Aftryk
30. januar 2025
En tilkalket elkedels insisterende larm tiltager, den udfylder rummet på samme måde
som en støvsuger; altoverdøvende, vedholdende. Så stopper det.
Klik, siger toiletdøren, og en summende mands håbefulde nynnen afsløres, dæmpet
bag det solide murværk. Han bærer sin melodi over dørkarmen, sætter den blidt ned for at lave kaffe.
Det stykke sol, som hæren af skyer lader passere, finder langt om længe sin vej til
ikke bare Helges vindue, men Helge.
Vinduerne var Annas, da han flyttede ind for over tyve år siden.
Men i dag er Helges, husker han.
Hans hjerte drukner ikke længere, når han tænker på hende; det synker stadig, men sjældent nok til, at han ikke kan række hånden ud, nikke opfordrende, du kan godt.
Da hun forlod hans hænder, begyndte hun at vise sig i alt på ny.
Minderne kommer gradvist, gamle neuroner genforbindes.
Hun kan godt lide hvordan flagermus flyver,
lyden af en vindfanger,
hun elsker Helge.
Det varme vand plasker svagt mod den ru håndværkerhud, når han fylder koppen.
Imens han hælder, kigger han væk; hans blik søger mod telefonen, dens blanke skærm
reflekterer symbolsk Helges lejlighed.
Hvornår skriver hun?
Rikke, 43, kan godt lide nordisk natur og
friluftsliv, hun går op i humanitært arbejde og
dyrenes velfærd.
Samvittighed som sne, hun går uden problemer.
Den kop kaffe, der skal holde Helges energiniveau gennem deres første møde, er
stadig lidt for varm, når den gennemtrænger Helges hals.
Det brænder let, kan han mærke,
pling.
Lyden af noget let, der falder.
Han vender ansigtet mod lydkilden: gulvet. De brogede træplanker camouflerer den godt.
Men den er dér. Nøglen.
Det suser kvalmende i hovedet, en ny, ædende følelse spreder sig fra maveregionen,
er det skam?
Han tøver, før han samler den op, dens overflade er velbevaret glat.
Der går ikke lang tid, før Helge har glemt alt om sit møde.
Rikke må vente, Rikke er intet i forhold til en nøgle.
Nyfundet fart, der bærer ham hurtigt og præcist gennem huset som en motor, den må være her et sted.
Og som alt andet er den her.
Næsten alt andet.
Helge finder den lille, men velholdte Montblanc dagbog med rynket, mørkebrunt
læderomslag. Den står blandt andre bøger i reolen; en bedragerbog, der gemmer på sit sagn. Han læser ikke ordene, ikke igen, de er ubærlige.
Men han kan sanse, røre, bladre—hov, hvad er det?
Da Rikkes besked tikker ind, har Helge allerede iklædt sig sin denimjakke,
halstørklæde, støvler, og han bevæger sig målrettet mod dørens trussel om en uundgåelig begivenhed, der ikke findes i fortiden eller fremtiden,
men lige her,
lige nu.
Udtryk
25. maj 2011
Aftenvinden river i halstørklædet, der let lader sig strække ud bag Helge, han ænser
det ikke. Den rastløse sjæl fumler på samme tid koncentreret og fraværende med småting i lommen; en lille sten, en mønt, en nøgle – en nøgle. Han må straks ringe til Anna.
– Hej, ja, hej, skat. Jaja.
Nejnej, haha,
nu skal du høre –
jeg fandt nøglen, ja!
Kan du gætte hvor den var?
Annas glæde, minusvægt i farver og klang, én lyd kan være et kærlighedssprog.
Genbrugte ords genkendelige accept.
– Men skat,
– Ja?
Helges tanker kan skræmme ham, som om dét, han tænker på, allerede er sket.
Som om
nej
– Jeg er altså bare smadret i dag, så jeg tror, jeg lægger mig lidt.
Hendes stemme i slowmotion, tonearten er lavere.
– Selvfølgelig, skat. Hyg dig.
Selvom der er stolthed i Helges stemme, leger han fortsat kluddermutter med nøglen i
lommen.
Han ser skovbrynet bag hestefolden, kan han købe panodiler med?
Det kan han sagtens.
Anna er nået at falde i søvn på de tyve minutter, det tager Helge at gå hjem fra den
nærliggende stationsby. Hun sover i stolen. De gyldne stråler trænger ind gennem vinduet og belyser hendes buttede arme, hun er så smuk, og han vil ikke vække hende,
ikke endnu.
I stedet vil han gøre det hele klar til, at hun vågner: rydde op, sætte kaffe over, skære
agurkestænger og æble ud.
