Send os idéer til et temanummer og mød vores nye redaktører

Kære læser,

Redaktionen på Slagtryk brygger i øjeblikket på idéen om at udgive et nyt temanummer på den anden side af sommeren 2023. I den forbindelse vil vi gerne spørge dig: Hvis du helt selv kunne vælge, hvilket emne eller tematik synes du så, det kunne være spændende at behandle med poesi og kortprosa?

I 2021 udgav vi temanummeret Mennesket, Klimaet & Litteraturen, som du kan læse her. Det var spændende at se, hvor forskelligartede bidrag vi modtog, og det afspejler den mangfoldighed af litterære udtryksformer, som vi elsker, og som Slagtryk i årevis har lagt hus til.

Til det kommende temanummer vil vi gerne have dig med helt fra starten af processen, så send os gerne dine tanker og idéer. Hvad skal Slagtryks kommende temanummer handle om? Skriv til os på Facebook, instagram eller send en email til temanummer@slagtryk.dk

Vi glæder os til at høre dine idéer.

Et nyt temanummer er ikke det eneste nye under solen hos Slagtryk. Vi er stadig i fuld udvikling som tidsskrift og motiverede til at undersøge, hvilke nye retninger vi kan drive et tidsskrift for dansk litteratur. Derfor er vi meget glade for at kunne byde velkommen til vores tre nye redaktører. Velkommen til Ditte Stokholm Kær og Gard Augustin som netop er startet og som vil begynde at læse jeres bidrag fra juni. Vi er desuden meget glade for at kunne sige velkommen til Thomas Brender, vores nye grafiske redaktør som skal være med til at udvikle Slagtryks grafiske udtryk. I kan læse mere om den nye redaktion her.

Vi bliver i denne forbindelse nødt til at sige på gensyn til Simone Prehn, der har været redaktør siden 2022, da hun har været så heldig at komme ind på Forfatterstudiet i Bø. Vi ønsker hende alt det bedste og takker for hendes altid dygtige og skarpe arbejde som redaktør. Vi glæder os til at se mere fra hendes hånd i fremtiden!

Mange hilsner,

Redaktionen på Slagtryk

Velkommen til Seline Rørbech, forsidekunstner for 2023 og stor tak til Statens Kunstfond

Redaktionen på Slagtryk er glade for at kunne præsentere Seline Rørbech, vores nye forsidekunstner for 2023. 

Seline Rørbech er født i 1996 og opvokset på Vesterbro. Hun har en baggrund som kunsthistoriker og er optaget af forbindelser mellem sprog og visualitet, litteratur og billedkunst. At tegne er for hende en måde at opbygge universer ved at kortlægge og forvandle det mylder af indtryk, som verden er. Hun arbejder med at skabe brudflader mellem virkelighed og fantasi og samler på slyngede former, forvrængede drømme og små rum i genstande, der kan fungere som afsæt for forestillingsevnen – fra stikkontaktens sorte huller, der ligner portaler til andre verdner, til det katedrallignende rum, der gemmer sig i en overskåret fennikel.


Derudover vi vil også gerne starte året med at takke Statens Kunstfond.


Som tidsskrift kan det være vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at klare sig uden støtte. Det gælder både jeres lyst til at læse os, og for at det skal være muligt, sende bidrag til os. Den tillid der finder sted i redigeringen mellem redaktion og forfatter. Intet af det tager vi for givet. Derfor er vi glade for at vi med Statens Kunstfonds støtte hver måned kan honorere en udvalgt bidragsyder med 2500 kr.


Det vil vi begynde på fra februar måned og året ud.


Tak for alle de bidrag vi allerede har modtaget i dette nye år.


Vi glæder os over støtten, fra alle kanter. 


Slagtryk søger ny forsidekunstner for 2023

Har du lyst til at være Slagtryks nye forsidekunstner? Året 2022 går på hæld, og derfor søger vi nu vores nye forsidekunstner for 2023.

Rollen som forsidekunstner består i at lave én forside om måneden. Denne vil ikke blot udgøre forsiden for vores månedlige PDF-udgivelse, men hele det æstetiske baggrundstæppe for både vores sociale medier og vores hjemmeside.

Som et litteraturtidsskrift står vores publiceringer i centrum som autonome værker, men vores grafiske udtryk er en vigtig del af læserens samlede oplevelse. Derfor er samspillet mellem disse forskellige kunstneriske udtryksformer afgørende for os.

Vi er nysgerrige efter en mangfoldighed af grafiske udtryk; rammerne er frie, hvad end det er fotokunst, maleri, tegning, grafik eller en blanding af det hele eller en form, vi endnu ikke kender til!

Rollen er som udgangspunkt ulønnet og frivillig men vi har ansøgt om midler til at kunne honorere månedligt, noget som, vi mener, er vigtigt og som vi håber, går igennem. Send os din ansøgning samt portfolio senest d. 20 november på sendind snabel a slagtryk.dk

Vi glæder os til at se din ansøgning!

Redaktionen på Slagtryk, oktober 2022