Dagene indhenter mig
dage
hvor jeg prøver at lade som om
fjorten år
ikke betyder noget
kan se alle de dage
når jeg kigger ind i dine øjne
de gløder
af ting jeg ikke ved noget om
vi står i køkkenet
du laver smoothie igen
vil gerne have
at du lægger havremælk
bananer
kakaopulver fra dig
og kysser mig på panden
for det virker voksent
tror jeg
men du fortsætter
som du altid har gjort
du kunne have fodret mig
med hvad som helst
og jeg er der bare
i din lejlighed
går på listefødder rundt
ser ud på byen
fra altanen
træernes blade
er orange nu
men det er som om
jeg ikke kan mærke
tiden
der går
ligger bare
stille
med dig
i din seng
står bare der
og kigger på dine rutiner
kan du være toogtyve med mig
bare for en stund
stå her
på min side
hvor man ikke behøver
at love hinanden for evigt
vil gerne prøve
at love nogen
så meget
her er mit for evigt
tak for dit
skal vi gå en tur i parken nu?
men jeg kan ikke engang
se det for mig
for evigt
det ligger derude
et sted
men jeg kan ikke rigtig gribe om det
forstå
at man kan love nogen
så meget
gik op for mig i dag
at jeg tror
jeg aldrig skal dø
måske skal jeg leve for evigt?
det kan jeg bedre forstå
dine øjne
gule
med grønt omkring pupillen
vil gerne lukke dem i
det er for meget
for invaderende
når du ser på mig
jeg rør dine øjenlåg let
skubber dem lukkede
dine øjenæbler sitrende
under mine fingerspidser
grunden til
at jeg prøver at være en anden
er jo for dig