De låner huset. Det meste af sommeren. Passer katten. Hun har hjemve, og de får gæster. Hans venner. Et par. Hun glemmer kvindens navn. Han fortæller hende det. Igen. De griller. Han ler sin dybeste latter. Lejlighedsbestemt. Han købte hende blomster samme morgen. Der var masser af blomster i haven. Han slår manden på skulderen. Hun er en lejlighedsneutral blomsterdekoration. Kødet har en sort kant, og salaten er lun i solen. De drikker rødvin. En flue vakler mellem kød og salat. Den går efter kødet. Hun tæller dens ben, mens den går på en pølse. Let skrævende. Kvinden tager pølsen. Fluen letter. Han giver hendes højre balle et klap, når hun går forbi. De har ikke set hinanden længe. Ham og vennen. Det talte de meget om. Den sommer. Taler man nok, forsvinder mellemrummene. Selv dem der er lange som år. Hun rejser sig. Børnene skal sove. Hun er klar. Det er hans venner – længe siden – vejret er godt – der er kød på grillen – hun kan tage børnene. Et mellemrum forsvinder. Hun bærer de to kroppe ind på værelset. Deres hænder mod hendes kinder. Deres ånde er varm. Hun lukker øjnene. Latter fra haven. Lyden af havet. Bølger. Mågeskrig. Små læber. Mumlen og børnedrømme. Hun putter små børn. Det kan trække ud. De vil ikke lede efter hende. Ikke endnu. Måske aldrig. Måske tror han på, at hun faldt i søvn. Det tager lang tid at blive et fossil.