∞
– Helge? råber Anna forvirret fra stuen.
Gulvet klikker, når hun begiver sig ud i køkkenet, og vinden trækker i vinduerne.
En lav summen fra fluerne om æblet, der kun overgås af Helges rytmiske snorken fra
soveværelset.
På bordet ligger nøglen.
Hun sukker lettet.
Dagbogen, nøglen passer til, er minder, liv, frosset i tid. Hun finder den
i kassen under bordet, og læner sig frem for at tænde det svage, men varme lys i stuen.
Klik, siger låsen, da dagbogen går op.
Som ordene strømmer gennem hende, forsvinder lyden af urets ildevarslende tikken,
tiden går, tiden går.
Hun ved, at det er godt, at hun græder, men det gør stadig ondt.
Klumpen skraber mod kødvæggen i halsen.
Klokken 03.18 tager hun stolen med ind til Helge, placerer sig ved siden af sengen og
løfter sine ben op. Helge mumler noget i søvne, imens han vender sig mod Anna.
Han lægger naturligt armen om hendes læg.
Anna synes, at hans snorken er som et pendul, beroligende.
Indtryk
19. juni, 1996
– Hold A, I kommer herover, og hold B, herover.
Den gamle bindingsværksejendom omslutter gårdspladsen, de unge mennesker samler sig lydigt i to grupper. Gården ligger naturskønt blandt marker og bæk, der løber ud i fjorden ikke så langt herfra.
Mellem gærderne ud til markvejen kan man se, at en dreng sniger sig forbi.
– Godt! Henrik, kan du lige komme herover i stedet? Ja, ja, det er godt. Så skal I lige forberede jer på, at
Stemmerne svinder i takt med, at han skiftevis nærstuderer himlen og så jorden,
skarp blå og blakket grus.
Mellem gruset grus grus
grus grus grus
grus Nøgle grus
grus grus ligger en nøgle. Han synes, den virker bekendt.
Er det… nøglen til skuffedariet derhjemme? Redskabsskuret?
Han må hellere tage den med for sikkerheds skyld.
I den anden ende af gården prikker solens varme let i en piges hud. I hendes skød
ligger en låst dagbog, hun iagttager de andre børns idrætslege.
De voksne kræver intet, gør intet. De har ikke midler, måske er de ligeglade.
Hun bøjer hovedet bagover, ansigtet mod solen. Øjnene knibes instinktivt sammen, og det brænder svagt på hendes øjenlåg.
De voksne er ligeglade, tænker hun, før hun vender kørestolen og begiver sig
besværligt ud over den ujævne grusvej, hvor sandfarverne eksisterer med græspletterne,
frisk grøn og spraglede sten.
Buskenes arme kravler ind over markvejen, hvor drengen går, brændenælder rager op over uberørt skvalderkål i vejkantens vilde landskab. En gyldenbrun musvåge på himlen over ham scanner systematisk området for føde. Han bemærkede den for længe siden.
Han får et vindpust i hovedet, da han drejer med vejen om hjørnet bag gården.
Her er evige marker. Han ser bækken, dens rislende krop snoer sig, hvor den må. Frisk grøn og skarp blå løber sammen her, tænker han, de løber altid sammen her.
Han kigger på himlen og jorden,
på bækkens græsklædte vandbred,
på forglemmigejerne.
Han ser hende sidde i sin stol nede ved bækken, hvordan kom hun helt derned?
– Græder du? spørger han forsigtigt, da han ser skuldrenes subtile bevægelser.
Hun stopper og kigger henkastet tilbage.
– Lidt.
Han nærmer sig hende i den hede junisol. Ingen træer i området, kun de to, der hæver sig over landskabet.
– Hvad hedder du? spørger han.
– Hvem er du?
Han går op på siden af hende og sætter sig på hug ved bredden.
– Jeg hedder Helge.
En vejrtræknings stilhed, vandet rinder krystallinsk.
– Anna.
– Hvorfor græder du?
Hun snøfter og tørrer næsen, som om hun blev mindet om at græde. Hendes korte hår flagrer utæmmet i vinden, da hun stille rækker ham bogen fra sit skød.
Uden spørgsmål tager Helge imod den.
Han studerer strukturen i omslaget, kvaliteten, fingrene glider over kanten, og han mærker modstanden, låsen.
Bogen vil ikke åbnes.
Helge mærker hurtigt efter i lommen, gad vide?
Hånden omslutter den lille nøgle.
– Hvorfor er din bog så vigtig?
Anna fumler med kørestolens hjullås.
– Det er ikke min.
Lille Helge forstår.