Mie Møller – Efterdønninger

Fuglene er vendt tilbage

Lysten til himlen

Se!

det spirer


i gentagelsen

Blå                    skærer i blå

                         s
                           k
                              r
                                å
                                  n
                                     i
                                       n
                                          g
                                            e
                                              r

vokser til svulmende grusstier

         lyng og lilla er i hav

                                                    Vi forstener

                                                                i en vågen                      søvn 

                                           lillagrønne 

                                                                 mellem lyngtørvsdiger og mindesten


                                          lyse nætter

                                         og brændenælder 


Som havde tidevandet suget min marv

                                                                             efterladt

mine knogler 

           tomme

                           

                             Øjeblikket             stjæler

                  øjeblikket       og 

                                                       er

væk

Hvis
           jeg kunne
                              blive salt
                                               kun
           for at sidde
på din krop
                      måtte du gerne
                                  opløse      mig
                                             med dit spyt 

Vil du ikke nok gribe min
                                   l æ n g s e l
                                     om struben?

Dagens                    folder 
                                         falder
                                             som ar 

Kun det inderste
er tilbage og kurverne
gennem klitternes altid
åbnende og lukkede
hånd