Terrasse og minder
I en snæver flugt fra det menneskesøgende landskab, der mest af alt bestod af beton og sten her, fandt jeg alligevel ind til mit hoveds stille melodier. Ude på altanen med den genkommende sydvestlige vind, der altid lægger sig fladt til brædderne og knap når op til mit hår, hører jeg roen, jeg ellers sjældent finder her i byen. Altanen virker som en modpol til den anden ende af lejligheden, der har vinduer ud til gaden, hvor busser og fulde mennesker smyger sig forbi som hurtigt voksende slyngplanter op ad gadens nyanlagte murstensvægge. Her på altanen fejrer vi øllen og cigaretterne – askebægeret, der for altid forbliver de små stunders minder i form af hundrede slukkede skodder. I hjørnet står en lille indkøbsvogn fra Netto, der er fyldt op med mere eller mindre 50 tomme ølflasker. Jeg mindes de mennesker, der har været ind og ud af døren, siddet her og lagt deres øl og skodder. For mig er de alle sammen ens; mennesker og de små ting, de lægger bag sig. Vi har alle siddet her på den tippende havestol, som jeg gør nu, og undret os over ærefrygten, vi har over for de mennesker vi holder af. Thea griner lige så stille af mig, rækker ud med sine fingre. Krøllerne i hendes hår når ikke lagt ud over hendes øjne, så det sidste lys fra himlen reflekterer i dem. Hun siger jeg ikke kan forcere hendes smil, at der ikke er behov for det. Jeg føler mig lettet. Hun rækker ud efter mit ansigt, hendes hånd formalistisk. Med den former hun roligt mine kindben. Luften er kølig og behagelig. Jeg indånder kulden fra hendes hud ind gennem filteret fra min cigaret. På vores lille altan, hvor vi mødes i det sidste lys. Hun tager en tår fra sin øl, før hun lægger sig ned på mit udspændte maveskind. Bitterheden fra solens lys sødes op i en kærlig blanding af øjne og krøller, den lille sitren fra hendes bryst. Jeg mærker nu, at hun lever. Her ligger hun med et liv, som vi giver en lille bid af til altanen, før vi går indenfor i soveværelsets måneseance. Morgenen skinner med en insisterende sol. Næsten blåt lys vælter ind gennem altanens vinduer, og vi trækker de gennemsigtige gardiner fra. “Der er jazz i aften Jonas,” siger hun.
Fejl og sondringer
Juli var en sondring. Jeg sidder og tænker på buschaufføren. En person, der ikke rigtig bliver tænkt på. Transparente busmennesker, der sidder stablet på rækker og ført gennem landskabet uden at bevæge en finger. Og så er der buschaufføren: tusinde tanker, men dog koncentreret. Den kolde rude gennemtrænger min jakkes tynde lag. Den føles lige så fugtig som vejret udenfor. Luften er fad og elektrisk, man kan næsten smage det, som de små luftpartikler krystalliserer, når de rammer tungespidsen. Det er salt og behageligt. Jeg sidder drysset ned på tilfældige sæder som salte busmennesker, tomme en onsdag morgen, og snart er vi ude af byen. Der er konsekvent tidevand, hvor jeg er på vej hen. En klat af forstadsluft hænger over mig, da jeg stiger af bussen. Jeg skruer op for volumen på mine høretelefoner med dunkende revolutionsmusik og punk for de unge. Jonas kommer mig i møde. Han råber af gaden og vender sin uforståelige latter om til en punket mine. Jeg bider ham i stykker med mine øjne og fordeler ham ud over asfalten. Han er min gode ven og har altid en forståelse for mennesker som jeg. Vi er også meget den samme person. To særlige fisk i tidevandsbølgen. Vi går hjem til mine forældres hus. De har akut forladt landet for en stund og befinder sig i en øde dal i Nordenglands golde terræn. Det er vel deres måde at holde sommerferie på, samt efterlade hus og bil til mig. Jonas går med store hænder og snakker om radikal poesi, middelmådig politisk forandring i verden, og hvordan psykofarmaka ikke altid er vejen frem til neurotiske lidelser, som mange ellers tror i dag. En for bred vifte i hans hænder til, at jeg følger med. Vi drejer om hjørnet ved tanken og direkte ind mellem stokroserne og de rødorange vægge, der gløder solens sidste penselstrøg. Jeg sætter mig på en stol ved vinduet, venter på den nye sol og de ukendte farver i den lille by. Vi ses ikke mere, fortæller jeg ham. Murstene presser sig ned over mine skuldre. Deres skygger er koncentrerede væsener, der forstyrres af ventilatorsummen, glødepærer, hvide matte vægge og de steriliserede vinduer – denne boligs bevidstløse iltapparat. Med vores selvproducerede musik, der består af hardcore synth og arpeggios i baggrunden, snakker vi om savnet fra et andet menneske. Den kraftesløse mening i at næres af det smukke. Over dette er idealer og ideerne. Forestillinger om livet og trangen til at kunne indkapsle stillestående, smukke stunder med den person, man elsker. Det smukke i det fremmede og det trygge i, at der er nogen, der kender ens krop, og at man ikke er alene til at bære rundt på den.
