BESKED
jeg skrev til dig
fordi birketræets blade
for mig var gule på en måde
kun du ville forstå
ligesom du helt sikkert ville forstå
at denne særegne gulhed nødvendigvis
måtte forsvinde i det øjeblik jeg skrev om den
alligevel tror jeg
at lige præcis du
hvis du lukker øjnene lige præcis nu
der hvor du ikke længere er
kan se den rest af birkebladenes gulhed
de her linjer så kluntet efterlader
og derfra regne dig baglæns
til den gulhed der var i mit nu
kostbar som kroppe
lige før jeg skrev til dig
TORRILD
i morgentågen udenfor byen
har nogen hængt strejf af sol på vindmøllens vinger
som var det bare skjorter
det ligner en omsiggribende
stilhed uden knapper
der fejer jorden ren med sugende skygger
SOL
hænder presser
solen ned under horisontlinjen
til det stille sug af natten
slipper ud
nu kun musik
mellem kroppe
i akkurat højt nok græs
FREMKALDT
vi har set tilværelsen
alle stederne
alt der overhovedet er at se
alt har passeret forbi os i forræderiske glimt
fra nonsens til universets begyndelse
lang tid før vi en dag slår øjnene op
og står ansigt til ansigt med det
vi kun akkurat forstår vi aldrig vil begribe
at vi ikke længere lever tæt nok på livet
og lyden af det menneskelige
hænger og pulserer alene i et mørkt rum
mens solens stribe står
som et vibrerende strå
ind ad stuevinduet i april
og ligner et sørgebind
der hvor det rammer min grå sweatshirt
LANDSDEL
alt stod pludselig stille imellem os
vi flyttede regelmæssigt
fra Aarhus over Mols til køkken og kulkælder
men sindet hang fast
i et afrevet stykke mørkt stof på et rustrødt søm
fra en kjole du kun havde drømt om
og dog tog med dig tværs over landet
i toget mellem inddæmmet fortid og Skanderborg
jeg var punktligt forsinket og ude af trit
med alt men især med dig
nu står jeg i sneen på Skanderborg Station
med en kjole af et mørkt stof
i en grøn gaveæske med rustrødt bånd
der er tavse tog så langt øjet rækker
set fra luften ligner de tankestreger i landskabet
sneen falder hvor ingen stiger ud
TRODS
du står i solen i haven
og blomstrer med din rystelse
al verdens skrøbelighed
i måden du står på
din solbrændte skulder
let sænket og blussende rødlig
og hovedet på skrå
dit trodsige blik
for du vil jo det hele
på ingen tid og overalt
mens verden har sagt:
hvad vil du her?