Miasma
Et ægtepar og en skov,
et hus i skoven, og deri bor et ægtepar.
Kvinden sanker urter.
Laver te.
Drikker af luften og vindene, når de står koldt ind fra nord.
Hun trives med månelyset, der blegt og koldt, får hemmelige blomster til at springe ud omkring hende.
Hun kender deres virkning, hun kender dem som medicin og som ånd.
Skovene klinger sagte af hendes smykker, når hun barfodet, hvid som månen, går gennem mosset, smykkerne rigler om hendes spinkle håndled, hendes slanke hals.
I ørene sølv og hæmatit.
En flettet kurv med nuancer af grønt, bitre og søde smage.
Hun hvisker med en tone af rindende vand og smager på det døende og det døde.
I hule træer sover hun en florlet søvn.
Som ferskvand.
Som træets mildhed.
Hun holder en glat sten i munden.
Hun varmer den med sin tunge, rød og blød som dun.
I huset bor også Manden sammen med hende, sammen med Kvinden.
Han er ilden.
De hårde storme får hårene til at rejse sig langs hans arme.
I ham synger vinden i dur.
Solen er hans.
Strålerne som bronze og honning.
Han lukker øjnene op mod solen.
Vipper der flimrer, konturer, sommerfuglelette.
Et skygække af den tyndeste og fineste hud kroppen har.
Hans hænder er grove som bark.
Skoven giver genlyd af hans skridt, når han pløjer jorden for dets mineraler.
Jadegrøn malakit.
Diamantglinsende cassiterit.
I hans stemme ligger stenes rumlen, jordskredets rivende flod.
I hænderne bærer han solen frem for sig.
Bringer den med sig og bøjer dens vilje mod ham selv.
Sætter ild til sten, til metaller.
Men soden er i hans lunger.
Puster han ud, dækkes himlen i et olieret mørke.
Så han holder vejret, taler med stenens tyngde og metallets ubøjelige vilje.
Sådan bor de, Manden og Kvinden, i huset i skoven.
Efeuen, grønne vækster, pikkede og tornede lemmer, sådan gror de ind over piksten, en brønd, et væltet brændeskur.
En gårdsplads og et hjem.
Sådan strækker det sig, alt det grønne og sviende, og sådan former det huset, former de Manden og Kvinden.
Brændenælden, tornebusken, tidslens purpur.
Ind under dørene og over trin.
Ind ad alle sprækker vokser det, det giftige og det brændende.
Rum efter rum efter rum.
Vokser og udvider.
Lægger sig over borde og stole, ned i afløb og igennem afløbsrør og de strækker sig så voldsomt, at de næsten brister, til de også når havet.
Her lader de sig flyde ud, bliver mangfoldige, de grønne og beske vækster, lægger sig på overfladen som slimede trådalger, blokerer lyset.
Drukner vandet under sig.
Holder al lys ude.
Og muslingerne knuger deres munde lukkede.
Vil ikke drikke den klæbrige og dunkle væske.
For den er kvælende.
Og solen bærer han, Manden, tæt ved sit bryst, ufortrødent og stolt.
Soden der ophober sig.
Og vejret, der holdes.
En mand, en kvinde og et hus i skoven.
Sådan går de skulder ved skulder.
Han med hænderne i jorden, som skovle og solen tæt ved brystet; hun med ansigtet vendt mod den milde aftenluft, en varm sten på tungen, en sætning der venter.
Af ham kommer ilden, der holder hende i live, holder alt det grønne og alt det levende fast i verden.
Med hende kommer morgengryets dugvåde græs, så svalt, så han ikke brænder ud.
Ikke endnu.
Men han holder vejret, knuger det pastøse sod inde, smækker en dør og får alt til at slå revner.
Af mundvigen driver den sorte tåge,
miasma,
tungere end luften og ordene selv, lægger sig langs paneler, stoleben og de månehvide fødder, tvinger Kvinden til at gå højt på tæerne, gør hende endnu mere lydløs, endnu mere let.
Hans krop spændt ud, er ved at sprænges.
Hendes fugleagtige lethed, der lader hende danse over det sorte og det tunge, det dyb, som lægger sig om hendes tæer, når hun strækker sig efter tørrende urter, glas med hemmeligheder.
Sådan strækker hun sig til bristepunktet for at nå.
En dag, måske en tidlig morgen en vandkold marts, hvor solen kun lige fortæller, med sin knappe varme, at foråret står utålmodigt, trippende på dørtrinnet.
Fortæller at nætterne er blevet kortere.
Veget lidt sparsom plads for det orange pastelmorgengry og den violette skumring.
Værelset er stadig dunkelt.
Kulden sidder i væggene.
Fylder borebillens baner ud i gulvets træ.
Morgenluften står ind ad et halvåbent vindue og foran det står Kvinden.
Hendes silhuet papirstynd og gennemskinnelig af morgengryets sarte farver.
Marts kalder på hende.
I jorden knager og brager det.
Rødder der forvilder sig.
Insekter der strækker deres changerende rygskjold.
Et sted slubrer en muldvarp sin morgenmad i sig.
En ræv lægger sine ravøjne på et bytte i den fugtige underskov.
Imens strækker træerne deres nøgne kroner blindt mod en halvgrå, stadig mørk himmel.
Som ville de drikke af de få farver, som morgenen nærigt giver fra sig.
Hun står der, i det knappe modlys, fordi natten var hård.
Fordi hun længtes efter havet, der slår mod en kyst langt bort.
Fordi tanken om salt og våde sten minder hende om, at verden er uendelig.
For bag hende, på en sengekant, en gammel seng, som har set og følte et helt menneskeliv, to hele menneskeliv, der sidder Manden.
Der sidder den mand, som hun inderligt elsker.
Hvis sol hun varmer sig ved.
Hos hvem selve livet udspringer fra.
Vinduet har hun åbent.
Hun har forsøgt at lukke noget af det dybe mørke ud.
Et mørke der nu frit flyder fra Mandens lunger.
Fra hans svælg.
Så ingen anden lyd kan trænge igennem, ingen anden lyd, end den hæse, arbejdende fil, der river og flår hans lunger.
Og med en fuglevinge forsøger hun at vifte den dybe sod bort, men mørket, på den anden side, er næsten lige så dybt, næsten lige så kvælende, som det, der ligger omkring hendes nøgne fødder.
Det er et klæbrigt mørke man ikke kan blive fri af.
Man kan kun bære tingene ud, én for én.
Sætte dem foran et spinkelt lys – de er vant til mørket, tingene, så lyset gør dem blege, gør dem sarte, sarte koraller.
Nænsomt tørres natten af.
Tørres soden væk med et ærme, måske.
Men hendes spinkle krop, de ringlende armbånd, de bitre, stærke urter.
Det rindende ferske vand og den hvilende sten deri.
Den strålende sol ved det varme, salte bryst.
Der er ikke kræfter nok.
Hverken i Kvinden eller i Manden, hvis hænder har knust sten, gravet jorden hul, løftet ild og flydende metaller.
Hvis hænder har holdt hende.
Med en blidhed, en nænsomhed, som efterlader dybe aftryk i huden.
Og sådan sidder Manden, imens Kvinden lukker øjnene mod den kolde vind, der vælter hende i møde.