Gurpaul Singh Rehal- Fire akter


Akt I
Det land der bar ham

Før solen når brønden,

har drengen løftet vandet.

 

Spanden slår mod hans knæ.

Hans mor tager imod

som om vand kan veje mindre,

når det bæres af en søn.

 

Juni 1969.

Han binder sin turban

foran det sidste spejl.

 

Treogtyve år

er pludselig alt det,

der kan forlade et hus.

 

Da døren lukker,

står brønden tilbage

med hans ansigt i sig.





Akt II

Vejen og det fremmede sprog

Sytten måneder

kan ikke ligge i en kuffert.

 

De må bæres i kroppen:

en seng, der ikke er hans,

et tog mod et navn

han endnu ikke kan udtale,

den sidste dollar

varm i hånden.

 

Da Herlev kommer,

er november allerede kulde.

 

En mand rækker ham en hammer.

Det er det første danske ord,

hans hænder forstår.








Akt III

Mændene Danmark ikke så

Om morgenen hænger frakkerne

side om side.

Ingen kan se landegrænserne

i deres lommer.

 

Ved ambolten bliver hans hænder

til svejsning,

senere til taster.

 

Fire årtier

bliver lagt ned i Danmark

uden at larme.

 

Når nogen spørger,

hvad han gav landet,

åbner han ikke munden.

 

Han vender hænderne op.

De er tomme.

Det er svaret.







Akt IV

Det der blomstrer i mørket

Nøglen hænger på krogen

i Rødovre.

 

Den ved ikke,

hvor mange døre et menneske

skal miste

for at kalde én for sin.

 

Udenfor står Danmark

i sit eget lys.

Indenfor sover manden,

der kom som gæst

og blev længere end ordet.

 

Under søens mørke

holder lotusroden fast.

 

Blomsten skylder ikke lyset

en forklaring.

Flere bidrag