Mathilde Emma Guldbrandsen

9 digte


da vi var børn druknede vi en killing
i en skål mælk
lille våde mælkepels
jeg satte skålen under dine forældres seng
åbnede vinduet på klem

en trallen i natten
på hinanden følgende vingeslag

vi satte dåsesardin på en krog og
bandt en snor i krogen
lokkede det lille genfærd ud
under dine sovende forældre



du sidder overfor mig ved et af bordene på gadehjørnet
nede i byen gurgler Ljubljanica
en lysekrone hænger over gaden som en ånd
genskær i de omkringsiddendes øjne
i dit mørke hår, du ryger en cigaret
glas klirrer mod bordene, alle snakker i kor, i munden på hinanden
under bordet former vores fødder en rede
for to spættede æg

du siger: det okkulte er sammenhængene
æggene er på størrelse med din tommelfingers blomme
glasnatten sætter sig som insekter i kattens pels
for at drikke mælken

vi sover i sengen under det åbne vindue
et sted sutter nogen på kyllingeben
og du mumler i søvne: gud er noget der flyder mellem mennesker



det kommer til os gennem det åbne vindue
det væskende lys og
brisen der får gardinet til at blafre som
skinnende tåge
en trallen i mørket

vi er så tæt på hinanden i sengen og
du ånder tungere end natten og
inde i mig og
din pande og overlæbe er så fugtig som overfladen på et
bær og
jeg ånder tungt og
ser tågen lyse og
trallekoret siger: vi ved hvad det var I gjorde og
hvor den lille kat går med sin stænkede pels og
hvad vil I gøre ved det



jeg drømmer at du drukner
i et blåsort mosehul
og hullet taler, siger:
ham der kommer ikke til at slippe mig
om han så drukner!
og mosehullet ler, en skvulpende mund
skinner som benzin

jeg vågner badet i sved
har klistret os sammen under den tynde dyne

gardinet er en silkemund
lukket om sommerluften
og det åbne vindue



min håndflade vædet af kondensvand fra glasset
du drikker rødvin, siger: er vi virkelig kommet hele vejen til Ljubljana
for at finde en natravn
i moserne
ved bordet ved siden af os spiser nogen til aften
jeg kan se hendes krydsede ankler mellem bordbenene
mælkepels slikker på hendes støvler med våd tunge
stryger hans knæhase med sin hale

jeg ser ud af min skinnende øjenkrog at
bøffen på tallerkenen spjætter
som et afhugget frølår
hver gang hun skærer en bid fri



morgen på gadehjørnet under lysekronen
sollyset brydes af kirken
en ældre mand kommer ud
han samler skodder på trapperne der fører op til kirken
han tager sig til ryggen hver gang
han bukker sig efter et skod

da han er færdig
sætter han sig ved et lille bord med ryggen hvilende mod kirken
han drikker en kop kaffe
han får selskab af en ven ser det ud til
de snakker

jeg er alene, jeg drikker en kop kaffe
lyset er en dis over cafébordet og
brostenene
jeg får et glimt af mælkepels i
det brudte morgenlys
står med virrende hale i døren til kirken



nat på hotelværelset
lyset udefra sitrer over gulvet
jeg skubber dynen af
efterlader din varme krop i sengen
mit pandehår er fugtigt jeg har sovet med ansigtet i din armhule og
du bliver så varm om natten

nede på gaden
kattens glasøjne og jeg
stille som
månen i sin sølvstilling

kattens våde snude
den skal lugte hvem jeg er



jeg drømmer at vi går i mosen
forsigtige skridt, tungt græs og mudder
nogen har sat gule øjne i horisonten
og disen lyser selvfølgelig
du går bag mig, siger: den her aften er altså som et suk
vi finder ikke fuglen før skumringen
jeg tysser på dig og
træder i et hul med det ene ben
vandet siver ind, buksestoffet skarver pludselig, solen
går ned
luften fortættes og jeg kan høre cikader
de kommer som en masse op af mosen, tykke kroppe
glasvinger der boltrer sig og
cikademassen taler, siger: vi har lyst til dig
og du er væk, det er kun mig og cikaderne



katten hilser mig fra fortovet
gnider sin ryg og kvækker

om natten får katten sin nattehale
danser som en orm i vand

jeg lægger hånden på pelsen
klaprende skridt i mørket, støvlehæle
rindende vand et sted i gaden
jeg siger blidt: din våde pels er så kold
lysekronen giver sig, katten hvæser

jeg lægger mig hos dig under dynen,
hvisker ind mod din ryg: jeg mødte mælkepels



Flere bidrag