*
De trælår vi tæller at have tilbagelagt, har dannet ringe i vande som til sidst ebber ud. Floder flyder, tiden går, og jeg kan ikke huske, hvad jeg lærte om den hånd på låret, når alt er relativt, og jeg ikke længere mærker mit ben, men dit jeg ved ikke hvor længe, hverken du eller jeg så ud. Jeg tror at du var en anden.
*
Træerne svajer som mundvige. Et udtryk vi omsætter i tandkødet der opbygger det hus vi er gjort af. Træerne var bare forbigående, der i farten fralagde sig alt ansvar og blev min hukommelse. Sådan bliver jeg til palæer og finder ikke længere min stemme, men en vig der løber hen over læberne til modsatte gavle.
*
De tovværk, der holder det hele oppe; teltet, urværket og de dødvåde skyer, de er farlige at holde om uden handsker, og jeg graver mine tæer ned i savsmuldet for at have noget at stå imod med. Fra søsat til iscenesat på et øjeblik, og hvad hedder den skammel med det rød-hvide mønster som elefanten sætter sin fod på. Hold-kæft-bolsjet smelter på tungen og før jeg ved det, råber jeg igen til publikum at de er mine. Damer og herre. Dette fantastiske show er til for dem og dem og selvfølgelig ikke for elefanten, men hjem vil den ikke, for den kender ikke retningen. Når jeg har lært at famle i spotlight, kan knuden til tæppet bindes, så det ikke falder ned i udgående statister. Der er ingen grænser for gribeteknikkers udfoldelse, og det bliver set, og der bliver klappet så vi slet ikke kan holde op igen. Du godeste, elefanten har tabt sit bogstav, og nu forstår ingen pointen. Men straks former den med snablen, og alt er endnu sjovere end planlagt. Sikken en.
*
Et hår at krumme. Et brød at klippe. Et bjerg at kæmme.
*
Det veksler. I vejret, i jobbet, i forholdet. Frem og tilbage. Noget med poler. De smelter og lader oversvømme, mens jeg veksler og veksler til mønter at give tilbage med. Min ønskebrønd, min undergang. Jeg uddeler dråber til alle og får havet tilbage.
De trælår vi tæller at have tilbagelagt, har dannet ringe i vande som til sidst ebber ud. Floder flyder, tiden går, og jeg kan ikke huske, hvad jeg lærte om den hånd på låret, når alt er relativt, og jeg ikke længere mærker mit ben, men dit jeg ved ikke hvor længe, hverken du eller jeg så ud. Jeg tror at du var en anden.
*
Træerne svajer som mundvige. Et udtryk vi omsætter i tandkødet der opbygger det hus vi er gjort af. Træerne var bare forbigående, der i farten fralagde sig alt ansvar og blev min hukommelse. Sådan bliver jeg til palæer og finder ikke længere min stemme, men en vig der løber hen over læberne til modsatte gavle.
*
De tovværk, der holder det hele oppe; teltet, urværket og de dødvåde skyer, de er farlige at holde om uden handsker, og jeg graver mine tæer ned i savsmuldet for at have noget at stå imod med. Fra søsat til iscenesat på et øjeblik, og hvad hedder den skammel med det rød-hvide mønster som elefanten sætter sin fod på. Hold-kæft-bolsjet smelter på tungen og før jeg ved det, råber jeg igen til publikum at de er mine. Damer og herre. Dette fantastiske show er til for dem og dem og selvfølgelig ikke for elefanten, men hjem vil den ikke, for den kender ikke retningen. Når jeg har lært at famle i spotlight, kan knuden til tæppet bindes, så det ikke falder ned i udgående statister. Der er ingen grænser for gribeteknikkers udfoldelse, og det bliver set, og der bliver klappet så vi slet ikke kan holde op igen. Du godeste, elefanten har tabt sit bogstav, og nu forstår ingen pointen. Men straks former den med snablen, og alt er endnu sjovere end planlagt. Sikken en.
*
Et hår at krumme. Et brød at klippe. Et bjerg at kæmme.
*
Det veksler. I vejret, i jobbet, i forholdet. Frem og tilbage. Noget med poler. De smelter og lader oversvømme, mens jeg veksler og veksler til mønter at give tilbage med. Min ønskebrønd, min undergang. Jeg uddeler dråber til alle og får havet tilbage.