Sådan med fødderne. Smeltet,
med brysterne op af vandet, hun
har hunden som hendes bedste ven,
Det giver en form for retorisk efterspil.
Mark og sand, siger hun er idyl af tiden,
mark og sand, siger jeg, er en film af
Morten Korch. Hunden, siger hun,
pisser sjældent på mark og sand,
den er et erotisk væsen. Hun
tænker på hunden,
på erotikken, på
fødderne. Hun
siger, at mark
og sand er
tanker om
en anden
Jeg taler nok til hende som et missil,
så kan man tage det ud
af en kontekst,
ind i et hus. Så
kan man lave bølger
som en tyk mand
der rammer vandet,
man kan svømme
fra en bred til en anden
med tre roer som propel. Hun
er stadig en and, en tændstik,
hendes svømmehud brænder
Jeg
løfter hende
over mudderhuller,
i det mindste er det det, det ligner.
Ting bliver sværere at forestille sig
jo længere væk man kommer,
så må man fortælle det hele
som historier:
Hun har foldet
hænderne
som en paraply
selvom vi har gået længe,
har regnen stadig ikke
hvisket hendes ansigt ud