Jeg har fornøjelsen af at opholde mig i Italien de kommende måneder. På en vingård uden for Siena, som dyrker Cabernet Sauvignon, Sangiovese og Merlot. Og så lige i tid til høsten! Det er første gang, jeg er i Italien, men heldigvis har jeg litteraturen med mig som guide. Både til kulturen, men også som en reel guide til det område, jeg befinder mig i.
Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.
Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.
Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.
I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.
Den mest kendte litteraturguide til en by er formentlig James Joyces Ulysses, som tager læseren på en detaljeret tur gennem Dublin, men også Ernest Hemingways A Moveable Feast kan stadig bruges som stringent guide på en tur rundt i Paris. Christopher Isherwoods Goodbye to Berlin havde jeg med mig, da jeg flyttede til Berlin på jagt efter en god fest efter gymnasiet. Derfor nød jeg særligt fortællingen om Sally Bowles, der også er inspirationskilde til musicalen Cabaret. Da jeg senere flyttede til Skotland, havde jeg Robert Burns’ højsang om både modige Jakobinere og det højland, de kæmpede for, med mig.
Nu er jeg her, med en frygtelig sparsom viden om både Italien og italiensk litteratur. Heldigvis er der hjælp at hente. De fleste italienere har i løbet af deres uddannelse læst Alessandro Manzonis Promessi Spoti (The Betrothed), og sikke en banger so far! Den er skrevet i første del af 1800-tallet, foregår i det spansk-besatte Lombardiet i 1620’erne og er Manzonis store kulmination på sine interesser indenfor litteratur, historie (wow, der er meget historisk afklaring, men skrevet så let, at det nemt glider ned), og en seriøs katolsk vækkelse. Intet vidste jeg om italienske prinser og fyrstedømmer, italiensk 1600-tals lovgivning på ægteskabs- og ejendomsområdet, bravos (en slags vagabonder, som kan hyres til ret beskidt arbejde), eller livet som munk i perioden. Endnu har jeg meget at lære, men heldigvis har jeg stadig 400 sider tilbage af bogen. Det er noget af en moppedreng, som forfatteren i øvrigt genskrev på “toscansk” 20 år efter, den udkom, efter først at have skrevet den på en blanding af de dialekter, som gav mening for karaktererne. En anden prins, Tomasi di Lampedusa, har skrevet Il Gattopardo (Leoparden), der først udkom efter hans død i 1958, og som handler om en prins i 1860’erne, der må gøre op med sig selv, hvorvidt han må give sig hen til forandringens vinde eller forsøge at bekæmpe dem. En tilstand Italien virker til ofte at befinde sig i. For at tage mig med tilbage til krigen i Italien (og her i Toscana, hvor jeg bor), læser jeg Iris Origos War in Val d’Orcia – hendes dagbog fra 1943-44. Og så læser jeg selvfølgelig Frances Mayes’ Under the Tuscan Sun. Det er med den helt store fare for at blive frontrunner på live-laugh-love-segmentet, men man kan slet ikke undgå at blive fortryllet af hendes beskrivelser af mennesker, landskaber, planter og MADEN! Man får lyst til at styrte ned til den lokale grønthandler og give sig i kast i køkkenet. Hvilket jeg så gør.
Jeg er naturligvis meget begrænset af mit ringe italienske, som gør, at jeg er nødsaget til at læse på engelsk. Derfor kan jeg også kun læse italienske værker, som er så store, at de er oversat. Eller, hvilket der også er meget af, udlændinge der skriver om Italien og italienerne. Af samme grund har jeg også en snigende fornemmelse af, at jeg misser de helt særlige perler. Så kan man jo heldigvis drømme om at komme igen en anden gang, måske når jeg har taget italiensk på aftenskole et par år. Eller giver mig helt hen til idéen om selv at købe en vingård, hvilket helt sikkert er mere romantisk i teori end i praksis.
I redaktionen genstarter vi efter sommerferien med nye kræfter. Byd velkommen til Anna Livia Lambert, Uzma Akbari og Seth Marvin Andersen – vi glæder os til at læse sammen med dem! Et stort tak til Astrid Kjær Olling for hendes arbejde på redaktionen det sidste år, og held og lykke på forfatterskolen i Bergen. Vi glæder os til at læse mere fra hendes hånd.