Yndlingsnuance
Jeg har længe egentlig værdsat din måde at gå i stykker på som porcelænstallerkener når de rammer jorden
ikke hysterisk itu som et glas der tabes men stille og roligt i to næsten lige store stykker
lette at samle op og smide ud
men nu er det nok jeg
kan ikke engang samle mig selv op længere
Der er så meget i omløb for tiden og alting falder sammen
i køleskabet
vissen koriander
aarstiderne mugner
Der har været for mange følelser på det sidste og nu er det som om de bliver siddende som affaldsstoffer som kroppen ikke kan skille sig af med i et passende tempo
en bismag af barndom i øjnenes flakken
i måden
du sender mig uden for døren
*
Martssolskin der river i vinterhuden
gløder i øjnene fra brændeovnen savsmuld fra briketterne
mine øjne har løbet i vand hele dagen måske er det solcremen i ansigtet der er vist noget med mineralske og syntetiske filtre
Jeg har ikke brænde nok men jeg er ligeglad der skal bare mere brænde på jeg kaster brænde på til ilden gør ondt i mit ansigt
*
Når noget går i stykker får jeg lyst til at smadre mere
*
Mit hjerte sidder i halsen af angst men her dufter af forår
For tiden går tiden så langsomt at det næsten føles som om
den slet ikke går men bare ligger
udstrakt afventende
Sådan går dagene slag i slag
som slag på nerverne kontinuerligt hamrende
Men nu
er det tid til at spartle hullerne i væggen
samle flyttekasser og hænge nye billeder op
spartle samle hænge
*
Kolde agurkeskiver på øjnene inden job
gråden som en opkast
*
Og fire år senere begynder du på metadon igen. Så tre dages heroinrøg. Du spiser en halv pakke benzoer og hænger et kabel bundet til altanens metalgelænder om din hals. De henter dig i en lift.
Vi sidder på dit værelse på Bispebjerg. Jeg har købt en pose nødder med hvidt chokoladeovertræk og hindbærdrys. I butikken huskede jeg, at du ikke kan lide lakrids, men
jeg var i tvivl om hindbær.
Jeg holder dig i hånden og siger, at du må love mig aldrig at slå dig selv ihjel. Du nikker og
græder, og jeg har altid ønsket at se dig græde.
Madrassen under lagenet er kobolt, min yndlingsnuance af blå.
Hvis jeg ser på mig selv som en plante
Vi bærer fortiden med os som tics over panden
i håndens bevægelse fra pilleglas til mund, i de ord vi fortryder
mellem huden på os og dem vi begærer
Jeg tænker på hvordan barndommen føltes som et fængsel uden døre og hvordan det hænger ved
denne følelse af hegn om det hele
*
En plakat med et tog og en bro hvem har dog fået den tanke
at hænge netop de motiver op på psykiatrisk akutmodtagelse
som forventet er jeg ikke syg nok
selvom jeg ikke kan være i mig selv og siger
at døden virker
som en ven
*
Der er en tid til alt og to tider i min sundhedsapp
en til blodprøver og en til psykiateren
der sidder med sin stramme hårknold og griner mens jeg prøver at forklare hvad jeg håber at få hjælp
til
jeg kom bare til at tænke på noget sjovt privat siger hun men det må jeg ikke fortælle dig om
jeg snakker videre
om min følelse af at være lavet af noget andet end krop
et materie der ikke kan finde form men bare knuses
mod luftens tryk
tyngdekraftens pressen
så ringer hendes telefon
hun tager den
de forstår ikke at man jo altså er på arbejde siger hun
jeg siger tak for henvisningen tak for recepten tænker undskyld jeg kom
Depressionen ramte som et kindkys fra satan
ingen lyst eller hukommelse om lyset
om de dage vi gnistrende lagde planer for noget der nu
er forbi
Jeg findes skam endnu sagde satan
tro endelig ikke at jeg kan fordrives med analyser og lysbad
jeg er her hele tiden under tæppet bagved døren midt på dagen
hernede hvor mørket har magten
Og det vil jeg altid være du må lære at leve med mig
polstr dig mod mig
finde trøst i at kende mig
som din eneste konstant
*
Hvis jeg ser på mig selv som en plante siger jeg op nu
søger nye jorde at plante mine rødder i
men rødderne rådne og møre
jeg kunne også
sige det sådan her
Hvis jeg ser på mig selv som en plante
vender jeg samfundene ryggen
ingen næring alting udpint
alligevel insisterende på at vokse videre
jeg ville kigge mig omkring og sige til mine medplanter der er jo sygdom her
leves liv på andre præmisser end jeres, jordens
vi kunne nægte at gro
Men altså, forår igen nu og
mifepriston og en lille død lever
lignede det
først ned ad benet så på
de gråsorte fliser
så samlet op med papir og i kummen
Lægge tæppe på fliserne
passe på ikke at
besvime og slå hovedet
*
Jeg bilder mig ind at jeg kan mærke skoven spire
her fra min hængekøje på plænen
det summer fra vinterens gravplads
en grøde, vibrerende
Jeg kan overvældes af træernes, buskenes, blomsternes farver
en for stor kontrast til det mørke jeg ved findes
men som forårets lys kamuflerer
*
Sover 12 timer og tror jeg vågner i et gammelt årti
i radioen snakker de om fornyet forbrugeroptimisme
menneskets artsspecifikke potentiale
Cykler til brugsen
køber forglemmigej og lavendel på frø
Koldt vand på kaffen
Du sagde det henkastet
at jeg godt måtte blive
da jeg skulle til at finde rejseplanen for toget hjem
Nu:
ilden i kødet
morgensnusens svimmelhed
din sæd i min mund; kimen til noget, der ikke vil blive
Hjemme:
Hælder koldt vand på kaffen det har ikke kogt
fordi han har sat brødristeren i stikket i stedet
riste koge kneppe
ildens refræn
Tænker på Claus Meyer
at skabe skønhed af svigt
åbne bagerier i fraværet af en fars kærlighed
genopdage gamle hvedesorter
imperierne vi bygger af afsavn
*
Du spørger hvad jeg vil med dig
jeg vil drikke dig som et shot
dit vanvid, dit smil
og når der ikke er mere tilbage i glasset vil jeg
kaste det op og
drikke det igen
*
Jeg ved at jeg selv er kaotisk
nok derfor mit høje loft
men det punkterer min glæde at du ikke tør give dig hen
hvad skal jeg så lade mig begejstre af?
måske at klematissen endelig
er begyndt at kravle op ad mit espalier
Jeg er træt når jeg vågner selvom jeg sover meget
måske er det pollen, medicinen
eller bare dét at jeg mangler en retning ud af alle disse anslag
De mange sammenfald vanskeliggør tydelige årsagsforklaringer
men
du mangler kapacitet er jeg endt med at tænke
du er fyldt op og kan ikke rumme en andens fylde
men jeg vil ikke gøre mig mindre det
har jeg lovet mig selv for længst
*
Rusland og Iran trækker sig, erkender modpartens overmagt
du kunne ikke få dig selv til at gå op, skrev du
*
Du vil ha’ en vej ud
jeg vil ha’ en vej ind
vi prøver at finde en midte
*
Zebrafinker vælger partnere, der synger som dem, de voksede op med, læser jeg
går ud og sætter elkedlen over