Støj
Kontrasterne hænger i luften, der skinner af støj. De passerer mig alle med navne af fremmede ord. Jeg tør ikke se dem i øjnene, end ikke at stole på, at lyset er der endnu. Min krop bliver langsomt svag, som døende i takt med de kraftesløse bygninger, der vælter himmelrummet over asfalten, der skinner lysets spektrum. Vi er ikke alle heldige… – Efter et døgns ubeskrivelige lugte, svæver min krop ud i tågen for at fange nogle fremmede lyde, der rører noget inde i mig. Min tunge leger i ritualerne, ustyrlige drifter og længsler. Jeg har ofte holdt mig langt væk fra den hengivenhed, der har lagt bund i mine drømme. Hvordan blodet og de små tomater i vindueskarmen borer sig ind og efterlader små huller i min krop. Hvordan det omfavner mig i det varme vand, når jeg vasker mig ren og fri efter en nat af sjofelheder og kold ekstase. Jeg fremmaner mine bekendtes sjæle, deres idealer og ideer, lugten fra kroppenes sekreter, sved og tårer. Jeg befinder mig bevidst i vandmolekylerne, der glider over min golde hud. Og det blå morgenlys, jeg bader i. Hernede i kælderen er jeg ikke alene mere. Radioen summer ind i mellem de tågede melodier. Bevidstheden går kun ned til navlen. Hun bevæger sig væk som en lilla fugl, stum og tonløs.
Salsa og fuglebur
En blid forudsætning skraber vi ud fra jorden. Hun hiver i tråden, fanger og binder os ind i den sølvgrå voliere placeret i midten af gården. Her låser vi varmen inde fra solen og blander den med bløde væsker, let perlende. Din silkeglatte hud står ud i menneskemængden, og du vender dig mod de andre folks kroppe. I den sølvgrå voliere mødes vi alle: dig, mig og Aske. En treparts helhed. Jeg lader min krop blive delt ud, mens rummet fyldes med myg. Aske stod blandt de masende klynger af hud og masse og råb og væltende glasvægge, der dirrede af menneskers udfoldede frekvenser. Jeg kan mærke, at han næres af det. Hans ribben dirrer i takt med væggene og musikken. Hans øjne er blodrøde, og hans hår flyver i retning af alles blikke. Han er en kendt figur, lavet af bryozokalk og marmor. Nærmest som en romersk statue, der for mange virker deformeret og plastisk smuk. Med sine lette fødder og flyvende hænder låser han varmen fra solen inde i sin energiske dans. En dans, der indeholder min jalousi og en følelse af at forlange et behov om ærlighed fra den universelle kraft, der er skabt af alle de dansende væsener herinde. Selv kan jeg ikke være en del af det. Thea tager en amourøs form på sig og smelter ind i mængden. Min krop er plantet, men tråden hiver i mig, og de røde, spundne fibre ser skrøbelige ud, når hun bevæger sig væk fra mig. De glider med ruhed gennem mine fingre og tråden bliver længere og længere, som hun bevæger sig ind for at finde Aske. Jeg smiler og beundrer hendes krop, der bølger rundt og cirkler.
