E t v i s n e n d e b a r n
hvem er du
og hvor
i hvilket tempo
i hvilke dragter
er du
i lavinerne
over oaserne
under moserne
rundt om figentræerne
i hvilke øjeblikke
lader du dit ansigt vise
i ansigtets fulde
vilde former
i hvilke øjeblikke
var vi så heldige
at mærke dine ægte
eksplosioner som de er
når de får lov
blot at eksplodere
uden tilbagehold
min søgen
mod disse forglemte
disse fortrængte
snart opløste øjeblikke
græder sagte tårer
i vildskabens tyngede
gennemblødte skød
et lavpunkt i en livsfase
hvor tårerne snart
bliver til eksplosioner
Hvor lyset bryder frem
i et vildfarent øjeblik
som en lovende vintergæk
der bryder sneens dække
som i en elverskov hvor alt
der før var is
lige så langsomt lader røre på sig
og elverbørn dukker frem fra smeltevandet
helt våde og lysende
helt fulde
af latter
En elskende vinterknop
der samler sig
i en plet af lys
lyset
der bringer varme
og skyder om sig med liv
i alverdens farver
reflekteres lyset
af alverdens arter
der mærker taknemmeligt
på den krop som endelig igen
efter en lang forstenende søvnbliver bevægelig
den elskende vinterknop mærker
et indre
som lever
et indre
som vokser
i pletten hvor solen
har indfundet sig
snart springer skud
frem fra de levende
de mange pulserende
skovknopper
et levested for skovlopper
de levende vinterknopper
elskende med lyset
Mosespil
Piletræ
græs
Maveklump
Klatrevæg
Kløverdragt
Puls
Katapult
Puls
Puls
Puls
Henkastede måneflager
det er alt sammen i live
larverne kan gå på vandet
længe leve luften
i dine blodbaner
Sprækkerne er begyndt at klistre
sammen som sprækker gør
når de er færdige med at bløde
hvor vævet
det porøse hjertevæv
har forsøgt at væve sprækkerne sammen
vækkes en forfærdelse i mig
her i vævningen
efter blødningen
prikker noget atter hul
og blodet pibler atter frem
river sprækkerne op og fra hinanden
og jeg bliver bange
for at dit hjerte skal revne
så bange at jeg kaster mig
over hjertet
med hele min krop
med hele min hud
som omgiver
et ængsteligt indre
for at standse det ustyrlige
hjertes blødning
som et skjold af kød
vil jeg holde det inde
der dunker
vil jeg holde om det med min krop
indkapsle hver en dråbe
blodets varme
med min hud
tæt ved dit hjerte
vikler hyben sig
om vores hjerteflager
vugger hyben os
til ro
der er en gensidighed i alt
I klemme (en sang)
hvor er dine plettede øjne
hvor er dine ord
dulmende
det flød
igennem dine øjne
hvor tung
hvor tung kan du føle dig
dagslys i din øjenkrog
et øjeblik
af strandet sorg
brudstykker
af stjernekrat
et kløverblad
i klemme
hvor er dine sortnede øjne
hvor er dine kald
dulmende
det flød
igennem dine løgne
jeg var lige ved
at begrave dig (i mine tanker)
dagslys i din øjenkrog
et øjeblik
af strandet sorgrustflager
i månelys
et lagret liv
i klemme
Fragmentariteten
flyder ud
i hjernerne på os
pokker tage dig
fragmentaritet
pokker tage dig
du som
pumper brak
ud over og ind i
de nyudklækkedes
økoentusiasme
Dit væsen
Er
Kanel i mine næsebor
og metainstitutionen
tog benene
på nakken
da den så
hvad vi havde gjort
ved dens økoapplicerbarhed
En fragmenteret fejlkategorisering
flyder ud
i hjernerne på os
Blåviolette vandmænd danser
en giftig vals
i min amygdala
flyder
igennem dine øjne
Brudstykker
Af stjernekrat
Et kløverblad i krampe
I den helt umættelige farveløshed
I et øre
spirede en sommerfugl
Det var ikke mit øre
