Fra morgenstunden af sætter du dig i stuen og falder ubevidst ind i husets stilhed. Tålmodighed lidt endnu, siger du til dig selv i sofaen, lidt endnu og morgenen bæres ind fra havet ad de tidlige bølger. Lidt endnu og byen vil fyldes med tusinde af tanker og fornemmelser, der alle vil blive givet en mening i løbet af dagen. Men indtil da vil de alle søge rastløst omkring i området, lægge sig til rette i sandet, sætte sig fast i træernes nåle, dale ned gennem skorstene og blande sig med soden. Lidt endnu. Dage går sådan. Du bevæger dig rundt og rundt.
Er indimellem overbevist om, at du nærmer dig noget, som om det, du leder efter, er lige rundt om næste hjørne kun akkurat ude af din synsvinkel. Det er som at lede efter en specifik gade, en lille del af en by man engang har været i, men. Selv hvis man finder den igen, vil den ikke længere være den samme. Det er dage, der ikke bevæger sig fremad men udad. Folder sig ud over dig i en stor krone, som du bevæger dig rundt og passerer forskellige mennesker under. De ser dig ikke, og du ser heller ikke dem, for du går med ansigtet nedadvendt. Ingen blikke får lov til at slå sig ned på dit ansigt. Har det altid været så stille her? tænker du. Tåge sluger lyd, lys, farve. Ting og mennesker flyder sammen, og du fornemmer, hvordan også du selv glider ud i ét – og for første gang siden du tog afsted fra lejligheden, er du rolig. Det er som om, din uro ikke længere kan holde fast i dig, din krop er blevet for flydende. Måske vender den tilbage, men for nu indgår du i plamagen af mennesker, havn, by. Du lader dig selv falde ind i Aidas rytme. Bliver i hendes rytme for nu.
Skal jeg ikke have lov til at give dig nogle af mine træk? Sådan siger hun til dig, tænker du. Siger til dig, som du indgår i hendes bevægelser og genopfører hendes rutiner. Men hendes stemme er langt væk og lyder fjern selv inde i dit hoved. Den er et ekko mod indersiden af dit kranie, og du forsøger at lytte godt efter. Bare lytte, efter. Dage går sådan. Februar. Det er så stille, det er så stille.
Bådenes master skyder op fra vandet som nøgne træer. De dækker hele den indre del af havnebassinet og omkranses af kystsikringen og de enorme betonfigurer, der ligner bogstaver og tal. Du går på molen, som strækker sig ud i vandet og bliver endeløs i tågen. Hav og himmel smelter sammen i horisontlinjen til én grålig farve uden nogen øvre eller nedre grænse. Stilheden ligger som et tungt låg over havnen, kun klare mågeskrig trænger igennem den. Mellem mågernes skrig banker bølgeskvulp på skibene og rokker dem i en søvndyssende takt. Du træder over krabbeskjold, ben og kløer og kigger ned i det krystalklare vand, hvor stimer af småfisk svømmer rundt i cirkler. På spidsen af molen er du omgivet af tågen. Havnen er ikke længere synlig bag den grå hinde. Du sætter dig ned med fødderne ud over kanten og lader dit blik forsvinde ind i tomrummet foran dig. Du fornemmer ikke Aida. Fornemmer intet for enden af molen, kun en grå tomhed, der strækker sig langt ud over havet.
I den fjerne ende af Café Fiskehuset sidder en ældre dame med blikket fastfrosset på kaffekoppen foran sig. Hun sidder tavs, som har hun opbrugt alle sine ord og nu må nøjes med at stirre og lytte. Hendes øjne er alt for våde og blanke til det rynkede ansigt, de sidder i. Bag disken står en mand, nok en smule ældre end dig, og tørrer glas og kopper af i et viskestykke. Du bestiller en kop kaffe hos ham og sætter dig ned ved vinduesbordet med udkig over de skelet-lignende skibsmaster. Ruderne er duggede, og dråber af kondens zigzagger ned mod vindueskarmen, hvor små vandpytter allerede har samlet sig. Dråbernes skygger ligner haletudser, der vrikkende svømmer rundt på bordpladen foran dig. Tågen forsøger at trænge ind alle vegne på havnen. Forsøger at fylde caféen op indefra. Du hælder fint, hvidt sukker i din kaffe fra et rør af papir og rører godt rundt med teskeen, indtil det er helt opløst. Du må drikke kaffen som Aida, ellers vil sporene ikke vise sig. Den bitre men nu også søde kaffe strømmer ind over din tunge. Der sidder du alene på afstand af den ældre dame og tjeneren og overvejer, hvordan de mon opfatter dig. Måske mest af alt tjeneren, damen ser ikke ud til at ænse andet end, hvad der er inden for armslængde af hende. Ude på havnen går en politibetjent forbi med kasketten trukket godt ned i panden, så ansigtet forbliver skjult for dig. Betjenten bærer på en sort plastikkasse, og lidt efter følger en anden med hænderne dybt nede i jakkelommerne.– Du må være hendes bror.
Du drejer dig i stolen mod den talende, tjeneren, som står ved nabobordet og folder aviser og billedblade sammen.
– Øh, ja?
– Hun nævnte en bror, ja, altså Aida, du er hendes bror ik?
Du når ikke at gøre andet end at knibe øjenbrynene sammen, hvilket lader til at være svar nok for ham, idet han hurtigt fortsætter:
– Ja, det er jo ikke hver dag, der kommer fremmede ansigter her. Specielt ikke unge. I hvert fald ikke uden for sæsonen. Det lægger man mærke til, forstår du?
