1
Jeg drømmer, at himlen er blå som blod, der stadig ligger fanget i sine årer.
I denne drøm er jeg ikke et menneske.
Jeg er en sø, og jeg kan ikke gøre andet end at spejle himlen, mens dyrene raser rundt i mit grusede dyb.
Skoven hæver sig som sitrende mure omkring mig.
Jeg drømmer, at solen dukker frem fra en sky.
Solen er så rød, mor, som blod fra et friskt sår.
Da solen viser sig, mørknes himlen, til den er sort som indtørret blod.
Det er ikke, fordi det bliver nat, for her er det ikke nat eller dag, men evighed.
Himlen mørknes, fordi lyset har fundet den.
Det gør mig på samme tid uendeligt lykkelig og uendeligt trist.
2
Jeg drømmer, at jeg er en lille prins. Jeg er fire år gammel.
Jeg sidder overfor hæderspladsen til en stor fest ved hoffet.
Vi fejrer, at dronningen af Skåne er på besøg.
Mine forældre, kongen og dronningen, er der ikke. Jeg ved ikke, hvor de er.
Men alle andre ved hoffet er til stede.
Jeg sidder og puffer lidt trist til min forret med gaflen.
Jeg er frustreret, fordi jeg er det eneste barn til festen.
Dronningen af Skåne sidder på hæderspladsen.
Hun er kæmpestor og dækket af tyk pels.
Hun har lange, skarpe rovdyrtænder og lange kløer på sine gigantiske poter.
Men det ser det ikke ud til, at nogen andre har lagt mærke til.
Før vi andre er gået i gang med hovedretten, er hun allerede blevet færdig med desserten.
Så bliver hovedretten serveret, og overtjeneren siger værsgo’.
Da overtjeneren siger værsgo’, vender dronningen af Skåne sig om mod hofdamen, der sidder ved siden af hende, og sluger hende i én bid.
Så vender hun sig om til den anden side og æder kongens nærmeste rådgiver.
Dronningen af Skåne rejser sig op og går rundt i rummet og æder alle medlemmer af hoffet én for én.
Det første stykke tid prøver jeg bare at koncentrere mig om at spise min bøf og mine kartofler og de små rosenkål, jeg hader.
Men så bliver det for meget for mig.
Jeg bliver rasende.
”Man må ikke spise andre mennesker!” råber jeg.
Hun råber tilbage: ”Man må alt på sin fødselsdag!”
”Men det er min fødselsdag”, siger jeg.
”MAN MÅ ALT PÅ SIN FØDSELSDAG!” råber hun.
3
Jeg drømmer, at jeg løber ud af slottet, over broen, over voldgraven og ud på den travle hovedgade udenfor.
Jeg ser op.
Himlen er ved at flækkes i to, som et kranie, der ikke kan holde sine tanker inde.
Det er, som om jeg bliver mindre.
Jeg ser ned.
Vejens grus er blevet til mudder, og jeg er ved at synke ned i det.
Mine fødder er allerede væk.
4
JEG DRØMMER HELE HIMLEN LIGE LUKT NED I HELVEDE!
Jeg drømmer en blæst, der løber langs jorden som en slange.
Jeg drømmer en vind, der smyger sig hen over hvedemarkerne og lægger dem fladt ned.
JEG DRØMMER EN STORM, DER STIGER MOD HIMLEN OG TRÆKKER GRÆSSET OP MED RODE.
JEG DRØMMER, AT HIMLEN SLÅR GNISTER, OG SKYERNE BRYDER UD I FLAMMER.
JEG DRØMMER TORNADOER AF ILD, DER BORER SIG NED I MARKERNE SOM RASENDE PLOVE, DER SENDER GRAVENES LIG OP I LUFTEN SOM GRIMME SOMMERFUGLE.
JEG DRØMMER, AT ALLE BYENS HØJHUSE BRÆNDER OP OG VÆLTER NED OVER DE KRAKELEREDE GADER.
Jeg drømmer, at stormen river stemmerne ud af alle menneskers åbne munde.
Jeg drømmer, at de sidste rester af ord fordamper i smertende halse.
JEG DRØMMER, AT ALLE, DER HAR GJORT NOGEN ONDT, I ORD ELLER HANDLING ELLER HENSIGT, KNUSES UNDER DE BYGNINGER, DER BÆRER DERES ÆREDE NAVNE.
JEG DRØMMER, AT DER INTET ER TILBAGE UNDTAGEN STØVET, DER REJSER SIG SOM STILLE, GRÅ FLAMMER PÅ den gravtyste jord.
Jeg drømmer, at jeg er heksen, der har forbandet verden.
Jeg drømmer, at jeg står i byens ruiner og skuer ud over min vredes værk.
Og ingen tilfredsstillelse føler.
5
Jeg drømmer, at jeg er en prinsesse, der går gennem skoven på vej til slottet.
