Jeg går i hi
på bunden af et ocean
jeg går i hi
jeg drømmer, tænker
algegrønt
jeg går i hi
planten vandes og en tegning
senere bliver jeg hel
Grotten er hjertelyd
Grotten er på min pude
Uden ilt
Og ekkostemmer
Gør mig søvnløs
Giv mig piller og så
Piller, gør mig til mere dyr end
Menneske, jeg lægger krop
til det her liv, men
jeg ser skeletter i bikini
jeg vil selv være et
it’s show time, baby!
Rent metal mod ren hud eller
havets overflade skriver skarpe kanter
som flintet sten, jeg vil springe i
og skæres åben
og flyde ud af mig selv,
og fratage jeget.
Et kar fyldt med stanniol
det er der jeg vil være badet
i sølvskin inden det hele
slutter, fratager jeget.
Der var håb i våde træer og duften af familier, der laver mad
men
havet og karbadet
fratog jeget
Stjernerne,
de smelter og falder ned fra himlen
beton og brændt
menneskekød, menneskehjem
børnefødder løfter sig
krigene,
hvis vi kan sluge dem
og spytte
en engel ud
har vi sejret
Et barn sagde
at i skoven kan man finde blade
og grene og guld og
et savn lister ind.
At blive taget af et fjeld
at blive opslugt af tåge
at mærke fortidens
lavamasser nu
klippesten i geologisk systematiske
lag synger i
fraktaler.
Jeg siger
måske du kan finde guld her
Jeg bider i hudfolderne
inde i munden og ser ud
i rummet foran mig. Et rum i
opløsning. Rækker
en usynlig hånd ud
i det opløselige,
mens tankeskygger danser bag
mit slør, mit blik
fæstnes ved luftens
molekyler og ord
sitrer ud til fingerspidserne,
efterlader tungen tom. Hånden fanger
noget der kan siges,
det flyder
ikke videre. Luftmolekylerne
optager stilhed direkte
fra læberne
der
nænsomt
kysser
hvert atom
sender stilheden
videre gennem rummet
elektron for elektron. Forstenet
er jeg stadig