Det forstår du og nikker.
– Jeg tror endda, at din søster sad ved bordet der, og han peger på bordet bag dig.
– Det er altid rart, når der kommer nogen, som vil tale lidt. Især uden for sæsonen som nu. Det bliver sgu så kedeligt ellers. Hun havde heller ikke mange ord i sig den dag, siger han og vipper hovedet og blikket i retning af den ældre dame.
Du nikker bekræftende, hvilket endnu en gang må være svar nok, for han tager ordet igen:
– Ja, her sker jo intet om vinteren. Her er kun de gamle særlinge, helårsbeboerne, og endnu en gang nikker han indviende i retning af den ældre dame.
– Nogen af dem er gode nok, men andre gælder det om at holde sig fra, ellers slipper man aldrig fri fra deres uendelige snak.
Du skæver nervøst til den ældre dame, men hun stirrer stadig bare tomt frem for sig og lader ikke til at ænse jer. Hun sidder ved bordet, som om nogen har glemt hende der.
– Ja, jeg er her også kun på lånt tid.
– Nåh, hvor længe skal du da være her? får du kastet ind mellem hans ord.
– Jeg hjælper bare ejeren, det er min kærestes far, så det bare for en periode.
– Så du flytter væk herfra efter…
Døren går op, en mand iklædt kanvasjakke kæmper sig vej ind i caféen med en fyldt sækkevogn efter sig. Tjeneren går hen for at hjælpe ham, og sammen får de bakset den ind gennem døren. Manden skubber sækkevognen ind i enden af lokalet – reflekserne på hans bukserne glimter under loftslampernes hvide lys – og begynder at læsse varer af, som tjeneren bærer ind i baglokalet. Går frem og tilbage, imens du drikker videre af din kaffe, og nye spørgsmål vælter frem i dig. Så bliver de færdige, og manden forlader caféen skubbende sækkevognen foran sig. Lidt efter kommer tjeneren ud fra baglokalet og passerer dit bord.
– Talte I længe sammen den dag? Og hvornår var det?
Du har løftet armen op, som vil du gribe om hans arm, men den bliver bare hængende i luften mellem jer. Han stopper op og svarer: – Vi talte en del, hun var her længe, som om hun ventede på nogen. Hun fortalte bare ikke hvem.
Flere spørgsmål vælter frem i dig, men du kontrollerer dig selv og holder dem brændende tilbage på tungen. Løfter i stedet kaffekoppen op til munden, men den er tom. Han må fornemme dit afventende blik, for efter at have tøvet lidt åbner han åbner munden igen.
– Hun fortalte om jeres mor, hende, der bor helt ude ved færgelejet. Igen, det virkede som om, hun ventede på nogen eller noget og bare skulle have tiden til at gå. Jeg ved ikke hvorfor…
– Have tiden til at gå?
Du kommer til at bryde ind i hans talestrøm, og I lægger begge to mærke til det.
– Altså, jeg ville jo ikke snage, så jeg spurgte sgu ikke.
Han ser mere alvorlig ud, og der er pludselig noget anklagende i hans tone. Ordene driver ikke længere af ham på samme måde.
– Hvorfor spørger du hende ikke bare selv?
Han lægger hovedet lidt på skrå.
– Ja, jeg spørger hende bare selv. Når jeg ser hende.
Han bærer stakken af aviser og billedblade hen på en taburet i hjørnet af caféen. Stopper på tilbagevejen igen op ud for dit bord.
– Men hun glemte den her, da hun gik.
Han forsvinder om bag baren og kommer kort efter tilbage med en hat. Du genkender den med det samme, Aidas hat, den af sort filt, du så tit har drillet hende med ligner en gammeldags avisdreng-hat.
– Du kan vel tage den med til hende? Og sige hej til hende fra mig.
Det sidste siger han, som om det gør en smule ondt på ham. Han er ikke i stand til at dække over, hvad han har bemærket. Det, som står skrevet i ansigtet på dig med sort blæk: Aida er væk.
Forsigtigt lægger han hatten på bordet foran dig. En misfarvning, formet som en mandel, dækker hattens øverste del, det må skyldes, at filten er renere der. Og så kommer du i tanke om sølvbrochen, den lille sommerfugl, det må være der, den plejer at sidde. Men den er væk, og nu er der bare et mærke efter den i filten. Du spørger ham ikke efter brochen, ikke efter det ansigtsudtryk han viste dig. Bliver bare siddende og kigger ud på havnen. Lidt efter bærer du kaffekoppen op til disken. Du vil gerne sige noget til ham om, at Aida er væk, men, men at hun helt sikkert dukker op senere i aften. Noget om, Aida tit bare forsvinder for så at dukke op midt under aftensmaden. Noget om, hvordan I alle griner af det. Griner af, at der så mangler tallerken og bestik på hendes plads. Men mest af alt, hvordan I alle griner af, hvor bekymret du har været uden nogen grund. Det skal nok få ham til også at grine og komme med en sjov bemærkning om, at det i virkeligheden slet ikke var Aida, der var væk, men hendes hat. Men det bliver ikke til andet end en kort bemærkning om, at kaffen var god, han ønsker dig en god dag, og så er du udenfor igen. På havnen bliver du ramt af blå og røde lys, idet en stum politibil passerer dig. Et dystert ansigt kigger ud på dig gennem bagsædets vindue og fastholder dig, hvor du står. Han ligner en af fiskerne med det allerede vejrbidte ansigt, selvom han nok ikke er meget ældre end dig. Sammen med de blå og røde blink forsvinder han ind i tågen..