Akt I
Det land der bar ham
Før solen når brønden,
har drengen løftet vandet.
Spanden slår mod hans knæ.
Hans mor tager imod
som om vand kan veje mindre,
når det bæres af en søn.
Juni 1969.
Han binder sin turban
foran det sidste spejl.
Treogtyve år
er pludselig alt det,
der kan forlade et hus.
Da døren lukker,
står brønden tilbage
med hans ansigt i sig.
Akt II
Vejen og det fremmede sprog
Sytten måneder
kan ikke ligge i en kuffert.
De må bæres i kroppen:
en seng, der ikke er hans,
et tog mod et navn
han endnu ikke kan udtale,
den sidste dollar
varm i hånden.
Da Herlev kommer,
er november allerede kulde.
En mand rækker ham en hammer.
Det er det første danske ord,
hans hænder forstår.
Akt III
Mændene Danmark ikke så
Om morgenen hænger frakkerne
side om side.
Ingen kan se landegrænserne
i deres lommer.
Ved ambolten bliver hans hænder
til svejsning,
senere til taster.
Fire årtier
bliver lagt ned i Danmark
uden at larme.
Når nogen spørger,
hvad han gav landet,
åbner han ikke munden.
Han vender hænderne op.
De er tomme.
Det er svaret.
Akt IV
Det der blomstrer i mørket
Nøglen hænger på krogen
i Rødovre.
Den ved ikke,
hvor mange døre et menneske
skal miste
for at kalde én for sin.
Udenfor står Danmark
i sit eget lys.
Indenfor sover manden,
der kom som gæst
og blev længere end ordet.
Under søens mørke
holder lotusroden fast.
Blomsten skylder ikke lyset
en forklaring.