Søen og trækmyg
En aften bevæger vi os ned til vandet – Jonas, Thea og jeg. Det er den lille sø i udkanten af den lille by, vi er rejst til i dag. I vandet ligger klatter af fuglenes skygger, de glider langsomt frem og tilbage mellem solens døende stråler og de hoppende myg. I en symbiotisk kafkask proces blandt den stille luft og de næsten promiskuøse bygningsmennesker i deres nybyggede huse, skaber de tilsammen en nærmest eksklusiv klub, der ikke appellerer til os. Alligevel befinder vi os nu igen blandt dem. Vi diskuterer alle sammen, om vi selv ender i et nybygget forstadskvarter, og om vi ender med at flygte fra byen og ud til det normale voksenliv. Myggene danser og æder min krop, som har jeg lukket dem inde i det lille vakuum af luft, jeg har skabt, primært så jeg selv kan filtrere alle udefrakommende lyde. Nu nyder myggene godt af luftkammeret og næres af min krop. Jeg fodrer dem gerne, da jeg får ondt af, at ingen nogensinde frivilligt fodrer dem, men i stedet kan fodre ænder og duer. Jeg vender mig mod Thea, der som mig heller ikke har noget problem med myggene. Hun trækker sine fingre igennem det grumsede søvand og skaber små førlige bølger, der skvulper skyggerne, biofilmen og den mangefarvede algeopblomstring. En anden type myg springer ud fra algerne og spreder sig som et tæppe på få sekunder. Theas hånd ser kold ud. Jeg vil varme den. Ruiner bygges op omkring hendes øjne. I dem ser jeg, hvordan skønheden er skabt af små byggeklodser, hvor forefaldende sten ikke spiller en rolle i, hvad der er grimt og smukt. Sådan har jeg det også med husene omkring os. Vi sidder i stilhed, ser alle de små prikker i luften, bestående af myg, der passerer i en rolig fart, alle i samme retning som trækfugle, der flygter fra kulden. Jonas begynder at spille lufttrompet for dem. Som en afskedsgestus. Modsætningen på myggene og jeg er, at det knaser under mine fødder, når jeg bevæger mig. Jeg misunder deres evner til stilhed. Hans trompetlyd kan nu overdøve gruset under mine fødder, og jeg kan nu følge med myggene – væk fra søen, der slugte vores skygger, som om vi ikke havde været der før.
Besyngelse af tårer
Man kan komme til at placere sig midt i en vase, stå alene med en tør stilk for enden. Jordens søvnløse muld smuldrer i vore hjerters små kamre. Hendes hånd strækker sig som grå aske ud for at nå den spirende jord. Den frosne tåre glemmer jeg snart. Jeg lægger mig ved siden af hende under bladene i den fugtige jord. Bladene tager form og bevæger sig som små himmelbjerge i vindens favn. Tågen klæber sig til vores tøj, og mørket forvandler stille aftenen. Jeg forestiller mig de små vandrende stjerner bag skyerne. At hun er en af dem. Eller jeg drømmer om, at hun er det. Hendes krop nedbrydes af en naturlig gennemstrømning af celleødelæggelser. Det sker for mange mennesker, minder hun mig om, mens jeg ser på hende langsomt. Tiden har vandret længe på hendes plantefingre. Jeg kysser hendes dyrebare krop. Maven og ned til låret. Jeg knuger min hånd, og hun husker mig på, at himlen altid er gratis. Den gløder op i tusinde skygger af lysnet, blå strømninger i den elektriske luft og den bedøvende støj gør, at jeg mærker, jeg lever. Mit skrig; lodret op. Vi indrammer dette rum og dets stemning. Gør det til vores fortælling. Vi leger, vi er en anden verden. Kroppen i vores egen hånd. Thea foretrækker at vågne op om morgenen, kunne gribe trætheden, lave kaffe, fordybe sig i brygningen, stå og betragte de brune bobler, der dukker op gennem metalrøret i hendes Bialetti. At kunne sætte sig i en have eller på en sti, med træer og blomsterhoveder over en, hortensia og hybenrose, der kranser små skabende former. Nyde kaffen som et kærestepar med drømme, der ikke rækker længere end til i morgen, men alligevel får drømmene til at virke mere vigtige end andre. Og jeg ville tage et billede af hende med hybenrose i håret. Og midt på stien mellem os ligger tabte mønter og hårelastikker, jeg ville samle op og fotografere med hende. Som fundet på jorden var hun også. Og hun havde skrabet sig mod gruset, blødt fra knæet, som jeg havde repareret med plaster og englehud til lugten af blodet i en normal temperatur. Og hun havde rejst sig op, duftende af kaffe og begyndt at ae alle hybenrosernes stilke, som var de hendes børn; små grønne skud.
–
Når vores kroppe så er mætte af den afskyelige verden, kigger vi på os selv gennem ruden. Hun ser en solsort træde ind i vinterens plettede farvemætning og gemme sig bag en patetisk rolle til hun selv langsomt giver slip. Vi synger tårerne frem.