fredag 00.44
hele dagen har vi ventet på stormen
der hedder pia nu er hun kommet og
rykker lidt på altanmøblerne jeg har
sat mig i sengen og kan høre hende
i morges da jeg vågnede var her helt
stille og kondensvandet på ruderne
lignede ansigtet på en hyggelig
kentaur jeg slog en prut så her stank
af lort af tømmermænd men det er flere
dage siden jeg var i byen jeg er
træt og har sovet tolv timer jeg er
træt af de blikke jeg får når folk hører
at jeg stadig ser ham fordi jeg stadig
er forelsket fordi jeg ved bedst selv
fredag 00.56
når jeg skriver i morges mener jeg i
går morges men hvilken forskel gør det jeg
strækker mine ben under dynen og får
krampe av for fanden mine lår bliver
spændte som en vred hund som en liderlig
udgave af mig gør mit for også at
få en orgasme må strække og spænde
hele kroppen og særligt i lårene
hvis jeg skal hjælpe min nydelse derhen
hvor hans også er jeg er ikke ked af
at være blevet voksen men jeg er ked
af at være vokset fra min naivitet
fra min tro på det bedste i folk jeg ser
en mand i bussen og tænker idiot
fredag 01.12
jeg tænker smukke tanker og jeg tænker
grimme tanker og ved ikke hvilke af
dem der er mine egne og hvilke af
dem der er samfundets jeg vil gerne se
på folk i bussen og forestille mig
at de lever et fint liv jeg vil gerne
se på mig selv og tænke at jeg lever
et fint liv ikke tænke at jeg har en
grim krop at jeg ikke vil være mor for
jeg vil ikke udsætte et barn for at
skulle leve et liv mor giver mig en
digtsamling af patricia cavalli
hun har understreget denne sætning hvor
vidunderligt at være i live man
kan ovenikøbet brokke sig over det
fredag 01.35
om en storm vil man sige at den raser
men jeg tror ikke pia er den mindste
smule vred og i samme øjeblik glas
smadres nede på gaden noget vælter
måske en cykel trækronerne står og
river i nattehimlen river i det
de kan nå mørket og hinanden jeg tog
fejl det var ikke meningen at jeg
skulle være fræk jeg var ikke ude
på at antage hvordan pia har det når
hun tydeligvis ved bedst selv jeg kan kun
tale for mig selv når jeg siger natten
er sprunget ind på værelset ind gennem
vinduet den er her og vil mig det ondt
fredag 01.48
jeg havde netop besluttet mig for at
lægge computeren væk og prøve at
sove da jeg opdagede en fejl i
en sonet har jeg skrevet fem strofer i
stedet for fire og jeg kan simpelthen
ikke se hvordan jeg skal korte den af
uden at give afkald på betydning
repetitioner folkene i bussen
taktfastheden jeg skal tisse og er træt
en enkelt sætning for meget er meget
for meget når man kun har plads til fjorten
kan lade den være til i morgen jeg
mener senere i dag kan jeg ændre
det hele kan jeg elske en anden end ham
fredag 02.02
hvor længe kan jeg blive ved jeg hvisker
gaden er stille lige nu pia er
stille skal vi lægge os ned sammen du
er her ikke men hvis du var kunne du
tage computeren væk fra mit skød du
kunne stille den i vindueskarmen du
kunne slukke lyset og skubbe min krop
med din ned i madrassen du holder om
mig bagfra din ånde presset mod nakken
og pikken mod ryggen ruderne er helt
tilduggede indefra gadelampen
på hjørnet ligner en smattet gul citron
dens lys flyder jeg græder men du ser det
ikke mit ansigt vender ud i rummet
fredag 02.18
jeg har på fornemmelsen at jeg bliver
nødt til at skrive en sidste sonet før
jeg kan gå i seng så det gør jeg nu i
morgen er det lillejuleaften og
jeg er glad for at der derimellem er
hele den toogtyvende decembers
lange døgn jeg tror jeg er træt nok nu til
at tage en pause jeg vil slukke for
lyset og tage brillerne af et rum
der er helt mørkt består kun af bevidsthed
om tings eksistens noget banker taktfast
mod ruden stormens puls eller bare
en løsthængende vindueshank jeg er
blevet tør for dagen for ordet godnat
fredag 02.31
men hvad hvis det næste jeg skriver er det
bedste hvornår ved man at man skal stoppe
jeg er alene og kan ikke styre
det jeg rejser mig for at tisse
måske findes der ikke en naturlig
afslutning måske må man bare tage
en beslutning sige stop jeg skal noget
andet nu jeg skal sove eller jeg skal
ikke være din kæreste længere
og sådan må det bare være undskyld
jeg elsker dig stadig men jeg er træt min
arm klør mine ankler min ryg jeg tænker
på dig hvis jeg må vil jeg stadig kalde
dig min lille elskede en sidste gang