Slottet er mit hjem, men jeg har aldrig set det, har aldrig været der før.
Når jeg ankommer, vil jeg blive kronet som den nye konge, for den gamle konge har været død længe, og kun jeg er den retmæssige arving.
Jeg drømmer, at jeg for at kunne komme til slottet skal gå over en halvrådden bro.
Mine glassko glider på broens fugtige mos, men jeg holder balancen.
Da jeg når midten af broen, dukker en trold frem under den.
Den er stor og hæslig og har en vældig kongekrone trykket ned på sit skæve hoved.
Jeg elsker dig, siger den og griber fat i min arm, så jeg mister balancen og tumler ned i vandet under broen.
Trolden trækker mig hen i mudderet på bredden under broen, hvor der ligger flere menneskeskeletter, grundigt afgnavede og halvt begravede.
Jeg elsker dig, siger trolden og trykker min overkrop ned i mudderet med sin gigantiske hånd, så jeg ikke kan trække vejret.
Jeg elsker dig, siger trolden og begynder at æde mit ben.
Det gør mere ondt, end jeg troede, at noget kunne gøre.
Men jeg kæmper ikke imod, for jeg vil ikke være uhøflig.
6
Jeg drømmer, at jeg er den bedste jæger i kongeriget.
Jeg er kongens favorit, og jeg nedlægger personligt alle de dyr, han og dronningen spiser.
Jeg er ude i skoven på udkig efter hjorte, det er en solrig dag fuld af blomsterduft og kvidrende fugle.
Jeg drømmer, at jeg sidder på min hest på en stor mark midt i skoven.
Ud fra bladhanget dukker pludselig ti-tyve små trolde frem.
På højde med ræve er de, med behårede og forvoksede hænder og fødder som halvvoksne hunde, og samme dumme, kærlige, nysgerrige blik i øjnene.
Kom hjem, siger de i et kakofonisk kor, kom hjem, kom hjem.
Jo flere gange de siger det, desto mere bliver jeg i tvivl om, hvor jeg er fra.
Er mit hjem i virkeligheden i deres fugtige huler langt inde i skoven bag vandfaldet?
Eller bor jeg på slottet?
Jeg forsøger at se hen mod slottet, men træerne er så høje, at jeg ikke kan skimte dets tårne hen over dem.
Kom hjem, siger troldene stadig og myldrer frem mod mig.
Jeg drømmer, at kongen træder ud af skoven bag troldene.
Kom hjem, siger han til mig med et mildt blik.
Pludselig indser jeg, at jeg aldrig har set kongen før.
Jeg er ikke hans jæger, jeg har aldrig været på slottet.
Jeg spænder buen og sender en pil afsted mod hans høje pande.
7
Jeg drømmer, at jeg er et halvt udviklet foster i min mors livmoder.
Jeg drømmer, at min mor er en hofdame.
En heks sniger sig ind gennem hendes kammerdør om natten, mens vi sover.
Heksen lægger et pergament på min mors roligt bølgende mave og hvisker de ord, der står skrevet på det.
Det er en aftale mellem hende og mig.
Hun vil forhekse mig, så jeg opnår alt hvad jeg forsøger i livet og tjener flere penge end kongen selv.
Til gengæld vil hele min formue tilfalde hende, når jeg dør.
Med magi løfter hun min halvt formede hånd til underskrift gennem min mors hårdt udstrakte hud.
Jeg drømmer, at jeg nu er voksen, og alt er lykkedes for mig.
Jeg sidder i en lænestol i mit eget slot, der er større end kongens.
Heksen træder ind i stuen og siger, at hun er kommet for at inddrage min gæld.
Men jeg er jo ikke død endnu, siger jeg.
Du skylder mig alt, siger hun.
Jeg skylder dig intet, siger jeg.
Jeg skylder dig alt, siger jeg.
Jeg rejser mig fra lænestolen og løber.
Jeg løber så hurtigt jeg kan gennem gangene, ud på gårdspladsen, over voldgraven, ned ad vejen.
Heksen går roligt efter mig i samme tempo.
Jeg åbner munden for at råbe argumenter, men det eneste jeg kan sige er “Jeg skylder dig intet, jeg skylder dig alt”.
Jeg løber ind i skoven.
Over broen.
Gennem kløften.
Ud på marken.
Jeg hvisker “Jeg skylder dig intet, jeg skylder dig alt”.
Ligegyldig hvor hurtigt jeg løber, står heksen lige bag ved mig og venter.
Jeg drømmer, at jeg vender mig om for at forsvare mig selv.
Pludselig falder det mig ind, at jeg kender de magiske ord, der vil bryde fortryllelsen.
“Jeg elsker dig,” siger jeg.
Min krop opløses til en sværm af ildfluer.
Min bevidsthed forsvinder.
Og heksen smiler tørt og arver alt mit jordiske gods.
8
Jeg drømmer, at jeg er en soldat, der arbejder for den onde dronning.
