjnene
Det ligner konfetti

*

Var I tætte?
er der mange, der spørger
som skal jeg
retfærdiggøre min sorg
på en skala fra et til ti

*

Er der noget I vil have?
skriver mor med et billede af farmors ting
Jeg mangler en køkkenrulleholder
og ser en på billedet
men jeg vil ikke have den
den er praktisk og jeg
er en sentimental arver

Jeg beder om lysestagerne

Ting er ting
er ting er ting er ting er ting er minder om farmor
Frikadeller man ikke kan spise
Et lys man ikke kan tænde

Ting er ting er ting forgår

*

Regnen er en tekst
skrevet i kursiv
og fed

Regnen er en tekst
der insisterer på at blive læst

Det er ikke nogen storm
Blot en stille
konstant regn

 
 
 

Slagtryk søger:
Forsidekunstner og grafiker

Forsidekunstner søges

Som forsidekunstner hos Slagtryk er det dig, der står for alle Slagtryks forsider i 2022 (10 i alt, da Slagtryk ikke udkommer i januar og juli). Rammerne er frie, det kan både være maleri, fotokunst, tegning eller grafik. De eneste krav er, at forsiderne er lavet unikt til Slagtryk, indeholder Slagtryks logo og kan sættes op i A4-format.

Ønsker du at være Slagtryks forsidekunstner i 2022, så send os din portfolio sammen med en ansøgning. Mener vi, at du kunne være et match, vil du blive bedt om at lave et eksempel på en forside til Slagtryk.
 
 
Grafiker søges

På Slagtryk ønsker vi, at den visuelle del bliver endnu pænere, og at de tekster, vi publicerer, også får et visuelt udtryk på sociale medier. Du kan se eksempler på tidligere grafik på Slagtryks Instagram. Foruden opslag til sociale medier, vil der også være design af plakater/klistermærker til reklame for Slagtryk og Slagtryks arrangementer og andet, som du eller vi synes, kunne være fedt. Rammerne er frie og et godt sted for dig, som gerne vil eksperimentere med grafik.

Ønsker du at være grafiker for Slagtryk, så send os en ansøgning samt et eksempel på, hvordan du vil sætte et tekststykke (f.eks. en bid af en tekst udgivet af Slagtryk) grafisk op i et format, der passer til Instagram.
 
– – –
 
Den visuelle redaktions arbejde er frivilligt og ulønnet.

Send din ansøgning til sendind@slagtryk.dk senest den 20. november 2021, og skriv i emnefeltet hvilken af de to stillinger, du søger. Alle henvendelser/ansøgninger behandles diskret og fortroligt.

 
 
 

OPEN CALL: Slagtryk søger nye redaktører

Som redaktør på Slagtryk er du med til at læse bidrag, vælge hvad der skal udgives, gå i dialog med forfatterne, sætte tekster op, og bestemme den overordnede retning for Slagtryk.

Vi forventer, at du har interesse og forståelse for litteratur og er god til at læse tekster, men du behøver ikke have tidligere erfaring som redaktør.

Vi er på udkig efter dig, der har interessen for at læse bidrag og besidder en lyst, viden og ambition om at vokse med arbejdet indenfor et eller flere af følgende områder i Slagtrykregi:

TVÆRÆSTETISK
Slagtryk vil fortsat udvikle sig i krydsfeltet mellem litteratur og video, billedkunst og litterære begivenheder. Hvordan kan du hjælpe?

DIGITALT
Kan du kode med udgangspunkt i WordPress-platform (css, php, javascript), så er du kvalificeret til arbejdet. Kan du udvikle på vores hjemmeside, er det endnu federe!

OVERRASK OS
Vi ønsker en alsidig redaktion, hvor vores kompetencer og litteratursyn komplementerer hinanden. Byd gerne ind med noget nyt: Hvad synes du, vi mangler?
 
 
 
SLAGTRYK TILBYDER
– et arbejde med digte og kortprosa som fokus og udgangspunkt for vores aktiviteter.
– et professionelt samarbejde i en uformel tone i en velfungerende redaktion, bosiddende i forskellige dele af landet.
– et ansvar med rig mulighed for at sætte dit præg på Slagtryks fremtid.

DET FORVENTER VI AF DIG
– at du har interesse og forståelse for publicering på internettet.
– at du kan bidrage med 5-7 timer ugentligt.
– at du arbejder professionelt og sagligt.

Redaktionens arbejde er frivilligt og ulønnet.

Send din ansøgning til sendind@slagtryk.dk inden den 20. august 2021 – alle henvendelser/ ansøgninger behandles diskret og fortroligt.