Hvilke spejle
har du rundt om din hals
Kender vi de samme kroge
den samme kløverdragt
krammer vi den samme kærlighed
Tusmørket kom før måneformørkelsen
Hvordan føles alt det
Inde i dig
At løbe ind i kærligheden
Med alle kilometer i timen
Jeg husker essensen ikke detaljerne
Jeg fortæller dig om et arvæv
der har formeret sig
i det lavpraktiske
forplantet sig
i vores ukritiske
i vores medløbende
håndflader på ryggen; hærdede håndrygge;
af visnende hudceller; e t v i s n e n d e b a r n
Jeg ved
du tænker på regnormen
du slugte i våde græsstrå
engang for længe siden
med en nysgerrig barnemund
den første gang
du oplevede følelsen
af dårlig samvittighed
Hvad vil de mellemrum
der mister fodfæste
bedende mellem dine tænder
hvad vil dine kraftdemonstrationer
i mine hænder
hvad skulle den kølige indånding
i min næse
hvor løb de vildfarne
de velmenende
af narrativet vanskabte
hvad drømmer hærfuglen på hørpuden om
når mørket falder på
hvad drømmer stærefuglen i afløbet om
når mørket tager alt
og ulvene rejser sig op og ser
ud på månen
måske bør vi alle se lidt mer
ud på månen
skrive lidt mer
med hjertet
Vi vander
og det vi vander vokser
pengene vi klamrer os til
vander egoismen og hensynsløsheden
i det man engang
kunne kalde vores (med)menneskelighed
Du taler om objektiviteten
som om den eksisterer
den sovende antilope
som om den stadig drømmer
Et indkapslet savn
øjeæbler i symbiose
savlende, simrende
Overladt til engle
Et objekt for følelser
En eroderet afmagt
En erosion
En elegance
Er du
Et tabuinficeret klokkespil
Et digt om dagen
En dugfrisk morgen
En vinter som var
og ikke længere er
Jeg ved ikke
om jeg har en kræftknude bag skulderbladet
men de her stole vi sidder i
giver os dobbelthager
Hvor er det trist
at jeg er blevet et menneske
der leder efter fejl
Jeg tror måske jeg kommer til
at gå i spåner
mens jeg spankulerer rundt her
det er ægte scifi
det her
et helt hoved
der går ægte amok
For ondt avler ondt og godt avler godt
Sang: Grevens baobabtræ
jeg så dyret føde
en rødmosset valmue
under blodbøgens
skyggekrat
og grevens baobabtræ
stod endnu
ja grevens baobabtræ
stod endnu
jeg så en mand med et gevær i går
et stort gevær og venlige øjne
han bar det som en lang baby
elskede det
med sine venlige øjne
og grevens baobabtræ
stod endnu
ja grevens baobabtræ
stod endnu
geværet var hans baby og han
elskede det
med sine venlige øjne
under blodbøgens
skyggekrat
Et stykke af en anden sang:
de blegeste lys
fra de stærkeste sole
er som forvrænget
af dybe
hvileløse tåger
den tørke der rør
vindens ord
er det mørke der flår
i alle mine sår
måske din luft
ku rumme et håb
hvis tilblivelsens dunkle krater
ku mærke et hjerte
Vi mangler hinanden
lad os lure lidt mere
lure i det fri
ikke i skærmfængsler
i det åbne og virkelige
i det nærværende
lad os lure her
hvor vi er og kan mærke
mærke noget
noget ægte endnu
hvor vi har muligheden
muligheden endnu
for at røre ved hinandens porer
i hinandens hænder
ved hinandens smilehuller
i hinandens forbrændinger
hele dem
i hinandens
favntag
I vil for evigt indgå i hinandens bindinger
I hinandens lignelser
I hinandens blødninger
Forelskelsen; en blødning
en drøm
begejstringen; en gave
din yderste højre hårsæk i tindingen; en havesyg nældeklokke
høfeberramt og egenrådig
higende
efter notorisk bekræftelse
Dagdrømmen; min monsun
min blødning