Arbejder er måske så meget sagt.
Hun har revet mit hjerte ud og erstattet det med et lille hologram af sig selv, der sidder i min brystkasse og taler til mig.
Hver gang hologrammet taler, runger det op gennem min krop som i en klokke.
Hendes stemme i mit hoved er øresønderrivende.
Hun giver aldrig direkte ordrer, men det behøver hun heller ikke, for hver gang hun siger noget, udfører jeg hendes ønske, tvunget af hologrammets uigennemskuelige magi.
Jeg drømmer, at den onde dronning har sendt mig ned på gårdspladsen på slottet.
En bonde står på en kasse og taler til en flok landsbyboere, der er stimlet sammen omkring ham.
”Hvorfor skal vi regeres af en dronning, der er født ind i magten?” spørger han.
”Hvorfor skulle vi ikke selv vælge, hvem der regerer os?”
Den lille onde dronning i mit hjerte siger ”Du ville være pæn, hvis du var tynd”, og jeg løfter min økse og kløver bonden i to.
Hans publikum skriger og begynder at løbe væk.
”Du bliver min død,” siger dronningen i mit hjerte, og jeg gør tegn til soldaten, der står ved porten, om at sænke gitteret, så ingen kan slippe ud.
”Nå, det kan du åbenbart heller ikke finde ud af,” siger den lille dronning, og jeg råber til mine mænd, at de skal slå alle i gården ihjel.
”Vi må kæmpe!” råber en kvinde i mængden, river et sværd ud af skeden på en soldat ved siden af hende og spidder ham gennem maven.
Det gør dronningen i mit hjerte arrig.
”Man elsker altid sit barn,” hvæser hun og peger på kvinden.
Jeg hæver min hånd med håndfladen opad som grabben på en gravko, og et træ vokser pludseligt op af jorden under kvinden og spidder hende på sin vej op mod himlen.
Jeg ser undrende på min hånd.
Har jeg fået noget af dronningens magi at bruge til at udføre hendes ordrer?
Og hvis jeg har det, kan jeg så også bruge den til andet?
Jeg løber hen til bonden, jeg har slået ihjel, og holder hænderne hen over ham.
Jeg koncentrerer mig dybt om at sætte de to dele af ham sammen igen.
Men det virker ikke.
”Nu har du i alt kostet mig en million kroner, siden du blev født,” hvisker dronningen i mit hjerte, og jeg hæver øksen og kaster den mod et barn, der er ved at klatre ud gennem gitteret i porten.
Øksen rammer hans ryg, og han falder ned fra gitteret.
Så får jeg en anden idé.
Jeg strækker hånden ind i mit eget bryst og hiver den lille onde dronning ud.
Jeg holder hende i kraven foran mig, hun er på størrelse med en lille rotte og vrider sig for at komme fri.
”Slap dog af!” hvisler hun.
Hendes stemme er lidt lavere udenfor min krop, som stod hun i fuld figur foran mig og talte til mig.
Jeg tager en kniv ud af mit bælte og kaster den mod en forvirret ung pige, der står fastlåst af frygt midt i kampen mellem soldaterne og landsbyboerne.
Men kniven rammer ved siden af.
Jeg tager fat om den lille dronnings hoved med min pege- og tommelfinger og trykker til.
Hendes hoved forsvinder, og hun falder livløs ned på jorden, som en kludedukke.
Og så dukker der en ny version af hende op indeni mit hjerte.
Jeg tager den nye lille dronning ud af mit bryst og lader hende stå på min hånd, mens jeg betragter hende.
I modsætning til den anden dronning er hun gennemsigtig.
”Vidste du, at 34% af skilsmisser skyldes barnet?” siger hun, men hendes stemme er lille, som kom den langt væk fra.
Jeg venter på, at mine hænder skal udføre en eller anden ordre, men der sker ikke noget.
Tilfreds lægger jeg den lille onde dronning tilbage i mit hjerte.
Den rigtige onde dronning ser på mig fra et vindue i tronsalen.
Hun ser bange ud.
Jeg beordrer de andre soldater til at stoppe kampen og beder soldaten ved porten hæve gitteret op, så folk kan slippe ud.
Mens de overlevende strømmer ud gennem porten, går jeg hen til den lille dreng, jeg slog ihjel med min økse.
Jeg bøjer mig ned over ham og prøver at genoplive ham med magi.
Det virker ikke.
Jeg græder bittert ned over ham.
Så rejser jeg mig og ser op på dronningen en sidste gang.
Hun ser skrækslagen ud.
”Du er mit dyrebareste eje!” skriger hun gennem sit lille hologram i mit hjerte.
Det runger fjernt og koldt ud gennem mine ribben.
Jeg smider alle mine våben fra mig, det lyder som et helt køkkenfuld pander, der skramler til jorden.
Så går jeg ud af porten og hjem.
Hjem til verden udenfor slottet.